Primerose skrev:Jeg oplever et lidt træls mønster, der gentager sig.
Min politimand og jeg er blevet meget tætte og vi har både mødt hinandens familier og jeg ved at han elsker mig - ligesom jeg elsker ham.
Men når jeg elsker en mand på den her måde, så bliver jeg simpelthen så bange for at miste det.
Så jeg er begyndt om natten at have drømme, hvor jeg af en eller anden årsag er blevet forladt af mit livs kærlighed. I drømmene har kæresten ikke altid en identitet, men jeg føler det for ham, som jeg føler for politimanden. Og smerten over ikke at være elsket tilbage, den er tilstedeværende i drømmene.
Jeg har også i tidligere forhold haft den slags drømme. Eller mareridt er det vel egentlig nærmere. Og det er simpelthen så træls, for det kan påvirke mig så meget at jeg også bliver helt ked af det når jeg vågner. Fordi den der “jeg er blevet forladt”-følelse er så svær at slippe.
Har I prøvet noget lignende?
Jeg kan have det på samme måde. I perioder er jeg så hundeangst for at miste, at det forplanter sig i min søvn og med masser af mareridt. Jeg har ikke så meget klogt at sige. Bare at jeg føler med dig.
Vi har lige booket vores juleferie. Det skønneste hotel lige midt i Wien. Gud, hvor er det smukt. Og gud hvor jeg glæder mig. Jeg har ellers altid sagt, at jeg aldrig (!) skulle rejse ud juleaften. Men vores børn er hos deres anden forælder i år juleaften. Og Wien er så smuk. Og min kæreste er så vidunderlig. Jeg glæder mig så meget. Nøj, det hotel altså.
Og så glæder jeg mig så vildt til vores ringe er klar til afhentning. Vi har valgt guldringe med en silke-slibning og i min er der tre fine diamanter. Ikke noget der stikker op, det kan jeg ikke med mit arbejde. Undskyld, jeg ved godt jeg er pladderhylende sukkersød, men jeg forstår ikke hvor heldig jeg er.
Vi er så gode sammen. Og jeg forstår slet ikke, at jeg skal være hans kone.
Hans storpruttende kone.
)
