Partråden

[FruKuk]

Jeg føler mig meget langt nede på prioriteringslisten lige nu.
Den her uge har været dramatisk på "smid hvad du har i hænderne og hjælp"-måden. Det har indtil videre fået ham til at beklage at han skulle på arbejde, men ikke udnytte de mange afspadseringstimer han har og i dag tager han til noget arrangement med sine børn. Et arrangement vi godt kunne deltage i alle sammen så jeg i det mindste havde en hånd at holde i efter at have stået stort set alene med politi, advokater, børn osv. hele ugen OG har skullet skændes med ham om at jeg måske ikke tacklede det superelegant og totalt overskudsagtigt at alting pludselig brasede sammen beyond any hope of repair.
Men nej. Det vil han ikke for det betyder meget for hans børn med det her arrangement (og det er store børn og den ene har temmelig sikkert sin kæreste med også), som har været en tradition SIDEN SIDSTE ÅR, jo! Det må jeg jo kunne forstå at jeg ikke sådan kan komme og bryde ind i.
Alt for børnene og dem højest på listen og alt det der, men jeg har stået alene i en situation, der har væltet mit liv som jeg kender det og det eneste jeg har fået fra ham er børnefornærmethed og beklagelser over at han desværre ikke kunne være der pga. arbejde og så var han forresten også småsyg.
Jeg bad for helvede bare om et par timer så jeg ikke stod helt alene.

Shit det lyder virkeligt hårdt Er du (udover din kærestes tarvelige opførsel) ok? Øv, at han er sådan en røv

[Vinaia]

I fredags havde jeg halvårsdag med min kæreste.

Han tog med til noget julearrangement for min datters klasse om aftenen - jeg havde fortalt ham at jeg virkelig ikke havde lyst til at tage afsted men ville gøre det alligevel for datterens skyld (jeg har aspergers og den slags ting er virkeligt hårde for mig). Jeg sagde for sjov at hvis han ville tage med måtte han få fire millioner - han sagde at hvis det var kys og kram fra mig så ville han gerne. Det skal siges at han er lige så ubekvem i den slags sociale situationer som jeg er, men han tog med for min skyld.

I går overnattede jeg hos ham for første gang - mine forældre passede min datter og mine tre hunde. Hold kæft, hvor var det hyggeligt og hvor blev jeg forkælet.

Jeg havde nævnt at jeg elskede ris a la mande men aldrig får det fordi der ikke er andre i familien der kan lide det. Så havde han lavet det til mig. Og købt mine yndlingschips. Og lavede nachos, som jeg elsker. Og jeg fik min helt egen tandbørste.

Og så havde vi sex inden vi faldt i søvn - og igen i morges. Hvilket er sært, for jeg plejer at have ingen sexlyst om morgenen overhovedet, og orgasme kan jeg kaste en hvid pil efter.

Men ikke i morges. Kæft det var lækkert.

Jeg beholder 100% ham her for evigt og evigt og evigt.

[Sorenspige]

Bluetoft, det lyder meget voldsomt, det du har været igennem. Håber, du er ok .

[bluetof1]

Tak til jer, der har spurgt
Nej, jeg er ikke okay og det bliver jeg heller ikke foreløbig. Det har så ikke noget med min kæreste at gøre.
Han lagde sig fladt ned og undskyldte, men jeg er ærlig skuffet over at en voksen mand ikke tænker længere helt ad sig selv.

[FruKuk]

I forhold til graviditet og sex, så havde jeg det som dig Twinklei begge mine graviditeter. Og efter nr 1 gik der 4 måneder, før jeg var frisk på at prøve igen. Min mand har aldrig beklaget sig. Og hvis han gjorde, ville jeg ærligt have været røv ligeglad. Vi kunne sagtens tale om, at det ville blive skønt, når vi igen kunne knalde, men havde han disket op med tud og beklagelser, havde han fået besked på at finde en anden at tude til.

[LaMariposa]

Tak til jer, der har spurgt
Nej, jeg er ikke okay og det bliver jeg heller ikke foreløbig. Det har så ikke noget med min kæreste at gøre.
Han lagde sig fladt ned og undskyldte, men jeg er ærlig skuffet over at en voksen mand ikke tænker længere helt ad sig selv.

Det kan jeg godt forstå, du er skuffet over. Det ville jeg også være. Håber, at han kaster sig ordentligt ind i kampen og hjælper dig igennem den her svære situation, du er endt i.

Og så skal du lige have sådan en her:

[Anilara]

Vi har klippet julepynt, hørt julemusik og hentet et lille juletræ i dag. I går spiste vi hver et halvt kilo bland selv slik, og så serier og drak rom.
Jeg elsker allermest når vi hygger os sådan sammen.

[lillebjoern]

Vi skal bruge hele ugen i sommerhuset. Det er virkelig skønt og jeg glæder mig så meget til at vi bare kan lade op og ikke skal bekymre os om byens stress og jag (ja, ejg blev lige 100 år gammel). Det er helt perfekt, når jeg skal skrive eksamensopgave, og så er der bare ikke noget bedre end at sidde og se en god serie foran brændeovnen.

[Ado]

Vi fejrede hans yngste datters 18 års fødselsdag i lørdag. Der kom mange gæster. Inkl. hans eks-kone, eks-svoger og eks-svigermor. Ærligt talt var jeg tæt på at brække mig af nervøsitet. Men det gik over al forventning. Det var lige før jeg forventede Morten Korch kom ridende på en af de røde heste. Altså...forstået på den måde, at det gik ovenud godt.
De har en såkaldt lykkelig skilsmisse. Det har jeg ikke med børnenes far. Ergo skulle jeg lige vænne mig til det. Men hans eks-svigermor bød mig "velkommen i familien". Og eks-konen gav mig og ham et knus og sagde, at hun var utrolig glad for at se, hvor lykkelige vi er sammen. Det er jo lige til en julenovelle i "Hendes Verden".
Lørdagens højdepunkt var faktisk, at jeg er kommet så tæt på yngstedatten, at hun betror sig til mig. Og at hunsagde, hvor glad hun er for, at hendes far har fundet mig.

I går havde vi kendt hinanden et halvt år. Dagen blev brugt på sex, nus, kram, latter, film og så lavede han pasta med trøfler og jomfruhummer og Wellington til os. Vi skyllede det ned med en flaske bobler og en flaske rødvin.

Jeg elsker ham så pisse højt.

[Filipai]

Vi fejrede hans yngste datters 18 års fødselsdag i lørdag. Der kom mange gæster. Inkl. hans eks-kone, eks-svoger og eks-svigermor. Ærligt talt var jeg tæt på at brække mig af nervøsitet. Men det gik over al forventning. Det var lige før jeg forventede Morten Korch kom ridende på en af de røde heste. Altså...forstået på den måde, at det gik ovenud godt.
De har en såkaldt lykkelig skilsmisse. Det har jeg ikke med børnenes far. Ergo skulle jeg lige vænne mig til det. Men hans eks-svigermor bød mig "velkommen i familien". Og eks-konen gav mig og ham et knus og sagde, at hun var utrolig glad for at se, hvor lykkelige vi er sammen. Det er jo lige til en julenovelle i "Hendes Verden".
Lørdagens højdepunkt var faktisk, at jeg er kommet så tæt på yngstedatten, at hun betror sig til mig. Og at hunsagde, hvor glad hun er for, at hendes far har fundet mig.

I går havde vi kendt hinanden et halvt år. Dagen blev brugt på sex, nus, kram, latter, film og så lavede han pasta med trøfler og jomfruhummer og Wellington til os. Vi skyllede det ned med en flaske bobler og en flaske rødvin.

Jeg elsker ham så pisse højt.

Sådan der er det også mellem mine forældre, og min bonusmor kalder mig også hendes anden datter. Jeg er simpelthen så lykkelig for at min far har fundet sådan en helt igennem fantastisk familie, og min mor inviterer hende til venindekomsammen i venindegruppen og omvendt. Det føles syret når man fortæller andre der ikke har gode skilsmisser i familien, men hos os fungerer det bare. Jeg elsker seriøst min ekstra mor, og hun gør min far så glad, og har gjort det de sidste 8 år, og tror aldrig det ændrer sig
Er glad for at høre det lyder til at være helt ligeså godt hos jer

[Slettet bruger]

Jeg synes absolut ikke du er forkert på den. Jeg bliver så træt af folk der bliver fornærmet over at deres partner ikke nødvendigvis gider stå til rådighed som onaniredskab. Altså; hvad gør folk med den holdning når de er single? Og “fysisk anerkendelse”? Hvad er det overhovedet For mig lyder det som et selvopfundet psykologiterm der bruges af folk der godt har luret at “jeg har lyst, ergo skal min partner dække mine behov” ikke lyder skide charmerede.

De går vel ud og finder noget sex i byen? Men det er vist ikke comme il faut at finde sex i byen når man har en gravid kone derhjemme. Og det er frustrerende for manden ikke længere at føle at kvinden har nogen seksuel interesse i ham. Eller det var det i hvert fald også for mig, hvilket jeg selvfølgelig kæmpede for at undertrykke for at være en god og forstående mand, men helt at undgå at blive lidt vrissen af det indimellem er svært. Det kan man mene er latterligt og ligegyldigt i forhold til kvindens problemer, men sådan er det. Det hjælper ikke at rydde op eller sørge for at alt er klar til at vennerne kommer på besøg, det er spild af tid. Men det kan hjælpe at anerkende at det er frustrerende.

[twinkle]

Jeg har brug for nogle inputs, for jeg kan ikke finde ud af, om det er mig der er den “forkerte” part i den her konflikt, eller hvordan jeg kan være med til at løse den, for den sags skyld.

Jeg er gravid, med ca. 6 uger til termin. Hele graviditeten har min sexlyst været ikke eksisterende. Oven i det har jeg haft det rigtigt svært med tanken om at blive rørt på en seksuel måde på eller omkring maven, fordi... ja.

Jeg ved godt det er en frustration for min mand, at jeg ikke har lyst til sex. For sex betyder meget for ham på den måde, at han føler at han får fysisk anerkendelse. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke har været god til at komplimentere ham på det fysiske, for det er ikke der jeg har haft mit fokus.

I dag havde vi så en større konfronation. Han gjorde noget (kan faktisk ikke huske hvad), hvilket jeg bemærkede var ret utiltrækkende. Og så fik han sagt noget i stil med, at det var jo ligemeget, når jeg alligevel ikke gad have sex med ham. Og så kørte den ellers derfra. Jeg følte mig ramt, for jeg ved godt det er en frustration for ham, men jeg har sådan set ikke tænkt mig at have sex med ham, når jeg ikke har lyst.

Jeg fortalte ham, at jeg forsøger at kompensere på andre måder. Nu hvor jeg er gået på barsel står jeg for al rengøring, mad, indkøb, tøjvask mv., så han ikke skal tænke på det når han kommer hjem fra en 45 timers arbejdsuge. Jeg forsøger at lave hans livretter, have huset fyldt op med hans yndlingssnacks osv. Han sover så længe han har lyst når han har fri, gamer så meget han vil, går ud med drengene når han vil, uden at jeg begrænser ham i det eller påtaler, om han nu skal af sted igen.
Men det er ikke godt nok. For han kan ikke få pik-i-hul.

Så vi er kommet ind på lidt af en blind vej, og jeg aner ikke mine levende råd. Og jeg er ked af det (hvilket hormonerne ikke ligefrem hjælper på...)

Jeg synes absolut ikke du er forkert på den. Jeg bliver så træt af folk der bliver fornærmet over at deres partner ikke nødvendigvis gider stå til rådighed som onaniredskab. Altså; hvad gør folk med den holdning når de er single? Og “fysisk anerkendelse”? Hvad er det overhovedet For mig lyder det som et selvopfundet psykologiterm der bruges af folk der godt har luret at “jeg har lyst, ergo skal min partner dække mine behov” ikke lyder skide charmerede.

Ikke at jeg ikke anerkender at sex ER vigtigt for mange mennesker. At være seksuel kompatibel (både mht lyster og frekvens) med en partner er alfa og omega for mig; netop fordi det er noget som er svært at gøre noget ved. Men hvis I normalt er kompatible på det punkt, så synes jeg egentlig din snart-far-til-en-baby mand, burde slå ordet “behovudsættelse” op i en ordbog en af de nærmeste dage...

Og det er også lidt sådan jeg har det.
Jeg synes det er sådan en mikro lille ting i vores ellers fantastiske liv sammen. Der er sket så mange ting, som vi har drømt/talt om igennem et par år (graviditet, huskøb osv.)

[twinkle]

I forhold til graviditet og sex, så havde jeg det som dig Twinklei begge mine graviditeter. Og efter nr 1 gik der 4 måneder, før jeg var frisk på at prøve igen. Min mand har aldrig beklaget sig. Og hvis han gjorde, ville jeg ærligt have været røv ligeglad. Vi kunne sagtens tale om, at det ville blive skønt, når vi igen kunne knalde, men havde han disket op med tud og beklagelser, havde han fået besked på at finde en anden at tude til.

Jeg tror måske også den måde jeg bliver nødt til at tale med ham om det på er, at lige nu er det simpelthen ikke en mulighed med sex, men at sådan kommer det jo ikke til at være for evigt eller altid.
Men jeg kan også mærke på ham at han kæmper med det her med, at vi snart står og bliver forældre. Han har lidt svært ved at finde sig til rette i det, også selv om graviditeten har været to år undervejs... Så jeg tror måske også det er noget af det, der påvirker ham.

[Bøtte]

I forhold til graviditet og sex, så havde jeg det som dig Twinklei begge mine graviditeter. Og efter nr 1 gik der 4 måneder, før jeg var frisk på at prøve igen. Min mand har aldrig beklaget sig. Og hvis han gjorde, ville jeg ærligt have været røv ligeglad. Vi kunne sagtens tale om, at det ville blive skønt, når vi igen kunne knalde, men havde han disket op med tud og beklagelser, havde han fået besked på at finde en anden at tude til.

Jeg tror måske også den måde jeg bliver nødt til at tale med ham om det på er, at lige nu er det simpelthen ikke en mulighed med sex, men at sådan kommer det jo ikke til at være for evigt eller altid.
Men jeg kan også mærke på ham at han kæmper med det her med, at vi snart står og bliver forældre. Han har lidt svært ved at finde sig til rette i det, også selv om graviditeten har været to år undervejs... Så jeg tror måske også det er noget af det, der påvirker ham.

Tror faktisk mange mænd har det sådan, de ved ikke helt hvad der venter og kæresten opfører sig selv ikke som hun plejer, det er nok meget naturligt at blive lidt påvirket på den ene eller anden måde.
Min mand udtrykte ikke de store følelser om min første graviditet. Han vidste ikke helt om han ville med til fødslen osv. Jeg havde virkelig lyst til at tale om det, for jeg synes det var et problem. Men jeg tror faktisk at det han fik tid til at tumle det selv gjorde underværker. For da babyen først meldte sin ankomst (og han var kommet sig over det værste chok over at det skete en måned for tidligt) var han totalt cool og far-agtig. Han tog det hele i stiv arm, selv om
fødslen ikke gik, som de oftest gør og selv om han stod alene med babyen de første timer og havde en kæreste, der var helt slået ud af blodmangel de første mange døgn, så var han altså bare helt inde i rollen, som om han ikke havde bestilt andet.

Selvfølgelig skal du anerkende dib mand i at det er svært med manglende sex og at der sker en omvæltning snart. Men pas på du ikke taler det ihjel - selvfølgelig kender du ham bedst om ved hvordan han er. Men med min mand ville det gøre det værre.

[twinkle]

I forhold til graviditet og sex, så havde jeg det som dig Twinklei begge mine graviditeter. Og efter nr 1 gik der 4 måneder, før jeg var frisk på at prøve igen. Min mand har aldrig beklaget sig. Og hvis han gjorde, ville jeg ærligt have været røv ligeglad. Vi kunne sagtens tale om, at det ville blive skønt, når vi igen kunne knalde, men havde han disket op med tud og beklagelser, havde han fået besked på at finde en anden at tude til.

Jeg tror måske også den måde jeg bliver nødt til at tale med ham om det på er, at lige nu er det simpelthen ikke en mulighed med sex, men at sådan kommer det jo ikke til at være for evigt eller altid.
Men jeg kan også mærke på ham at han kæmper med det her med, at vi snart står og bliver forældre. Han har lidt svært ved at finde sig til rette i det, også selv om graviditeten har været to år undervejs... Så jeg tror måske også det er noget af det, der påvirker ham.

Tror faktisk mange mænd har det sådan, de ved ikke helt hvad der venter og kæresten opfører sig selv ikke som hun plejer, det er nok meget naturligt at blive lidt påvirket på den ene eller anden måde.
Min mand udtrykte ikke de store følelser om min første graviditet. Han vidste ikke helt om han ville med til fødslen osv. Jeg havde virkelig lyst til at tale om det, for jeg synes det var et problem. Men jeg tror faktisk at det han fik tid til at tumle det selv gjorde underværker. For da babyen først meldte sin ankomst (og han var kommet sig over det værste chok over at det skete en måned for tidligt) var han totalt cool og far-agtig. Han tog det hele i stiv arm, selv om
fødslen ikke gik, som de oftest gør og selv om han stod alene med babyen de første timer og havde en kæreste, der var helt slået ud af blodmangel de første mange døgn, så var han altså bare helt inde i rollen, som om han ikke havde bestilt andet.

Selvfølgelig skal du anerkende dib mand i at det er svært med manglende sex og at der sker en omvæltning snart. Men pas på du ikke taler det ihjel - selvfølgelig kender du ham bedst om ved hvordan han er. Men med min mand ville det gøre det værre.

Og jeg anerkender ham 100% i det, men jeg føler også bare det er ret meningsløst at blive ved med at sige det til ham - for hvad skal han bruge det til?
Derfor har jeg forsøgt at kompensere. Og måske har det været utilstrækkeligt, men hvad skulle jeg ellers gøre...

Jeg ved han bliver en fantastisk far, men jeg kan godt forstå hvis hele det her babyshow har smidt ham ind i en mindre “krise” (af mangel på andet at kalde det)