En masse tanker om usikkerhed i et nyt forhold

[moonagedaydream]

Det her bliver lidt langt, men jeg har brug for at få mine tanker om mit forhold ud. Jeg skriver fra en DP, da det er ret personligt for mig.

Kort fortalt er problemet, at jeg har svært ved at finde ro i mit forhold og svært ved at stole på, at min kæreste virkeligt vil mig. Det fører til, at jeg bruger en meget stor mængde tankekraft på at bekymre mig, hvilket er hårdt og måske endda også forhindrer, at jeg selv kan give mig helt hen til forholdet. Dette bliver yderligere vanskeliggjort af, at min kæreste ikke er nogen særligt verbal type, og jeg derfor ikke får bekræftelse den vej.

Baggrund: Jeg er 30. Min kæreste og jeg har været sammen i snart et halvt år. Forinden datede vi i nogle måneder, og inden da var vi bekendte. Jeg elsker min kæreste meget højt og vi har det virkeligt godt sammen: vi har fantastisk kemi, mange fælles interesser og har det altid rart og kærligt sammen. Han kan få mig til at grine som ingen anden, og han kan trøste mig når jeg er ked af det. Jeg er ikke i tvivl om hans interesse i mig - han prioriterer mig højt, vi bruger meget tid sammen, vi planlægger frem i tiden, han hjælper og støtter mig, han snakker i “vi” og han har introduceret mig for sine venner og familie på eget initiativ. Så alt burde jo være fint.

Det er det bare ikke helt, for jeg tvivler dagligt på, om han nu virkeligt vil mig, og tvivlen vokser sig ofte så stor, at jeg i splitsekunder kan overveje at slå op, blot for at komme ham i forkøbet og slippe væk fra mine bekymringer. Min fornuft ved godt, at det er totalt latterligt, men min hjerne kører totalt i selvsving. Hvis ikke det er det ene, så er det noget andet, der kan trigge en følelsesmæssig reaktion i mig, der ofte er total ude af proportioner. Det kan være en sms, han besvarer lidt for sent, måden han siger noget på eller lign. Og det er hårdt. For selv den mindste detalje kan få mig overbevist om, at han ikke vil mig, at han går fra mig lige om lidt eller at han har fundet en anden. Og nej, der er ikke nogle reelle tegn på noget af dette. Han ved heller ikke, at det fylder så meget, og han ville helt sikkert blive overrasket, hvis han vidste, HVOR meget indre drama, jeg kan skabe over ham.

Min usikkerhed stikker i 117 retninger. Jeg er fx usikker på, hvorvidt jeg kan hamle op med hans ekskæreste. Hvilket er virkeligt dumt, for jeg ved, at de ikke havde noget særligt godt forhold til sidst. Men hun kommer fra en pæn familie med meget højtuddannede forældre, og selvom jeg selv har en eftertragtet uddannelse og et fedt job med en god løn, føler jeg stadig en snert af underlegenhed, fordi jeg ikke kan hamle op med hende på dét område. Jeg har også obsesset over, at hun er tyndere end mig, og jeg bliver nervøs for, om min kæreste derfor synes, jeg er tyk (hvilket jeg helt objektivt ikke er).

Alt dette har en helt masse med mig selv at gøre og nogle dybereliggende mønstre, jeg også arbejder med hos en psykolog p.t. (long story short, så har min barndom været præget af nogle ret nederen episoder, der har gjort det lidt vanskeligt for mig at stole på andre mennesker og har givet mig nogle heftige kontrol-issues oveni hatten).

Nå, men alt dette har jeg jo oplevet før ved tidligere kærester, hvor det med tiden er gledet lidt i baggrunden, når der var opbygget tilstrækkeligt med tillid og tryghed - dog ikke uden en vis portion drama fra min side, fx i form af jalousi. Min seneste eks gennem fem år formåede på én eller anden måde at gøre mig tryg hurtigt, fordi vi talte samme kærlighedssprog og han var ekstremt verbalt bekræftende, hvilket virker meget effektivt på mig. Han overøste mig med komplimenter og var generelt god til at udtrykke sig med ord og mærke sine egne følelser, hvilket (set i bakspejlet) skabte tryghed og samhørighed mellem os.

Det er min nuværende kæreste ikke, og jeg kan mærke, at det gør min (latente) udfordring større. Fordi min kærestes kærlighedssprog er helt anderledes. Han er ekstremt fysisk, både seksuelt og ikke-seksuelt. Han bruger også meget tid med mig og vil meget gerne hjælpe mig, og alt dette er jo megadejligt. Han gør generelt mange ting, min eks ikke gjorde, og vi er på mange måder et langt bedre match. For min kæreste er en handlingens mand, hvilket jeg virkeligt elsker.

Men jeg savner også den verbale del. Jeg savner deciderede komplimenter, og jeg savner at høre ham sige, at han elsker mig. Hvis jeg er verbal over for ham, så bliver han helt tydeligt glad, men det er aldrig ham, der lægger ud. Jo, jeg kan godt få et kompliment om mit udseende pakket lidt ind i jokes, og han siger også sommetider, at jeg er sød, og giver generelt udtryk for, at han rigtigt godt kan lide mig. Men de dér lidt større tilkendegivelser, de kommer ikke. Og jeg kan ikke finde ud af, om jeg bare skal skyde en hvid pil efter det eller tage det op med ham. Min kæreste er ikke supergod til at snakke om sine egne følelser, så det kunne godt blive lidt op ad bakke.

Ok, dette blev langt. Hvad spørger jeg om? Egentlig er jeg bare interesseret i alle former for inputs - gerne fra nogen, der selv døjer med opstartstvivl og gallopperende usikkerhed. Eller non-verbale kærester. Indrømmet, så håber jeg jo, at nogen siger, det nok skal blive bedre. Og I plejer jo at være så kloge herinde

[bluetof1]

Jeg har lidt samme udfordring som dig (og så en million andre ting, der ikke lader til at være aktuelle i jeres forhold ). Vores forhold er ikke supergammelt og jeg kom lidt ind fra sidelinjen som en overraskelse for både ham og mig selv. Han har før haft en meget specifik type: høje, slanke kvinder med et udseende, der lægger sig tæt op ad skønhedsidealet som vi forstår det i dag, mellemlange videregående uddannelser indenfor omsorgsfag, meget outgoing, meget fokuserede på at pleje sig selv mht. udseende og image og hvordan livet tager sig ud udefra. Nå ja, og så med et temmelig udpræget talent for drama. Sådan er jeg ikke. Jeg er lille og tyk, gør normalt intet ud af mig selv fordi jeg på mine bedste dage ser kedelig ud og på de værste er jeg decideret ikke-køn (nægter at bruge ordet grim om mig selv, men jeg hvad udseende angår er jeg altså kvindekønnets svar på beige), lang, tør og i nogle tilfælde kedelig uddannelse, bryder mig ikke ret meget om at være sammen med mennesker og slet ikke mennesker jeg ikke kender osv. osv. Det eneste, der gør at jeg ikke går fuldstændig i et med væggen er, at jeg ikke kan holde kæft og til tider ligefrem har en pointe med noget af det jeg siger.
Jeg føler mig med andre ord noget underlegen i forhold til hans eks og de piger han har kendt før og efter han blev skilt. Han er selv byens mest eligible bachelor i følge flere kvinder (og en enkelt mand) i den by han bor i og jeg kan virkelig ikke se hvad pokker han ser i mig.

Men jeg er altså kommet frem til og har fundet noget ro i at hvis han ikke ville være sammen med mig så havde han rigeligt andre muligheder, herunder at være single og knalde alt med en puls. Det er heller ikke fordi han ikke er udsat for fristelser. Vi var til en komsammen for nogle måneder siden hvor en af hans kammeraters nyskilte søster var tilstede og hun brugte en god del af aftenen på at forsøge at få ham overtalt til at gå med hende hjem. Ja ja, det er helt vildt frækt og alt det der. Pointen er at han ikke gjorde det og heller ikke var fristet. Faktisk afviste han hende ret brutalt.
Jeg kunne vælge mellem at blive ved med at slå mig selv i hovedet med at han da kunne have fået bedre/kønnere/sjovere osv. eller at lære at stole på at han ved nok om sig selv og hvad han gerne vil til, at han kan og vil stå ved det når det er mig han vælger at være sammen med.
Var jeg ikke kommet frem til det resultat så var jeg blevet nødt til at gå for jeg kunne ikke være i noget hvor jeg konstant skulle være i tvivl.
Min kæreste er heller ikke ret verbal og det at give komplimenter gør nærmest ondt på ham. Jeg tænker at når først man er i tvivl uanset om det er berettiget eller ej, så er det lige meget hvordan der bliver givet udtryk for kærlighed; man mangler altid lige en eller anden SIDSTE ting, der LIGE skal til før at man ikke er i tvivl mere. Det er bare slet ikke det, det handler om. Det handler om at man kan finde ro med det man får og lærer at stole på at det man føler og det man kan se og som han fortæller enten med ord eller handlinger eller begge dele også er sandheden.
Kan man ikke finde ro med det af den ene eller den anden årsag så må man begynde at overveje hvad der så skal ske. Vejen frem er kommunikation om det. Han vil sikkert gerne imødekomme dig, men det er jo ikke sikkert han kan. Jeg vil f.eks. gerne have at min kæreste kommer med nogle komplimenter, bare en gang i mellem, og min kæreste vil gerne have at jeg siger at jeg elsker ham. Begge dele er svært for os og især jeg har store problemer med at sige lige de tre ord. Jeg viser det glad og gerne, men jeg har meget svært ved at sige det.

Er der noget af det her, der giver mening? Jeg er ret træt så måske er det bare en hel masse vrøvl

[Mi55y]

Jeg kan relatere rigtig meget til dig TS, det er lidt som at læse mine egne tanker fra starten af mit forhold. Skrev også et par tråde om det for et års tid siden...

Min kæreste er også meget lidt verbal, og her 1,5 år inde får jeg stadig kun et "du er sød" en gang i mellem. Samtidig er han meget konfliktsky, så jeg kan stadig en gang i mellem tænke over, om han ville komme og sige det, hvis der er noget galt.

Hvordan fandt jeg ro i det? Vi havde et par snakke om, at jeg kan blive meget usikker på, om han vil mig, når han aldrig fortæller mig det. Han forklarede, at han nok skulle sige til, hvis det ændrede sig. Og så er jeg blevet meget bedre til at fokusere på hans kærlighedssprog; det fysiske. Han rører og kysser og tager min hånd hele tiden. Så jeg fortæller mig selv, at det ville han jo ikke gøre, hvis ikke han ville mig. Og så stoler jeg på det! Det er ikke spor nemt at stoppe med tankestrømmen, men det har hjulpet mig gevaldigt at fokusere på lige det.

Jeg har gjort op med mig selv, at jeg ikke kan ændre på ham og valgt at acceptere det. Vi har så indgået nogle små kompromiser, som f.eks. at han skal huske lige at skrive godnat, når han ikke sover hjemme og den slags, som kan gøre mig usikker. Og faktisk er han også langsomt blevet bedre - jeg bliver kaldt søde ret ofte og han har uopfordret fortalt, at han elsker mig flere gange. Og nu hvor jeg ikke længere går og higer efter den bekræftelse, så er det bare så meget mere dejligt at få det som en overraskelse.

Håber du kan bruge mit input til noget.

[Zombie]

Jeg kunne til at starte med genkende SÅ meget i dit indlæg, og er selv 30 med en kæreste, jeg har været sammen med gennem et halvt år, hvor vi var bekendte først osv., at jeg i ramme alvor overvejede, om jeg havde skrevet et indlæg og glemt det igen.

Dog adskiller min situation sig i det, at det er en tidligere knaldeveninde og ikke en eks, jeg sammenligner mig med - og min kæreste er meget verbal.
Når jeg alligevel er usikker, skyldes det at min kæreste fik jokket lidt rundt i spinaten i begyndelsen af vores forhold, hvilket fik mig til at føle, at han prioriterede denne her veninde over mig på en nederen måde. Og selvom min kæreste gør alt det rigtige for at bekræfte mig, har jeg stadig tanker om, hvad det er hun har, som gør hende så speciel og vigtig.

Anyway, jeg kigger med; måske kan jeg bruge nogle af de samme råd. For mig er det meget noget med mit psykiske velbefindende fremfor noget, han skal gøre. Så det er lettere/sværere alt efter, hvordan mit liv ellers er og om jeg har overskud osv.

[sansera]

Det med forskelligt kærlighedssprog kan jeg genkende. Hr. sansera er bestemt ikke særlig verbal i sin kærlighed og det kunne jeg godt savne ind i mellem. Så til jul og fødselsdag og bryllupsdag osv. ønsker jeg mig altid først og fremmest et kærlighedsbrev. Det behøver ikke være 20 sider og rime Det skal bare være ord om os, og om at han vil os.
Første gang jeg bad om det synes han, at det var et kæmpe pres og ret underligt, men han gjorde det. Og nu har jeg en lille samling af breve, nogen kun på 5 linjer andre betydeligt længere, nogen ret sådan 'du er skide lækker og jeg elsker dig' og andre mere 'kan du huske dengang og jeg følte sådan da du sagde og jeg ved at vi to for altid', som jeg læser fra tid til anden. Det virker for mig

[moonagedaydream]

Det med forskelligt kærlighedssprog kan jeg genkende. Hr. sansera er bestemt ikke særlig verbal i sin kærlighed og det kunne jeg godt savne ind i mellem. Så til jul og fødselsdag og bryllupsdag osv. ønsker jeg mig altid først og fremmest et kærlighedsbrev. Det behøver ikke være 20 sider og rime Det skal bare være ord om os, og om at han vil os.
Første gang jeg bad om det synes han, at det var et kæmpe pres og ret underligt, men han gjorde det. Og nu har jeg en lille samling af breve, nogen kun på 5 linjer andre betydeligt længere, nogen ret sådan 'du er skide lækker og jeg elsker dig' og andre mere 'kan du huske dengang og jeg følte sådan da du sagde og jeg ved at vi to for altid', som jeg læser fra tid til anden. Det virker for mig

Ej, det er faktisk en virkeligt sød idé Vildt hyggeligt at kunne tage den slags frem og læse dem igen!

[moonagedaydream]

Jeg kunne til at starte med genkende SÅ meget i dit indlæg, og er selv 30 med en kæreste, jeg har været sammen med gennem et halvt år, hvor vi var bekendte først osv., at jeg i ramme alvor overvejede, om jeg havde skrevet et indlæg og glemt det igen.

Dog adskiller min situation sig i det, at det er en tidligere knaldeveninde og ikke en eks, jeg sammenligner mig med - og min kæreste er meget verbal.
Når jeg alligevel er usikker, skyldes det at min kæreste fik jokket lidt rundt i spinaten i begyndelsen af vores forhold, hvilket fik mig til at føle, at han prioriterede denne her veninde over mig på en nederen måde. Og selvom min kæreste gør alt det rigtige for at bekræfte mig, har jeg stadig tanker om, hvad det er hun har, som gør hende så speciel og vigtig.

Anyway, jeg kigger med; måske kan jeg bruge nogle af de samme råd. For mig er det meget noget med mit psykiske velbefindende fremfor noget, han skal gøre. Så det er lettere/sværere alt efter, hvordan mit liv ellers er og om jeg har overskud osv.

Hehe, det glæder mig, at mit problem ikke er så unikt endda Og jeg er helt enig i, at det handler rigtigt meget om ens eget overskud - generelt handler den her slags issues jo rigtigt meget om én selv, og ikke altid så meget om ens kæreste, selvom han selvfølglig kan trigge en masse ting. Følg endelig med

[moonagedaydream]

Jeg kan relatere rigtig meget til dig TS, det er lidt som at læse mine egne tanker fra starten af mit forhold. Skrev også et par tråde om det for et års tid siden...

Min kæreste er også meget lidt verbal, og her 1,5 år inde får jeg stadig kun et "du er sød" en gang i mellem. Samtidig er han meget konfliktsky, så jeg kan stadig en gang i mellem tænke over, om han ville komme og sige det, hvis der er noget galt.

Hvordan fandt jeg ro i det? Vi havde et par snakke om, at jeg kan blive meget usikker på, om han vil mig, når han aldrig fortæller mig det. Han forklarede, at han nok skulle sige til, hvis det ændrede sig. Og så er jeg blevet meget bedre til at fokusere på hans kærlighedssprog; det fysiske. Han rører og kysser og tager min hånd hele tiden. Så jeg fortæller mig selv, at det ville han jo ikke gøre, hvis ikke han ville mig. Og så stoler jeg på det! Det er ikke spor nemt at stoppe med tankestrømmen, men det har hjulpet mig gevaldigt at fokusere på lige det.

Jeg har gjort op med mig selv, at jeg ikke kan ændre på ham og valgt at acceptere det. Vi har så indgået nogle små kompromiser, som f.eks. at han skal huske lige at skrive godnat, når han ikke sover hjemme og den slags, som kan gøre mig usikker. Og faktisk er han også langsomt blevet bedre - jeg bliver kaldt søde ret ofte og han har uopfordret fortalt, at han elsker mig flere gange. Og nu hvor jeg ikke længere går og higer efter den bekræftelse, så er det bare så meget mere dejligt at få det som en overraskelse.

Håber du kan bruge mit input til noget.

Tak for et rigtigt brugbart svar! Det med konfliktskyheden kan jeg godt genkende - altså jeg tror nok, min kæreste skal bringe det op, hvis han er utilfreds med noget, men han er virkeligt ikke ret god til at tale om sådan nogle ting, og hvis jeg bringer noget op (hvilket so far kun har været meget små ting), så lytter han, men han prøver også at lukke den ned hurtigst muligt. Han er klart ikke ret komfortabel med at snakke om ting relateret til forholdet (medmindre det er positivt).

Jeg er virkeligt glad for at høre, at du er faldet til ro i jeres forhold og har accepteret, at han er som han er. Det vil jeg jo også virkeligt gerne, men det er ikke helt ligetil. Og jeg har været meget i tvivl om, hvis og hvordan jeg skulle bringe det på banen. Hvodan gjorde du og hvordan reagerede din kæreste? Jeg prøver virkeligt også at fokusere på alt det, han gør, hvilket heldigvis falder mig meget naturligt - jeg synes jo også, det er vildt skønt, når han krammer mig bagfra, mens vi laver mad, og at han altid vil ligge i arm eller ske, når vi skal sove (og helt instintivt lægger mig i arm som det første om morgenen ).

Din situation minder nok en del om min, vi har i hvert fald haft helt samme snak om de små sms'er, hvilket han også er begyndt at gøre efter jeg sagde, det ville gøre mig glad. Det viser mig jo også, at min mening faktisk betyder noget for ham. Må jeg spørge, hvornår I sagde "jg elsker dig" til hinanden? Jeg vil nødigt gøre det til en stor ting, men det betyder altså noget for mig.

[moonagedaydream]

Jeg har lidt samme udfordring som dig (og så en million andre ting, der ikke lader til at være aktuelle i jeres forhold ). Vores forhold er ikke supergammelt og jeg kom lidt ind fra sidelinjen som en overraskelse for både ham og mig selv. Han har før haft en meget specifik type: høje, slanke kvinder med et udseende, der lægger sig tæt op ad skønhedsidealet som vi forstår det i dag, mellemlange videregående uddannelser indenfor omsorgsfag, meget outgoing, meget fokuserede på at pleje sig selv mht. udseende og image og hvordan livet tager sig ud udefra. Nå ja, og så med et temmelig udpræget talent for drama. Sådan er jeg ikke. Jeg er lille og tyk, gør normalt intet ud af mig selv fordi jeg på mine bedste dage ser kedelig ud og på de værste er jeg decideret ikke-køn (nægter at bruge ordet grim om mig selv, men jeg hvad udseende angår er jeg altså kvindekønnets svar på beige), lang, tør og i nogle tilfælde kedelig uddannelse, bryder mig ikke ret meget om at være sammen med mennesker og slet ikke mennesker jeg ikke kender osv. osv. Det eneste, der gør at jeg ikke går fuldstændig i et med væggen er, at jeg ikke kan holde kæft og til tider ligefrem har en pointe med noget af det jeg siger.
Jeg føler mig med andre ord noget underlegen i forhold til hans eks og de piger han har kendt før og efter han blev skilt. Han er selv byens mest eligible bachelor i følge flere kvinder (og en enkelt mand) i den by han bor i og jeg kan virkelig ikke se hvad pokker han ser i mig.

Men jeg er altså kommet frem til og har fundet noget ro i at hvis han ikke ville være sammen med mig så havde han rigeligt andre muligheder, herunder at være single og knalde alt med en puls. Det er heller ikke fordi han ikke er udsat for fristelser. Vi var til en komsammen for nogle måneder siden hvor en af hans kammeraters nyskilte søster var tilstede og hun brugte en god del af aftenen på at forsøge at få ham overtalt til at gå med hende hjem. Ja ja, det er helt vildt frækt og alt det der. Pointen er at han ikke gjorde det og heller ikke var fristet. Faktisk afviste han hende ret brutalt.
Jeg kunne vælge mellem at blive ved med at slå mig selv i hovedet med at han da kunne have fået bedre/kønnere/sjovere osv. eller at lære at stole på at han ved nok om sig selv og hvad han gerne vil til, at han kan og vil stå ved det når det er mig han vælger at være sammen med.
Var jeg ikke kommet frem til det resultat så var jeg blevet nødt til at gå for jeg kunne ikke være i noget hvor jeg konstant skulle være i tvivl.
Min kæreste er heller ikke ret verbal og det at give komplimenter gør nærmest ondt på ham. Jeg tænker at når først man er i tvivl uanset om det er berettiget eller ej, så er det lige meget hvordan der bliver givet udtryk for kærlighed; man mangler altid lige en eller anden SIDSTE ting, der LIGE skal til før at man ikke er i tvivl mere. Det er bare slet ikke det, det handler om. Det handler om at man kan finde ro med det man får og lærer at stole på at det man føler og det man kan se og som han fortæller enten med ord eller handlinger eller begge dele også er sandheden.
Kan man ikke finde ro med det af den ene eller den anden årsag så må man begynde at overveje hvad der så skal ske. Vejen frem er kommunikation om det. Han vil sikkert gerne imødekomme dig, men det er jo ikke sikkert han kan. Jeg vil f.eks. gerne have at min kæreste kommer med nogle komplimenter, bare en gang i mellem, og min kæreste vil gerne have at jeg siger at jeg elsker ham. Begge dele er svært for os og især jeg har store problemer med at sige lige de tre ord. Jeg viser det glad og gerne, men jeg har meget svært ved at sige det.

Er der noget af det her, der giver mening? Jeg er ret træt så måske er det bare en hel masse vrøvl

Tak for dit svar, det er bestemt brugbart! Det markerede med fed har du SÅ meget ret i. Han er jo netop ikke tvunget til at være sammen med mig, så hvis han virkeligt ville væk... ja, så skulle han jo nok smutte på et tidspunkt eller fucke det op, så jeg selv gjorde. Og så har jeg virkeligt også taget mig selv i hele tiden at ville have mere. Fx var jeg i starten ret optaget af, hvornår jeg skulle møde hans venner, og det blev på en måde en slags markør for, at vi var seriøse. Så skete det, og så fandt jeg en ny "kærlighedsmarkør" (at vi planlagde en ferie sammen). Så skete det, og så var det noget tredje, jeg havde brug for som bekræftelse. Du har helt ret i, at man på den måde kan blive ved. Det skal dog siges, at jeg er meget, meget mere rolig end for bare nogle måneder siden. Så udvikingen går den rigtige vej.

Må jeg spørge, hvorfor du har svært ved at sige, du elsker ham? Jeg er jo dødsensbange for at sige det og ikke få det gengældt, men det er jo ikke dit issue.

[bluetof1]

Tak for dit svar, det er bestemt brugbart! Det markerede med fed har du SÅ meget ret i. Han er jo netop ikke tvunget til at være sammen med mig, så hvis han virkeligt ville væk... ja, så skulle han jo nok smutte på et tidspunkt eller fucke det op, så jeg selv gjorde. Og så har jeg virkeligt også taget mig selv i hele tiden at ville have mere. Fx var jeg i starten ret optaget af, hvornår jeg skulle møde hans venner, og det blev på en måde en slags markør for, at vi var seriøse. Så skete det, og så fandt jeg en ny "kærlighedsmarkør" (at vi planlagde en ferie sammen). Så skete det, og så var det noget tredje, jeg havde brug for som bekræftelse. Du har helt ret i, at man på den måde kan blive ved. Det skal dog siges, at jeg er meget, meget mere rolig end for bare nogle måneder siden. Så udvikingen går den rigtige vej.

Må jeg spørge, hvorfor du har svært ved at sige, du elsker ham? Jeg er jo dødsensbange for at sige det og ikke få det gengældt, men det er jo ikke dit issue.

Jeg ved det ikke. Jeg synes det lyder så utrolig dumt. Der er ikke nogen måde at sige det på som ikke lyder opstyltet og dramatisk og alt for meget.
Men hvorfor jeg har det på den måde, det ved jeg ikke.

[Mi55y]

Jeg er virkeligt glad for at høre, at du er faldet til ro i jeres forhold og har accepteret, at han er som han er. Det vil jeg jo også virkeligt gerne, men det er ikke helt ligetil. Og jeg har været meget i tvivl om, hvis og hvordan jeg skulle bringe det på banen. Hvodan gjorde du og hvordan reagerede din kæreste? Jeg prøver virkeligt også at fokusere på alt det, han gør, hvilket heldigvis falder mig meget naturligt - jeg synes jo også, det er vildt skønt, når han krammer mig bagfra, mens vi laver mad, og at han altid vil ligge i arm eller ske, når vi skal sove (og helt instintivt lægger mig i arm som det første om morgenen ).

Din situation minder nok en del om min, vi har i hvert fald haft helt samme snak om de små sms'er, hvilket han også er begyndt at gøre efter jeg sagde, det ville gøre mig glad. Det viser mig jo også, at min mening faktisk betyder noget for ham. Må jeg spørge, hvornår I sagde "jg elsker dig" til hinanden? Jeg vil nødigt gøre det til en stor ting, men det betyder altså noget for mig.

Da jeg bragte det op, så var jeg meget OBS på at fortælle ham, at det var mig, der havde et problem her - ikke ham. Og at det handlede om, at vi var forskellige på nogle punkter. Og så fik jeg fortalt, hvad han kunne gøre af små ting, som f.eks. sms'erne, som kunne gøre mig mindre usikker. Jeg lagde vægt på, at jeg ikke var ude på at ændre ham, men at vi på nogle områder måske kunne nærme os hinanden - give and take. Det var den helt rigtige fremgangsmåde, for han har det med at gå i forsvarsposition over kritik. I stedet så krammede han mig og sagde, at jeg ikke skulle være bekymret for, at han ikke ville mig, for det ville han. Så hold den på egen banehalvdel!

Jeg sagde første gang til ham, at jeg elskede ham, da vi havde været sammen i et års tid, og da vi havde boet sammen i et par måneder. Jeg havde haft lysten længe og på forhånd forberedt mig på max at få et i lige måde, så det var stort, da han sagde det tilbage uden at tøve
Edit: Det skal så lige siges, at vi ikke smider om os med de tre små ord. Vi har måske sagt det 3-4 gange i alt siden oktober sidste år. Men det kommer så bare på de helt rigtige tidspunkter - som i sidste weekend, hvor vi havde sovet i ske i en enkeltmands-gæsteseng efter en koncert og lå og småsov om morgenen. Jeg synes nemlig også, at det hurtigt bliver for meget, hvis man siger det hele tiden, og har faktisk aldrig været komfortabel med at sige de ord til en kæreste før nu.

[moonagedaydream]

Jeg er virkeligt glad for at høre, at du er faldet til ro i jeres forhold og har accepteret, at han er som han er. Det vil jeg jo også virkeligt gerne, men det er ikke helt ligetil. Og jeg har været meget i tvivl om, hvis og hvordan jeg skulle bringe det på banen. Hvodan gjorde du og hvordan reagerede din kæreste? Jeg prøver virkeligt også at fokusere på alt det, han gør, hvilket heldigvis falder mig meget naturligt - jeg synes jo også, det er vildt skønt, når han krammer mig bagfra, mens vi laver mad, og at han altid vil ligge i arm eller ske, når vi skal sove (og helt instintivt lægger mig i arm som det første om morgenen ).

Din situation minder nok en del om min, vi har i hvert fald haft helt samme snak om de små sms'er, hvilket han også er begyndt at gøre efter jeg sagde, det ville gøre mig glad. Det viser mig jo også, at min mening faktisk betyder noget for ham. Må jeg spørge, hvornår I sagde "jg elsker dig" til hinanden? Jeg vil nødigt gøre det til en stor ting, men det betyder altså noget for mig.

Da jeg bragte det op, så var jeg meget OBS på at fortælle ham, at det var mig, der havde et problem her - ikke ham. Og at det handlede om, at vi var forskellige på nogle punkter. Og så fik jeg fortalt, hvad han kunne gøre af små ting, som f.eks. sms'erne, som kunne gøre mig mindre usikker. Jeg lagde vægt på, at jeg ikke var ude på at ændre ham, men at vi på nogle områder måske kunne nærme os hinanden - give and take. Det var den helt rigtige fremgangsmåde, for han har det med at gå i forsvarsposition over kritik. I stedet så krammede han mig og sagde, at jeg ikke skulle være bekymret for, at han ikke ville mig, for det ville han. Så hold den på egen banehalvdel!

Jeg sagde første gang til ham, at jeg elskede ham, da vi havde været sammen i et års tid, og da vi havde boet sammen i et par måneder. Jeg havde haft lysten længe og på forhånd forberedt mig på max at få et i lige måde, så det var stort, da han sagde det tilbage uden at tøve
Edit: Det skal så lige siges, at vi ikke smider om os med de tre små ord. Vi har måske sagt det 3-4 gange i alt siden oktober sidste år. Men det kommer så bare på de helt rigtige tidspunkter - som i sidste weekend, hvor vi havde sovet i ske i en enkeltmands-gæsteseng efter en koncert og lå og småsov om morgenen. Jeg synes nemlig også, at det hurtigt bliver for meget, hvis man siger det hele tiden, og har faktisk aldrig været komfortabel med at sige de ord til en kæreste før nu.

Nu har jeg, indrømmet, lige fundet én af dine gamle tråde, og kombineret med det du skriver herover om at gå i forsvarsposition, kan jeg næsten mistænke ham for at være min kæreste Jeg har også fundet ud af, at min kæreste er meget følsom over for kritik af ham, medmindre det er én eller anden lille, ultrakonkret ting (a'la "hey, gider du huske at trække badeforhænget til side?"). Hvis jeg derimod serverer mit ønske som: "Jeg ville blive helt vildt glad, hvis vi kunne X og Y, hvad siger du til det?", så glider det ned uden problemer, for han vil jo gerne gøre mig glad. Det er noget, jeg virkeligt har skullet vænne mig til, for min tilgang til den slags er generelt, at har man et problem, så siger man det højt, diskuterer det og finder en løsning - men for min kæreste tror jeg, det er megasvært at tale om problemer, fordi det gør ham utryg og han ikke ved. hvordan han skal udtrykke sig. Hvor jeg jo snildt kan ævle om mine følelser i flere timer - case in point med denne tråd. Det er virkeligt rart at læse, jeg/vi ikke er alene om den problematik.

Og jeg forstår dælme godt, du blev glad, da han gengældte ordene! Jeg føler dem jo stærkt, men er ærligt nervøs for, at han p.t. ikke kan gengælde dem (med ord - for med handling er han der). Jeg har på ingen måde heller ønske om, at man skal sige det hele tiden (tværtimod), men bare én gang ville være rar.

[Sorenspige]

Når min mand hver morgen siger "ha' en god dag", så ved jeg nu, at det er hans måde at sige, at han elsker mig. Han siger meget sjældent de tre små ord (som i 1-2 gange om året), og det har jeg måtte lære at leve med.

Jeg har haft det meget svært med det, og vi har talt om det mange gange, men han viser mig kærlighed gennem handlinger og så de ord om morgenen.

[sansera]

Det med forskelligt kærlighedssprog kan jeg genkende. Hr. sansera er bestemt ikke særlig verbal i sin kærlighed og det kunne jeg godt savne ind i mellem. Så til jul og fødselsdag og bryllupsdag osv. ønsker jeg mig altid først og fremmest et kærlighedsbrev. Det behøver ikke være 20 sider og rime Det skal bare være ord om os, og om at han vil os.
Første gang jeg bad om det synes han, at det var et kæmpe pres og ret underligt, men han gjorde det. Og nu har jeg en lille samling af breve, nogen kun på 5 linjer andre betydeligt længere, nogen ret sådan 'du er skide lækker og jeg elsker dig' og andre mere 'kan du huske dengang og jeg følte sådan da du sagde og jeg ved at vi to for altid', som jeg læser fra tid til anden. Det virker for mig

Ej, det er faktisk en virkeligt sød idé Vildt hyggeligt at kunne tage den slags frem og læse dem igen!

Altså jeg er vild med at kunne læse dem, når jeg har lyst. Og så fungere det godt for min mand, at han kan give dem som gaver, fordi det at give er hans kærlighedssprog - så for os fungere det.

[moonagedaydream]

Argh, jeg har lidt en situation med min kæreste ligenu. Den handler om hans sms-vaner eller skal vi sige: hans nogle gange manglende evne til at kommunikere.

Vi skriver sammen igår aftes om løst og fast (vi var begge ude), og jeg skriver til ham sidst - ret sent - og spørger, om vi skal ses i dag eller i morgen. Den regner jeg så med, han først ser i dag, men nu er klokken 11 og han har stadig ikke svaret. Han ER oppe, og derfor irriterer mig, han ikke bare svarer mig med det samme. Altså, hallo, det tager to minutter at sende en sms.

Vi har lidt haft den he oppe at vende før i forskellige variationer, og for ham er sms'er ikke så urgent - det er noget man svarer på, når man lige har tid, medmindre det haster. Han er heller ikke typen, der sidder med sin telefon, når vi er sammen. Mit rationelle gæt er, at han lige skal tjekke, at han ikke har andre planer, inden han svarer mig, og så vender han tilbage engang i eftermiddag, fordi han alligevel regner med, det først skulle være om eftermiddagen/aftenen, vi skulle ses (dette er baseret på noget, han selv tidl. har sagt).

Men det er så dét: alt det her skal jeg overbevise mig selv om hver gang, og ligenu irriterer det mig, han ikke bare vender tilbage, fordi han VED faktisk godt, at jeg ikke synes, det er særligt fedt at skulle vente på svar. Han er bestemt blevet bedre til det, efter jeg tidligere har sagt, at jeg godt kunne tænke mig, han blev en smule mere, æh, kommunikerende, men nu er vi her så igen, og det går mig på. For det første fordi, jeg gerne vil vide, om vi har en aftale eller ej. For det andet, fordi det trigger en milliard ting i mig og en grundlæggende frygt for, at han egentlig ikke gider mig.

Hvad ville I gøre?