En masse tanker om usikkerhed i et nyt forhold

[bluetof1]

Jeg kender den usikkerhed så godt og uanset om den er reel eller ej så ville jeg ikke orke det. Jeg ville gå. Ikke pga ham, men fordi jeg ikke ville magte at være i noget hvor jeg hele tiden følte mig usikker. Grunden til usikkerheden er for mig mindre vigtig i det regnestykke.
Jeg ved bare at jeg har været der og det var virkelig ikke godt for mig selvom det stort set kun foregik i mit eget hoved.
Så jeg gik og selvom jeg var håbløst forelsket i ham så opvejede det smerten at jeg ikke længere hele tiden tænkte "gider han mig nu virkelig?".

[bluetof1]

Men jeg er godt klar over at jeg også har skrevet noget andet på side 1
Dit indlæg triggede bare noget. Var lige tilbage i det med ham dengang og det orker jeg aldrig igen.

[moonagedaydream]

Jeg kender den usikkerhed så godt og uanset om den er reel eller ej så ville jeg ikke orke det. Jeg ville gå. Ikke pga ham, men fordi jeg ikke ville magte at være i noget hvor jeg hele tiden følte mig usikker. Grunden til usikkerheden er for mig mindre vigtig i det regnestykke.
Jeg ved bare at jeg har været der og det var virkelig ikke godt for mig selvom det stort set kun foregik i mit eget hoved.
Så jeg gik og selvom jeg var håbløst forelsket i ham så opvejede det smerten at jeg ikke længere hele tiden tænkte "gider han mig nu virkelig?".

Den tanke kan jeg sagtens følge dig i, og jeg har da også selv tænkt den. Men jeg har haft den her usikerhed i startfasen af alle mine forhold, så jeg er ret bevidst om, at det handler ret meget om mig selv. Når det er sagt, så skal jeg jo finde ud af, om jeg fx vil sige til min kæreste, hvad hans (nogle gange) lidt langsomme sms-adfærd gør ved mig. Men det er sådan noget, jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal gribe an, hvis jeg overhovedet skal sige det.

[moonagedaydream]

Hvad med at droppe de sms´er og tage den pr. tlf, når I skal lave aftaler, hvor du skal have et hurtigt svar?

Det er en god idé, og det er faktisk også den metode, han selv ofte bruger. Måske jeg skal prøvekøre den model og se, om den fungerer bedre for mig.

[moonagedaydream]

Jeg ville svare: Jeg regner med vi ikke har en aftale, når du ikke svarer.

Ja, det har jeg jo også lyst til. FYI svarede han lige, da jeg havde sendt indlægget. Så det er jo ikke fordi, han har ladet mig vente for evigt, han har sikkert bare sovet lidt længe og så skulle han lige tjekke sine planer, inden han svarede. Men jeg kan desværre ikke rigtigt ryste irritationen af mig nu, kan jeg mærke. Også selvom det måske er lidt uberettiget. Jeg gider ikke gøre en konflikt ud af det, men jeg har faktisk mest lyst til at svare, at jeg ikke kan alligevel fordi jeg havde nået at lave en anden aftale. Ikke for at straffe ham, men for min egen selvfølelses skyld, fordi jeg hader at føle mig som hende, der sidder og venter og holder sine planer på standby.

[moonagedaydream]

Jeg kender den usikkerhed så godt og uanset om den er reel eller ej så ville jeg ikke orke det. Jeg ville gå. Ikke pga ham, men fordi jeg ikke ville magte at være i noget hvor jeg hele tiden følte mig usikker. Grunden til usikkerheden er for mig mindre vigtig i det regnestykke.
Jeg ved bare at jeg har været der og det var virkelig ikke godt for mig selvom det stort set kun foregik i mit eget hoved.
Så jeg gik og selvom jeg var håbløst forelsket i ham så opvejede det smerten at jeg ikke længere hele tiden tænkte "gider han mig nu virkelig?".

Den tanke kan jeg sagtens følge dig i, og jeg har da også selv tænkt den. Men jeg har haft den her usikerhed i startfasen af alle mine forhold, så jeg er ret bevidst om, at det handler ret meget om mig selv. Når det er sagt, så skal jeg jo finde ud af, om jeg fx vil sige til min kæreste, hvad hans (nogle gange) lidt langsomme sms-adfærd gør ved mig. Men det er sådan noget, jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal gribe an, hvis jeg overhovedet skal sige det.

Hov, er altså også nødt til at indskyde, at jeg jo ikke har det sådan her HELE TIDEN. Langt fra, faktisk. Det her er faktisk den eneste reelle konflikt, vi har. Den er så bare ret effektiv ift. at gøre mig irriteret og usikker. Min kæreste er pissesød og dejlig og opmærksom på 117 andre måder. Måske det også er derfor, den her ting går mig lidt på. Fordi jeg ikke ved, om jeg bare skal æde den eller om jeg skal konfrontere ham med, at det irriterer mig.

[Raenil]

Jeg kunne være din kæreste.
Nogen gange læser jeg ikke min telefon. Nogen gange ligger den i sengen hele formiddagen. Eller i laderen ude i køkkenet. Nogen gange forlader jeg huset uden den.
At lægge en besked på min telefon er helt fint, jeg svarer når jeg kommer til det. Jeg vil simpelthen ikke være slave af at nogen har skrevet noget til mig, og så sat deres liv på stand-by fordi jeg ikke lige kunne komme til den. Jeg har primært fået en telefon for min egen skyld, ikke fordi jeg har en vagtordning, hvor alle kan få fat i mig 24/7.

Ring, hvis du vil have en klar aftale - ellers er der ingen aftale.

[moonagedaydream]

Nå, jeg har besluttet lige at lade den her episode ligge for nu. Jeg gider simpelthen ikke bruge krudt på, at min kæreste har svaret et par timer "for sent" på en sms

[Zombie]

Jeg vil bare sige, at hos os er løsningen klart enten at ringe eller afvente med tålmodighed - min kæreste laver samme stunt som din.
Nu har vi været sammen i snart et halvt år og jeg har vænnet mig til hans lidt diffuse omgang med sin tlf, og oplever han gør det samme med sine venner. Han lægger også bare sin telefon tilfældige steder når jeg er på besøg, og efter at have observeret dette mønster henover tid, er det blevet svært for mig at tage det personligt.

Måske det samme kan gøre sig gældende hos dig, hvis du giver det lidt tid - og ringer, når du ønsker svar her og nu. De der "jeg vil ikke være på standby" mindgames virker ikke, når problemet ikke er manglende respekt hos kæresten, men bare at han ikke tjekker sin telefon særlig ofte - og det er måske også helt okay, at han har det sådan. Det burde man selv måtte vælge.

[sansera]

Argh, jeg har lidt en situation med min kæreste ligenu. Den handler om hans sms-vaner eller skal vi sige: hans nogle gange manglende evne til at kommunikere.

Vi skriver sammen igår aftes om løst og fast (vi var begge ude), og jeg skriver til ham sidst - ret sent - og spørger, om vi skal ses i dag eller i morgen. Den regner jeg så med, han først ser i dag, men nu er klokken 11 og han har stadig ikke svaret. Han ER oppe, og derfor irriterer mig, han ikke bare svarer mig med det samme. Altså, hallo, det tager to minutter at sende en sms.

Vi har lidt haft den he oppe at vende før i forskellige variationer, og for ham er sms'er ikke så urgent - det er noget man svarer på, når man lige har tid, medmindre det haster. Han er heller ikke typen, der sidder med sin telefon, når vi er sammen. Mit rationelle gæt er, at han lige skal tjekke, at han ikke har andre planer, inden han svarer mig, og så vender han tilbage engang i eftermiddag, fordi han alligevel regner med, det først skulle være om eftermiddagen/aftenen, vi skulle ses (dette er baseret på noget, han selv tidl. har sagt).

Men det er så dét: alt det her skal jeg overbevise mig selv om hver gang, og ligenu irriterer det mig, han ikke bare vender tilbage, fordi han VED faktisk godt, at jeg ikke synes, det er særligt fedt at skulle vente på svar. Han er bestemt blevet bedre til det, efter jeg tidligere har sagt, at jeg godt kunne tænke mig, han blev en smule mere, æh, kommunikerende, men nu er vi her så igen, og det går mig på. For det første fordi, jeg gerne vil vide, om vi har en aftale eller ej. For det andet, fordi det trigger en milliard ting i mig og en grundlæggende frygt for, at han egentlig ikke gider mig.

Hvad ville I gøre?

Tror bare jeg i de tilfælde ville skrive, om han havde fået tænkt over om han vi ses. Han er ikke tankelæser, så han ved ikke at du er irriteret

[Akehurst2]

Argh, jeg har lidt en situation med min kæreste ligenu. Den handler om hans sms-vaner eller skal vi sige: hans nogle gange manglende evne til at kommunikere.

Vi skriver sammen igår aftes om løst og fast (vi var begge ude), og jeg skriver til ham sidst - ret sent - og spørger, om vi skal ses i dag eller i morgen. Den regner jeg så med, han først ser i dag, men nu er klokken 11 og han har stadig ikke svaret. Han ER oppe, og derfor irriterer mig, han ikke bare svarer mig med det samme. Altså, hallo, det tager to minutter at sende en sms.

Vi har lidt haft den he oppe at vende før i forskellige variationer, og for ham er sms'er ikke så urgent - det er noget man svarer på, når man lige har tid, medmindre det haster. Han er heller ikke typen, der sidder med sin telefon, når vi er sammen. Mit rationelle gæt er, at han lige skal tjekke, at han ikke har andre planer, inden han svarer mig, og så vender han tilbage engang i eftermiddag, fordi han alligevel regner med, det først skulle være om eftermiddagen/aftenen, vi skulle ses (dette er baseret på noget, han selv tidl. har sagt).

Men det er så dét: alt det her skal jeg overbevise mig selv om hver gang, og ligenu irriterer det mig, han ikke bare vender tilbage, fordi han VED faktisk godt, at jeg ikke synes, det er særligt fedt at skulle vente på svar. Han er bestemt blevet bedre til det, efter jeg tidligere har sagt, at jeg godt kunne tænke mig, han blev en smule mere, æh, kommunikerende, men nu er vi her så igen, og det går mig på. For det første fordi, jeg gerne vil vide, om vi har en aftale eller ej. For det andet, fordi det trigger en milliard ting i mig og en grundlæggende frygt for, at han egentlig ikke gider mig.

Hvad ville I gøre?

Nu ved jeg godt, du har skrevet, at du har tænkt dig at lade den ligge, men jeg tillader mig at svare alligevel.

Fremadrettet ville jeg lade være med at lave så åbne aftaler og stille så løse spørgsmål, når nu du ved, han er ikke er hurtig til at svare. Ellers ender du i den der irriterende stand by position, fordi du lægger op til det ved at lade ham bestemme. Forslå i stedet noget konkret og bed om et svar.

[Zombie]

Argh, jeg har lidt en situation med min kæreste ligenu. Den handler om hans sms-vaner eller skal vi sige: hans nogle gange manglende evne til at kommunikere.

Vi skriver sammen igår aftes om løst og fast (vi var begge ude), og jeg skriver til ham sidst - ret sent - og spørger, om vi skal ses i dag eller i morgen. Den regner jeg så med, han først ser i dag, men nu er klokken 11 og han har stadig ikke svaret. Han ER oppe, og derfor irriterer mig, han ikke bare svarer mig med det samme. Altså, hallo, det tager to minutter at sende en sms.

Vi har lidt haft den he oppe at vende før i forskellige variationer, og for ham er sms'er ikke så urgent - det er noget man svarer på, når man lige har tid, medmindre det haster. Han er heller ikke typen, der sidder med sin telefon, når vi er sammen. Mit rationelle gæt er, at han lige skal tjekke, at han ikke har andre planer, inden han svarer mig, og så vender han tilbage engang i eftermiddag, fordi han alligevel regner med, det først skulle være om eftermiddagen/aftenen, vi skulle ses (dette er baseret på noget, han selv tidl. har sagt).

Men det er så dét: alt det her skal jeg overbevise mig selv om hver gang, og ligenu irriterer det mig, han ikke bare vender tilbage, fordi han VED faktisk godt, at jeg ikke synes, det er særligt fedt at skulle vente på svar. Han er bestemt blevet bedre til det, efter jeg tidligere har sagt, at jeg godt kunne tænke mig, han blev en smule mere, æh, kommunikerende, men nu er vi her så igen, og det går mig på. For det første fordi, jeg gerne vil vide, om vi har en aftale eller ej. For det andet, fordi det trigger en milliard ting i mig og en grundlæggende frygt for, at han egentlig ikke gider mig.

Hvad ville I gøre?

Nu ved jeg godt, du har skrevet, at du har tænkt dig at lade den ligge, men jeg tillader mig at svare alligevel.

Fremadrettet ville jeg lade være med at lave så åbne aftaler og stille så løse spørgsmål, når nu du ved, han er ikke er hurtig til at svare. Ellers ender du i den der irriterende stand by position, fordi du lægger op til det ved at lade ham bestemme. Forslå i stedet noget konkret og bed om et svar.

Det her gør jeg, hvis jeg ikke ringer - jeg kan fx skrive:

"Hey babe! Vil gerne se den nye Wonderwoman i biffen snart! Skal vi ses lørdag og gøre det sammen? Du må gerne lige svare inden i aften, for så kan jeg invitere nogle andre, hvis du ikke kan eller gider" (indsæt random smileyer, som er en intern joke).

I mit tilfælde har det handlet meget om at tro på best case scenario: Han er distræt med at svare, fremfor at han er en respektløs idiot, som jeg tidligere var forfalden til at tænke, fordi det har jeg dårlige erfaringer med fra andre forhold.
Og når man antager best case, er det nemmere at tænke i løsninger.

[lillebjoern]

Jeg har ikke så meget at bidrage med i forhold til dit problem, men jeg vil bare sige, at jeg genkender mig selv så meget i det. Jeg har været sammen med min kæreste i fem måneder nu, og jeg er nærmest lige så usikker, som jeg var i starten. Han er (synes jeg) enormt flot, smuk, klog og intelligent, og min selvtillid er i forvejen et meget lille sted. Derfor får han mig ubevidst til at føle mig utilstrækkelig - jeg tænker flere gange om ugen, om han nu finder en anden, der er slankere, klogere og har langt mere selvtillid. Lige pt. er jeg faktisk ked af det over det hver dag, og det er svært at snakke med ham om, fordi han ikke ekspliciterer følelser særligt godt. Han giver udtryk for, at han forstår mig, men at det ikke er sådan - og så er der fra hans side ikke rigtig mere at sige til dét.

Jeg er lige kommet ud af et forhold, hvor jeg fandt os ligeværdige, og hvor jeg aldrig skulle forsøge at leve op til noget som helst. Jeg elskede ham, men forelskelsen var der ikke længere. Jeg er virkelig ked af, at vi var nødt til at gå fra hinanden, og jeg ved godt jeg ikke må sige det her, men somme tider fortryder jeg at jeg ikke bare blev med min ekskæreste, fordi jeg havde det så godt med mig selv (og jeg så måtte leve med den manglende tiltrækning). Jeg elsker min nuværende kæreste, men hold kæft, hvor er det hårdt og tærende at kæmpe de kampe med mig selv hver dag. For det ER inde i mig selv - og det irriterer mig. Jeg har nærmest brug for bekræftelse fra ham hver gang vi er sammen, og det kan han jo heller ikke holde til. Han gik fra sin ekskæreste fordi hun konstant krævede hans opmærksomhed og komplimenter, og jeg er virkelig bange for om han begynder at tænke det samme om mig. Vi har forsøgt at snakke om det mange gange, men det er som om jeg ikke kan finde ud af at sætte de helt rigtige ord på, og så er det som om han ikke helt forstår alvoren i det.

Og blev ret ramt af bluetof1's indlæg om ikke at kunne rumme det - ikke på en negativ måde, men at jeg faktisk har haft tanker om at droppe det pga. usikkerhed. Det kan jeg bare ikke retfærdiggøre. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg ville have det bedre alene, end at være sammen med en fantastisk mand, som jo HAR valgt mig.

Nå, nu blev det lidt af en smøre. Men det er i hvert fald mine erfaringer.

[Zombie]

Jeg har ikke så meget at bidrage med i forhold til dit problem, men jeg vil bare sige, at jeg genkender mig selv så meget i det. Jeg har været sammen med min kæreste i fem måneder nu, og jeg er nærmest lige så usikker, som jeg var i starten. Han er (synes jeg) enormt flot, smuk, klog og intelligent, og min selvtillid er i forvejen et meget lille sted. Derfor får han mig ubevidst til at føle mig utilstrækkelig - jeg tænker flere gange om ugen, om han nu finder en anden, der er slankere, klogere og har langt mere selvtillid. Lige pt. er jeg faktisk ked af det over det hver dag, og det er svært at snakke med ham om, fordi han ikke ekspliciterer følelser særligt godt. Han giver udtryk for, at han forstår mig, men at det ikke er sådan - og så er der fra hans side ikke rigtig mere at sige til dét.

Jeg er lige kommet ud af et forhold, hvor jeg fandt os ligeværdige, og hvor jeg aldrig skulle forsøge at leve op til noget som helst. Jeg elskede ham, men forelskelsen var der ikke længere. Jeg er virkelig ked af, at vi var nødt til at gå fra hinanden, og jeg ved godt jeg ikke må sige det her, men somme tider fortryder jeg at jeg ikke bare blev med min ekskæreste, fordi jeg havde det så godt med mig selv (og jeg så måtte leve med den manglende tiltrækning). Jeg elsker min nuværende kæreste, men hold kæft, hvor er det hårdt og tærende at kæmpe de kampe med mig selv hver dag. For det ER inde i mig selv - og det irriterer mig. Jeg har nærmest brug for bekræftelse fra ham hver gang vi er sammen, og det kan han jo heller ikke holde til. Han gik fra sin ekskæreste fordi hun konstant krævede hans opmærksomhed og komplimenter, og jeg er virkelig bange for om han begynder at tænke det samme om mig. Vi har forsøgt at snakke om det mange gange, men det er som om jeg ikke kan finde ud af at sætte de helt rigtige ord på, og så er det som om han ikke helt forstår alvoren i det.

Og blev ret ramt af bluetof1's indlæg om ikke at kunne rumme det - ikke på en negativ måde, men at jeg faktisk har haft tanker om at droppe det pga. usikkerhed. Det kan jeg bare ikke retfærdiggøre. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg ville have det bedre alene, end at være sammen med en fantastisk mand, som jo HAR valgt mig.

Nå, nu blev det lidt af en smøre. Men det er i hvert fald mine erfaringer.

Bortset fra eksen, kan jeg totalt genkende det her. Udover usikkerhed om hvorvidt man er god nok, så også en usikkerhed over ens usikkerhed. Suk!

[moonagedaydream]

Jeg vil bare sige, at hos os er løsningen klart enten at ringe eller afvente med tålmodighed - min kæreste laver samme stunt som din.
Nu har vi været sammen i snart et halvt år og jeg har vænnet mig til hans lidt diffuse omgang med sin tlf, og oplever han gør det samme med sine venner. Han lægger også bare sin telefon tilfældige steder når jeg er på besøg, og efter at have observeret dette mønster henover tid, er det blevet svært for mig at tage det personligt.

Måske det samme kan gøre sig gældende hos dig, hvis du giver det lidt tid - og ringer, når du ønsker svar her og nu. De der "jeg vil ikke være på standby" mindgames virker ikke, når problemet ikke er manglende respekt hos kæresten, men bare at han ikke tjekker sin telefon særlig ofte - og det er måske også helt okay, at han har det sådan. Det burde man selv måtte vælge.

Jeg tror også, det må blive løsningen her. Han ringer altid selv, hvis det er noget, der haster, så det giver god mening, at jeg afprøver samme metode. Jeg ER også en meget utålmodig person - det er vitterligt fair, at ikke alle kan følge trop. Og du har helt ret i det med mindgames. Jeg tror simpelthen ikke, det er løsningen hér, for jeg er ret så sikker på, at min kærestes opførsel ikke har noget med manglende respekt at gøre (det ville i hvert fald ikke harmonere med, hvordan han ellers opfører sig).

Beklager i øvrigt den lidt sene responstid, mit arbejde har trukket tænder ud i denne uge