Har man medejerskab ved andres utroskab?

[mariannaa]

Jeg synes ikke at det er sort eller hvidt. Der findes forskellige omstændigheder.

Er en kvinde/mand sammen med en der allerede er optaget og er velvidende om det, men er sammen med vedkommende alligevel selv om at de ikke har følser for personen, men bare vil bolle. så synes jeg at vedkommende er ret usympatisk.

Handler det der i mod om to mennesker som forelsker sig dybt i hinanden er det noget andet, man kan ikke diktere andres følser og liver er for kort til at lade den store kærlighed fare forbi hvis man er så heldig at møde den . At man først skal være sammen med den anden når det nuværende forhold er brudt er en sympatisk tanke, men tvivler på at det kan lade sig gøre i virkeligheden. Igen fordi følser ikke sådan lader sig diktere.

Selvfølgelig kan det da lade sig gøre - at vælge at knalde udenom er et valg man selv tager.
Man kan ikke styre sine følelser nej, men man styrer selv hvordan man handler på dem. Og hvis det virkelig er den store kærlighed man møder, kan det nok godt overleve at man lige først smutter hjem og gør sit forhold forbi. At man ikke gør det, er jo et valg man tager.

Jeg tror bare ikke at det er så enkelt, da der er mange ting i spild ( fx. børn, bolig mm. "modet" ( i mangel af bedre ord) til at få fortalt sin ægtefælle at følerne for dem er slut) - men jeg er helt enig i at det burde være sådan - og hvis det ikke er, så at man får afsluttet sit nuværende forhold hurtigst muligt.

Det er da helt sikkert ikke enkelt - men det ændrer da ikke på at det stadigvæk er ens eget valg, hvorvidt man knalder udenom eller ej.

Jeg forholder mig til tråden spørgsmål: om man har medansvar ved andres utroskab, ikke om det er i orden for den som er i forhold at knalde uden om.

[ajnaM]

Det svarer lidt til, om man har et medansvar for mobberi, hvis man ikke siger aktivt fra. Og det mener jeg, sjovt nok, også at man har.

[Animi]

Jeg synes ikke at det er sort eller hvidt. Der findes forskellige omstændigheder.

Er en kvinde/mand sammen med en der allerede er optaget og er velvidende om det, men er sammen med vedkommende alligevel selv om at de ikke har følser for personen, men bare vil bolle. så synes jeg at vedkommende er ret usympatisk.

Handler det der i mod om to mennesker som forelsker sig dybt i hinanden er det noget andet, man kan ikke diktere andres følser og liver er for kort til at lade den store kærlighed fare forbi hvis man er så heldig at møde den . At man først skal være sammen med den anden når det nuværende forhold er brudt er en sympatisk tanke, men tvivler på at det kan lade sig gøre i virkeligheden. Igen fordi følser ikke sådan lader sig diktere.

Selvfølgelig kan det da lade sig gøre - at vælge at knalde udenom er et valg man selv tager.
Man kan ikke styre sine følelser nej, men man styrer selv hvordan man handler på dem. Og hvis det virkelig er den store kærlighed man møder, kan det nok godt overleve at man lige først smutter hjem og gør sit forhold forbi. At man ikke gør det, er jo et valg man tager.

Jeg tror bare ikke at det er så enkelt, da der er mange ting i spild ( fx. børn, bolig mm. "modet" ( i mangel af bedre ord) til at få fortalt sin ægtefælle at følerne for dem er slut) - men jeg er helt enig i at det burde være sådan - og hvis det ikke er, så at man får afsluttet sit nuværende forhold hurtigst muligt.

Det er da helt sikkert ikke enkelt - men det ændrer da ikke på at det stadigvæk er ens eget valg, hvorvidt man knalder udenom eller ej.

Jeg forholder mig til tråden spørgsmål: om man har medansvar ved andres utroskab, ikke om det er i orden for den som er i forhold at knalde uden om.

Okay - men derfor giver det stadigvæk ikke mening at sige at det ikke kan lade sig gøre, at vente til den anden ikke er i et forhold. For man vælger jo stadigvæk selv om man har lyst til at være sammen med en mand/kvinde der er i et forhold. Det er jo ikke noget man er tvunget til - det er et aktivt valg.

[mariannaa]

Jo det har den som er den utro partner, men jeg synes ikke at den som vedkommende er utro med har.

Hvorfor ikke?

Altså, man vælger at gå ind i et forhold med en mand, der allerede er i et forhold. Vel vidende at der sidder en kvinde et sted, der bliver narret og ked af det, fordi man nu har valgt at være sammen med hendes mand, uden at han har stoppet forholdet.

Man kan retfærdiggøre det, og i nogle tilfælde vil man helt sikkert også have ret. Men at mene, at man ikke har noget ansvar eller andel i situationen, det kan jeg simpelthen ikke forstå, at man kan mene. Gjort er gjort, og man har jo uden tvivl været aktivt med til at vælge, at situationen blev, som den blev.

Fordi at det må være mellem de to som er gift/kærester.

men jeg synes at du glemmer, at jeg skriver at jeg synes at det er usympatisk hvis man bare knalder med en person i et forhold bare fordi at man kan.

[mariannaa]

AnjaM og Animi ( jeg kan ikke finde ud af at citere to på en gang) Det er også helt okay at i ikke forstår min holdning, sådan har man jo forskellige perspektiver på tingene

[Animi]

Altså, at man ikke synes den anden mand/kvinde har et ansvar, er en holdning jeg kan forstå selvom jeg ikke er enig.
At man siger at det ikke altid kan lade sig gøre at vente, til forholdet er slut - er en holdning jeg slet ikke kan se logikken i. For så virker det som om at man siger at nogen er sammen med en optaget mand/kvinde imod deres vilje - og at de ikke selv har taget valget om det

[mariannaa]

Altså, at man ikke synes den anden mand/kvinde har et ansvar, er en holdning jeg kan forstå selvom jeg ikke er enig.
At man siger at det ikke altid kan lade sig gøre at vente, til forholdet er slut - er en holdning jeg slet ikke kan se logikken i. For så virker det som om at man siger at nogen er sammen med en optaget mand/kvinde imod deres vilje - og at de ikke selv har taget valget om det

Okay så. Jeg vil give dig et eksempel på hvorfor at det ikke altid er så enkelt.

Da jeg var 16 år gammel mødte min mor en anden mand. Hendes forhold til min far havde været dødt længe, men min mor kunne ikke komme fra ham fordi han truede hende ( en gang endda med en riffel foran mig). Hvis min mor var gået dengang så ville der være en stor risiko for at der enten kunne ske hende eller mig noget, da min far var psykopat. Han var en meget ond mand og en gang han var sur på hende, ringede han til kirkekontoret for at bede dem om at nedlægge min brors grav ( hans eget barn) Heldigvis kontaktede de min mor for at forhøre hende sig om, om det virkelig kunne passe. Sådan er der mange eksempler fra min barndom.

Som sagt mødte hun en ny mand da jeg var 16 år og de var sammen i mens min mor stadigvæk var gift med min far ind til at jeg blev 18 år. Simpelthen for at undgå at jeg var i en alder hvor han ellers skulle have haft mig på samvær. Jeg er ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning for jeg tror at han kunne have fundet på at slå mig ihjel af ren hævn.

Skulle min mor ikke have haft lov til at opleve kærligheden før jeg så var 18 år? Selvfølgelig skulle hun det og det skulle den mand, som senere blev hendes mand da også. Som sagt ting er ikke altid så sort hvide.

[girl_beat]

Det kommer an på, hvad der menes med "medejerskab." Ansvar? Nej, du er aldrig ansvarlig for andres dårlige valg. Hvis du ikke har brudt et troskabsløfte til nogen, så har du ikke været meddelagtig i utroskab. Så kort og kontant kan min holdning udtrykkes.

Hvis der med medejerskab menes, at man bevidst har været med til at såre et andet menneske med sine handlinger, så ja, naturligvis - medmindre man da er decideret uvidende om den bedragede parts eksistens (her synes jeg ikke, man som tredjehjul kan klandres for noget som helst.) Man har vel altid et ansvar for at behandle andre, som man selv vil behandles?.

Jeg deler denne holdning med DSL

[Animi]

Altså, at man ikke synes den anden mand/kvinde har et ansvar, er en holdning jeg kan forstå selvom jeg ikke er enig.
At man siger at det ikke altid kan lade sig gøre at vente, til forholdet er slut - er en holdning jeg slet ikke kan se logikken i. For så virker det som om at man siger at nogen er sammen med en optaget mand/kvinde imod deres vilje - og at de ikke selv har taget valget om det

Okay så. Jeg vil give dig et eksempel på hvorfor at det ikke altid er så enkelt.

Da jeg var 16 år gammel mødte min mor en anden mand. Hendes forhold til min far havde været dødt længe, men min mor kunne ikke komme fra ham fordi han truede hende ( en gang endda med en riffel foran mig). Hvis min mor var gået dengang så ville der være en stor risiko for at der enten kunne ske hende eller mig noget, da min far var psykopat. Han var en meget ond mand og en gang han var sur på hende, ringede han til kirkekontoret for at bede dem om at nedlægge min brors grav ( hans eget barn) Heldigvis kontaktede de min mor for at forhøre hende sig om, om det virkelig kunne passe. Sådan er der mange eksempler fra min barndom.

Som sagt mødte hun en ny mand da jeg var 16 år og de var sammen i mens min mor stadigvæk var gift med min far ind til at jeg blev 18 år. Simpelthen for at undgå at jeg var i en alder hvor han ellers skulle have haft mig på samvær. Jeg er ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning for jeg tror at han kunne have fundet på at slå mig ihjel af ren hævn.

Skulle min mor ikke have haft lov til at opleve kærligheden før jeg så var 18 år? Selvfølgelig skulle hun det og det skulle den mand, som senere blev hendes mand da også. Som sagt ting er ikke altid så sort hvide.

Okay, i de helt ekstreme tilfælde hvor vi taler om at fysisk/psykisk vold er involveret er jeg naturligvis enig. Men jeg tror nu at debatten tager udgangspunkt i de ganske almindelige tilfælde, hvor ingen bliver truet til noget.

[ajnaM]

Fordi at det må være mellem de to som er gift/kærester.

men jeg synes at du glemmer, at jeg skriver at jeg synes at det er usympatisk hvis man bare knalder med en person i et forhold, bare fordi man kan.

Det skal man vist også være enten utroligt dum eller utroligt ung for at gøre. Sandsynligvis begge dele.

Mon ikke der er følelser og lyst med i de fleste tilfælde. Det ændrer bare ikke på, at man moralsk er ude på et sidespor. Jeg kan sagtens forstå, at man vælger at sætte sin egen lykke først, men at skyde ansvaret 100% fra sig og sige, at man ikke har nogen andel i affæren, det forstår jeg ikke.

[Slettet bruger]

Jeg synes i det hele taget, det er en dybt underlig opfattelse, at man ikke skulle kunne lære af sine fejltagelser. Det er da netop sådan, man bliver voksen og udvikler sig? Eller blev flere af jer bare lykkeligvis født som moralske højborge, helt uden de fejl og mangler, der ellers normalt præger den menneskelige modningsproces - særligt i ungdomsårene?

Der er bare nogle ting man burde have med fra meget tidligere i livet end når man begynder at have parforhold. Jeg har f.eks. heller aldrig slået en kvinde (eller mand for den sags skyld), det har jeg vidst var forkert så længe jeg kan huske. Ligesom jeg har vidst det er forkert at bryde aftaler med nogen som stoler på mig. Det er ikke noget jeg har haft brug for ungdomsår til at lære. Hov, jeg kom til at slå dig, og du blev ked af det, det havde jeg ikke lige set komme, men så ved jeg da det til næste gang... Det dur ligesom ikke, og det dur heller ikke som undskyldning med utroskab, det ved man godt at man ikke må fra første gang man har en seksuel relation til et andet menneske. Hvis du blev involveret med en mand som havde givet sin første kæreste tæsk, men efterfølgende så ud til at være blevet klogere og var holdt op, ville du så kunne stole på ham 100%?

[Slettet bruger]

Jeg synes egentlig det mest vilde er, at du sidestiller utroskab eller at knalde nogen, der er i parforhold med vold. Utroskab er supernederen og det er heller ikke pænt at have sex med nogen, der er i parforhold, men vold alligevel?

Men altså, du har aldrig brudt en aftale eller gjort noget, du godt vidste var forkert og ville såre en anden, hvis de fandt ud af det? Det er vildt nok, i så fald. Jeg tror aldrig, jeg har mødt et menneske, der kunne hævde det.

Personligt vil jeg væsentligt hellere at min kone stikker mig en lussing end at hun fortæller mig at hun har haft en affære. Men jeg sidestillede det ikke, jeg fremhævede bare fælles egenskaber for de to ting. De er begge ting som burde være helt indlysende for alle teenagere at man bare ikke gør.

Men igen vil jeg gerne understrege at det ikke handler om enkeltstående handlinger hvor man måske har overrasket sig selv. Hvis man en enkelt gang har stukket sin kæreste en lussing, eller man en enkelt gang har knaldet en anden til en fest i fuldskab, mener jeg ikke at det er et endegyldigt billede af hvem man er. Men hvis man i 3 måneder har haft en affære uden at fortælle sin partner om det, eller man i et forhold gentagne gange har brugt fysisk magt, så er ens person i mine øjne for evigt stemplet, det går aldrig væk at man har opført sig sådan.

[Slettet bruger]

Personligt vil jeg væsentligt hellere at min kone stikker mig en lussing end at hun fortæller mig at hun har haft en affære. Men jeg sidestillede det ikke, jeg fremhævede bare fælles egenskaber for de to ting. De er begge ting som burde være helt indlysende for alle teenagere at man bare ikke gør.

Men igen vil jeg gerne understrege at det ikke handler om enkeltstående handlinger hvor man måske har overrasket sig selv. Hvis man en enkelt gang har stukket sin kæreste en lussing, eller man en enkelt gang har knaldet en anden til en fest i fuldskab, mener jeg ikke at det er et endegyldigt billede af hvem man er. Men hvis man i 3 måneder har haft en affære uden at fortælle sin partner om det, eller man i et forhold gentagne gange har brugt fysisk magt, så er ens person i mine øjne for evigt stemplet, det går aldrig væk at man har opført sig sådan.

Jeg er for så vidt enig med dig, bortset fra, at jeg ikke synes, man er for evigt stemplet, fordi man har været "den anden" over en længere periode. Det er måske nok et skridt eller to længere ned på moralens rangstige, end hvis man "bare" har en onenighter med en gift mand, f.eks., men jeg holder nu på, at der er flere gråzoner end som så.

"Den anden" har i mine øjne ikke noget at skamme sig over, og hun ender vel ofte med selv at blive såret i den utros spil. Den utro lover at han går fra konen lige om lidt, det skal bare lige være det rette øjeblik, men det sker aldrig.

[LadyFox]

Ja, det synes jeg egentlig at man har. Jeg synes ikke den part der ikke er i et forhold er utro, den del synes jeg at den utro part er 100% ejer af. Men jeg synes man har et ansvar i forhold til de følelser den svigtede part kan ende med at sidde tilbage med. Jeg synes det er ufint bevidst at såre andre mennesker, også selvom man ikke kender dem.
Jeg mener ikke at man automatisk bliver et dårligt menneske fordi man såre andre mennesker, heller ikke hvad angår at være "ham/hende den anden" eller fordi man er utro - men handlingen er tarvelig.
Jeg kan sagtens sætte mig ind i at den der blive svigtet kan have et had til den person kæresten har været sammen med, og jeg synes ikke man som "den anden" bagefter kan sidde og vaske hænder og finde det uretfærdigt at den svigtede part er bitter. En sur partner kan meget vel blive en del af det, og det må man altså leve med UDEN brok.

[vibbsen]

Hvis manden har været sin kone utro, kan der uddeles et ansvar for den brøde det er at være konen utro. Der er altid kun 100% ansvar at dele ud af for enhver synd, og alle 100% går efter min mening til manden. Man kan godt ved siden af mene at kvinden han har været utro med, er et dårligt menneske, men det har ikke noget at gøre med ansvaret over for mandens kone. Hvis kvinden er konens bedste veninde, er kvinden ansvarlig i forhold til den relation der er imellem kvinden og konen, men hun har intet ansvar over for relationen imellem manden og konen og det svigt manden har udsat konen for, det er mandens ansvar. Jeg synes man er nødt til at skille tingene ad.

Jeg er ikke enig. Ansvaret for egne handlinger forsvinder ikke, fordi man ikke har et personligt forhold til den person, man opfører sig dårligt overfor.

Man har et ansvar helt generelt for andre mennesker.

I forhold til procenterne kan man sige, at manden har 100% ansvar for at være sin kone utro, og kvinden har 100% ansvar for at deltage i en affære, der har konsekvenser for en anden kvinde. På den måde skiller man tingene ad, men fjerner ikke ejerskabet for det aktive tilvalg, begge parter tager.

Lad mig spørge på en anden måde: Hvis utroskab medførte en bøde på i alt 10.000 kroner, hvor stor en del skulle den utro betale, og hvor stor en del skulle betales af den han/hun var utro med?

Edit: Og pengene går til den der har været udsat for utroskab.

Interessant måde at stille tingene op på. Uanset hvor nederen et menneske jeg synes man er hvis man knalder med andres partnere. Så er det jo helt ude i skoven at tale om en person som IKKE er i forhold med nogen kan blive erstatningsansvarlig overfor en anden persons partner fordi vedkommende vælger at sige "Ja-tak" til et tilbud om et skrald . Et sådan tilbud burde jo slet ikke komme.

Men OK, min verden er åbenbart meget sort og hvid når det kommer til parforhold. Jeg betragter parforhold som et anlæggende som udelukkende har 2 parter som kan være forpligtet.

Skulle min bedste veninde imidlertid få den latterlige ide at give sig til at knalde andre mænd, så ville jeg nok sige til hende at det synes jeg var en rocker dårlig ide....