Hjælp lige nu! Bipolar kæreste - hvad skal jeg gøre?

[Ano1234]

Han har også været til psykiater, men det var en dårlig oplevelse. Jeg vil gerne tale med ham om, at han skal have hjælp - jeg er helt enig med jer i det. Det er bare sværere at bringe på banen end jeg lige havde troet. Det var mig, der i sin tid krævede, at han skulle gå til psykolog - og det endte med at være en fin oplevelse. Han oplevede dog ikke en stor ændring. Jeg tror, at en psykiater og medicin ville være bedre - men der har han brændt sig, så det er svært. Han har generelt bare ikke ret meget tiltro til "systemet" - det er en længere historie.

Jeg gik derned og fortalte, at jeg tilfældigvis havde set ham i bilen, da jeg var nede med skraldet. At jeg elskede ham, og at jeg var der for ham. Jeg spurgte om han ville hente nogle ting, så han kunne køre op i sit sommerhus og sove (altså hvis han havde brug for at være alene) eller om han ville have noget at spise. Det ville han ikke. Jeg spurgte, om der var noget, jeg kunne gøre. Det var der ikke. Jeg spurgte, om han gerne bare ville sidde der alene (sammen med hunden, han har vores hund med sig i bilen) og det ville han gerne. Til sidst bad jeg ham skrive en sms, hvis han kørte et andet sted hen for at sove.

Jeg er bare så utrolig fattet når jeg taler med ham. Men indeni er jeg helt fra den.

[Ano1234]

Tak fordi I er her. Det er rart at dele det med nogen uden at jeg skal forsvare hvad han eller jeg gør, men blot kan tale om det og tage imod råd.

Jeg rejser væk i en uge i morgen på arbejde i udlandet. Det er lidt svært at overskue.

[Moxy-lady]

Jeg synes at du skal ringe til psyk skadestue og spørge dem hvad de vil anbefale.

Du bliver nødt til at passe på dig selv i det her. Det er så hamrende svært at være i forhold med en der er syg på den måde. Og så længe han ikke lukker dog ind og søger hjælp så får du det tilsvarende værre. Og det er ikke okay. Hvis I som par skal overleve så bliver han simpelthen nødt til at ændre sine mønstre. Han skal søge hjælp og have noget medicin. Og så skal I kunne tale sammen om det her. Når han lukker dig ude så får du det også skidt. Lige nu sidder i 200 m fra hinanden og er ulykkelige og ensomme.

[Joe]

Altså, jeg ville have det ret svært ved at bo sammen med en person med en alvorlig psykisk sygdom (og det er det... selvmordsstatistikkken er sådan ok høj), der ikke tog hånd om det, og så bare havde jævnlige udfald, hvor jeg ikke kunne gøre en skid. Så når han på et tidspunkt er kommet op af den bil, og har det bedre igen, så synes jeg I skal tale om at håndtere det fremover. Og det ville jeg mene, bør indebære psykiater og medicin.

Men jeg giver dig ikke ret, at det ikke (nødvendigvis) handler om at han er et røvhul pt.
Når man har det rigtigt skidt, så ligger det en helt vild fjernt at andre også har reaktioner på det man gør. Og hvis man så endelig tænker over det er det den der utroligt selvcentrerede "h*n ville også klare sig meeeeeeget bedre uden mig, for jeg er helt forfærdelig en partner pga min sygdom wah wah wah."
Det er pisse irriterende, men man er ofte bare ikke særligt gennemtænkt, når man er syg. Den indre stemme er temmeligt dum at høre på, set i raskes øjne, og man kan bare ikke for alvor tage stilling til andre end en selv.

Men det kan han så en anden dag, og så må I finde ud af, hvordan I tackler det her, for nu er det simpelthen bare ikke ham længere.

[Juki]

Rigtig gode indlæg der allerede er kommet!

TS, har du fået noget pårørende-hjælp? Det kunne måske være gavnligt. Både individuelt, men måske også for jer begge to sammen.

Og så vil jeg bare sige at det er helt okay at stille krav til ham, selvom han er syg. Man kan som pårørende hurtigt blive "trukket med ned", hvis ikke man fx får sagt fra.

[Ano1234]

Grunden til, at vores forhold har fungeret indtil nu er, at jeg altid formår at være så fattet, når vi er i disse situationer - i hvert fald udadtil. Jeg er helt enig i, at han har brug for hjælp. Vi talte meget om, hvordan det ville være at flytte sammen, når han nu har disse perioder. Han mener stadig, at han bare skal have ro og fred, så skal det nok gå over. Og hvis jeg kan være fattet i disse situationer og stadig få noget fra hånden - ja, så udskyder vi problemet.

Det kan sagtens være, at han er et røvhul lige nu - men det hjælper bare ikke at gå ned til ham og skælde ud over det. Det gør bare det hele værre, og hverken jeg eller han får noget ud af det.

Jeg ved ikke. Ja, han skal have hjælp og jeg vil snakke med ham om det, når han har det bedre. Jeg har selv skrevet til en psykolog, som jeg har gået ved for mange år siden i forbindelse med at jeg fik stress, om hun har tid til at tale med mig.

[Ano1234]

Jeg giver jer alle sammen ret i, at det ikke er sundt, og at han skal have behandling - medicinsk og psykologisk. Og at jeg skal have hjælp som pårørende. Det er bare lige noget, jeg skal tage mig sammen til at tale med ham om, da jeg bliver bange for at miste ham, hvis jeg presser ham. Dette har jeg skrevet til min psykolog i håb om, at hun kan hjælpe mig med at gribe det an.

[LadyFox]

Lige nu synes jeg at du skal acceptere hans ønsker, men jeg synes at så snart det er overstået så må i have en snak om hvordan det kan blive sådan at i begge kan være i det. Jeg synes det er fair nok at han fortrækker lidt afstand og luft når han har det skidt, og han kan have lidt tid hvor han ikke overskuer at være tilstede og de følelser der følger med ved at have det dårligt i selskab med andre mennesker, det kan nemlig godt være hårdt, selv om den man er sammen med er sød, forstående og bare ønsker en det bedste.
Jeg synes dog ikke det er fair at han holder dig udenfor i sådan en grad at du ikke ved op eller ned.
Hvis i måske kunne lave nogle spilleregler for hvordan han skal forholde sig i de situationer så han kan få opfyldt sine behov, uden du skal være så nervøs.
Det kunne være at han lige sendte dig en sms der forklare han har brug for noget luft, og at han elsker dig, og at han lige sender en besked med nogle timers mellemrum om at han er okay - og holder dig opdateret om hvor han er henne.
Eller hvad der nu kunne virke for jer.

Selvfølgelig vil det altid være urart for dig når du ved han har det skidt, men det kommer i jo nok ikke uden om uanset hvad, det er jo en del af at være sammen med en med massive problemer, men det burde sagtens kunne blive mere trygt hvis i har nogle aftaler om hvordan i hver især skal forholde sig til det.

[Ano1234]

Lige nu synes jeg at du skal acceptere hans ønsker, men jeg synes at så snart det er overstået så må i have en snak om hvordan det kan blive sådan at i begge kan være i det. Jeg synes det er fair nok at han fortrækker lidt afstand og luft når han har det skidt, og han kan have lidt tid hvor han ikke overskuer at være tilstede og de følelser der følger med ved at have det dårligt i selskab med andre mennesker, det kan nemlig godt være hårdt, selv om den man er sammen med er sød, forstående og bare ønsker en det bedste.
Jeg synes dog ikke det er fair at han holder dig udenfor i sådan en grad at du ikke ved op eller ned.
Hvis i måske kunne lave nogle spilleregler for hvordan han skal forholde sig i de situationer så han kan få opfyldt sine behov, uden du skal være så nervøs.
Det kunne være at han lige sendte dig en sms der forklare han har brug for noget luft, og at han elsker dig, og at han lige sender en besked med nogle timers mellemrum om at han er okay - og holder dig opdateret om hvor han er henne.
Eller hvad der nu kunne virke for jer.

Selvfølgelig vil det altid være urart for dig når du ved han har det skidt, men det kommer i jo nok ikke uden om uanset hvad, det er jo en del af at være sammen med en med massive problemer, men det burde sagtens kunne blive mere trygt hvis i har nogle aftaler om hvordan i hver især skal forholde sig til det.

Det er et rigtig godt råd, LadyFox. Tak for det - jeg vil rigtig gerne arbejde med ham på, at han sender en sms til mig, så jeg i det mindste ved, at han er ok, og hvor han er. Jeg har indtil nu brugt facebook - for der kan jeg jo se, at han er online en gang imellem - med nogle timer mellemrum, og så ved jeg da, at der ikke er sket noget (altså en bilulykke eller lignende) - jeg har ikke oplevet ham som selvmordstruet i den tid, og han har fortalt mig, at han ikke har været det, når vi har talt om hans "dårlige" periode.r

Han er ikke diagnostieret, men der er en familiehistorie med bipolar lidelse og skizofreni, så han kender meget til sygdommen. Ja - jeg ved det. Vi skal have hjælp.

[Ano1234]

Tak for alle jeres råd og støtte. Jeg sætter virkelig pris på det.

Nogle gange overvejer jeg at gå fra ham. Jeg elsker ham - uden tvivl, og han er på mange måder virkelig god for mig. Men jeg tænker også nogle gange: ok, hvis jeg gik fra ham ville det være virkelig sørgeligt og jeg ville være hjerteknust, måske i et års tid, men så kommer man jo over det, og så finder jeg nok en anden med tiden. Jeg er jo forholdsvis ung endnu.

Og så får jeg helt ondt i hjertet og tårer i øjnene, for jeg elsker ham jo, og jeg vil så ham så gerne. Når han har det godt, ved han jo godt, at jeg er en meget rummelig kæreste, og han sætter så meget pris på det, at jeg får et sort hul i hjertet, når jeg overvejer at gå fra ham.

[DetSorteCirkus]

Tak for alle jeres råd og støtte. Jeg sætter virkelig pris på det.

Nogle gange overvejer jeg at gå fra ham. Jeg elsker ham - uden tvivl, og han er på mange måder virkelig god for mig. Men jeg tænker også nogle gange: ok, hvis jeg gik fra ham ville det være virkelig sørgeligt og jeg ville være hjerteknust, måske i et års tid, men så kommer man jo over det, og så finder jeg nok en anden med tiden. Jeg er jo forholdsvis ung endnu.

Og så får jeg helt ondt i hjertet og tårer i øjnene, for jeg elsker ham jo, og jeg vil så ham så gerne. Når han har det godt, ved han jo godt, at jeg er en meget rummelig kæreste, og han sætter så meget pris på det, at jeg får et sort hul i hjertet, når jeg overvejer at gå fra ham.

Jeg kan love dig for, at der vil komme en dag, hvor du ikke længere vil være i stand til at tænke det, jeg har markeret i dit indlæg. Fordi situationen simpelthen vil have skadet dig så meget, at du end ikke magter at overveje at finde en vej ud igen og derfor i stedet vil prøve at bilde dig selv ind, at det er utroligt smukt sådan at ofre sig for sin kæreste. At en mindre kompliceret kærlighed også må være mere overfladisk.

Jeg har selv været der, og jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne skrive noget tilpas skræmmende, der kunne få dig til at stille din kæreste et ultimatum (ikke nødvendigvis lige nu, men hurtigst muligt), men det kan jeg ikke, fordi det faktisk ikke er muligt at forestille sig noget så skrækkeligt som at leve med en ubehandlet sygs luner til, og ud over, det punkt, hvor man har mistet enhver grænse for, hvad man vil finde sig i.

I øvrigt: hvis du forsætter som nu, må du sandsynligvis, oveni lidelsen i selve forholdet, også påregne en lang rekreationsfase efter bruddet, der i betydelig grad vil komplicere din vej til et nyt forhold.

[Ano1234]

Tak for alle jeres råd og støtte. Jeg sætter virkelig pris på det.

Nogle gange overvejer jeg at gå fra ham. Jeg elsker ham - uden tvivl, og han er på mange måder virkelig god for mig. Men jeg tænker også nogle gange: ok, hvis jeg gik fra ham ville det være virkelig sørgeligt og jeg ville være hjerteknust, måske i et års tid, men så kommer man jo over det, og så finder jeg nok en anden med tiden. Jeg er jo forholdsvis ung endnu.

Og så får jeg helt ondt i hjertet og tårer i øjnene, for jeg elsker ham jo, og jeg vil så ham så gerne. Når han har det godt, ved han jo godt, at jeg er en meget rummelig kæreste, og han sætter så meget pris på det, at jeg får et sort hul i hjertet, når jeg overvejer at gå fra ham.

Jeg kan love dig for, at der vil komme en dag, hvor du ikke længere vil være i stand til at tænke det, jeg har markeret i dit indlæg. Fordi situationen simpelthen vil have skadet dig så meget, at du end ikke magter at overveje at finde en vej ud igen og derfor i stedet vil prøve at bilde dig selv ind, at det er utroligt smukt sådan at ofre sig for sin kæreste. At en mindre kompliceret kærlighed også må være mere overfladisk.

Jeg har selv været der, og jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne skrive noget tilpas skræmmende, der kunne få dig til at stille din kæreste et ultimatum (ikke nødvendigvis lige nu, men hurtigst muligt), men det kan jeg ikke, fordi det faktisk ikke er muligt at forestille sig noget så skrækkeligt som at leve med en ubehandlet sygs luner til, og ud over, det punkt, hvor man har mistet enhver grænse for, hvad man vil finde sig i.

I øvrigt: hvis du forsætter som nu, må du sandsynligvis, oveni lidelsen i selve forholdet, også påregne en lang rekreationsfase efter bruddet, der i betydelig grad vil komplicere din vej til et nyt forhold.

Jeg synes på ingen måde, at det er smukt at ofre sig for sin kæreste, og jeg synes slet ikke, at en mindre kompliceret kærlighed er overfladisk. Og mit problem er, at når min kæreste har det godt, så bliver vores kærlighed simpel og nem - og det kan jeg rigtig godt lide og så glemmer jeg lidt, at det også er svært.

Jeg ville ønske, at jeg var bedre til at kende mine grænser. Men jeg går også og prøver at finde ud af, hvor mine grænser går. Jeg har ofte svært ved at skelne mellem mine egentlige grænser og grænser, som jeg synes, at jeg bør have fordi jeg har fået at vide, at jeg bør have dem eller fordi andre synes, at grænsen skal gå der. Jeg har tidligere været i et forhold med en fyr, der på papiret bare var rigtig - men jeg har aldrig følt mig så druknende klaustrofobisk i et forhold som det, jeg var i med ham, fordi jeg konstant forsøgte at passe ind i de kasser, jeg mente, han havde puttet vores forhold i. Vi passede klart ikke sammen.

Og der var jeg ustabil, udviklede angst og stress i de to år, det forhold varede. I mit nuværende forhold har jeg hovedsagligt haft det godt.

[Tanten]

Min kæreste har en skizofrenidiagnose, og jeg selv en borderlinediagnose.

Og ingen af os ville acceptere den adfærd fra den anden, som du beskriver her, uden at reagere.

Du hjælper og støtter ikke din kæreste ved at lade ham sidde og glo i en bil i et halvt døgn sammen med sin hund. Du kan derimod hjælpe og støtte ham med at overvinde sin skepsis overfor systemet og slå i bordet hos egen læge mht. en henvisning til en privatpraktiserende psykiater eller ambulatoriet for mani og depression på det nærmeste psykiatriske sygehus.

At leve et godt liv med en psykiatrisk diagnose kræver ansvarstagen for ens symptomer, og det udviser din kæreste ikke.

[Tanten]

Jeg synes, du skal sige til ham, at han skal komme med op i seng nu. Vil han ikke det, synes jeg faktisk, du skal kontakte psykiatrisk udrykningsteam, for han kan, teoretisk set, være selvmordstruet og køre sin vej for at gøre en ende på det hele, når han får taget mod til sig.

Jeg er på grænsen til at mene, at en person, der sidder sådan der en hel dag, ikke er rationel, og at du derfor ikke kan fæstne lid til hans udsagn om, at han bare vil have ro.

I skal begge to indse, at I har med en alvorlig diagnose at gøre, der kræver psykoedukation, terapi og måske medicin, hvis din kæreste, og dermed dig, skal have en acceptabel tilværelse.

[Joe]

Men det behøver jo ikke ende med, at du går fra ham. Altså det at være bipolar gør jo ikke automatisk, at han er en "dårlig kæreste" - jeg er selv bipolar, og jeg er helt ærligt lidt af et catch.
Men når han (tror han) er bipolar og i perioder opfører sig meget sygt og forventer at du bare smiler og venter til han har det godt igen, og samtidig, samtidig ikke vil søge hjælp fordi han har en "dårlig oplevelse" med en psykiater, det gør bare at han på sigt kan være et temmeligt dårligt bekendtskab for dig. For det går ikke væk af positive tanker og forstående kærester. Det kan faktisk bare blive meget meget værre for både ham og dig.

Men det behøver jo ikke være sådan. Der findes faktisk ganske glimrende hjælp i psykiatrien, og de færreste psykiatere spænder en fast og hælder medicin ned i svælget på en. Faktisk foregår sådan noget langt hen af vejen i en frivillig proces.

Det er temmeligt sejt (og sexet), at tage sig seriøst og gøre noget ved ens problemer, ligegyldigt hvilken karakter de problemer er af.
Men at lade stå til og forvente folk skal vise overbærenhed omkring en diagnose man måske har, aldrig har fået testet, og slet ikke gjort noget ved, det er det der gør, at han lige nu er en rådden kæreste. Ikke det at han rent faktisk har problemer.

Jeg forstår godt hvis du har brug for vende det med nogen, hvordan du taler med ham. Jeg er en lige ud af posen person, så jeg ville sige det ret kort. "Jeg elsker dig, og jeg vil virkelig gerne støtte dig, men jeg kan ikke gøre det, hvis du ikke tager ansvar for dig selv og søger hjælp."