Noget i luften ... eller indbildning?

[Laurelin]

Jeg talte forleden med nogle veninder om, hvor ofte man selv - og andre, for den sags skyld - mon egentlig har ret, når man fornemmer, at der er gensidig tiltrækning ift. et andet menneske? Det er selvfølgelig svært at få svar på, medmindre man direkte spørger den anden og får et ærligt svar, og det gør man jo sjældent. Jeg tænker på situationer, hvor der ikke sker noget mellem parterne efterfølgende, f.eks. fordi en eller begge er i forhold.

Én veninde sagde, at hendes oplevelse var, at hvis man fornemmede noget, så var der altid noget om det. En anden veninde mente, at man ofte så ting, der ikke var der, når man selv var tiltrukket, fordi man drevet af ønsketænkning har tendens til at overfortolke signaler fra den anden i positiv retning.

Selv ved jeg det virkelig ikke. Især tidligere tænkte jeg meget som veninde nr. 2, men set i bakspejlet var jeg også noget pessimistisk omkring den slags. Kan man mon helt selv frembringe den dér sitren i luften, sug i maven og voldsomme sansning af den andens nærhed ved øjenkontakt og (uskyldig) fysisk kontakt? Hvad mener I?

[Zombie]

Begge.

[Laurelin]

Begge.

Haha, ja, der er nok ingen tvivl om, at begge ting kan lade sig gøre, men mon det overvejende er det ene eller det andet?

Særligt når følelsen er virkelig intens; dér, hvor man synes, man næsten kan skære luften i skiver, spekulerer jeg på, om det er noget, der kræver 'indsats' fra begge parter.

[Wizzze]

Jeg mistænker at det måske er en kvindeting?
Min oplevelse er at hovedparten af mænd, er ganske dårlige til at opfange signaler og fornemmelser. Mænd kan sagtens være tiltrukket, faktisk nu der er tale om mænd, så er de det nok helt sikkert men derfra og så til at opfange at der er gensidig tiltrækning, der er et spring. Jeg tror kvinder er bedre til følelser, signaler og tolkning, hvor mænd generelt set skal have med vognstangen, før ting trænger igennem

[Sophies-mor]

Jeg tror faktisk begge dele.

Men det er vitterligt småting, der skiller dem ad.
Jeg har været ude for en situation, hvor luften var intens og nærmest som du skriver TS - til at skære i skiver - og jo, der var heftig tiltrækning fra begge sider.

Omvendt, der var en, der faldt for mig og vitterligt var tiltrukket. Jeg mærkede ikke en hujende noget som helst.

Situationerne var meget ens.

Men når jeg prøver at se objektivt på de to situationer, så er der ændringer i begge parters adfærd ved den første "gensidige" og ikke ændringer ved den anden. Det er svært at forklare, for det bliver noget føle-føle-halløj, men det har med begge parters fokus på "modparten" at gøre.
Når blikkene søger modparten mere eller mindre konstant, varme i adfærd og smil i øjnene.
Giver det overhovedet mening?


Men når luften kan skæres i skiver, vil jeg mene at begge parter er "involveret" - når man selv falder for én, kan luften ikke nødvendigvis skæres i skiver.

[billiebean]

Min erfaring siger mig at hvis der er smil involveret i den udveksling der finder sted, så kan man godt regne med en vis grad af gensidighed.

[Animi]

Det minder mig om at jeg for nogen uger siden hørte et afsnit af Mads & Monopolet (kan ikke huske om det var et gammelt eller nyt afsnit). Men der var i hvert fald en i Monopolet der havde været i Operaen. Dagen efter fik hun en facebook besked fra en mand, fordi han var overbevist om at de havde flirtet i Operaen. I hvert fald skrev han at der både havde været smil og blikke fra hende. Men kvinden i Monopolet kunne sleeeeet ikke huske denne her mand, og hun havde overhovedet ikke flirtet med ham. Så det er lidt sjovt hvordan han var overbevist om at der var noget i luften i mellem dem, mens hun slet ikke kunne huske at have set ham

[LadyFox]

Jeg tror det handler om hvilken måde man flirter på.
Hvis to af den samme type flirter mødes så tror jeg det er sjældent at de ikke begge ved det, men hvis to der har forskellige typer flirt mødes så tror jeg ofte det er de tvivlen kan opstå, eller at den ene simpelthen ikke opfatter at den anden små-flirter.

[Sophies-mor]

Jeg tror, man - eller i hvert fald sådan en som mig ved det. Jeg har i hvert fald ikke prøvet at være interesseret i en mand, jeg mente at have den vibe fra, uden det var rigtigt

Og det var så dét, jeg forsøgte at sige

[Q-beben]

Jeg har heller ikke prøvet at kunne mærke vibs uden, at der er noget om det.

Wizze... jeg har kun oplevet det modsatte... altså, at mænd har opfattet, at der er en gensidig tiltrækning, når der ikke er det. Så står man der og tænker: "Hvad har jeg lige gjort, der kunne få ham til at tro det?"

[Luffegås]

Min eks fortalte mig at han ofte kunne mærke "fascination ved første blik", og det tror jeg er meget rigtigt at putte det sådan. Ikke kærlighed, men klart en tiltrækning.
Tilgengæld har jeg prøvet at kende nogen i 5 år, og aldrig følt noget for dem, og pludselig blev jeg bare smask-forelsket i ham. Men det var så tilgengæld aldrig gengældt, men vi var sammen et par gange.

Med min nuværende var der klart noget hele året før vi kom sammen fra vi mødte hinanden. Ikke full-out forelskelse fra min side, men det var der fra hans. Vi kyssede 8 mdr. før vi kom sammen, jeg sad på skødet af ham til en fest hvor jeg kunne mærke det glødede imellem os. Da vi var på festival sammen var der en aften vi så på stjerner sammen hvor jeg kunne mærke hvordan jeg havde lyst til at tage ham i hånden, og han har siden sagt det samme. Der var bare noget, men jeg blev aldrig fuldstændig teenage-kulret, heller ikke da vi kom sammen, jeg besluttede bare at handle på alle de gnister der var, at så måtte vi prøve det af! Og det har da holdt 15 måneder nu, det var som om vi bare lige skulle lære hinanden at kende, for kærligheden har måske hele tiden været der

[Laurelin]

Jeg mistænker at det måske er en kvindeting?
Min oplevelse er at hovedparten af mænd, er ganske dårlige til at opfange signaler og fornemmelser. Mænd kan sagtens være tiltrukket, faktisk nu der er tale om mænd, så er de det nok helt sikkert men derfra og så til at opfange at der er gensidig tiltrækning, der er et spring. Jeg tror kvinder er bedre til følelser, signaler og tolkning, hvor mænd generelt set skal have med vognstangen, før ting trænger igennem

Det kan der nok være noget om. Det der med at spekulere, analysere og tolke på andres opførsel oplever jeg i hvert fald oftest kvinder gøre, og hvis man ikke gør sig så meget i den slags, opfatter man næppe signaler på samme måde. Men på den anden side: som mand forsøger man jo også at finde ud af, hvorvidt en kvinde er interesseret, hvis man selv er det, og er der andre måder at gøre dét på end at analysere opførsel - altså medmindre man bare går lige til sagen og spørger med det samme? Eller prøver mænd bare lykken mere i blinde mht. kvinder?

[Laurelin]

Jeg tror faktisk begge dele.

Men det er vitterligt småting, der skiller dem ad.
Jeg har været ude for en situation, hvor luften var intens og nærmest som du skriver TS - til at skære i skiver - og jo, der var heftig tiltrækning fra begge sider.

Omvendt, der var en, der faldt for mig og vitterligt var tiltrukket. Jeg mærkede ikke en hujende noget som helst.

Situationerne var meget ens.

Men når jeg prøver at se objektivt på de to situationer, så er der ændringer i begge parters adfærd ved den første "gensidige" og ikke ændringer ved den anden. Det er svært at forklare, for det bliver noget føle-føle-halløj, men det har med begge parters fokus på "modparten" at gøre.
Når blikkene søger modparten mere eller mindre konstant, varme i adfærd og smil i øjnene.
Giver det overhovedet mening?


Men når luften kan skæres i skiver, vil jeg mene at begge parter er "involveret" - når man selv falder for én, kan luften ikke nødvendigvis skæres i skiver.

Altså hvor du også selv var tiltrukket af vedkommende? Interessant. Det har jeg aldrig prøvet, i hvert fald ikke dét, jeg ved af.

Jeg har kun prøvet, at nogen viste sig at være vældig interesserede, uden jeg anede det, hvor jeg ikke gengældte det, og så giver det jo mening, at man ikke har antennerne ude. Ja, og så har jeg selvfølgelig prøvet, at der ikke virkede til at være nogen som helst interesse fra modparten , men i de situationer har jeg jo så heller ikke mærket den dér intensitet.

Det giver i øvrigt fint mening, det du skriver. Jeg tror nok også efterhånden det samme - at når luften kan skæres i skiver, og ens sanser går helt i stormvejr, må det være, fordi der kommer noget fra den anden. Min observation er ligeledes, at det er noget med mængde og intensitet af øjenkontakt og smil - især øjenkontakt holdt lige lidt for længe. Og så forstærkes det tit i festligt lag med alkoholindtag, hvilket også giver god mening. Men du har ret i, at det er helt små marginaler, der tæller, så jeg tror, noget af det opfanges ubevidst.

[Laurelin]

Jeg tror det handler om hvilken måde man flirter på.
Hvis to af den samme type flirter mødes så tror jeg det er sjældent at de ikke begge ved det, men hvis to der har forskellige typer flirt mødes så tror jeg ofte det er de tvivlen kan opstå, eller at den ene simpelthen ikke opfatter at den anden små-flirter.

Min oplevelse er, at det ikke nødvendigvis hænger sammen med direkte flirt. Man kan godt flirte med en, hvor begge parter er helt klar over, at man flirter, men uden at der opstår den der intense, sitrende fornemmelse. Omvendt kan fornemmelsen opstå, uden at man flirter (bevidst, i hvert fald), men bare fordi man taler sammen eller sidder tæt på den anden.

[Laurelin]

Jeg har heller ikke prøvet at kunne mærke vibs uden, at der er noget om det.

Wizze... jeg har kun oplevet det modsatte... altså, at mænd har opfattet, at der er en gensidig tiltrækning, når der ikke er det. Så står man der og tænker: "Hvad har jeg lige gjort, der kunne få ham til at tro det?"

Det har jeg også prøvet. De gange, det er sket, har det dog været fra typer, der virkede temmelig desperate, så jeg mistænker, at de ofte forregnede sig på den måde. Men det er da oplevelser som disse, der kan få mig til at tvivle på min egen dømmekraft, når jeg mener at mærke vibes fra en mand.