Hvordan går man fra sin kæreste gennem 10 år...?

[Venus222]

Jeg er nød til at gå fra min kæreste. Jeg trives kort sagt ikke i vores forhold.
Der er flere ting galt, men bla. føler jeg ikke der er plads til mig, og det er jeg selv medskyldig i, for jeg har ikke taget plads. Jeg har gået på æggeskaller for at undgå hans hysteriske anfald. Jeg har bøjet af i stedet for at tage de konflikter der burde tages og jeg har gået så meget på kompromis at jeg har mistet mig selv i processen. Og jeg har haft alt alt for meget pligtsex, for husfredens skyld. Så meget at jeg faktisk ikke bryder mig om at han røre ved mig på en seksuelt ladet måde...

Der ud over er jeg blevet forelsket i en anden. Jeg har ikke været min kæreste utro, og den anden er ikke en jeg skal ud og været kærester med eller noget. Men han er et symptom, og han er billede på hvad jeg gerne vil have i stedet for. Såfremt jeg vil have en kæreste igen....

Jeg har længe kigget på boliger og jeg overvejer at tage en snak med min bank om boliglån.

Så jeg ved jo godt hvad jeg gøre, og jeg burde være gået for længst, det ved jeg godt, men jeg har håbet det blev bedre. "Hvis jeg nu lige talte med ham om det igen.... Når vores økonomi bliver bedre, så bliver han mindre hysterisk.... osv. osv. osv."

Kors i helvede hvor er det svært !

Den her tråd er mest for mig egen skyld, for når jeg har lavet den så er jeg nød til at handle. For jeg vil ikke være en af dem der brokker sig over sit dårlige forhold i årevis, uden at gøre noget ved det.

Men altså alle input er velkommen, så længe de er nogenlunde konstruktive. For dette er rimelig sårbart for mig.

[vibbsen]

Man går fra sin kæreste når man ikke føler at man trives i sit forhold. Når man føler at der ikke er plads til en. At man til at gå på æggeskaller og hele tiden føler at man bøjer af for at undgå konflikterne. Når man har gået så meget på kompromis at man ikke føler man kan kende sig selv længere. Og når sex er af pligt i stedet for af lyst.

Det lyder på mig som om du allerede mentalt er gået din vej. Og jeg synes faktisk også at det er på tide at du gør det fysisk.

Men når det er sagt, så er det jo skidesvært at vide hvornår det er tid....En af mine veninder gik fra kæresten som hun har 2 børn med for et par år siden. For hendes vedkommende var det altafgørende at hun havde det praktiske på plads. Så det gik hun i gang med. Og da det så var på plads så røg manden ud. Der blev ikke givet en sidste chance. Det var S-L-U-T. Hun var super afklaret med at det var det hun ville. Og har aldrig fortrudt et sekund.

Og hvis jeg skal være ærlig, så lyder du også sådan. Så med fare for at lyde kæk, så tænker jeg : Farvel til ham...ud over stepperne med dig

[Venus222]

Man går fra sin kæreste når man ikke føler at man trives i sit forhold. Når man føler at der ikke er plads til en. At man til at gå på æggeskaller og hele tiden føler at man bøjer af for at undgå konflikterne. Når man har gået så meget på kompromis at man ikke føler man kan kende sig selv længere. Og når sex er af pligt i stedet for af lyst.

Det lyder på mig som om du allerede mentalt er gået din vej. Og jeg synes faktisk også at det er på tide at du gør det fysisk.

Men når det er sagt, så er det jo skidesvært at vide hvornår det er tid....En af mine veninder gik fra kæresten som hun har 2 børn med for et par år siden. For hendes vedkommende var det altafgørende at hun havde det praktiske på plads. Så det gik hun i gang med. Og da det så var på plads så røg manden ud. Der blev ikke givet en sidste chance. Det var S-L-U-T. Hun var super afklaret med at det var det hun ville. Og har aldrig fortrudt et sekund.

Og hvis jeg skal være ærlig, så lyder du også sådan. Så med fare for at lyde kæk, så tænker jeg : Farvel til ham...ud over stepperne med dig

Det er også vigtig for mig at der er styr på det praktiske, hvilket også er derfor jeg kigger på boliger og skal have styr på lån osv. Vi har så ikke børn (eller vi har to hunde).
Det ville være nemmere hvis han havde knaldet en eller anden uden gummi, eller sådan noget.

Nok er håbet lysegrønt, men træerne gror ikke ind i himlen. Så ja, afsted med mig ud over stepperne.

[Rapfisk]

Jeg har den oplevelse, som jeg har skrevet herinde før, at håbet og drømmene dør sidst. Man vil så gerne. Jeg tror, det er meget rigtigt hvad Vibbsen skriver, at man skal ikke give "en sidste chance". Ingen har glæde af den skævvridning af forholdet, der kommer ud af det, for reelt bliver det ham, der er på prøve, og dig, der har definitionsmagten af, om han gør det godt nok.

Til gengæld har det altid hjulpet mig at sige til mig selv, at intet er endeligt. Hvis I på et tidspunkt møder hinanden igen og har ændret jer så neget, at I forelsker jer igen og kan fæ et godt forhold op at køre, er der intet i vejen for det. Reelt har jeg dog kun oplevet, at jeg har været lettet efter et brud, og at begge kommer videre og får det bedre med andre partnere.

[Luffegås]

Jeg smed min kæreste ud efter næsten 6 år for præcist 2 år siden.. Jeg havde forsøgt på det tidspunkt i 2 år at vi skulle bo hvert sit sted, men stadig være kærester. Han ville ikke høre tale om det, det kunne man ikke. Jeg er stadig sikker på det kunne have reddet vores forhold ved at få hver vores selvstændighed på en anden måde. Men da jeg s også pludselig synes alle andre var vildt spændende, og jeg begyndte at frygte min kæreste kom fuld hjem, tænkte jeg at nu vil jeg sgu videre. Og jeg sagde det koldt som det var: Jeg kan ikke mere. Jeg har brug for at være mig selv, for jeg kan ikke leve resten af livet sådan her. Du har ikke råd til at blive boende, men du må gerne forsøge, jeg skal nok finde et andet sted, økonomi er ligegyldig for mig, jeg kan bare ikke mere.
Han er stadig min bedste ven, efter min nuværende kæreste forståes, vi kunne bare ikke være kærester mere, selvom det var ham der var konfliktsky og gik på æggeskaller.
De følgende måneder efter udgjorde et hårdt år økonomisk og følelsesmæssigt for mig, men jeg glemmer aldrig den følelse af lettelse da jeg slog op, jeg kunne trække vejret helt anderledes, og følte mig 10 kg. lettere. Og hver gang jeg overvejede at tage ham tilbage, mindede jeg mig selvom den lettelse.
SÅ klart der efter du slår op vil være gange hvor du tænker "nu har vi været fra hinanden en måned, var det det rigtige?" der vil være masser af rutiner der bliver brudt op, og det er jo et helt nyt liv næsten, men det handler om at omfavne det liv.
Jeg ville dog have det underligt hvis min kæreste kom og sagde han slog op, boliglånet går igennem en af dagene, og han har fundet en lejlighed, så nu smutter han. Skal man være så ærlig og reel som mulig nytter det ikke noget at den anden part skal føle de sidste 14 dages kæresterier har været fake og spil for galleriet. Så sig det før det bliver for praktisk, sig du ikke længere ser en fremtid sammen.

[*smb*]

For 3 år siden blev jeg skilt fra mine børns far, vi havde været sammen 7 år.. det havde mest været crap, der var heller ikke plads til mig og jeg havde ikke lyst til sex med ham eller kysse ham eller noget..
Det tog et par år for mig at gå.. fordi det var pisse svært, jeg var tyk (meget tyk) havde ingen selvtillid og bildte mig selv ind jeg var tarvelig overfor børnene hvis vi blev skilt, så gik på kompromis med min egen lykke..
Det der gjorde udslaget var jeg gik ned med stress og han var der overhovedet ikke, jeg skulle stadig klare alt med unger og lejlighed alene
Da jeg kom lidt ovenpå undersøgte jeg og undersøgte jeg med økonomi (vi boede i en lejelejlighed) om jeg kunne blive boende og fandt ud af det kunne jeg godt.. jeg havde brug for at vide hvad jeg gjorde og kunne gøre..
Da vi blev skilt var det en lettelse og den dag han flyttede i sin egen lejlighed følte jeg en kæmpe lettelse for endelig at være "fri"
Jeg var ikke ked af det bare lettet, jeg gik også at vide på mit arbejde at jeg blomstrede helt op og blev glad og smilende istedet.

Nå men det tager tilløb når man har været sammen længe, men hvis der ikke er mere for dig og du har det sådan så skal det "rigtige" tidspunkt hvor du får det sagt nok komme omend det pisse hårdt

[vibbsen]

For 3 år siden blev jeg skilt fra mine børns far, vi havde været sammen 7 år.. det havde mest været crap, der var heller ikke plads til mig og jeg havde ikke lyst til sex med ham eller kysse ham eller noget..
Det tog et par år for mig at gå.. fordi det var pisse svært, jeg var tyk (meget tyk) havde ingen selvtillid og bildte mig selv ind jeg var tarvelig overfor børnene hvis vi blev skilt, så gik på kompromis med min egen lykke..
Det der gjorde udslaget var jeg gik ned med stress og han var der overhovedet ikke, jeg skulle stadig klare alt med unger og lejlighed alene
Da jeg kom lidt ovenpå undersøgte jeg og undersøgte jeg med økonomi (vi boede i en lejelejlighed) om jeg kunne blive boende og fandt ud af det kunne jeg godt.. jeg havde brug for at vide hvad jeg gjorde og kunne gøre..
Da vi blev skilt var det en lettelse og den dag han flyttede i sin egen lejlighed følte jeg en kæmpe lettelse for endelig at være "fri"
Jeg var ikke ked af det bare lettet, jeg gik også at vide på mit arbejde at jeg blomstrede helt op og blev glad og smilende istedet.

Nå men det tager tilløb når man har været sammen længe, men hvis der ikke er mere for dig og du har det sådan så skal det "rigtige" tidspunkt hvor du får det sagt nok komme omend det pisse hårdt

Din historie er meget lig min venindes. Da hun en fredag eftermiddag gik ned med stress i så voldsom en grad at man troede hun havde fået en hjerneblødning, tog han ikke engang fri fra arbejde for at følge hende på sygehuset. Og hans forslag var at hun kunne ringe til hans mor hvis hun havde brug for hjælp til det derhjemme.
Min veninde er en virkelig Bad Ass trunte. Virkelig Bad Ass. Hun malede træværk i huset som terapi. Det var det eneste hun kunne, for hun var så ramt at hun måtte droppe at dyrke motion. Det adrenalin kick det gav hende gjorde faktisk tingene værre. Og gik til en skidesej erhvervspsykolog. Manden lavede ikke om på en skid. For han havde jo ikke et problem med stress.
Og da hun var kommet bare nogenlunde ovenpå igen. Så besluttede hun sig for at hun ALDRIG ALDRIG ALDRIG skulle ind bag et skrivebord igen. Hun har altid dyrket meget idræt og været fysisk aktiv. Og besluttede sig for at læse til fysioterapeut. Manden hylede og skreg og opførte sig som en værre idiot. Men hendes beslutning var taget. Og hun gik igang med uddannelsen. Og med at tage nogen forskellige kurser i bl.a. massage ect. Da hun havde fået fodfæste og vidste at det var det her hun ville. Lavede en plan om at arbejde som massør og idrætstræner ved siden af. Satte det igang. Og så tog hun i banken. Spurgte om hun måtte låne penge til at købe ham ud af huset. Det måtte hun gerne.
Han blev STIKTOSSET og skabte sig som en åndssvag. Nægtede at flytte ud og var en rigtig pest. Men min veninde stod fast. Og han røg ud. Så nedlagde hun soveværelset. Og lavede det om til klinik. Begyndte at tage kunder ind - samtidig med at hun læste - og arbejde som idrætstræner. Og fik banket sig en tilværelse op. Det har været pissehårdt. Men det lykkedes for hende. Og hun er idag færdig som fysioterapeut, har en god klinik og arbejder med nogen fede ting ved siden af. Og både hun og børnene har et langt bedre og mere harmonisk liv end da hun var sammen med deres far. Fordi han ikke længere er en faktor i deres liv. Heller ikke selvom han reelt aldrig var der, fordi han havde travlt med alle de der ting som netop gjorde at hun stod med det hele. Hun står stadig med det hele. Men nu har hun selv valgt det. Og det er noget helt andet.