Evapeva skrev:Frøken Himmelblå skrev:Evapeva skrev:Jeg synes faktisk, det er semi-underligt, hvis jeres forældre ud fra egne idéer om frihed "presser" jer til at vente, til DE er klar!? Som du skriver, så påvirker det dig - og det kan være, fordi 1) du reelt ikke selv er klar eller 2) de har en vis påvirkning på dine følelser og siden dine handlinger. Det er sgu da unfair, hvis forældrene udnytter 2)'eren til egen dagsorden.
Det markerede er jo ubehageligt at læse. Jeg er sikker på, at de (læs: min far) ikke har gjort det af ond vilje. Og deres intention har helt sikkert ikke været, at presse mig eller påvirke mine følelser. Men det er jo alligevel sådan jeg har opfattet det. Jeg ved godt, at børn ikke skal være for deres skyld, men min egen. Men jeg vil bare virkelig gerne have, at de bliver oprigtigt glade for vores beslutning. Og det er jeg i tvivl om. Min mor skal nok blive. Kan mærke, at hun er ved at være klar. Men min far. Not so much.
Jeg tror faktisk ikke de ved, at det har påvirket mig, det de har sagt. De siger jo, at det er helt op til os, og bare vi er klar. Men det kommer i samme ombæring som "Jeg er slet ikke klar til børnebørn. Jeg er jo kun lige sluppet af med jer ". De elsker mig. Men jeg tror også de er glade for, at de lige nu kan gøre hvad de har lyst til.
Hov, det var ikke meningen, at det skulle være ubehageligt. Jeg vil meget gerne uddybe det lidt, så det står klarere, hvad jeg mente...?
Okay, altså de er ikke klar til børnebørn? Tjah, det må de jo blive, hvis det bliver aktuelt. Og som Rapfisk skriver - når du når dertil, at du er gravid, så sæt jer ned med dem og lav en forventningsafstemning. De håber sikkert ikke på at skulle passe børnebørn hele tiden, og ok med dét. Så skal I bare have fundet jer den der barnepige i stedet, som tidligere nævnt.
Det er lidt overraskende at læse om forældre, som så 'højlydt' og allerede på idéplan/megatidligt i processen "blive klar til børn" at tænke dem selv og deres kostbare frihed ind i DIN ligning. De skal da bare sætte pris på den enorme tillid, der ligger i, at du indvier dem i dine tanker - men de er faktisk private, hvilket betyder, at andre i alle tilfælde ikke skal bestemme over din beslutning. Det er jo dig, der ligesom er i midten her. Altså hvis du vil have et barn, handler det da om dig - og dem i 2. række. Og hvad er de mon så bange for? Hvem siger, at du fra dag 1 står på trappestenen og siger "pas mit barn nuuuU! "
Måske maler jeg fanden på væggene (har selv haft lidt problemer i denne afdeling, altså med forældre, som hellere ville sig selv-agtigt). Men måske de også maler fanden på væggene, når de tror, at et barnebarn er lig med 117 tons ansvar og forpligtelser.
Dog forstår jeg fuldt ud, hvorfor du ønsker oprigtig glæde fra dem. Det er vigtigt at føle, at man har sit bagland med sig i en beslutning, som er så stor og gennemgribende i ens liv fremover. Jeg synes ikke, det er et "barnligt" træk at tænke det med ind i ligningen - og nu hvor det viser sig, at dine forældre har ladet nogle finker flyve af fadet ved (flere?) lejligheder, tjah, så giver det mere og mere mening, at du tænker dem ind i din beslutning.
Forstår det godt Det er ubehageligt at læse som i, at det er hovedet på sømmet. For de BØR jo ikke presse deres idealer og lyst ned over hovedet på mig. Jeg synes selv, det har været "stort", at indvie dem i mine tanker om børn. Derfor har jeg også siddet med en flad fornemmelse bagefter, over at de pt. egentlig helst er fri for børnebørn. Hvor stor en lyst har man bagefter, til at fortælle dem, at man er gravid og at de skal være bedsteforældre? Svaret er, tæt på ingen...
I forhold til pasningshjælp er jeg ikke bekymret. I modsætning til mine forældre, er kærestemandens forældre, enormt skrukke. Skærende kontrast der er mellem vores forældre.
Synes nemlig også det er svært ikke at tænke over mine forældres følelser, når de nu så skarpt har givet udtryk for deres syn på børnebørn. Jeg ved godt, at de nok bliver klar, den dag jeg fortæller dem om graviditet. Det kunne bare være rart, hvis jeg på forhånd vidste, at børnebørn er ønskede.