Hvornår er børn en god idé?

[Fru Himmelblå]

Min kæreste og jeg har været sammen i mange år efterhånden. På det seneste er snakken faldet på reproduktion. Jeg er skruk on-off i perioder og glæder mig til, at få børn med min dejlige kæreste. I går fortalte han så, at det er op til mig, at sige til. At når jeg er klar, bliver han klar. Min reaktion var pretty much en blanding af og .
Jeg kan mærke, at jeg ikke er klar lige nu. I hvert fald ikke nu, hvor han har sagt, at det er op til mig. Vi har ikke engang ramt midten af tyverne. Føler stadig at jeg hører til De Unge Mødre segmentet. Men det handler muligvis om, at ALLE i min familie har fået børn sent. Både i forældre og bedsteforældregenerationen. Jeg er vokset op med, at børn er dejlige, de skal bare komme sent, da man nærmest ødelægger sit eget liv (ja, vi er ude i den type formuleringer, når det kommer til børn).
Derfor har jeg også rigtig svært ved at forlige mig med, at jeg næppe fylder 30 inden jeg har mindst et barn. Min kæreste er på den anden side helt rolig

Men hvornår er det for tidligt at få børn? Hvad skal man have nået? Fortryder man, at børnene kommer inden man har erobret hele verden?

[Knirkemis]

Hvornår det er det rigtige tidspunkt, er vel utroligt individuelt. For mig har det rigtige tidspunkt aldrig været der. Og der er heller ikke udsigt til at det kommer. Jeg er lige blevet 38 og fik barn for 8 måneder siden. Jeg ville ønske, at jeg havde været tidligere ude, men i 20'erne føltes det aldrig rigtig som "nu!" I 30'erne ventede jeg på den rigtige mand. Og selv da han var der, kom følelsen ikke væltende. Jeg kunne sagtens have fortsat mit liv som det var de næste 20 år. Men jeg har hele tiden vidst, at jeg ville have børn, så mit biologiske ur tog beslutningen for mig.

I forhold til hvad man skal nå inden, kommer det jo an på, hvilke drømme man ikke vil give afkald på. Man kan gøre de fleste ting med børn også, men nogle ting er nemmere, når de bliver lidt større. Så nogle drømme kan måske udskydes. Med mindre du har planer om, at bestige et bjerg eller krydse indlandsisen, inden du bliver 30, er der vist ikke så meget man SKAL nå. Spørgsmålet er mere, vil du gøre tingene før børn, med børn eller når de er flyttet hjemmefra?

[Sangius]

Jeg fik mit første barn her for 5 måneder siden, da jeg var 26. Jeg er glad for, at jeg ikke gjorde det tidligere.

Det ER hårdt at få et barn. Efter jeg har fået hende laver jeg generelt intet af det, jeg gjorde før jeg fik hende. Man bliver tilsidesat i meget stor grad.

Så hvornår passer det ind at få børn? Hvornår passer det ind at holde op med at gøre alt det man går og laver? Aldrig rigtig . Så husk ikke at blive ved med at udskyde, fordi man lige tænker, at der er endnu en ting der skal være på plads før børnene kommer. Der vil altid, altid være noget.

Jeg bestemte mig for at få børn, da det gik op for mig, at jeg havde flere dage på en måned hvor jeg var skruk, end ikke. Jeg havde været skruk i lang tid, men det gik i perioder lidt væk, hvor jeg begyndte at tænke 'pyha, godt jeg ikke har børn lige nu'. Pludselig havde jeg ikke haft det sådan længe. Så gjorde vi det.

Vi var sammen i 6 år før vi fik børn. Jeg er meget glad for den tid vi havde sammen før børn, for parforholdet er bare ikke det samme i noget tid efter.

Held og lykke med skrukheden

[Lykke]

Det er svært at sige.
Jeg var 24 da jeg fødte vores barn. Jeg er da ikke færdig med at udforske verden.
Lige nu er jeg igang med en kandidat og vi ved ikke hvad fremtiden bringer.
Vi bor billigt og har generelt lave udgifter, bortset fra til mad. Hvilket gør at vi ikke behøver en stor indtægt.

Jeg har klart det største behov for at opleve og tage ud. Hvor mandens er meget mindre.

Vi har været i Budapest med vores barn, på weekendture og til festival på en ø. Nogle af tingene var måske at gabe over for meget. For mig er det bare vigtigt at livet ikke går i stå.
Min mand er 32, så han har også lige haft 6 år mere til at opleve, så det er måske meget naturligt at jeg har et større behov for at gøre en masse uden barn.

Generelt er det overvejende positivt at have et barn. Jeg er dog så priviligeret at manden generelt er der mere for barnet end jeg selv. Han har taget et års barsel, og jeg selv har kun taget 5 måneder på grund af uddannelse.
Jeg ammede i 14 dage og besluttede at stoppe fordi det var et helvede, hvilket jeg aldrig har fortrudt. Der har også på det område været ligestilling. Jeg ville til enhver tid vælge amning fra igen, hvis vi skulle have et barn mere.
Nå, det er nok ikke så velset, men jeg var nok blevet bims hvis ikke det havde været sådan.

Du skal gøre det når du er mega skruk, og manden også er det. Det er sjovt, men også hårdt. Men pludselig sover barnet igennem og man kan sidde efter barnet er puttet og drikke rødvin og nyde hinanden igen.

[Fru Sunshine]

Jeg var 23, og det var en god alder.
Jeg ser med gru på mine jævnaldrende, der har børn under konfirmationsalderen og glæder mig over, at jeg nu, hvor mine børn er voksne, er ung nok til at nå en masse.

[Slettet bruger]

Hvis du får dem tidligt, er de ude af vagten når du er i starten af 40'erne, og så har du både tid og mange flere penge til at rejse jorden rundt eller hvad det nu måtte være du skulle have lyst til. Så kan du kigge på dine kollegaer i 40'erne der skal kæmpe med den manglende nattesøvn som din krop i 20'erne håndterede meget bedre.

Jeg synes det er en god idé at få børn tidligt.

[Kattefjæs]

Det lyder ikke som om det er for tidligt. Jeg er ikke meget ældre end dig - er lige fyldt 30, og jeg har længe (10+ år) vidst at jeg ikke ønsker mig at få børn, men hvis jeg havde haft lyst, så tror jeg - set i bakspejlet - at jeg ville have gjort det for ca. 5 år siden.

Dels fordi jeg fysisk og mentalt var sådan rimelig moden på det tidspunkt - og så fordi det simpelthen er nemmere at håndtere søvnløse nætter og det fysiske og psykiske slid i den alder. Altså ikke at det er jordens undergang når man er 30+, men lidt har også ret. Hvis du føler dig sådan nogenlunde klar nu, og du ikke ser det som dødens pølse/livets absolutte slutning at få børn lige nu, så kan jeg ikke se hvad du mister på at begynde at tænke på at få børn nu. Det er klart at din families ord påvirker dig i nogen grad, men det vigtigste er vel hvad DU føler for?

Og altså... Nu har jeg så haft et par år mere end dig til at nå alt det, som man er bange for ikke at nå når først der er kommer børn. Men jeg ved bare ikke hvad det ER? Altså jeg kan oprigtigt ikke rigtig komme i tanke om noget - måske er det fordi jeg bare er et vildt kedeligt menneske, men jeg laver da mere eller mindre det samme som alle andre jeg kender, bare lige uden at have børn.

Selvfølgelig er det fedt at rejse når det passer én, gå på café når det lige falder én ind, sove længe osv. - men hvis man sidder som firsårig og skal gøre op om man nu mente at det var det rigtige at få børn da man gjorde, så tror jeg ikke så meget at det er de manglende caféture som man vil ærgre sig over. Og ærligt talt. Så meget rejser man heller ikke nødvendigvis bare fordi man fravalgte børnene... Og så mange caféture er jeg heller ikke på.

Fordelen ved at få børn når man er rimelig ung, er jo også at man er fri af dem mens man er ved godt helbred, har fast indkomst og generelt er lidt klogere på livet end da man var 20. Så har man også haft god tid til at finde ud af hvad det VIRKELIG er man gerne vil - om det så er at rejse mere, tage en helt ny uddannelse eller noget helt tredje.

Men hvis du føler at det rigtige er at vente lidt endnu, så gør det endelig. Det skader jo omvendt heller ikke nødvendigvis. Jeg tror bare ikke at du med sikkerhed vil føle dig mere klar af den årsag, eller have følelsen af at have nået det du skulle (med mindre du har helt klart definerede mål for hvad du SKAL og VIL i livet, inklusive tidshorisont?). Men altså, livet slutter jo heller ikke med børn. Man kan stadig tage uddannelse, få job, rejse, hygge og have det godt, selvom der måske er nogle ting man skal planlægge mere/bedre.

[LidtLakrids]

I de første år af mit voksne liv var jeg overbevist om at jeg ikke skulle have børn nogensinde.. Jeg syntes at det virkede som om at børn mest af alt var hårdt arbejde og at det satte en masse begrænsninger. Jeg kunne godt lide mit liv som det var, sammen med min mand, bare os to. Min mand havde det på samme måde..
Men en dag kom lysten til børn alligevel snigende - samtidig for os begge faktisk! Vi var nået der til hvor vi syntes at livet gerne måtte handle om andet end os selv og hvor vi havde overskud til at tilsidesætte vores egne behov for en tid.
Det jeg prøver at sige er, at jeg tror at man ved når det føles rigtigt at få børn. Alderen er ikke så vigtig. Og hvis det ikke føles som om det skal være lige nu, så vent og se om ikke lysten kommer på et tidspunkt

[Æble]

Børn er en god ide når jeres ydre rammer som økonomi og bolig er stabil, når i selv er raske fysisk og psykisk og når i har lyst Det har ikke noget med alder at gøre. Ville ikke anbefale nogen at vente hvis de har lyst og nogenlunde styr på livet.

Jeg fik min første som 25 årig. Det var ikke planlagt og min kæreste og jeg var ved at gå fra hinanden. Jeg var heller ikke færdig med min uddannelse. Så ikke de bedste betingelser. Jeg havde dog masser af kærlighed og kunne på det tidspunkt ikke forestille mig at få en abort. Og det hele gik jo alligevel. Nu er jeg 38 og venter mit 3. (Og sidste) barn. Min livssituation er selvsagt en helt anden og selvom jeg bøvler med min ældstes biofar så ville jeg ikke gøre det om.

[Torn]

Først og fremmest: Alder er ikke vigtig. Hvis du har brændende lyst nu, så synes jeg, du skal få de børn.

Dernæst: Jeg har altid tænkt, at jeg gerne ville værne om de forskellige perioder af livet. Barndommen, ungdommen, voksenlivet med børn, midaldrende, pensionist, ældre. For mig at se er barndom og ungdom til sammen så frygtelig kort en del af livet. Fra år 0 til år 30. Så er ungdommen slut. Så er man voksen. Og voksen er man jo så fra år 30 til år ... død. Jeg tror, voksendom er fantastisk. Jeg glæder mig til at blive ældre. Og jeg glæder mig til at blive midaldrende. Men jeg frygter at min ungdom forsvinder før jeg får set mig om. Og derfor udskyder jeg børn. Børn og ungdom er uforenelige i mit perspektiv. Så, hvis jeg vælger børnene nu, i år 24, så fravælger jeg også min ungdom før tid. Og ja, man kan sagtens rejse jorden rundt i år 45. Endda med flere penge og mere livserfaring. Men det bliver ikke en ungdomsoplevelse, og det dén, jeg vil have. At jeg ser verden fra et syn, der endnu ikke er fastlåst, der endnu ikke har set. Fra et egoistisk udgangspunkt, hvor mine tanker ikke altid vil være bundet af nogen, der betyder mere end mig selv.

[Animi]

Helt personligt synes jeg det er for tidligt at få børn inden man er fyldt 18 Selvom man selvfølgelig sagtens kan være en fantastisk forælder alligevel.

Men det er jo virkelig individuelt hvornår det er for tidligt - selv er jeg 25 år, og kan slet slet ikke forestille mig at få børn lige foreløbig. Jeg har heller ingen kæreste, så selv hvis jeg ville have børn havde jeg ingen at få dem med. Jeg tror at for mig vil det være ideelt at få mit første barn som omkring 30 årig, hvilket andre (inklusiv min mor ) ser som sent. Men jeg har altid haft den tanke at 20'erne er mine, og er en tid hvor jeg gerne vil have lov til at være egoistisk, og ikke have forpligtelser som børn.
Derudover vil jeg også gerne have yngre børn i mine 40'ere der kan berige mit liv. Så det passer jo fint med at få børn omkring de 30

Jeg har så besluttet mig for at få tjekket min fertilitet. Jeg regner med at den er som den skal være, men hvis nu den ikke er, er det meget rart at vide så man ikke som 28årig står og slet ikke er forberedt på det. Så ved jeg også hvor lang tid jeg ca har at løbe på, så jeg ikke venter alt for længe. For børn skal jeg have

[Lykke]

Jeg vil bare indskyde at jeg/vi aldrig har lavet så meget som efter vi har fået et barn.
Både med og uden barnet.
Tiden den skal udnyttes, og det gør vi.
For mig, så har det at have al tid i verden, nok gjort mig lidt doven med mange nu. Når der så er en mormor eller andet som tilbyder pasning, så får den hele armen.
Det er nok meget individuelt hvordan man har det med det.

[Fru Himmelblå]

Tusind tak for alle svarene Svarer lige samlet Mange af de ting der er nævnt, har jeg selv tænkt på og overvejet. Som skrevet i startindlægget, er jeg ikke klar lige nu. Indtil videre tror jeg, vi venter til starten af næste år.
For en god ordens skyld skal det siges, at jeg "kun" mangler 1½ år til de 25, så starter vi næste år, vil jeg være fyldt 25 ved ankomsten. De ydre omstændigheder er som sådan i orden. Vi har god økonomi og er begge på kandidaten af hver vores uddannelse. Jeg synes, det kunne være super smart, at få et barn under uddannelse. For det første, vil jeg stå bedre på arbejdsmarkedet senere. For det andet, vil barslen være dejlig lang. Jeg synes bare ikke det er en god nok grund til at få barn, at det tilfældigvis er praktisk. Synes egentlig der skal være bedre grunde

Det med, at børnene vil være voksne når vi er i 40'erne tiltaler mig ret meget. Til den tid er økonomien forhåbentlig endnu bedre, sådan at der virkelig er mulighed for at opleve ting.

Jeg er rigtig glad for at høre om jeres erfaringer. Det med at livet ikke går i stå, er rart at høre.

Frygten for at min familie ikke vil bryde sig om nye børn i familien (specielt at mine forældre ikke vil føle sig klar til at blive bedsteforældre), påvirker mig meget. Børn skal selvfølgelig ikke komme an på det. Jeg ville bare ønske, at de var klar til det og dermed oprigtigt ville blive glade for børnene. Samtidig definerer jeg nok også selv, qua min familie, ungdommen som op til omkring de 30 år. Så det at være 25 år som mor, er enormt grænseoverskridende at tænke på.

Lige nu kommer og går skrukheden Når den er slem, er den VIRKELIG slem!! Der kan jeg slet ikke tænke på andet. Men når den nu forsvinder igen, er jeg bange for at fortryde valget. Børn er jo en temmelig endegyldig beslutning

[HappyPaww]

Jeg tror langt de fleste bedsteforældre smelter fuldstændig og elsker deres rolle, når den lille er kommet - også selvom de måske syntes det vat lidt tidligt

[Brutus]

Hvis du får dem tidligt, er de ude af vagten når du er i starten af 40'erne, og så har du både tid og mange flere penge til at rejse jorden rundt eller hvad det nu måtte være du skulle have lyst til. Så kan du kigge på dine kollegaer i 40'erne der skal kæmpe med den manglende nattesøvn som din krop i 20'erne håndterede meget bedre.

Jeg synes det er en god idé at få børn tidligt.

Jeg er bare så enig.
Min kone var 21 og jeg 24 da vi fik vores første (og eneste) barn.
Så da hun var en femten- seksten år, og begyndte at være meget selvstændig, var vi stadig unge og sprælske.