Syg af kærestesorg

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Selma156
Indlæg: 571
Tilmeldt: 27. maj 2016, 16:41
Kort karma: 110
Likede indlæg: 1421

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Selma156 » 27. jan 2017, 11:23

Puha. I dag er ikke en sjov dag. Lige nu skulle vi være ankommet til den storby, jeg havde givet ham et weekendophold til. Jeg ved, at han også vil tænke på det. Og at ingen af os kan sige et ord til hinanden om det. Jeg savner ham bare så meget. Men det ville nu også være flovt at tage kontakt til ham, efter jeg har lavet den dramatiske "drop al kontakt".

For nogle dage siden kan jeg se, han har været inde på min LinkedIn profil klokken 3-4 om natten. Natten op til at han skulle til sin sidste eksamen. Jeg tror ikke han aner, hvor meget det påvirker mig, at hans ansigt popper op på den måde. Det er så forstyrrende. Og så begynder jeg jo at analysere på, hvad han mon laver inde på min profil midt om natten. Selv om jeg godt ved, at han bare har været inde og se, om jeg har fået det job, jeg var til samtale på, hvilket jeg ikke har. Men det behøver han jo ikke gå ind på min profil for at se. Min 'jobstatus' står jo under mit navn.

Åh, jeg orker simpelthen ikke at tænke på ham længere. Og det kan godt være at ingen kontakt er sundt, idet man ikke får smidt en masse i hovedet hele tiden. Men på den anden side driver uvidenheden mig til vanvid. For hvor er han nu? Har han det helt cool igen? Er han begyndt at date? Hvordan har han det med at være i lejligheden? Har han fjernet alle de ting, han har fået af mig?

Og hvad skal jeg egentlig bruge det til?
0
Brugeravatar
Jydepigen
Indlæg: 612
Tilmeldt: 12. dec 2016, 13:39
Kort karma: 59
Likede indlæg: 446

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Jydepigen » 27. jan 2017, 11:49

Selma156 skrev:Puha. I dag er ikke en sjov dag. Lige nu skulle vi være ankommet til den storby, jeg havde givet ham et weekendophold til. Jeg ved, at han også vil tænke på det. Og at ingen af os kan sige et ord til hinanden om det. Jeg savner ham bare så meget. Men det ville nu også være flovt at tage kontakt til ham, efter jeg har lavet den dramatiske "drop al kontakt".

For nogle dage siden kan jeg se, han har været inde på min LinkedIn profil klokken 3-4 om natten. Natten op til at han skulle til sin sidste eksamen. Jeg tror ikke han aner, hvor meget det påvirker mig, at hans ansigt popper op på den måde. Det er så forstyrrende. Og så begynder jeg jo at analysere på, hvad han mon laver inde på min profil midt om natten. Selv om jeg godt ved, at han bare har været inde og se, om jeg har fået det job, jeg var til samtale på, hvilket jeg ikke har. Men det behøver han jo ikke gå ind på min profil for at se. Min 'jobstatus' står jo under mit navn.

Åh, jeg orker simpelthen ikke at tænke på ham længere. Og det kan godt være at ingen kontakt er sundt, idet man ikke får smidt en masse i hovedet hele tiden. Men på den anden side driver uvidenheden mig til vanvid. For hvor er han nu? Har han det helt cool igen? Er han begyndt at date? Hvordan har han det med at være i lejligheden? Har han fjernet alle de ting, han har fået af mig?

Og hvad skal jeg egentlig bruge det til?


Det er et tankehelvede uden lige du er igennem, men hold op, hvor synes jeg det er stærkt af dig at du kunne cutte alt kontakt. Vil sige, at i længden vil det hjælpe dig bedre til at komme videre, end det gjorde at hele tiden vide hvad han laver. At vide hvad han laver/ligger op osv. vil trække dine følelser for ham i langdrag. Kan sagtens forstå at det gav dig et gip i maven, da du så at han havde været inde på din LinkedIn-profil. Din uvidenhed kan også sagtens være med til at drive dig til vandvid - og du føler måske, at det ville give dig mere ro, at vide hvad han går og laver.
Ved egentlig ikke om jeg kan give dig et råd, men kan godt forstå dig og dine følelser :kram: Ønsker så meget for dig at du på et tidspunkt kommer videre, og bliver glad igen :) Og se frem til din tid med psykiater, det tror jeg vil hjælpe dig til at bearbejde dine følelser.
1
Brugeravatar
JessicaD
Indlæg: 666
Tilmeldt: 12. sep 2015, 16:00
Kort karma: 113
Likede indlæg: 2125

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf JessicaD » 28. jan 2017, 21:50

Har du set dem her? Det er nogle serier på DR, som kørte som hjertesorg-tema sidste år. De er både seriøse og sjove, så der er lidt til enhver sindsstemning. :D

https://www.dr.dk/tv/se/hjertestop/-/hjertestop-1-7

https://www.dr.dk/tv/se/kaerstesorger-f ... ummies-1-5
3
Brugeravatar
sansera
Indlæg: 448
Tilmeldt: 12. aug 2015, 11:30
Kort karma: 45
Likede indlæg: 1202

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf sansera » 31. jan 2017, 13:00

Hvordan går det?
0
Selma156
Indlæg: 571
Tilmeldt: 27. maj 2016, 16:41
Kort karma: 110
Likede indlæg: 1421

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Selma156 » 1. feb 2017, 16:56

sansera skrev:Hvordan går det?


Tak fordi du spørger. Uhm, det er svært at sige! Der er gået en hel måned siden bruddet, og ja, det er meget op og ned.

Jeg har stadig søvnproblemer big time, min appetit er dog kommet ret okay tilbage, og så får jeg løbet lidt igen og gået lange ture.

Det er en sand rutsjebanetur. Jeg har brugt de sidste mange aftener på at læse andres erfaringer med kærestesorger og dét at blive droppet. Samt selvfølgelig også skam-Googlet "will my ex ever come back" :genert:

Det er dog ved at gå op for mig, hvad der er sket. Og for hver dag der går, mindskes mit håb om at der nogensinde bliver en happy reunion. Selv om det stadig er hammersvært at acceptere. Jeg har snart fødselsdag, og jeg vil både blive utroligt ked af det, hvis han skriver, og hvis han ikke skriver. Men nu er vi jo ikke på Facebook, Snapchat eller noget med hinanden. Jeg har slettet hans nr., og han har sikkert også slettet mit.

Jeg får stadig nogle grimme billeder i hovedet af, hvem han mon er sammen med nu. Eller hvornår det sker. Det giver mig kvalme. Og et lillebitte håb om, at han tænker, at det ikke er mig. Men det kan jeg jo ikke bruge til noget, vel..

Mange teorier på nettet går på, at man skal cutte al kontakt i mindst 30 dage og bla bla, for så vil han vende tilbage. Jeg har dog allerede begået 'fejlen' at være ærlig om mine følelser og sige, at jeg nok ville håbe i noget tid, han ville komme tilbage. Så al ære og stolthed er røget dér, på en måde. Men min 'taktik' med ingen kontakt har ærligt talt intet med det at gøre. Det har noget at gøre med, at JEG vil videre, og at jeg så dermed ikke kan blive konfronteret med ham konstant.

Jeg skal til psykiater snart. Så det er jeg lidt spændt på. Jeg vil dog meget nødig på alt muligt antidepressivt medicin, hvis jeg kan undgå det.

I morgen skal jeg ind til min bedste ven, som er blevet far for nylig og se den lille baby. Jeg glæder mig, men frygter det også. Han bor nemlig kun et par hundrede meter fra min eks. Jeg tvivler stærkt på, at jeg vil støde ind i ham, men bare at være i området vil nok gøre mig pænt utilpas. Hmm. Så, over all, han fylder stadig (for) meget, men jeg begynder at få noget klarsyn i længere perioder. Og så tager han over igen, og jeg tænker på hver en lille detalje på hans krop, i hans ansigt, bevægelser. Jeg elskede hans stemme, men kan ikke genkalde mig den på nogen måde. Måske er det en slags forsvarsmekanisme, who knows.
1
Dipsy
Indlæg: 198
Tilmeldt: 3. jan 2016, 19:44
Kort karma: 15
Likede indlæg: 127

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Dipsy » 1. feb 2017, 20:02

Det er fortsat bare så hårdt, men hold op hvor sker der altså fremskridt. :)
Mht at besøge din kammerat, og blive konfrontere med det område din eks bor i, minderne etc. Så var der en anden der skrev det tidligere, og jeg vil bare bakke op om at det er en vigtig del af bearbejdelsen og sorgarbejdet, at komme de steder der vækker minder, om med tiden fx høre musik, spise på restaurant, se jeres fælles yndlings tv-serie etc. Selvom det kan være smertefuldt, er det altså ret vigtigt at man ikke holder op med at kunne færdes i visse bydele, bryder sammen 5 år efter til en firmajulefrokost fordi du høre "jeres sang" mm. Men hver ting til sin tid, noget kan også være for tidligt.
1
Brugeravatar
sansera
Indlæg: 448
Tilmeldt: 12. aug 2015, 11:30
Kort karma: 45
Likede indlæg: 1202

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf sansera » 2. feb 2017, 09:45

Kære du :kram:

Selv om det er mega hårdt, så synes jeg altså også at jeg læser en helt masse fremskridt. Husk selv at lægge mærke til dem og vær stolt over alt det du har gjort og gør, som hele tiden rykker dig tættere ved lyset, glæden og friheden til igen at elske. Du er på rette vej.
Giv dig selv lov til at det tager tid. Giv dig selv lov til, at der er dage, timer eller minutter der er hårdere end andre. Det er okay at du er ked af det. Det må gerne fylde. Ingen fornuftige mennesker forventer, at du bare skal komme over det og videre sådan bum.
Bare husk at holde fast i dig selv i processen og vælg de ting til, som gør det bedre for dig både på den korte og den lange bane.
1
Brugeravatar
milisa
Indlæg: 1318
Tilmeldt: 13. aug 2015, 19:43
Kort karma: 235
Likede indlæg: 2648

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf milisa » 2. feb 2017, 17:55

Mht fødselsdag: Da min eks nr 2 (jf mit forrige indlæg) dumpede mig big time (aflyste forlovelse på wozniacki-måden), havde jeg fødselsdag en måned efter. Jeg boede da hos mine forældre, fuldstændig opløst a la dig. Nåmen han ringede. Og jeg hadede det. Det ødelagde hele min dag. Ikke fordi uha hans stemme blablabræk, nej, fordi jeg blev RASENDE! Hvem FANDEN troede han egentlig han var, at jeg havde LYST til at snakke med ham?? Havde jeg det godt, og det håbede han og elskede og skat og BVADR!!!

Jeres brud var ikke helt så dramatisk, men bare husk på, at HVIS han ikke ringer/skriver, så KAN det faktisk have reddet dig fra en masse øv-følelser. Og måske også redde et par af dine forældres glas. Og dit gamle skrivebord. Og din fars sirligt stablede brændestabel, som han sendte dig ud for at flytte, selvom den var 1 måned gammel og ikke trængte til at blive flyttet, men måske han fornemmede, at det trods alt var bedre at om rokere brændestabel end service, skriveborde og andet, der nu var i nærheden...... Siger det bare..... :kys:
5
Tally-ho
Dipsy
Indlæg: 198
Tilmeldt: 3. jan 2016, 19:44
Kort karma: 15
Likede indlæg: 127

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Dipsy » 15. feb 2017, 12:01

Hvordan går det Selma? :)
3
Selma156
Indlæg: 571
Tilmeldt: 27. maj 2016, 16:41
Kort karma: 110
Likede indlæg: 1421

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Selma156 » 22. feb 2017, 13:11

Jeg har virkelig været i en tåge længe nu. Og det har jo også ngoet at gøre med min depression, men fuck det har været/er stadig hårdt. Det var som om min fødselsdag for en uge siden virkelig gav mig tilbagefald. På selve dagen blev jeg fejret og havde både nogle venner og familie på besøg, de havde blomster og gaver med, men da de var gået græd jeg - virkelig meget. Det gik op for mig at han ikke ville skrive tillykke. Og det gjorde nas. Men han har jo gjort det af respekt for mig. Og hvad havde jeg i virkeligheden fået ud af et tillykke? Jeg ved, at han tænkte på mig. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

Nå men, de følgende dage brød jeg sammen ud af det blå. På besøg hos min morfar, i biografen med min far osv. For et par dage siden tudbrølede jeg i noget nær en time, til jeg næsten ikke kunne få vejret. Og det var som om det clearede et eller andet i mig. Jeg savner ham ad helvede til stadig, men jeg begynder at se, hvorfor vi ikke skulle være sammen. Og selv om jeg holder fast i, at han er det bedste menneske jeg har mødt, så har han altså også dårlige sider. Og det er gået op for mig at lige gyldigt hvor meget man elsker hinanden, er kærlighed ikke altid nok. Jeg ved at jeg stadig vil få nedture, og om et par dage rejser han på den skide tur til Tanzania, som vi har talt så meget om på forhånd, fordi jeg jo har boet der i en periode. Så jeg er ved at dø af nysgerrighed, men det eneste sunde for mig er at være uvidende.

Jeg bliver ved med at tænke på de piger fra hans studie jeg har mødt/stalket og undrer mig over hvem han mon allerede ligger og kysser. Og hvem han vil rende rundt og være nyforelsket i på savannen eller stranden. Men lige gyldigt hvem han har øje for, så ved jeg at jeg altid vil være noget særligt for ham. Og omvendt.

Jeg har selv så småt bevæget mig på Tinder bare for at se udvalget, og det er mildest talt deprimerende. Får rigeligt med matches, men de fleste bliver så også bare ved det. Og nogle røvsyge skriverier. Men hey, jeg er blevet inviteret på date af en, jeg har god kemi med på skrift. Forventer absolut intet, og han ved godt jeg er nyligt single, men det er sgu rart med lidt bekræftelse.

Tingene går langsomt for mig stadig, men jeg prøver at dele ud af lidt god karma, køber blomster til min mor og smed nogle penge af sted på Mobilepay til en ven, der er på røven. Så ja, status er.. Blandet. Skal til frisøren i morgen og psykiater på fredag. Jeg føler foråret er på vej, og jeg føler der er noget godt på vej. Men derfor er det stadig hårdt at savne ham, jeg troede, jeg skulle dele livet med. Jeg ville ønske vi kunne tale som venner, men det kan jeg absolut ikke. Måske en dag.
22
Lola77
Indlæg: 1
Tilmeldt: 16. jun 2017, 09:03
Kort karma: 1
Likede indlæg: 7

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Lola77 » 16. jun 2017, 09:44

Hej Selma

Jeg er nyligt blevet single, så jeg har været ved at downloade hele google for, hvad der har med kærestesorger at gøre. Jeg faldt så over dit indlæg her, og jo længere jeg kom igennem alle kommentarene, så følte jeg virkelig, at de kommentarer, du kom med var mine. De følelser, som du har gennemgået og beskriver, er fuldstændig som jeg har/havde det. Jeg er ca 3 mdr "henne" i min kærestesorg, så der er selvfølgelig ting og følelser, som er mildnet undervejs. På den måde kan jeg mærke, at jeg er på rette vej. Dog har jeg tit tilbagefald. Lige for tiden vågner jeg igen som før og der går ikke mere end 5 sekunder, så slår maven knuder og minder mig om, hvad jeg ikke har mere. Jeg har, lige som du, slettet og blokeret min eks fra min telefon og sociale medier. Ikke fordi han ikke må følge med i mit liv, men mere fordi det gjorde for ondt på mig selv. Til at starte med lagde jeg mange ting op, så han ikke skulle tro, at jeg var slået helt ud af kurs pga ham. Men altså, det havde faktisk den modsatte effekt på mig. Eftersom han jo er den, jeg har søgt mest på og har haft mest interaktion med, så var han også den første der dukkede op på listen, hvilket skar i mit hjerte, så måtte slette ham.
Min eks ændrede sig fuldstændigt som person og i vores forhold, og jeg kunne ikke forstå, hvad der var galt. Jeg spurgte ham tit, men det eneste svar han kunne give var, at der ikke var tid lige nu, så jeg måtte se mig tilfreds med kun at se min kæreste få timer én gang i ugen. Og hvis jeg ikke var tilfreds med det, så blev jeg beskyldt for at lave et være cirkus. Det eneste jeg ville var bare, at vi kunne få det til at fungere, og jeg gik virkelig på kompromis med hvad jeg selv vil finde mig i, men det er først nu, jeg kan se det. Hans familie begyndte også at være utilfreds med ham, så det gav et håb om, at det ikke var mig, den var gal med, og vi nok skulle fikse det. Han fortalte en dag, hvor jeg sad og græd efter at have snakket med hans familie, uden at han var der, at han havde fået konstateret en depression. Dette lettede mine skuldre, for det var der jo råd for. Det første stykke tid gik godt, for jeg havde nu en forståelse for, hvordan han havde det. Men igen blev det hårdt, fordi han ikke ville gøre noget ved det og det var mig, der måtte kæmpe for os begge to. Jeg snakkede både med hans far før vi slog op og hans søster efter vi havde slået op, som ikke troede på det med depressionen og mente at han løj, for det havde han for vane, når noget ikke gik hans vej eller han fx ville af med sin kæreste. Søsteren kunne fortælle mig, at han havde lavet samme nummer med sin mor, som han ikke snakker med den dag i dag. Min eks begyndte sidst i forholdet at tage meget afstand fra mig og svarede hverken på sms eller opkald. Han sagde at han var bange for at trække mig med ned og at han kun gjorde mig mere ked af det. Jeg forsikrede ham for, at jeg nok skulle stå ham bi, for han skulle ikke stå med det alene. Men en dag var jeg tilfældigvis inde på hans instagram, hvor næsten alle billeder med mig var slettet og alle beskrivelser om mig var slettet. Jeg konfronterede ham med det, og igen var det mig, der lavede et cirkus og det gad han ikke mere, så det skulle bare slutte her. Det sluttede med, at jeg fik ham til at indrømme, at det var hos ham problemet lå, og han sagde at han skulle, som det så ud lige nu, have tid med sig selv, hvor han skulle komme over sin sygdom. Undervejs i vores forhold havde han fortalt mange grimme ting om sin ekskærester. Historier som jeg synes lød meget vilde. En pige havde i starten af vores forhold endda advaret min veninde om, at han ikke var en god fyr, men det havde vi begge bare afslået med, at hun sikkert bare var jaloux. Men da jeg havde slået op med min eks, havde jeg en ustyrlig lyst til at få af vide, hvad hans ekskærester, samt den her pige kunne fortælle. Jeg finder så ud af, alt hvad han har fortalt er løgn og at han har ødelagt de her piger ad, nogen mere end hvordan han har gjort med mig. Men fælles for os alle er, at han mangler empati for alle, men at han selv søger det, og får det til at se ud som om, at han er ofret. Det her er selvfølgelig kun en lille flig af historien, men der er så mange ting, som vidner om, at han har en dyssocial personlighedsforstyrrelse.

Nå, nu fik du alligevel "lidt" af min historie. Men jeg synes bare, at den var vigtig at få med i forhold til mine følelser. For selvom vi har to vidt forskellige historier om vores eks'er, så er følelserne de samme, hvilket jeg finder rimelig paradoksalt!
Hvorom alting er, så er jeg virkelig nysgerrig på at høre, hvordan du har det den dag i dag? Er du kommet videre? Hæmmer tankerne dig om ham og jeres fremtig dig stadig? Har du fundet en ny? Har du fået et nyt arbejder osv?

Uanset hvad, så skal du vide at de indlæg har hjulpet mig rigtig meget, for man kan virkelig godt føle sig hele alene i "kærestesorgeland". :mellow:
7
Selma156
Indlæg: 571
Tilmeldt: 27. maj 2016, 16:41
Kort karma: 110
Likede indlæg: 1421

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Selma156 » 23. aug 2017, 22:02

Lola77 skrev:Hej Selma

Jeg er nyligt blevet single, så jeg har været ved at downloade hele google for, hvad der har med kærestesorger at gøre. Jeg faldt så over dit indlæg her, og jo længere jeg kom igennem alle kommentarene, så følte jeg virkelig, at de kommentarer, du kom med var mine. De følelser, som du har gennemgået og beskriver, er fuldstændig som jeg har/havde det. Jeg er ca 3 mdr "henne" i min kærestesorg, så der er selvfølgelig ting og følelser, som er mildnet undervejs. På den måde kan jeg mærke, at jeg er på rette vej. Dog har jeg tit tilbagefald. Lige for tiden vågner jeg igen som før og der går ikke mere end 5 sekunder, så slår maven knuder og minder mig om, hvad jeg ikke har mere. Jeg har, lige som du, slettet og blokeret min eks fra min telefon og sociale medier. Ikke fordi han ikke må følge med i mit liv, men mere fordi det gjorde for ondt på mig selv. Til at starte med lagde jeg mange ting op, så han ikke skulle tro, at jeg var slået helt ud af kurs pga ham. Men altså, det havde faktisk den modsatte effekt på mig. Eftersom han jo er den, jeg har søgt mest på og har haft mest interaktion med, så var han også den første der dukkede op på listen, hvilket skar i mit hjerte, så måtte slette ham.
Min eks ændrede sig fuldstændigt som person og i vores forhold, og jeg kunne ikke forstå, hvad der var galt. Jeg spurgte ham tit, men det eneste svar han kunne give var, at der ikke var tid lige nu, så jeg måtte se mig tilfreds med kun at se min kæreste få timer én gang i ugen. Og hvis jeg ikke var tilfreds med det, så blev jeg beskyldt for at lave et være cirkus. Det eneste jeg ville var bare, at vi kunne få det til at fungere, og jeg gik virkelig på kompromis med hvad jeg selv vil finde mig i, men det er først nu, jeg kan se det. Hans familie begyndte også at være utilfreds med ham, så det gav et håb om, at det ikke var mig, den var gal med, og vi nok skulle fikse det. Han fortalte en dag, hvor jeg sad og græd efter at have snakket med hans familie, uden at han var der, at han havde fået konstateret en depression. Dette lettede mine skuldre, for det var der jo råd for. Det første stykke tid gik godt, for jeg havde nu en forståelse for, hvordan han havde det. Men igen blev det hårdt, fordi han ikke ville gøre noget ved det og det var mig, der måtte kæmpe for os begge to. Jeg snakkede både med hans far før vi slog op og hans søster efter vi havde slået op, som ikke troede på det med depressionen og mente at han løj, for det havde han for vane, når noget ikke gik hans vej eller han fx ville af med sin kæreste. Søsteren kunne fortælle mig, at han havde lavet samme nummer med sin mor, som han ikke snakker med den dag i dag. Min eks begyndte sidst i forholdet at tage meget afstand fra mig og svarede hverken på sms eller opkald. Han sagde at han var bange for at trække mig med ned og at han kun gjorde mig mere ked af det. Jeg forsikrede ham for, at jeg nok skulle stå ham bi, for han skulle ikke stå med det alene. Men en dag var jeg tilfældigvis inde på hans instagram, hvor næsten alle billeder med mig var slettet og alle beskrivelser om mig var slettet. Jeg konfronterede ham med det, og igen var det mig, der lavede et cirkus og det gad han ikke mere, så det skulle bare slutte her. Det sluttede med, at jeg fik ham til at indrømme, at det var hos ham problemet lå, og han sagde at han skulle, som det så ud lige nu, have tid med sig selv, hvor han skulle komme over sin sygdom. Undervejs i vores forhold havde han fortalt mange grimme ting om sin ekskærester. Historier som jeg synes lød meget vilde. En pige havde i starten af vores forhold endda advaret min veninde om, at han ikke var en god fyr, men det havde vi begge bare afslået med, at hun sikkert bare var jaloux. Men da jeg havde slået op med min eks, havde jeg en ustyrlig lyst til at få af vide, hvad hans ekskærester, samt den her pige kunne fortælle. Jeg finder så ud af, alt hvad han har fortalt er løgn og at han har ødelagt de her piger ad, nogen mere end hvordan han har gjort med mig. Men fælles for os alle er, at han mangler empati for alle, men at han selv søger det, og får det til at se ud som om, at han er ofret. Det her er selvfølgelig kun en lille flig af historien, men der er så mange ting, som vidner om, at han har en dyssocial personlighedsforstyrrelse.

Nå, nu fik du alligevel "lidt" af min historie. Men jeg synes bare, at den var vigtig at få med i forhold til mine følelser. For selvom vi har to vidt forskellige historier om vores eks'er, så er følelserne de samme, hvilket jeg finder rimelig paradoksalt!
Hvorom alting er, så er jeg virkelig nysgerrig på at høre, hvordan du har det den dag i dag? Er du kommet videre? Hæmmer tankerne dig om ham og jeres fremtig dig stadig? Har du fundet en ny? Har du fået et nyt arbejder osv?

Uanset hvad, så skal du vide at de indlæg har hjulpet mig rigtig meget, for man kan virkelig godt føle sig hele alene i "kærestesorgeland". :mellow:


Hej Lola. Ej, seriøst, undskyld, har slet ikke set du har skrevet herinde! Har ikke tjekket denne tråd længe, men havde faktisk overvejet at gå ind og skrive en update. Er glad for at mine indlæg har hjulpet dig, og håber også du er kommet et godt stykke videre i processen. Det er simpelthen forfærdeligt at gå igennem. Jeg har det godt i dag. Jeg er ikke kommet over min eks endnu, men det har jeg accepteret. Jeg får stadig nedture, hvis jeg hører vores sange, og jeg tænker stadig på ham hver dag. Nogle gange gør det ondt, for det meste er det bare vemodigt.

Ser I, historien tog et twist. For er der ikke en uskreven regel om, at lige så snart, man er ved at komme sig helt over en person, dukker vedkommende op igen? I april måned begyndte jeg at kunne se lyset. Jeg flyttede ind i min venindes lille etværelses i København, så jeg ikke var så afskåret for omverdenen. Det var dog svært ofte at passere stedet, hvor min eks bor, vores særlige steder osv. Især en dag, da jeg tog tilbage på mit gamle kollegie, hvor min veninde stadig bor. Det var hér, vi mødtes for to år siden. Jeg klarede det. I slutningen af april tog jeg på en storbyweekend med nogle venner, og jeg grinte, drak, festede og hyggede. Helt oprigtigt.

Langsomt fik jeg det bedre. Intet job, dog. Og kun et midlertidigt sted at bo. Pludselig sendte min veninde mig et link til et job i udlandet. Ulønnet, men et fantastisk eventyr og mulighed for mig som journalist. Det betød, at jeg to uger efter sad på et fly til Caribien. Og at jeg i dag sidder i et land i Mellemamerika.

Ugen efter jeg havde været til samtale, skulle jeg på festival med føromtalte veninde. På den billet, min eks havde givet mig i julegave, og insisteret på, jeg beholdte. Jeg havde været i vildrede om at bruge den, og om han måske kunne finde på at give den videre (jeg havde den på print, men han havde den jo på mail). Da min veninde ville med, besluttede vi os for at gøre det. Vi ankom på festivalen, og jeg holdt vejret, da de bippede min billet. Jeg kom selvfølgelig ind, for min eks kunne ikke finde på at røvrende mig sådan.

Tænkte ikke meget mere over det, men det lurede da i baghovedet, at han i princippet kunne være der. Jeg anede jo ikke, om han havde solgt sin billet. Sandsynligheden for at se ham på en stor festival var også meget lille. Min veninde og jeg var til de fedeste koncerter, hoppede og dansede rundt, og der var en fantastisk stemning. Om aftenen var der et stort hovednavn på den største scene med plads til 40.000 mennesker. Det er mørkt og folk havde regnhætter på. Alligevel udbryder min veninde; "Er det ikke din eks derovre?" fem meter foran os. Og jo, ganske rigtigt. Jeg begynder at ryste og svede, på trods af min relativt høje promille. Hun spørger om jeg vil hilse, og jeg siger nej. Selv om jeg selvfølgelig rigtig gerne vil tale med ham. Koncerten går videre, jeg hører ikke noget, og 10 minutter senere står han fandme to meter til venstre for mig. Jeg aner stadig ikke, om han havde set mig. Jeg syntes det begyndte at blive akavet, og gik over og sagde hej og gav ham et kram. Han så overrasket og glad ud. Vi står og danser sammen resten af koncerten, min veninde, eks og jeg, og han fortæller at han næsten lige er kommet, og leder efter nogle venner.

Vennerne finder han dog aldrig, for vi ender med at gå over i en overdækket bar og drikke drinks resten af natten, indtil vi bliver smidt ud som de sidste. Stemningen er rigtig god, og jeg føler mig ovenpå. Fortæller om alle de fremskridt jeg har gjort, at jeg virkelig har arbejdet med mig selv, gået til psykiater og klaret mig uden antidepressiver. Han fortæller om sit studie, jeg kan se han har tabt sig osv. Da vores veje skilles tilbyder han, at jeg må beholde hans trøje på (alt mit tøj var gennemblødt efter heftigt regnvejr så jeg lånte en ekstra trøje, han havde). Jeg spørger om han er sikker, men han kan bare få den dagen efter. Min veninde siger på vejen hjem at det er en undskyldning for at se mig igen.

Aftenen efter hører jeg først fra ham sent - en SMS. Troede han havde slettet mit nr, som jeg havde slettet hans. Han spørger hvor han kan få sin trøje, jeg forklarer hvor vi er, men han er til en anden koncert. Det svarer jeg ikke på, og 20 minutter efter skriver han, at koncerten er kedelig, og hvor vi er. Han finder os i en kæmpe menneskemængde ved den store scene og kommer med øl til os. Han har min yndlingsskjorte af hans på.

Vi fester en hel aften til, og til den sidste koncert tager han mig helt uopfordret op på sine skuldre. Efter den koncert vil min veninde have, at han skal blive, men han smutter. Vi krammer længe og jeg bliver ramt af en underlig følelse. Jeg går selv hjem inden koncerten, har brug for at være alene. Skriver til ham om en serie, dog ikke noget upassende eller dumt. Jeg spørger ikke om vi skal mødes eller noget, selv om jeg har lyst til det. Vores kemi er stadig fuldt ud intakt. Vi skriver lidt frem og tilbage og siger godnat. Dagen efter er hovednavnet på spilleplanen, grunden til at min eks købte os billetter. Jeg spørger aftenen inden om vi skal se koncerten sammen, det ved han ikke lige. Det ender med at jeg ikke hører fra ham og han skriver om natten da koncerten er slut. Noget ala "Jeg håber du havde en god koncert trods regnvejret. Håber du får en fantastisk rejse som jeg er meget misundelig på". Skriver tilbage om det så er endnu et farvel, eller hvordan jeg skal tolke beskeden? Det tager han som et angreb, og pludselig svarer han ikke på mine beskeder. Min sidste besked lød på, om hvad han havde syntes om koncerten.

Det var alt sammen en meget syret oplevelse, som påvirkede mig meget i ugerne efter. Det gør det stadig. At han pludselig bare ignorerer mig. Jeg ved ikke, om det er for at have bolden på hans side, da det jo var mig, der startede med ikke at ville tale med ham. Anyway, det er nok bedst sådan.
4
Brugeravatar
Phlox9
Indlæg: 271
Tilmeldt: 23. okt 2015, 11:39
Kort karma: 36
Likede indlæg: 783

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Phlox9 » 27. apr 2018, 08:38

Hej Selma, jeg faldt over din tråd, som jeg fulgte med i (har selv været gennem de værste kærestesorger og kunne relatere til meget af det, du skrev) - hvordan går det nu, her mere end et år efter bruddet? Håber, du har det godt og er glad :)
1
Brugeravatar
Diva
Indlæg: 47
Tilmeldt: 26. apr 2018, 07:12
Kort karma: 1
Likede indlæg: 40

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Diva » 27. apr 2018, 21:28

Hej Selma
Jeg er også nysgerrig, vil gerne vide hvordan det går nu. Er selv blevet skilt fra en ex og der er gået 7 måneder nu! :) du er så sej og det du skriver kan mange relatere til. Har du tænkt på at skrive en bog eller starte en blog? Om kærlighed. For det er du fanme god til at lægge ord på :) kæmpe ros for den her debat og håber på at høre fra dig snart!
3
Selma156
Indlæg: 571
Tilmeldt: 27. maj 2016, 16:41
Kort karma: 110
Likede indlæg: 1421

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Selma156 » 29. apr 2018, 15:56

Tak fordi I stadig tænker på mig. Det er dejligt at høre. Jeg har gået og funderet lidt over et svar de sidste par dage. It's complicated.

Jeg har det godt. Grundlæggende. Jeg har været på den vildeste rejse i et halvt år, med en sindssygt stejl udviklingskurve. Og har grint. Oplevet. Kysset på et par mænd. Lært. Grædt. Arbejdet hårdt. Chillet. Det har været så fantastisk, virkelig. Er evigt taknemmelig for at jeg sprang ud i det med tre ugers varsel.

Med det sagt, var det lidt hårdt at komme hjem igen før jul. Det var som om tankerne om min eks halede ind på mig, på en måde. Jeg havde tænkt på ham hver dag på min rejse, og nogle dage var da også hårde. Men de fleste var mest sådan "nå, jeg håber han har det godt og jeg savner ham". Da jeg kom hjem fik jeg mere tid til at tænke igen. Jeg ramte nærmest årsdagen for vores brud, og januar var ikke skide sjov. Jeg er ude af min depression, arbejdsløs endnu en gang, bevares, men det vigtigste er at jeg kan føle glæde og taknemmelighed igen. Og ikke mindst at jeg uden pis synes, at jeg er en af de sejeste i verden. I hvert fald tæt på. Det er dejligt.

Jeg er ikke kommet over min eks. Jeg er oprigtigt bange for, at det aldrig sker. I over et år har jeg ikke fattet interesse for nogen mænd, som i overhovedet - kun på det rent fysiske, tiltrækningsmæssige plan. Dét gør mig skide ked af det. For frygten for aldrig at finde en ny kæreste er større end frygten for, at jeg aldrig kommer over min eks. Jeg har for fanden rejst jorden rundt og mødt utallige mennesker på min vej, deriblandt en masse søde mænd. Efter jeg er kommet hjem har jeg været meget i byen med mine singleveninder, og det gør mig bare deprimeret. Det er ikke dér, jeg finder en kæreste, tror jeg. Og jeg er ikke til one night stands og fjol. Nok om det. Jeg trives ok med at være single, har fået min egen lejlighed og har en masse gode mennesker i mit liv.

Der er to twists i historien om min eks, ser I. Jeg har stadig ikke talt et ord med ham siden vi tilfældigt mødtes på en festival sidste sommer, så som sådan er der ikke noget nyt. Og alligevel.

Jeg har gjort mig umage med ikke at stalke ham, fordi jeg vidste, at hvis jeg gjorde det længe nok, ville jeg finde noget, der gjorde ondt. Så på hele min rejse og frem til faktisk i starten af april, har jeg ikke stalket. Den eneste indirekte kontakt er en håndfuld af hans venner, der ivrigt følger med i mine stories på Instagram. Nå. Men jeg så jo for længe siden, at han var kommet på Instagram. Et sted han havde forsvoret nogensinde at være. Instagram var naturligvis en bitch og foreslå mig at følge ham, og dermed blive gjort opmærksom på det. Jeg klarede det faktisk rigtig godt, indtil han igen dukkede op efter flere måneder - nu med et nyt billede, kunne jeg se på thumbnailen. Og SÅ blev jeg hammer nysgerrig. Og long story short, gik der ikke mange minutter, før jeg havde fundet hans nye kæreste. Og derudover kunne jeg ud fra nogle faktorer sjusse mig frem til, at de har været sammen i omkring et år. Ergo fandt han sammen med hende tre måneders tid efter vores brud, hvor han jo brugte som argument at han havde brug for at være alene og finde sig selv, og alt det jazz. Han brugte også som argument, at han gerne ville på udveksling, og det ville komme i vejen for vores forhold. Efter han fandt sammen med hende, tog han ikke på udveksling alligevel, og de blev begge i Danmark. Hun er naturligvis fra hans studie. Så de har kendt hinanden mens vi var sammen. Derudover kan jeg se, de allerede har været på flere rejser sammen, noget, han aldrig ville med mig, selv om vi rejste hver for sig ofte. Hun har hurtigt mødt hele hans familie, som han ellers ikke havde travlt med, da jeg skulle introduceres. Hun er selvfølgelig flere år yngre end mig og en flot blondine. Hvor kliché kan det lige blive? Den dag jeg fandt ud af det rasede jeg rundt i min lejlighed og smed alt ud, jeg nogensinde havde fået af ham. Ting, jeg ellers havde gemt som et kærligt minde. Jeg smed alle billeder og dokumenter vedrørende os to over på et USB, og jeg slettede alle sange på min Spotify, der mindede mig om ham. Jeg var virkelig sur. Det føles virkelig som om, han har holdt mig for nar med alt det han sagde, da han slog op. At han ikke være i et forhold nu. At han ikke ville være sammen med nogen, der var så meget yngre. At han var til brunetter. At han ikke var klar til at binde sig. At han ville på udveksling og realisere sig selv.

Det føles, på den lidt smålige måde, som om, hun nu høster alt det gode af de issues, der var i vores forhold. Og jeg burde selvfølgelig unde dem dét, men det er jeg ikke klar til. Jeg vil gerne understrege, når jeg siger, at jeg ikke er kommet over ham, at det er på en stille, konstaterende måde, hvor jeg kan mærke, at han stadig har mit hjerte. Det er ikke dramatisk, ikke længere tunge hjertesorger, ikke på grædemåden eller at jeg lægger bånd på mig selv i forhold til andre mænd. Jeg har desværre som sagt bare ikke rigtig mødt nogen, der fangede min interesse. På snart halvandet år.

Det andet twist er sådan virkelig personligt og ikke noget jeg lige ved, om jeg kan overskue at dele med jer. Men det tror jeg nu godt, jeg vil, når jeg lige har taget tilløb. Og det er ret afgørende for, hvor han og jeg står nu. Nå. Folk havde nok håbet, at jeg havde mødt 'the one', kørte det fede karriereræs og havde fået hund og kat. Og at jeg aldrig nogensinde tænkte på min eks længere. Men sådan er det bare ikke altid. Jeg har det grundlæggende godt, igen, det er det vigtigste!
22

Tilbage til "Forhold og sex"