Syg af kærestesorg

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
milisa
Indlæg: 1959
Tilmeldt: 13. aug 2015, 19:43
Kort karma: 419
Likede indlæg: 4817

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf milisa » 1. maj 2018, 19:10

Du skal NOK finde en anden og bedre. Det er jeg villig til at vædde en bytur med alt betalt på. Og du er godt på vej. For nu er du vred!! Og vreden er vigtig i vejen mod heling. Man er nødt til at blive vred for at blive ligeglad. Og man er nødt til at være ligeglad for endeligt at komme videre. Er min erfaring i hvert fald.

Havde jeg troet, at du nu havde villa, vovse og Volvo? Mnjøarj ........ Jeg havde måske håbet for dig. Min ting (og Klovborg oste.....) tager den tid, ting (og Klovborg oste....) skal tage, og din "ting" tager måske bare lidt længere end så mange andre. Men igen, jeg garanterer dig, at du kommer videre og finder en anden.

En dag er han bare et (bitter?)sødt minde. :) Indtil da, så fortsæt endelig med det, du har gang i: Nemlig leve livet og blive klogere på dig selv.
3
Tally-ho
IrmaPigen
Indlæg: 7786
Tilmeldt: 17. apr 2016, 06:38
Kort karma: 971
Likede indlæg: 12438

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf IrmaPigen » 1. maj 2018, 19:15

For mig går vrede typisk over i ligegyldighed. Hvis manden har været en idiot, kan der være et stadie af medlidenhed imellem.
Senest rettet af IrmaPigen 2. maj 2018, 05:24, rettet i alt 1 gang.
2
Selma156
Indlæg: 2344
Tilmeldt: 27. maj 2016, 16:41
Kort karma: 398
Likede indlæg: 6809

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Selma156 » 1. maj 2018, 19:44

LaScrooge skrev:Jeg tænker i øvrigt, at du har brugt tiden på at opleve verden og dig selv. Din eks har brugt tiden på en ny kæreste. Det er ikke en konkurrence, men skulle jeg vælge mellem de 2 - jeg har lige forladt min kæreste - ville jeg klart vælge dit. Du greb noget skod og gjorde det fantastisk. Du har pissegode forudsætninger for at finde dig et rigtig godt match, når han engang dukker op. Fordi du kender dig selv bedre. Det kan i øvrigt også være derfor at der er længere mellem mandesnapsene. Du er måske mere selektiv nu?

Og er spørgsmål: hvis du tænker på din eks, husker ham som han var og som I var sammen, ønsker du så det tilbage? Er han stadig den rigtige for dig?


Helt bestemt. Jeg kan sagtens se din pointe i det. Og jeg ville aldrig gøre det om, det jeg har gjort og det jeg har fået ud af det. Jeg er vitterligt et helt andet menneske end før, hvor vildt det end kan lyde. Og dét ved jeg også kan give mig langt bedre forudsætninger fremadrettet. Jeg kender mig selv enormt godt, og jeg elsker mig selv nu. Det gjorde jeg ikke før min eks - han hjalp mig på vej, men det sidste, lange træk kan jeg kun takke mig selv for. Langt over et halvt år nede i sølet i dyb depression har sat sine spor, og rejsen reddede mig på så mange måder. I forhold til det med at være selektiv, det har jeg altid været. Min eks var mit første seriøse forhold, og jeg mødte ham som sagt først, da jeg var 24 år. Jeg er enormt kræsen, vil nogen sikkert mene, men jeg vil ikke nøjes. At det så resulterer i et dilemma er en anden snak. For jeg kunne jo sagtens hive mænd med hjem fra byen for et kort fix, eller swipe løs på Tinder for bagefter at få nedtur. Men egentlig, så orker jeg slet ikke dating. Og det gør det jo lige lidt sværere, det der med at finde en kæreste, ikke?

Han har brugt tiden på en ny kæreste ja, og det burde jeg have sagt mig selv. Eftersom han er det man betegner som seriel monogam, og aldrig har været alene mere end tre-fire måneder ad gangen. Jeg er glad for, at jeg først stalkede, et godt stykke tid efter jeg kom hjem. Hvor min stabilitet kan klare det, selv om det skabte en enorm vrede, som en anden også siger, er en god ting. Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg havde reageret, hvis jeg havde siddet på en båd i Stillehavet og fundet ud af, at han var sammen med en ny. En ting der undrer mig gevaldigt er dog, at han helt sikkert har datet hende/endda nok været kærester med hende, da vi mødtes på festivalen. Han nævnte ikke et ord om en ny kæreste. Måske for at beskytte mig, bevares, men han skylder da hende at være åben omkring det? Han opførte sig også klart over stregen for, hvordan man omgås ekser, særligt når man har en ny.

Det er et svært spørgsmål, du stiller. Jeg ved simpelthen ikke, om han er den rigtige. Jeg er mest bare frustreret over, at ingen andre har føltes rigtige i tiden siden bruddet. Mange har sagt, at vi mødtes på et helt forkert tidspunkt, at timingen var elendig. Og det kan jeg give dem ret i. Jeg havde ingen forholdserfaring, alle mine daddy issues kom op til overfladen, jalousi, jeg blev arbejdsløs, identitetsløs, lod alt afhænge af ham, var en sugemalle, mistede al selvstændighed. Og oven i den cocktail var jeg fuldstændigt forblændet af forelskelse, det var konstante highs and lows.
Han var meget mere afklaret med sig selv, havde meget mere erfaring, levede et enormt travlt liv, formåede ikke at deale med min depression, selv om han skam prøvede. Og så er vi også fra to (lidt) forskellige kulturer. Der var mange odds imod os, for som person elskede jeg ham inderligt, og gør det egentlig stadig.

Jo længere tid der går, jo mere funderer jeg over det her med, at vi jo faktisk er fremmede nu. Og det er meget begrænset hvad jeg ved om hans liv, ud over det, jeg fik at vide i sommer. Og sådan rent formelle ting som hvor han bor, hvornår han er færdig med studie osv. Jeg tror det er farligt for mig at blive ved med at romantisere vores forhold. Det gør jeg heller ikke i samme grad længere. Jeg er blevet mere realistisk, og hvor jeg før tænkte på ham og os intensivt hver dag, er det nu mere flygtige tanker. Men når jeg af og til ligger alene om aftenen og mindes de bedste stunder, eller hans grin, eller en intern joke, så rammes jeg af alverdens elendighed og er sikker på vi nok skal finde sammen igen. Altså, wtf brain.
1
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf LaScrooge » 2. maj 2018, 04:44

Selma156 skrev:
Helt bestemt. Jeg kan sagtens se din pointe i det. Og jeg ville aldrig gøre det om, det jeg har gjort og det jeg har fået ud af det. Jeg er vitterligt et helt andet menneske end før, hvor vildt det end kan lyde. Og dét ved jeg også kan give mig langt bedre forudsætninger fremadrettet. Jeg kender mig selv enormt godt, og jeg elsker mig selv nu. Det gjorde jeg ikke før min eks - han hjalp mig på vej, men det sidste, lange træk kan jeg kun takke mig selv for. Langt over et halvt år nede i sølet i dyb depression har sat sine spor, og rejsen reddede mig på så mange måder. I forhold til det med at være selektiv, det har jeg altid været. Min eks var mit første seriøse forhold, og jeg mødte ham som sagt først, da jeg var 24 år. Jeg er enormt kræsen, vil nogen sikkert mene, men jeg vil ikke nøjes. At det så resulterer i et dilemma er en anden snak. For jeg kunne jo sagtens hive mænd med hjem fra byen for et kort fix, eller swipe løs på Tinder for bagefter at få nedtur. Men egentlig, så orker jeg slet ikke dating. Og det gør det jo lige lidt sværere, det der med at finde en kæreste, ikke?

Han har brugt tiden på en ny kæreste ja, og det burde jeg have sagt mig selv. Eftersom han er det man betegner som seriel monogam, og aldrig har været alene mere end tre-fire måneder ad gangen. Jeg er glad for, at jeg først stalkede, et godt stykke tid efter jeg kom hjem. Hvor min stabilitet kan klare det, selv om det skabte en enorm vrede, som en anden også siger, er en god ting. Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg havde reageret, hvis jeg havde siddet på en båd i Stillehavet og fundet ud af, at han var sammen med en ny. En ting der undrer mig gevaldigt er dog, at han helt sikkert har datet hende/endda nok været kærester med hende, da vi mødtes på festivalen. Han nævnte ikke et ord om en ny kæreste. Måske for at beskytte mig, bevares, men han skylder da hende at være åben omkring det? Han opførte sig også klart over stregen for, hvordan man omgås ekser, særligt når man har en ny.

Det er et svært spørgsmål, du stiller. Jeg ved simpelthen ikke, om han er den rigtige. Jeg er mest bare frustreret over, at ingen andre har føltes rigtige i tiden siden bruddet. Mange har sagt, at vi mødtes på et helt forkert tidspunkt, at timingen var elendig. Og det kan jeg give dem ret i. Jeg havde ingen forholdserfaring, alle mine daddy issues kom op til overfladen, jalousi, jeg blev arbejdsløs, identitetsløs, lod alt afhænge af ham, var en sugemalle, mistede al selvstændighed. Og oven i den cocktail var jeg fuldstændigt forblændet af forelskelse, det var konstante highs and lows.
Han var meget mere afklaret med sig selv, havde meget mere erfaring, levede et enormt travlt liv, formåede ikke at deale med min depression, selv om han skam prøvede. Og så er vi også fra to (lidt) forskellige kulturer. Der var mange odds imod os, for som person elskede jeg ham inderligt, og gør det egentlig stadig.

Jo længere tid der går, jo mere funderer jeg over det her med, at vi jo faktisk er fremmede nu. Og det er meget begrænset hvad jeg ved om hans liv, ud over det, jeg fik at vide i sommer. Og sådan rent formelle ting som hvor han bor, hvornår han er færdig med studie osv. Jeg tror det er farligt for mig at blive ved med at romantisere vores forhold. Det gør jeg heller ikke i samme grad længere. Jeg er blevet mere realistisk, og hvor jeg før tænkte på ham og os intensivt hver dag, er det nu mere flygtige tanker. Men når jeg af og til ligger alene om aftenen og mindes de bedste stunder, eller hans grin, eller en intern joke, så rammes jeg af alverdens elendighed og er sikker på vi nok skal finde sammen igen. Altså, wtf brain.


Det tager tid at komme sig over kærlighed og det tager tid at give slip. Men realistisk set kommer du ikke til at leve resten af livet alene, mens du sørger og længes efter ham. Simpelthen ikke. Uanset hvad og hvordan, så er livet langt, længere end det nogensinde føles og længere end man kan begribe fra det nu man altid befinder sig i. Tag det, der fungerede og tænk på det som noget du ønsker dig i et nyt forhold. Han vil ikke være den eneste hvis stemme gør dig flydende indeni, ikke den eneste, du vil have interne jokes med eller dele stunder med der printer sig fast i hukommelsen som fikspunkter for dine minder om den tid, der er gået.

Tænker du over, hvordan du ønsker at dit næste forhold skal være? Hvilken slags partner og ledsager du ønsker dig? Hvad der er perfekt for dig? Har du lyst til en ny kæreste og hvordan skal han passe ind i DIT liv, med de ting, du elsker at gøre og sådan som du er som menneske? De drømme og planer du har for dig selv?

Måske kan det bringe dig videre at visualisere en ansigtsløs partner, mærke fornemmelsen af en ny og hvordan det vil være at have ham med dig. Jeg tror det kan åbne for muligheden for en anden at du afkobler din eks som billedet på dén, der kan være det for dig du ønsker, og den du kan føle sådan med, som du har følt med ham. Hvis du har oplevet glimt af det spredt ud over flere forskellige, peger det i retning af at det findes i andre relationer du har været i.

Jeg selv er en der forelsker mig sjældent og som er kræsen og jeg er heller ikke interesseret i at være sammen med en blot for at være sammen med nogen. Nogst har tidligere drevet mig i den retning og gjort at jeg valgte partnere der passede nogenlunde og hvor resten var tilpasning og derfor gik mine forhold i stykker. Eller rettere, de gik i stykker fordi jeg ikke trivedes med tilpasningen, fordi jeg er for meget mig selv når det kommer til stykket. Andre har mere held med gensidig tilpasning, eller også lever de længere i et frustrerende forhold - eller også kender de sig selv rigtig godt og har fundet en partner der igså kender sig selv. Det er det optimale. Min pointe er, at set udefra kan det godt se ud som om at en masse andre nennesker har nemt ved kærligheden og derigennem kan man ende med at føle sig ladt tilbage på perronen. Umulig og kræsen, en sær snegl, måske. Men for mig er det ikke længere noget at stræbe efter, forholdet for forholdets skyld. Jeg vil hellere finde en som jeg kan følges med på min vej, fordi han af sig selv er på vej i samme retning. Det kan godt være at det er sjældnere at møde sådan en bevidsthed, men det er værd at vente på, synes jeg. Og det tror jeg også det er for dig.
3
And we both know: I will be delicious
Selma156
Indlæg: 2344
Tilmeldt: 27. maj 2016, 16:41
Kort karma: 398
Likede indlæg: 6809

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Selma156 » 4. maj 2018, 09:46

LaScrooge skrev:
Selma156 skrev:
Helt bestemt. Jeg kan sagtens se din pointe i det. Og jeg ville aldrig gøre det om, det jeg har gjort og det jeg har fået ud af det. Jeg er vitterligt et helt andet menneske end før, hvor vildt det end kan lyde. Og dét ved jeg også kan give mig langt bedre forudsætninger fremadrettet. Jeg kender mig selv enormt godt, og jeg elsker mig selv nu. Det gjorde jeg ikke før min eks - han hjalp mig på vej, men det sidste, lange træk kan jeg kun takke mig selv for. Langt over et halvt år nede i sølet i dyb depression har sat sine spor, og rejsen reddede mig på så mange måder. I forhold til det med at være selektiv, det har jeg altid været. Min eks var mit første seriøse forhold, og jeg mødte ham som sagt først, da jeg var 24 år. Jeg er enormt kræsen, vil nogen sikkert mene, men jeg vil ikke nøjes. At det så resulterer i et dilemma er en anden snak. For jeg kunne jo sagtens hive mænd med hjem fra byen for et kort fix, eller swipe løs på Tinder for bagefter at få nedtur. Men egentlig, så orker jeg slet ikke dating. Og det gør det jo lige lidt sværere, det der med at finde en kæreste, ikke?

Han har brugt tiden på en ny kæreste ja, og det burde jeg have sagt mig selv. Eftersom han er det man betegner som seriel monogam, og aldrig har været alene mere end tre-fire måneder ad gangen. Jeg er glad for, at jeg først stalkede, et godt stykke tid efter jeg kom hjem. Hvor min stabilitet kan klare det, selv om det skabte en enorm vrede, som en anden også siger, er en god ting. Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg havde reageret, hvis jeg havde siddet på en båd i Stillehavet og fundet ud af, at han var sammen med en ny. En ting der undrer mig gevaldigt er dog, at han helt sikkert har datet hende/endda nok været kærester med hende, da vi mødtes på festivalen. Han nævnte ikke et ord om en ny kæreste. Måske for at beskytte mig, bevares, men han skylder da hende at være åben omkring det? Han opførte sig også klart over stregen for, hvordan man omgås ekser, særligt når man har en ny.

Det er et svært spørgsmål, du stiller. Jeg ved simpelthen ikke, om han er den rigtige. Jeg er mest bare frustreret over, at ingen andre har føltes rigtige i tiden siden bruddet. Mange har sagt, at vi mødtes på et helt forkert tidspunkt, at timingen var elendig. Og det kan jeg give dem ret i. Jeg havde ingen forholdserfaring, alle mine daddy issues kom op til overfladen, jalousi, jeg blev arbejdsløs, identitetsløs, lod alt afhænge af ham, var en sugemalle, mistede al selvstændighed. Og oven i den cocktail var jeg fuldstændigt forblændet af forelskelse, det var konstante highs and lows.
Han var meget mere afklaret med sig selv, havde meget mere erfaring, levede et enormt travlt liv, formåede ikke at deale med min depression, selv om han skam prøvede. Og så er vi også fra to (lidt) forskellige kulturer. Der var mange odds imod os, for som person elskede jeg ham inderligt, og gør det egentlig stadig.

Jo længere tid der går, jo mere funderer jeg over det her med, at vi jo faktisk er fremmede nu. Og det er meget begrænset hvad jeg ved om hans liv, ud over det, jeg fik at vide i sommer. Og sådan rent formelle ting som hvor han bor, hvornår han er færdig med studie osv. Jeg tror det er farligt for mig at blive ved med at romantisere vores forhold. Det gør jeg heller ikke i samme grad længere. Jeg er blevet mere realistisk, og hvor jeg før tænkte på ham og os intensivt hver dag, er det nu mere flygtige tanker. Men når jeg af og til ligger alene om aftenen og mindes de bedste stunder, eller hans grin, eller en intern joke, så rammes jeg af alverdens elendighed og er sikker på vi nok skal finde sammen igen. Altså, wtf brain.


Det tager tid at komme sig over kærlighed og det tager tid at give slip. Men realistisk set kommer du ikke til at leve resten af livet alene, mens du sørger og længes efter ham. Simpelthen ikke. Uanset hvad og hvordan, så er livet langt, længere end det nogensinde føles og længere end man kan begribe fra det nu man altid befinder sig i. Tag det, der fungerede og tænk på det som noget du ønsker dig i et nyt forhold. Han vil ikke være den eneste hvis stemme gør dig flydende indeni, ikke den eneste, du vil have interne jokes med eller dele stunder med der printer sig fast i hukommelsen som fikspunkter for dine minder om den tid, der er gået.

Tænker du over, hvordan du ønsker at dit næste forhold skal være? Hvilken slags partner og ledsager du ønsker dig? Hvad der er perfekt for dig? Har du lyst til en ny kæreste og hvordan skal han passe ind i DIT liv, med de ting, du elsker at gøre og sådan som du er som menneske? De drømme og planer du har for dig selv?

Måske kan det bringe dig videre at visualisere en ansigtsløs partner, mærke fornemmelsen af en ny og hvordan det vil være at have ham med dig. Jeg tror det kan åbne for muligheden for en anden at du afkobler din eks som billedet på dén, der kan være det for dig du ønsker, og den du kan føle sådan med, som du har følt med ham. Hvis du har oplevet glimt af det spredt ud over flere forskellige, peger det i retning af at det findes i andre relationer du har været i.

Jeg selv er en der forelsker mig sjældent og som er kræsen og jeg er heller ikke interesseret i at være sammen med en blot for at være sammen med nogen. Nogst har tidligere drevet mig i den retning og gjort at jeg valgte partnere der passede nogenlunde og hvor resten var tilpasning og derfor gik mine forhold i stykker. Eller rettere, de gik i stykker fordi jeg ikke trivedes med tilpasningen, fordi jeg er for meget mig selv når det kommer til stykket. Andre har mere held med gensidig tilpasning, eller også lever de længere i et frustrerende forhold - eller også kender de sig selv rigtig godt og har fundet en partner der igså kender sig selv. Det er det optimale. Min pointe er, at set udefra kan det godt se ud som om at en masse andre nennesker har nemt ved kærligheden og derigennem kan man ende med at føle sig ladt tilbage på perronen. Umulig og kræsen, en sær snegl, måske. Men for mig er det ikke længere noget at stræbe efter, forholdet for forholdets skyld. Jeg vil hellere finde en som jeg kan følges med på min vej, fordi han af sig selv er på vej i samme retning. Det kan godt være at det er sjældnere at møde sådan en bevidsthed, men det er værd at vente på, synes jeg. Og det tror jeg også det er for dig.


Det er nogle rigtig gode betragtninger du kommer med. Tak.

Jeg tænker meget over hvordan jeg gerne vil have en kommende partner skal være. Ikke på tjekliste-måden, men mere sådan ønsker og drømme. Jeg vil gerne have en mand, som har mange af min eks' kvaliteter, men også nogle andre, som han ikke havde. Og jeg tror ærligt talt, det bliver svært at finde. I hvert fald når jeg kan gå halvandet år uden at se snerten af det. Den eneste, jeg tilnærmesesvist har crushet på, havde en kæreste. Jeg tilbragte et par dage med ham i nogle andre venners selskab, og han var bare skidesød og charmerende. Ikke som i, jeg vil giftes med dig, men han gav mig lidt sommerfugle i maven. Og vi småflirtede lidt. Der skete selvfølgelig intet, ud over det. Men det er en tendens jeg ser meget i dag. Hold op, hvor jeg føler, de gode er taget!

De vigtigste kvaliteter hos en ny kæreste, som min eks i den grad manglede, må være evnen til at favne problemer og forskelligheder i højere grad. Jeg var fuldstændigt umulig over for ham, da jeg var mest depressiv, men det var ligesom de daværende omstændigheder. Jeg vil på ingen måde indgå i en ny relation, med en fyr der stikker halen mellem benene, når det bliver svært. Jeg vil heller ikke have en kæreste, der får mig til at føle mig konstant needy og for meget. Jeg vil kunne udtrykke min kærlighed uden at føle skam. Jeg vil gerne have en kæreste, som det mest naturlige tager min hånd i offentligheden, og som vil tage på rejser med mig.

Idet jeg selv er kommet langt i min udvikling og selvindsigt, ved jeg også, at jalousi ikke på samme måde vil være et problem. Det ødelagde nok i hvert fald halvdelen af forholdet, at jeg var dræbende jaloux. Sådan vil jeg aldrig have det igen, på samme måde (ikke at jeg siger, at jeg aldrig vil blive jaloux i nogle situationer igen). Jeg har fået afklaret nogle ting, da jeg gik til psykiater, så det kan jeg forhåbentlig undgå fremover. I hvert fald på den ekstreme måde, hvor jeg blev jaloux over alt fra at han gerne ville starte med at motionere for at tabe de kilo, han tog på i forholdet, til at han likede en anden piges profilbillede. Og at jeg ikke kunne sove og oplevede angst, hver gang han var i byen. Aldrig om jeg skal tilbage til det.

Jeg synes det er enormt svært at finde en kæreste. Sådan helt ekstremt. Og jeg tænker tit, at jeg er den der underlige, kroniske single i vennekredsen. De fleste jeg kender har været sammen med deres kærester i fem-seks-syv år, er for længst flyttet sammen, nogen er forlovede og andre har fået børn. Ikke at det skal være en tjekliste, men ej hvor kan jeg blive misundelig. Jeg følte virkelig med min eks, at 'this is it', nu har jeg endelig fundet ham, jeg skal blive gammel med. Og særligt efter forholdet har jeg ikke syntes, det var fedt at være single. Altså jo, på nogle områder, men jeg kan langt bedre lide trygheden og kærligheden i et parforhold. Og jeg hader datingverdenen, byture med formålet at score og jeg har aldrig været en, der gad kortere flings og ligegyldigheder, bollevenner osv. Jeg er ikke nogen stor flirter, og hader virkelig det spil, der er i en indledende datingfase. Jeg savner bare fysisk kontakt, én der kigger mig i øjnene og siger han elsker mig, sådan noget. Jeg er så pisse bange for, at jeg aldrig skal opleve det igen. Der er ikke nødvendigvis en til alle, på den måde. Ligesom de fleste venner og veninder jeg har, er i faste forhold, har jeg også en mindre gruppe veninder, som aldrig - som i aldrig - har haft et seriøst forhold. De er mellem 28 og 30 år. Så hvorfor skulle det være garanteret eller givet? Det virker for mig mest bare som en floskel, veletablerede par fyrer af til den sørgelige single.
0
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf LaScrooge » 4. maj 2018, 12:17

Selma156 skrev:
Det er nogle rigtig gode betragtninger du kommer med. Tak.

Jeg tænker meget over hvordan jeg gerne vil have en kommende partner skal være. Ikke på tjekliste-måden, men mere sådan ønsker og drømme. Jeg vil gerne have en mand, som har mange af min eks' kvaliteter, men også nogle andre, som han ikke havde. Og jeg tror ærligt talt, det bliver svært at finde. I hvert fald når jeg kan gå halvandet år uden at se snerten af det. Den eneste, jeg tilnærmesesvist har crushet på, havde en kæreste. Jeg tilbragte et par dage med ham i nogle andre venners selskab, og han var bare skidesød og charmerende. Ikke som i, jeg vil giftes med dig, men han gav mig lidt sommerfugle i maven. Og vi småflirtede lidt. Der skete selvfølgelig intet, ud over det. Men det er en tendens jeg ser meget i dag. Hold op, hvor jeg føler, de gode er taget!

De vigtigste kvaliteter hos en ny kæreste, som min eks i den grad manglede, må være evnen til at favne problemer og forskelligheder i højere grad. Jeg var fuldstændigt umulig over for ham, da jeg var mest depressiv, men det var ligesom de daværende omstændigheder. Jeg vil på ingen måde indgå i en ny relation, med en fyr der stikker halen mellem benene, når det bliver svært. Jeg vil heller ikke have en kæreste, der får mig til at føle mig konstant needy og for meget. Jeg vil kunne udtrykke min kærlighed uden at føle skam. Jeg vil gerne have en kæreste, som det mest naturlige tager min hånd i offentligheden, og som vil tage på rejser med mig.

Idet jeg selv er kommet langt i min udvikling og selvindsigt, ved jeg også, at jalousi ikke på samme måde vil være et problem. Det ødelagde nok i hvert fald halvdelen af forholdet, at jeg var dræbende jaloux. Sådan vil jeg aldrig have det igen, på samme måde (ikke at jeg siger, at jeg aldrig vil blive jaloux i nogle situationer igen). Jeg har fået afklaret nogle ting, da jeg gik til psykiater, så det kan jeg forhåbentlig undgå fremover. I hvert fald på den ekstreme måde, hvor jeg blev jaloux over alt fra at han gerne ville starte med at motionere for at tabe de kilo, han tog på i forholdet, til at han likede en anden piges profilbillede. Og at jeg ikke kunne sove og oplevede angst, hver gang han var i byen. Aldrig om jeg skal tilbage til det.

Jeg synes det er enormt svært at finde en kæreste. Sådan helt ekstremt. Og jeg tænker tit, at jeg er den der underlige, kroniske single i vennekredsen. De fleste jeg kender har været sammen med deres kærester i fem-seks-syv år, er for længst flyttet sammen, nogen er forlovede og andre har fået børn. Ikke at det skal være en tjekliste, men ej hvor kan jeg blive misundelig. Jeg følte virkelig med min eks, at 'this is it', nu har jeg endelig fundet ham, jeg skal blive gammel med. Og særligt efter forholdet har jeg ikke syntes, det var fedt at være single. Altså jo, på nogle områder, men jeg kan langt bedre lide trygheden og kærligheden i et parforhold. Og jeg hader datingverdenen, byture med formålet at score og jeg har aldrig været en, der gad kortere flings og ligegyldigheder, bollevenner osv. Jeg er ikke nogen stor flirter, og hader virkelig det spil, der er i en indledende datingfase. Jeg savner bare fysisk kontakt, én der kigger mig i øjnene og siger han elsker mig, sådan noget. Jeg er så pisse bange for, at jeg aldrig skal opleve det igen. Der er ikke nødvendigvis en til alle, på den måde. Ligesom de fleste venner og veninder jeg har, er i faste forhold, har jeg også en mindre gruppe veninder, som aldrig - som i aldrig - har haft et seriøst forhold. De er mellem 28 og 30 år. Så hvorfor skulle det være garanteret eller givet? Det virker for mig mest bare som en floskel, veletablerede par fyrer af til den sørgelige single.


Jeg har en veninde, som ikke har haft en kæreste i 12 år. Hun vil gerne, men så ikke rigtig alligevel. Hun er lukket; ikke bare kræsen, men dømmende, gider ikke tage ud, er ikke interesseret i at møde nye mennesker, er afvisende overfor andre måder at leve på end den hun selv kender, er forholdsvist asocialt anlagt etc. Når hun dater tænker hun i regler og spil og giver hurtigt op, hvis en fyr ikke gør nøjagtigt som hun kunne tænke sig. På et tidspunkt var hun på date med én der læspede en lille smule og da jeg hørte, at hun gerne ville se ham igen, blev jeg ovenud begejstret - fordi hun evnede at se ud over en lille fysisk fejl, man ikke selv er herre over: læspen. Det siger noget om akkurat HVOR kræsent hun sorterer. Jeg har på et tidspunkt introduceret hende for en ven som er fantastisk. Høj, flot, mega sjov, virkelig intelligent, en gentleman, festlig og samtidig en homebody, ambitiøs, glad for fodbold (hvilket min veninde ELSKER). Ham gad hun ikke engang prøve at snakke med, fordi han er tyndhåret på toppen - ligesom i øvrigt omkring 50 % af alle mænd over 30...

Når jeg ser på hende, kan jeg godt tænke, at det samme kunne risikere at gøre sig gældende for mig - altså, at jeg bliver single de næste 12 år. Men når jeg så betragter vores måder at være i verden på, og, ikke mindst, vores måder at møde andre på, er der en gigantisk forskel. Jeg er udadvendt, interesseret i andre, har lyst til at deltage i alle mulige aktiviteter og er meget socialt anlagt. Jeg er nysgerrig efter hvordan mennesker er og hvordan de lever deres liv og hvorfor. Vores tilgange til det at møde et nyt menneske er vidt forskellige. Og vores berøringsplader ligeså, alene af dén grund.

Min pointe er: nogle mennesker har svært ved at finde en kæreste, fordi de af forskellige grunde har svært ved at connecte med andre. De er måske meget generte, de møder ikke særlig mange mennesker, de er uinteresserede i andre, de er dømmende og afviser andre på små forhold og så videre. Er du én af dem? Er dine singleveninder sådan? - altså, ikke med alle træk, men måske nogle af dem, i større eller mindre grad?

Det er mange mennesker i verden. Banalt udsagn, men sandt. Jo flere man møder, og jo flere man er i kontakt med, jo flere man interesserer sig for - des større chance har man for at møde nogen, man kan lide. Og jo flere der er af dem, des flere vil der også med tiden være af dem, der har den helt særlige kvalitet der gør, at man bliver forelsket.
Det er kun lige omkring 1 år siden din kæreste endte det, måske halvandet. Det er ikke såååå lang tid, selvom det føles sådan.

Jeg kender godt frygten, tro mig. Jeg er som sagt lige gået fra min kæreste og har taget hul på den udfordring at finde en ægte langtidsholdbar én af slagsen. Hvad hvis han ikke findes?, bævrer jeg for mig selv. Men rent statistisk set, når man sammenholder de år, jeg har tilbage at leve i, med det antal mennesker jeg kommer til at møde, og dét, at jeg omgås folk jeg kan lide, altså kommer i de for mig rigtige kredse, så er det komplet usandsynligt at jeg ikke finder en kæreste som jeg bliver glad for på den rigtige måde på et eller andet tidspunkt. Og hvis du gør det samme - omgås mennesker der er dig, laver de ting, du kan lide at lave, er åben og interesseret og kommer ud, møder nye mennesker indimellem, så sker det også for dig.

Jeg gider i øvrigt heller ikke gå i byen for at score. Det virker fattigt og desperat på mig at være i byen med veninderne uden rigtig at være der, fordi man hele tiden holder øje med om der er nogle interessante mænd der kommer ind i rummet... Men jeg gider godt sætte en Tinderprofil op på et tidspunkt, lave en hardcore sortering og begynde at møde nogle mænd, alene fordi det er interessant at møde nye mennesker. Og jeg gider også godt tage til fester med mange jeg ikke kender, og jeg gider godt at falde i snak med folk jeg ikke kender, bare for at have det sjovt. Og jeg gider især godt at være modig, hvis der er nogen, der er interessant, også bare som ven. Så holder jeg kontakten, inviterer ham ud, udbygger relationen. Det er sgu vejen at gå :)
3
And we both know: I will be delicious
Selma156
Indlæg: 2344
Tilmeldt: 27. maj 2016, 16:41
Kort karma: 398
Likede indlæg: 6809

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Selma156 » 4. maj 2018, 13:05

LaScrooge skrev:
Selma156 skrev:
Det er nogle rigtig gode betragtninger du kommer med. Tak.

Jeg tænker meget over hvordan jeg gerne vil have en kommende partner skal være. Ikke på tjekliste-måden, men mere sådan ønsker og drømme. Jeg vil gerne have en mand, som har mange af min eks' kvaliteter, men også nogle andre, som han ikke havde. Og jeg tror ærligt talt, det bliver svært at finde. I hvert fald når jeg kan gå halvandet år uden at se snerten af det. Den eneste, jeg tilnærmesesvist har crushet på, havde en kæreste. Jeg tilbragte et par dage med ham i nogle andre venners selskab, og han var bare skidesød og charmerende. Ikke som i, jeg vil giftes med dig, men han gav mig lidt sommerfugle i maven. Og vi småflirtede lidt. Der skete selvfølgelig intet, ud over det. Men det er en tendens jeg ser meget i dag. Hold op, hvor jeg føler, de gode er taget!

De vigtigste kvaliteter hos en ny kæreste, som min eks i den grad manglede, må være evnen til at favne problemer og forskelligheder i højere grad. Jeg var fuldstændigt umulig over for ham, da jeg var mest depressiv, men det var ligesom de daværende omstændigheder. Jeg vil på ingen måde indgå i en ny relation, med en fyr der stikker halen mellem benene, når det bliver svært. Jeg vil heller ikke have en kæreste, der får mig til at føle mig konstant needy og for meget. Jeg vil kunne udtrykke min kærlighed uden at føle skam. Jeg vil gerne have en kæreste, som det mest naturlige tager min hånd i offentligheden, og som vil tage på rejser med mig.

Idet jeg selv er kommet langt i min udvikling og selvindsigt, ved jeg også, at jalousi ikke på samme måde vil være et problem. Det ødelagde nok i hvert fald halvdelen af forholdet, at jeg var dræbende jaloux. Sådan vil jeg aldrig have det igen, på samme måde (ikke at jeg siger, at jeg aldrig vil blive jaloux i nogle situationer igen). Jeg har fået afklaret nogle ting, da jeg gik til psykiater, så det kan jeg forhåbentlig undgå fremover. I hvert fald på den ekstreme måde, hvor jeg blev jaloux over alt fra at han gerne ville starte med at motionere for at tabe de kilo, han tog på i forholdet, til at han likede en anden piges profilbillede. Og at jeg ikke kunne sove og oplevede angst, hver gang han var i byen. Aldrig om jeg skal tilbage til det.

Jeg synes det er enormt svært at finde en kæreste. Sådan helt ekstremt. Og jeg tænker tit, at jeg er den der underlige, kroniske single i vennekredsen. De fleste jeg kender har været sammen med deres kærester i fem-seks-syv år, er for længst flyttet sammen, nogen er forlovede og andre har fået børn. Ikke at det skal være en tjekliste, men ej hvor kan jeg blive misundelig. Jeg følte virkelig med min eks, at 'this is it', nu har jeg endelig fundet ham, jeg skal blive gammel med. Og særligt efter forholdet har jeg ikke syntes, det var fedt at være single. Altså jo, på nogle områder, men jeg kan langt bedre lide trygheden og kærligheden i et parforhold. Og jeg hader datingverdenen, byture med formålet at score og jeg har aldrig været en, der gad kortere flings og ligegyldigheder, bollevenner osv. Jeg er ikke nogen stor flirter, og hader virkelig det spil, der er i en indledende datingfase. Jeg savner bare fysisk kontakt, én der kigger mig i øjnene og siger han elsker mig, sådan noget. Jeg er så pisse bange for, at jeg aldrig skal opleve det igen. Der er ikke nødvendigvis en til alle, på den måde. Ligesom de fleste venner og veninder jeg har, er i faste forhold, har jeg også en mindre gruppe veninder, som aldrig - som i aldrig - har haft et seriøst forhold. De er mellem 28 og 30 år. Så hvorfor skulle det være garanteret eller givet? Det virker for mig mest bare som en floskel, veletablerede par fyrer af til den sørgelige single.


Jeg har en veninde, som ikke har haft en kæreste i 12 år. Hun vil gerne, men så ikke rigtig alligevel. Hun er lukket; ikke bare kræsen, men dømmende, gider ikke tage ud, er ikke interesseret i at møde nye mennesker, er afvisende overfor andre måder at leve på end den hun selv kender, er forholdsvist asocialt anlagt etc. Når hun dater tænker hun i regler og spil og giver hurtigt op, hvis en fyr ikke gør nøjagtigt som hun kunne tænke sig. På et tidspunkt var hun på date med én der læspede en lille smule og da jeg hørte, at hun gerne ville se ham igen, blev jeg ovenud begejstret - fordi hun evnede at se ud over en lille fysisk fejl, man ikke selv er herre over: læspen. Det siger noget om akkurat HVOR kræsent hun sorterer. Jeg har på et tidspunkt introduceret hende for en ven som er fantastisk. Høj, flot, mega sjov, virkelig intelligent, en gentleman, festlig og samtidig en homebody, ambitiøs, glad for fodbold (hvilket min veninde ELSKER). Ham gad hun ikke engang prøve at snakke med, fordi han er tyndhåret på toppen - ligesom i øvrigt omkring 50 % af alle mænd over 30...

Når jeg ser på hende, kan jeg godt tænke, at det samme kunne risikere at gøre sig gældende for mig - altså, at jeg bliver single de næste 12 år. Men når jeg så betragter vores måder at være i verden på, og, ikke mindst, vores måder at møde andre på, er der en gigantisk forskel. Jeg er udadvendt, interesseret i andre, har lyst til at deltage i alle mulige aktiviteter og er meget socialt anlagt. Jeg er nysgerrig efter hvordan mennesker er og hvordan de lever deres liv og hvorfor. Vores tilgange til det at møde et nyt menneske er vidt forskellige. Og vores berøringsplader ligeså, alene af dén grund.

Min pointe er: nogle mennesker har svært ved at finde en kæreste, fordi de af forskellige grunde har svært ved at connecte med andre. De er måske meget generte, de møder ikke særlig mange mennesker, de er uinteresserede i andre, de er dømmende og afviser andre på små forhold og så videre. Er du én af dem? Er dine singleveninder sådan? - altså, ikke med alle træk, men måske nogle af dem, i større eller mindre grad?

Det er mange mennesker i verden. Banalt udsagn, men sandt. Jo flere man møder, og jo flere man er i kontakt med, jo flere man interesserer sig for - des større chance har man for at møde nogen, man kan lide. Og jo flere der er af dem, des flere vil der også med tiden være af dem, der har den helt særlige kvalitet der gør, at man bliver forelsket.
Det er kun lige omkring 1 år siden din kæreste endte det, måske halvandet. Det er ikke såååå lang tid, selvom det føles sådan.

Jeg kender godt frygten, tro mig. Jeg er som sagt lige gået fra min kæreste og har taget hul på den udfordring at finde en ægte langtidsholdbar én af slagsen. Hvad hvis han ikke findes?, bævrer jeg for mig selv. Men rent statistisk set, når man sammenholder de år, jeg har tilbage at leve i, med det antal mennesker jeg kommer til at møde, og dét, at jeg omgås folk jeg kan lide, altså kommer i de for mig rigtige kredse, så er det komplet usandsynligt at jeg ikke finder en kæreste som jeg bliver glad for på den rigtige måde på et eller andet tidspunkt. Og hvis du gør det samme - omgås mennesker der er dig, laver de ting, du kan lide at lave, er åben og interesseret og kommer ud, møder nye mennesker indimellem, så sker det også for dig.

Jeg gider i øvrigt heller ikke gå i byen for at score. Det virker fattigt og desperat på mig at være i byen med veninderne uden rigtig at være der, fordi man hele tiden holder øje med om der er nogle interessante mænd der kommer ind i rummet... Men jeg gider godt sætte en Tinderprofil op på et tidspunkt, lave en hardcore sortering og begynde at møde nogle mænd, alene fordi det er interessant at møde nye mennesker. Og jeg gider også godt tage til fester med mange jeg ikke kender, og jeg gider godt at falde i snak med folk jeg ikke kender, bare for at have det sjovt. Og jeg gider især godt at være modig, hvis der er nogen, der er interessant, også bare som ven. Så holder jeg kontakten, inviterer ham ud, udbygger relationen. Det er sgu vejen at gå :)


Ja, jeg kan godt se det er svært, hvis man er som din veninde. Sådan er jeg ikke. Sådan var jeg måske i højere grad i mine start tyvere. Jeg kan sagtens være genert i nogle situationer, og jeg bryder mig ikke om at være i centrum i uvante omgivelser. Med dét sagt, er jeg enormt åben, nysgerrig på andre og spørger meget ind til folk (arbejdsskade som journalist, måske). Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg somme tider dømmer folk, men ikke uden et vist grundlag. Jeg har flere gange fået at vide, at jeg virkede reserveret, igen mest i mine yngre år. I dag synes jeg, at jeg er meget åben. Måske lige med undtagelse af at jeg fx ikke orker at oprette en Tinder, og at jeg heller ikke er typen der tager kontakt til fremmede mænd i offentligheden - eller, det har jeg gjort én gang og det var en.. blandet succes.

Mine veninder derimod, et par af dem har nogle af de træk. De er ret introverte og har svært ved at åbne sig, særligt over for det modsatte køn. Et par af dem dater, et par af dem gør intet for at ændre deres status.

Du har ret i, at der er mange mennesker i verden. Og jeg har om nogen mødt mange af dem det sidste halve år. Det er svært at vænne sig til hverdagen herhjemme, hvor man ikke møder nye mennesker hver dag eller uge for den sags skyld. Statistisk set burde jeg vel have forelsket mig bare en lille smule i én af de potentielle, hvad skal vi sige, i hvert fald 40-50 hankøn i min aldersgruppe, jeg mødte og snakkede mere med i løbet af rejsen.

Det er svært at sige og analysere på. Men min mavefornemmelse siger mig bare, at jeg en dag møder en mand på en ret tilfældig måde ude i det dér virkeligheden. Uden at relationen nødvendigvis begynder på datingmåden. Sådan har jeg mødt de tre-fire andre, jeg har været mere eller mindre involveret og forelsket i, siden jeg var 15 år. Gennem venners venner, på studie, til privatfester, på ferier, you get the picture.

Jeg ved godt, at der i realiteten ikke er gået så længe. Og jeg vil sgu også hellere være helt ovre ham, før jeg involverer mig med en anden. Min erfaring siger mig dog, at det kan give det sidste skub, det her med at møde en ny.

Der er en sidste ting, jeg godt kunne tænke mig at drøfte med dig. Er det OK jeg sender en PB? :)
0
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf LaScrooge » 4. maj 2018, 13:13

Selma156 skrev:
LaScrooge skrev:
Selma156 skrev:
Det er nogle rigtig gode betragtninger du kommer med. Tak.

Jeg tænker meget over hvordan jeg gerne vil have en kommende partner skal være. Ikke på tjekliste-måden, men mere sådan ønsker og drømme. Jeg vil gerne have en mand, som har mange af min eks' kvaliteter, men også nogle andre, som han ikke havde. Og jeg tror ærligt talt, det bliver svært at finde. I hvert fald når jeg kan gå halvandet år uden at se snerten af det. Den eneste, jeg tilnærmesesvist har crushet på, havde en kæreste. Jeg tilbragte et par dage med ham i nogle andre venners selskab, og han var bare skidesød og charmerende. Ikke som i, jeg vil giftes med dig, men han gav mig lidt sommerfugle i maven. Og vi småflirtede lidt. Der skete selvfølgelig intet, ud over det. Men det er en tendens jeg ser meget i dag. Hold op, hvor jeg føler, de gode er taget!

De vigtigste kvaliteter hos en ny kæreste, som min eks i den grad manglede, må være evnen til at favne problemer og forskelligheder i højere grad. Jeg var fuldstændigt umulig over for ham, da jeg var mest depressiv, men det var ligesom de daværende omstændigheder. Jeg vil på ingen måde indgå i en ny relation, med en fyr der stikker halen mellem benene, når det bliver svært. Jeg vil heller ikke have en kæreste, der får mig til at føle mig konstant needy og for meget. Jeg vil kunne udtrykke min kærlighed uden at føle skam. Jeg vil gerne have en kæreste, som det mest naturlige tager min hånd i offentligheden, og som vil tage på rejser med mig.

Idet jeg selv er kommet langt i min udvikling og selvindsigt, ved jeg også, at jalousi ikke på samme måde vil være et problem. Det ødelagde nok i hvert fald halvdelen af forholdet, at jeg var dræbende jaloux. Sådan vil jeg aldrig have det igen, på samme måde (ikke at jeg siger, at jeg aldrig vil blive jaloux i nogle situationer igen). Jeg har fået afklaret nogle ting, da jeg gik til psykiater, så det kan jeg forhåbentlig undgå fremover. I hvert fald på den ekstreme måde, hvor jeg blev jaloux over alt fra at han gerne ville starte med at motionere for at tabe de kilo, han tog på i forholdet, til at han likede en anden piges profilbillede. Og at jeg ikke kunne sove og oplevede angst, hver gang han var i byen. Aldrig om jeg skal tilbage til det.

Jeg synes det er enormt svært at finde en kæreste. Sådan helt ekstremt. Og jeg tænker tit, at jeg er den der underlige, kroniske single i vennekredsen. De fleste jeg kender har været sammen med deres kærester i fem-seks-syv år, er for længst flyttet sammen, nogen er forlovede og andre har fået børn. Ikke at det skal være en tjekliste, men ej hvor kan jeg blive misundelig. Jeg følte virkelig med min eks, at 'this is it', nu har jeg endelig fundet ham, jeg skal blive gammel med. Og særligt efter forholdet har jeg ikke syntes, det var fedt at være single. Altså jo, på nogle områder, men jeg kan langt bedre lide trygheden og kærligheden i et parforhold. Og jeg hader datingverdenen, byture med formålet at score og jeg har aldrig været en, der gad kortere flings og ligegyldigheder, bollevenner osv. Jeg er ikke nogen stor flirter, og hader virkelig det spil, der er i en indledende datingfase. Jeg savner bare fysisk kontakt, én der kigger mig i øjnene og siger han elsker mig, sådan noget. Jeg er så pisse bange for, at jeg aldrig skal opleve det igen. Der er ikke nødvendigvis en til alle, på den måde. Ligesom de fleste venner og veninder jeg har, er i faste forhold, har jeg også en mindre gruppe veninder, som aldrig - som i aldrig - har haft et seriøst forhold. De er mellem 28 og 30 år. Så hvorfor skulle det være garanteret eller givet? Det virker for mig mest bare som en floskel, veletablerede par fyrer af til den sørgelige single.


Jeg har en veninde, som ikke har haft en kæreste i 12 år. Hun vil gerne, men så ikke rigtig alligevel. Hun er lukket; ikke bare kræsen, men dømmende, gider ikke tage ud, er ikke interesseret i at møde nye mennesker, er afvisende overfor andre måder at leve på end den hun selv kender, er forholdsvist asocialt anlagt etc. Når hun dater tænker hun i regler og spil og giver hurtigt op, hvis en fyr ikke gør nøjagtigt som hun kunne tænke sig. På et tidspunkt var hun på date med én der læspede en lille smule og da jeg hørte, at hun gerne ville se ham igen, blev jeg ovenud begejstret - fordi hun evnede at se ud over en lille fysisk fejl, man ikke selv er herre over: læspen. Det siger noget om akkurat HVOR kræsent hun sorterer. Jeg har på et tidspunkt introduceret hende for en ven som er fantastisk. Høj, flot, mega sjov, virkelig intelligent, en gentleman, festlig og samtidig en homebody, ambitiøs, glad for fodbold (hvilket min veninde ELSKER). Ham gad hun ikke engang prøve at snakke med, fordi han er tyndhåret på toppen - ligesom i øvrigt omkring 50 % af alle mænd over 30...

Når jeg ser på hende, kan jeg godt tænke, at det samme kunne risikere at gøre sig gældende for mig - altså, at jeg bliver single de næste 12 år. Men når jeg så betragter vores måder at være i verden på, og, ikke mindst, vores måder at møde andre på, er der en gigantisk forskel. Jeg er udadvendt, interesseret i andre, har lyst til at deltage i alle mulige aktiviteter og er meget socialt anlagt. Jeg er nysgerrig efter hvordan mennesker er og hvordan de lever deres liv og hvorfor. Vores tilgange til det at møde et nyt menneske er vidt forskellige. Og vores berøringsplader ligeså, alene af dén grund.

Min pointe er: nogle mennesker har svært ved at finde en kæreste, fordi de af forskellige grunde har svært ved at connecte med andre. De er måske meget generte, de møder ikke særlig mange mennesker, de er uinteresserede i andre, de er dømmende og afviser andre på små forhold og så videre. Er du én af dem? Er dine singleveninder sådan? - altså, ikke med alle træk, men måske nogle af dem, i større eller mindre grad?

Det er mange mennesker i verden. Banalt udsagn, men sandt. Jo flere man møder, og jo flere man er i kontakt med, jo flere man interesserer sig for - des større chance har man for at møde nogen, man kan lide. Og jo flere der er af dem, des flere vil der også med tiden være af dem, der har den helt særlige kvalitet der gør, at man bliver forelsket.
Det er kun lige omkring 1 år siden din kæreste endte det, måske halvandet. Det er ikke såååå lang tid, selvom det føles sådan.

Jeg kender godt frygten, tro mig. Jeg er som sagt lige gået fra min kæreste og har taget hul på den udfordring at finde en ægte langtidsholdbar én af slagsen. Hvad hvis han ikke findes?, bævrer jeg for mig selv. Men rent statistisk set, når man sammenholder de år, jeg har tilbage at leve i, med det antal mennesker jeg kommer til at møde, og dét, at jeg omgås folk jeg kan lide, altså kommer i de for mig rigtige kredse, så er det komplet usandsynligt at jeg ikke finder en kæreste som jeg bliver glad for på den rigtige måde på et eller andet tidspunkt. Og hvis du gør det samme - omgås mennesker der er dig, laver de ting, du kan lide at lave, er åben og interesseret og kommer ud, møder nye mennesker indimellem, så sker det også for dig.

Jeg gider i øvrigt heller ikke gå i byen for at score. Det virker fattigt og desperat på mig at være i byen med veninderne uden rigtig at være der, fordi man hele tiden holder øje med om der er nogle interessante mænd der kommer ind i rummet... Men jeg gider godt sætte en Tinderprofil op på et tidspunkt, lave en hardcore sortering og begynde at møde nogle mænd, alene fordi det er interessant at møde nye mennesker. Og jeg gider også godt tage til fester med mange jeg ikke kender, og jeg gider godt at falde i snak med folk jeg ikke kender, bare for at have det sjovt. Og jeg gider især godt at være modig, hvis der er nogen, der er interessant, også bare som ven. Så holder jeg kontakten, inviterer ham ud, udbygger relationen. Det er sgu vejen at gå :)


Ja, jeg kan godt se det er svært, hvis man er som din veninde. Sådan er jeg ikke. Sådan var jeg måske i højere grad i mine start tyvere. Jeg kan sagtens være genert i nogle situationer, og jeg bryder mig ikke om at være i centrum i uvante omgivelser. Med dét sagt, er jeg enormt åben, nysgerrig på andre og spørger meget ind til folk (arbejdsskade som journalist, måske). Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg somme tider dømmer folk, men ikke uden et vist grundlag. Jeg har flere gange fået at vide, at jeg virkede reserveret, igen mest i mine yngre år. I dag synes jeg, at jeg er meget åben. Måske lige med undtagelse af at jeg fx ikke orker at oprette en Tinder, og at jeg heller ikke er typen der tager kontakt til fremmede mænd i offentligheden - eller, det har jeg gjort én gang og det var en.. blandet succes.

Mine veninder derimod, et par af dem har nogle af de træk. De er ret introverte og har svært ved at åbne sig, særligt over for det modsatte køn. Et par af dem dater, et par af dem gør intet for at ændre deres status.

Du har ret i, at der er mange mennesker i verden. Og jeg har om nogen mødt mange af dem det sidste halve år. Det er svært at vænne sig til hverdagen herhjemme, hvor man ikke møder nye mennesker hver dag eller uge for den sags skyld. Statistisk set burde jeg vel have forelsket mig bare en lille smule i én af de potentielle, hvad skal vi sige, i hvert fald 40-50 hankøn i min aldersgruppe, jeg mødte og snakkede mere med i løbet af rejsen.

Det er svært at sige og analysere på. Men min mavefornemmelse siger mig bare, at jeg en dag møder en mand på en ret tilfældig måde ude i det dér virkeligheden. Uden at relationen nødvendigvis begynder på datingmåden. Sådan har jeg mødt de tre-fire andre, jeg har været mere eller mindre involveret og forelsket i, siden jeg var 15 år. Gennem venners venner, på studie, til privatfester, på ferier, you get the picture.

Jeg ved godt, at der i realiteten ikke er gået så længe. Og jeg vil sgu også hellere være helt ovre ham, før jeg involverer mig med en anden. Min erfaring siger mig dog, at det kan give det sidste skub, det her med at møde en ny.

Der er en sidste ting, jeg godt kunne tænke mig at drøfte med dig. Er det OK jeg sender en PB? :)


Ja, gør endelig det. Jeg har dog ikke internet derhjemme, så hvis jeg ikke når at svare inden jeg tager fra arbejdet (slemme mig at være online meds jeg arbejder), så kan det godt være at jeg først svarer i næste uge. Men jeg gør det, så skriv endelig.
0
And we both know: I will be delicious
Mor3
Indlæg: 1
Tilmeldt: 26. nov 2019, 20:45
Kort karma: 0

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Mor3 » 26. nov 2019, 20:52

Sikke en rørende historie og noget alle går igennem i livet. Du beskriver det så flot. Så ægte og lige ud af posen. Og selv om det at have kærestesorger er en kæmpe bearbejdningsproces, og noget der gør hamrende ondt, så er jeg sikker på din tråd her kan hjælpe andre i en lign. situation.
Nu er det noget tid siden der sidst er skrevet fra dig her, men hvordan står det til hos dig?

Kærlige tanker
fra mig
0
Hendedér
Indlæg: 31
Tilmeldt: 28. jan 2018, 19:19
Kort karma: 2
Likede indlæg: 10

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Hendedér » 27. nov 2019, 16:45

Jeg føler med dig. :ae:

Det er så slemt at få sit hjerte knust - om man er den der træffer valget eller ej. Jeg gik fra min kæreste gennem 5 år i maj, og lå i sengen i min fars hus med slukket lys i to uger i streg. Jeg bevægede mig kun lige akkurat ud når jeg blev tvunget, holdt i hånden og trukket derfra. Det gør så fysisk ondt og man ser ingen ende på det. Men den kommer. Og når du har brugt noget tid på først at sørge over det tabte forhold, så vil du langsomt begynde at finde de små lyspunkter i hverdagen igen. Bare giv dig god tid og vær ærlig om dine følelser. Det gør ondt, men det vil blive bedre. Og om nogle uger eller måneder vil du ikke længere tænke på ham med sorg, men med glæde.
Jeg var også bange for om jeg ville finde en anden (jeg er næsten 24), der ville give mig det samme som ham jeg forlod, men hvis der er en ting de sidste måneder har lært mig om det danske datingmarked, så er det at det er spækfyldt med skønne mænd der har så meget forskelligt at byde på (og så selvfølgeligt en lidt rådne kar hvis du bruger Tinder ;) ). Du skal nok finde dig en partner der er ligeværdig med din gamle på alle punkter når du en dag er klar. Nej, du finder en partner der er bedre, for du finder en der har overskud til dig. <3
0
Selma156
Indlæg: 2344
Tilmeldt: 27. maj 2016, 16:41
Kort karma: 398
Likede indlæg: 6809

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Selma156 » 27. nov 2019, 17:40

Status er, at jeg stadig er single, og det er snart tre år siden, min eks slog op. Jeg har ikke været forelsket siden ham. Og det er jeg bange for, jeg aldrig bliver igen. Men lad det nu ligge. Jeg har det fint.

Og jeg har ikke lyst til at kommentere denne tråd yderligere :)
13

Tilbage til "Forhold og sex"