Syg af kærestesorg

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 5109
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 1219
Likede indlæg: 20819

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Zombie » 8. jan 2017, 21:25

jeg har lige været igennem turen. Slet ham som ven fra Facebook m.m., det er bare ikke godt. I kan altid blive venner igen senere.

For mig var det eneste rigtige distance, plads, space og tid. At man ikke er venner NU og ikke har kontakt NU er jo ikke en livstidsdom.
Få lidt afstand, så du ikke får rippet op i tingene hele tiden. Og så du ikke har en konstant battle of wills mod at tjekke hans side ud.
4
aka Forbies

:gammel:
Selma156
Indlæg: 2343
Tilmeldt: 27. maj 2016, 16:41
Kort karma: 398
Likede indlæg: 6809

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Selma156 » 9. jan 2017, 15:47

Igen. Tak. Jeg er stadig på nulpunktet. Der er gået fem dage. Andre siger, at det nok skal gå fremad. Men verden har mistet alle sine farver. Jeg har konstant kvalme, kan stadig ikke rigtigt spise, og der er stadig ingen af os, der har kontaktet hinanden.

Det her er så smertefuldt, en fysisk smerte. Jeg kan intet. Og tanken om, at han er lettet, læser til eksamen, har ro og fred og tid til sine venner, gør mig syg. Så syg.
0
Brugeravatar
Mædem
Indlæg: 409
Tilmeldt: 20. okt 2015, 19:24
Kort karma: 43
Likede indlæg: 960

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Mædem » 9. jan 2017, 16:27

Selma156 skrev:Igen. Tak. Jeg er stadig på nulpunktet. Der er gået fem dage. Andre siger, at det nok skal gå fremad. Men verden har mistet alle sine farver. Jeg har konstant kvalme, kan stadig ikke rigtigt spise, og der er stadig ingen af os, der har kontaktet hinanden.

Det her er så smertefuldt, en fysisk smerte. Jeg kan intet. Og tanken om, at han er lettet, læser til eksamen, har ro og fred og tid til sine venner, gør mig syg. Så syg.


Fem dage er ingen tid. Du står midt i orkanens øje lige nu, og det eneste gode at sige om det er, at det fra nu af kun kan gå fremad - stille, men sikkert skal du nok komme på benene igen.

Jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvor rædselsfuldt det må være at have fornemmelsen af, at han slet ikke gennemlever det samme mareridt, som du gør lige nu. Det mest sandsynlige er, at han lige nu er ovenpå (måske endda lettet) og at det derfor først er senere i processen, at det går op for ham, hvad han har mistet. For naturligvis er det også et tab for ham, uagtet at det var ham der gjorde det forbi - i hvert fald, hvis han har elsket dig. Derfor vil han også komme til at sørge, måske på et andet tidspunkt end dig, og måske på en anden måde, hovedsagen er, at det ikke gør nogen forskel for dig, da han ikke længere er en del af dit liv.

Dén er erkendelse, og din egen sorg er rigeligt for dig at bekymre dig om lige nu. :kram:
3
Brugeravatar
Novella
Indlæg: 1930
Tilmeldt: 11. aug 2015, 06:21
Kort karma: 488
Likede indlæg: 5499

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Novella » 9. jan 2017, 17:09

Selma156 skrev:Igen. Tak. Jeg er stadig på nulpunktet. Der er gået fem dage. Andre siger, at det nok skal gå fremad. Men verden har mistet alle sine farver. Jeg har konstant kvalme, kan stadig ikke rigtigt spise, og der er stadig ingen af os, der har kontaktet hinanden.

Det her er så smertefuldt, en fysisk smerte. Jeg kan intet. Og tanken om, at han er lettet, læser til eksamen, har ro og fred og tid til sine venner, gør mig syg. Så syg.

Nulpunkt? Øhm...Ja? Det er du i en måned endnu. Måske tre måneder. Det tager to år at komme sig rigtigt over en kærestesorg. Du er et helt forfærdeligt og umenneskeligt sted lige nu, og det kommer altså ikke til at gå væk foreløbig, sorry.

Når folk siger, at det gradvist bliver nemmere, mener de, at du engang til midsommer opdager, at du ikke har tænkt på ham i et helt kvarter. Ikke efter en uge. Du skal ikke tage dig sammen. Det kan man ikke.

Det er rædselsfuldt at have det sådan der, men du kommer igennem det. Lige nu er der kun få ting at gøre: græde, græde, græde, eventuelt afløst af for meget rødvin. Og/eller nogle veninder. Det er sindssygt hårdt og udmattende, men du kommer igennem det. På et tidspunkt. Hold straks op med bebrejde dig selv .
5
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 5109
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 1219
Likede indlæg: 20819

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Zombie » 9. jan 2017, 17:26

Jeg græd indtil jeg kastede op.

Jeg havde kontakt med ham noget tid efter, det var verdens værste valg for mig. Det begyndte at gå den rigtige vej, da jeg fjernede ham fra vennelisten på Facebook og ikke sad med synkende hjerte, når han smed snaps på snapchat om restaurantbesøg med veninder, ture til koncerter og alt muligt, jeg ikke FYSISK følte mig i stand til.

For mig var det ikke så meget farver, som det var musikken, der havde mistet sin følelse. Jeg elsker musik, men pludselig lød det hele hult og ligegyldigt, alle sange var trælse. Jeg accepterede det og lod være med at lytte til det, indtil jeg en dag tog mig selv i at sidde i en bil, og nynne med på Rasmus Seebach, mens jeg tappede på mine knæ med en finger. Så vidste jeg, at hvis jeg var i stand til at sætte pris på HAM, så var jeg klar til at høre noget RIGTIG musik igen.

En dag - om en måned eller to - opdager du, at himlen er blå. Eller du ser en vintergæk i skrigende hvide og grønne farver. BAM. Men det er ikke i dag og det er ikke i morgen.
1
aka Forbies

:gammel:
Brugeravatar
Charly
Indlæg: 3070
Tilmeldt: 24. sep 2015, 19:14
Kort karma: 433
Likede indlæg: 8017

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Charly » 9. jan 2017, 19:40

Jeg får helt ondt i hjertet af at læse din tråd. Kærestesorg gør så ondt - jeg har ingen kloge ord, bare en cyberkrammer.
1
Brugeravatar
ina
Indlæg: 2171
Tilmeldt: 9. sep 2015, 12:01
Kort karma: 391
Likede indlæg: 3050

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf ina » 9. jan 2017, 20:42

Jeg får også helt ondt indeni af at læse dine indlæg. :( Sender masser af kram og tanker din vej.

Og giver de andre ret i, at du ikke skal tage dig sammen. Giv dig selv tid til at komme ovenpå inden du begiver dig ud i verden.

Da jeg oplevede det samme, lå jeg i sengen i en uge. Levede af cola og intet andet. Mit arbejde begyndte at stille spørgsmål om jeg da ikke snart kom igen, men jeg var faktisk ligeglad med om de synes det var for meget. Jeg kunne simpelthen ikke møde verden. Dagen efter han gjorde det forbi sendte jeg en SMS rundt til familie og venner om hvad der var sket, og så bad jeg om at de lod mig være. Så jeg lå i min seng, drak cola, så tv og snakkede ikke med nogen. Da der var gået en uge kunne jeg tage på arbejde og generelt ud i verden, men græd stadig hver eneste dag.

Det er simpelthen noget af det hårdeste jeg nogensinde har prøvet. Men du skal nok komme ovenpå igen, det lover jeg. Det kommer bare til at tage noget tid. :ae:
0
Brugeravatar
milisa
Indlæg: 1959
Tilmeldt: 13. aug 2015, 19:43
Kort karma: 419
Likede indlæg: 4817

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf milisa » 10. jan 2017, 22:32

Mine to bedste venner i dag er begge eks-kærester. Men der gik 1-2 år fra bruddet, til jeg/vi/de var i stand til at have er venneforhold. Og det var altså 1-2 år uden nogen som helst form for kontakt hverken irl eller online. Cut kontakten, slet nummeret, gør det i går.
0
Tally-ho
Brugeravatar
Nyc
Indlæg: 125
Tilmeldt: 8. jan 2017, 21:59
Kort karma: 6
Likede indlæg: 46

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Nyc » 13. jan 2017, 22:20

:kram: Jeg går også og tænker på dig...
0
Selma156
Indlæg: 2343
Tilmeldt: 27. maj 2016, 16:41
Kort karma: 398
Likede indlæg: 6809

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Selma156 » 14. jan 2017, 21:35

Jeg har ikke lige fået kigget i tråden. Eller noget som helst. Kæmpe tilbagefald.

Han ringede på ugedagen for vores breakup, jeg tog den ikke. Så skrev han en besked om, at jeg måtte ringe, hvis jeg havde lyst til at snakke lidt, men hvis ikke, måtte han acceptere det. Jeg ringede så til ham nogle timer senere. Vi talte i næsten en time. Til min overraskelse var han utroligt medtaget og hårdt ramt. Han beskrev hvordan han først kunne sove langt ud på natten, hvordan alt mindede om mig, hvordan han ikke kunne gå ud og handle af frygt for at møde nogen, han kendte, hvordan han ikke kunne få sig selv til at skifte sengetøj, fordi det duftede af mig, og ikke kunne tage sig sammen til at fjerne min tandbørste, selv om han havde pakket de andre ting sammen efterhånden. Og jeg fortalte ligeledes hvordan alt bare gjorde ondt, og alt bare havde været en tåge. Ikke nogen facader og "jeg har det meget bedre uden dig". I starten af samtalen spurgte han, om jeg havde lyst til at komme hjem til ham og tale. Og dér tændtes mit håb. Han sagde i en sidebemærkning, at jeg jo også stadig havde en del ting, jeg skulle hente. Jeg sagde at jeg ville tænke over det, da jeg alligevel havde en aftale i byen et par dage efter.

Jeg skulle til jobsamtale, og den eneste ting der holdte mig oppe, var tanken om at se ham efter, og at alt måske, bare måske, ville blive okay. Jeg havde ikke sovet om natten og var generelt bare hærget af ni dages intense kærestesorger. Samtalen gik godt. Jeg mødtes med en veninde bagefter, som frarådte mig at tage hjem til ham - of course. Og hvad gjorde jeg? Gik lige i fælden. Jeg havde jo i øvrigt også stadig hans nøgler.

Jeg ringede til ham på forhånd, hvor jeg var helt nedfrosset pga. søvnmangel og ingen mad, og han sagde at jeg jo selv måtte bestemme om jeg ville komme forbi. Lige dér vidste jeg nok allerede hvad der ville ske. Jeg så mig selv udefra da jeg bippede mig selv ind i hans opgang, mine fødder prøvede sådan at vende om, men jeg gik direkte over til elevatoren. Jeg måtte se ham. Mit love drug.

Jeg kom ind, rystende, frysende, var ved at besvime. Hele situationen var bare overvældende. Han fik mig sat på en stol, stadig med alt overtøjet på. Jeg blev ved med at ryste. Han gav mig kaffe, sagde at jeg skulle have noget at spise. Idioten, jeg ville ønske, jeg kunne hade, gav mig uldsokker på og fandt en sweater til mig. Var så kærlig og omsorgsfuld, han altid har været. Smurte nogle madder til mig. Jeg måtte vælge pålæg, som jeg plejede. Han spurgte ind til min samtale, jeg kunne ikke rigtigt tale. Jeg lagde mig under dynen, vores dobbeltdyne, som nu var hans. Satte mig op i sengen, bad ham om at sætte sig ved siden af mig. Ingen berøring, bare to mennesker, der sad ved siden af hinanden. Vi kiggede hinanden dybt i øjnene. Lavede det dér diskrete blik på læberne. Som i starten, da vi datede. Men ingen af os gjorde noget.

Vi snakkede lidt videre, jeg kom lidt på ret køl og fik varmen. Jeg spurgte, hvorfor han havde inviteret mig op. Han sagde, at han da gerne ville tale om tingene, når de var lidt på afstand, og så kunne han i øvrigt ikke holde ud at kigge på mine ting, der stod i poser. Helt fucking ærligt. Han gik fra mig for lidt over en uge siden, og så tror han vi kan sidde og drikke kaffe og reflektere over vores forhold? Jamen han syntes jeg lød okay i telefonen. Ja, jeg ville da heller ikke vræle mine lunger og al min værdighed ud. Han kunne hurtigt se, at det ikke var tilfældet, og han undskyldte straks og sagde, at det selvfølgelig var for tidligt at mødes - hvis mødes overhovedet.

Jeg brød sammen igen. Ikke på den der kaste sig på gulvet og skrige-måde, men en desperat hulken, der efterlod min perfekte makeup langt nede af kinderne. Han tog en vådserviet og tørrede mig under øjnene. Vi sad sådan, med benene flettet sammen i sofaen. Snakkede. Om hvordan alt havde været. Og stadig er. Han var ubarberet, hans hud var gået helt amok, og han gik rundt i joggingtøj og fedtet hår og læste til eksamen. Not so much Tinder og gå i byen over det.

Jeg fortalte ham, hvor meget jeg stadig troede på vores forhold. Jeg tiggede ham ikke om at tage mig tilbage. Jeg sagde bare, at jeg stadig ville have et åndssvagt håb noget tid endnu. Jeg kan ikke forstå det og jeg kommer ikke til at forstå, hvordan han vil droppe vores forhold. Han fortalte mig igen, at han ikke trivedes i det, og at han ikke så sig selv komme til at gøre det i fremtiden - også hvis vi en dag fik børn osv. At det ikke var mig som person, men selve vores forholds dynamik. Og jeg kan også godt se nogle af de ting, han sagde. Jeg synes bare stadig at vi burde kæmpe for alt det gode.

Helt ærligt, manden begyndte at vræle igen (jeg har aldrig set ham græde i hele vores forhold). Sagde ting som "den anden dag da jeg skulle over og handle, kom der en sang på Spotify med xx, og jeg begyndte bare at græde midt på vejen", "Den magi vi to har haft, har jeg ikke oplevet med nogen anden", "Tror du selv jeg vil gå ud og knalde til højre og venstre? Vores forhold var sindssygt meget værd for mig, og jeg har slet ikke lyst til sex eller andre kvinder nu", "Jeg kommer aldrig til at møde en, der har så ufatteligt smukke øjne igen", "Jeg kommer aldrig til at høre dig tale færøsk igen", "Vores sex var fantastisk. Ikke fordi du var specielt god i sengen, eller jeg var specielt god i sengen, men fordi vi investerede så mange følelser og så meget tillid i det", "Jeg har grædt allermest over det billede, hvor du laver det der grimme ansigt. Fordi du tør være uperfekt og selvironisk og kunne grine af det, selv om du gerne ville have jeg slettede det". And it goes on and on ... Manden lyder som om, det er ham, der er blevet droppet.

Jeg fortalte ham, at der var ingen som ham, at mit hjerte smertede hvert eneste sekund, og at jeg ikke kunne begribe, at jeg ikke skulle se ham igen. At alt ville minde om ham. I mange, mange måneder. Nej, jeg har så absolut ingen stolthed tilbage, men vi åbnede begge op for følelserne. Jeg sagde, at jeg håbede han blev lykkelig, for det håber man, for dem man virkelig elsker, selv om det gør ondt på én selv.

Jeg kan bare stadig ikke bære, at to mennesker, der nærer så meget kærlighed for hinanden, ikke skal være sammen. Denne gang kom min far og hentede mig og resten af mine ting, og da min eks og jeg stod og sagde farvel, begyndte han også at græde. Da vi kom ind i bilen sagde han "Jamen jeg kan jo se, I stadig elsker hinanden".

Da jeg kom hjem til mine forældre igen, blændet af tårer, sendte jeg ham vores historie, som jeg har skrevet de seneste mange dage. Han sendte et billede tilbage, hvor han stortudede og skrev, han hørte den sang, jeg havde skrevet nogle linjer af i bunden. Og at nu havde han da mistet alt sin værdighed, med sådan et billede.

Oh well, der er vist ikke så meget at sige til jer, debat, andet end tak for jeres støtte. Virkelig. Det hele er et kaos lige nu. Det værste, jeg nogensinde har oplevet. Og ja, jeg har selv forlænget smerten ved at være naiv og forelsket, og møde op hos ham igen.
3
Grissebassen
Indlæg: 1997
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 163
Likede indlæg: 3425

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Grissebassen » 14. jan 2017, 22:02

Du har ikke mistet din værdighed. Du har blottet dine følelser i en ekstremt sårbar situation og gjort det helt ærligt og uden bullshit. Dét er værdighed i mine øjne. Så al respekt og kram til dig. Om ikke andet har du fået afklaret, at kontakt ikke er godt for dig, og at du er nødt til at tage afstand indtil videre. Det er stadig imponerede at du kan skrive så fattet og sætte ord på dine følelser - det ville jeg slet ikke selv have været i stand til i din situation. Jeg kan sagtens genkende alle de tanker du gør dig. Men that's the name of the game, desværre. Det kan tage lang tid, men det skal nok blive bedre en dag.
4
Brugeravatar
billiebean
Indlæg: 3417
Tilmeldt: 11. dec 2015, 11:29
Kort karma: 332
Likede indlæg: 4382

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf billiebean » 15. jan 2017, 11:17

Pyh. Den sidste post fik mig til at tude. Hvor er det smukt og grumt på samme tid. Får mig virkelig til at tænke på hvor LIDT sort/hvidt livet er, og hvor ufattelig grumset og paradoksalt det i virkeligheden er. Det er skide hårdt! Det er ikke den slags rod og mudder, vi forventer og lærer at stræbe efter i livet! Jeg ved ikke, hvordan man får det bedre i en krisesituation. Jeg håber bare det bedste for dig.
5
Brugeravatar
Honningprut
Indlæg: 980
Tilmeldt: 7. sep 2015, 10:17
Kort karma: 143
Likede indlæg: 1906

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Honningprut » 15. jan 2017, 15:04

Jeg fik også helt ondt i hjertet over at læse denne tråd, og sidder med tåre i øjnene.

Kærestesorg er verdens værste ting. Det er utrolig hårdt at være der, og når man er der i den der: Nu - mister - jeg - ham - jeg - virkelig - elsker!" Så er det pisse umenneskeligt.

Jeg prøvede selv lige netop den kærestesorg du omtaler her for 1 år siden, og det var virkelig hårdt. Jeg fungerede ikke i 3 - 4 måneder efterfølgende. Men da jeg endelig kom ud på den anden side, havde jeg også lettere ved at erkende, at jeg rent faktisk fyldte alt for meget i vores forhold, jeg var også depressiv. Det var en utrolig eye opener for mig.

Jeg sender dig mange kram og tanker.
0
Jeg sætter nutids-r som det passer mig :fløjt: :slem:
Selma156
Indlæg: 2343
Tilmeldt: 27. maj 2016, 16:41
Kort karma: 398
Likede indlæg: 6809

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Selma156 » 16. jan 2017, 19:23

Tak for jeres indlæg.

På onsdag er der fandme gået to uger, og jeg føler mig nærmest stadig på nul. Nu har det selvfølgelig også været en afgørende faktor, at jeg så ham for blot tre dage siden, og at det var vores absolut sidste farvel. Dagen efter skrev jeg til ham, at nu ville jeg slette ham, hans familie og venner på alle sociale medier. Jeg bad ligeledes mine venner og familie om at fjerne ham som ven. Det føles så umådeligt barnligt, som om jeg er 16 år og ikke er i stand til at håndtere kærestesorger som et fattet menneske. Det har jo intet med drama at gøre. Det er ganske enkelt fordi jeg ved, hvor længe det vil forlænge processen at se - noget som helst - der har med ham at gøre/stalke mig frem til det. Det vil jeg nok stadig gøre, men det er begrænset, nå jeg ikke er venner med nogen, han kender. Jeg har ligeledes været inde og 'unlike' alle sider, der havde noget med ham at gøre. Altså hans arbejdes Facebookside fx.

Han var ked af, at vi ikke fortsat kunne følge hinandens liv på sidelinjen, som han stadig gør med sine tre tidligere kærester. Men det kan jeg bare ikke. Det er enten eller. Jeg skrev farvel og tak. Han skrev det samme. Og nu skal jeg vænne mig til at der ikke kommer nogen nyheder med ham, at han ikke er online, at han er forsvundet for evigt. Puha. Det er SÅ hårdt. At give slip på det menneske, jeg allerhelst vil have i mit liv. Mit yndlingsmenneske i hele verden.

Jeg håber virkelig snart at se fremskridt. Min familie er meget bekymrede for mig. Jeg sover on/off hele dagen, har set et par enkelte venner og andre har ringet, men jeg har ikke haft overskud til at snakke. Jeg føler ikke rigtigt nogen forstår mig. Min veninde jeg så i går begyndte bare på at "nu skulle jeg bare træne og være totalt lækker, hvis jeg stødte ind i ham til sommer". En gammel veninde, jeg tilfældigvis mødte og fortalte om vores brud, var bare sådan "er du sikker på der ikke er utroskab eller affærer ind over? Er du sikker på han ikke har løjet? Sådan er der ingen mænd, der opfører sig!" Jeg blev så umådeligt trist over at de ikke kan se, han er et fantastisk, reelt og ærligt menneske, som jeg ikke kan hade, om jeg så prøvede. Jeg ved godt at det er deres job at tale ham lidt ned og sige, at jeg fortjener bedre. Men det føler jeg bare ikke selv. At all.

Jeg prøvede at løbe en tur i dag i kulden. Jeg har løbet to gange i hele januar måned, hvor den ene gang var før bruddet. Normalt løber jeg 10 km tre gange om ugen, og i dag kunne jeg ikke en gang løbe 1 km i streg. Jeg måtte gå nærmest hele vejen og vende om langt før tid, og så måtte jeg ringe til min mor og bede hende hente mig i bil, fordi jeg var så nedkølet og følte jeg skulle besvime. Det gjorde mig så ufatteligt ked af det, at den ene ting, jeg konsekvent altid gør uanset humør, er at løbe. Det er mit frirum. Og det er jeg ikke en gang i stand til længere.

Jeg lever stadig af suppe og yoghurt. Jeg kom i øvrigt i tanke om den striktrøje af hans, jeg stadig har liggende. Ingen af os har nævnt den. Og nu er der ingen kontakt. Jeg kan bare slet ikke overskue hvis han om et par måneder skriver blot for at få den trøje.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal komme videre herfra. Jeg går næsten ikke i bad, jeg sover 12 timer i døgnet for at undslippe virkeligheden. Men så hjemsøger han mig bare i mine drømme. Jeg vågnede tidligt i morges og kunne ikke falde i søvn igen, og da jeg så endelig gjorde, drømte jeg en virkelig livagtig drøm om os to, der var oppe hos min morfar, som vi var i virkeligheden for under en måned siden. At han kyssede mig, at alt var godt. Og så vågnede jeg. Og dagen blev lige 100 gange værre.
1
Brugeravatar
Juki
Indlæg: 10021
Tilmeldt: 9. sep 2015, 20:26
Kort karma: 785
Likede indlæg: 14759

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Juki » 16. jan 2017, 19:54

Åh, det er så sørgeligt at læse :whine:

Jeg føler virkelig (stadig) med dig, og håber det hele snart begynder at lette lidt :kram:
1
Forarget kan man altid blive

En bruger du ikke kan nå :cool2:

Tilbage til "Forhold og sex"