Syg af kærestesorg

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Selma156
Indlæg: 2343
Tilmeldt: 27. maj 2016, 16:41
Kort karma: 398
Likede indlæg: 6809

Syg af kærestesorg

Indlægaf Selma156 » 7. jan 2017, 17:58

Jeg blev i onsdags forladt af min kæreste gennem 1,5 år. Min første rigtige kærlighed, mit første rigtige forhold. Jeg elskede ham ubetinget, vi delte noget helt særligt, og han kender mig bedre end nogen anden i hele verden. Han havde én gang før gjort det forbi for nogle måneder siden, hvor jeg kæmpede med at være ledig og deprimeret, og han havde travlt med sit kandidatstudie, arbejde mv. Men vi blev enige om at give det en chance til, for det var for godt et forhold til bare at give slip på.

Jeg kan oprigtigt sige, at jeg aldrig i mit liv har oplevet en sådan gennemborende og ulidelig smerte før. Et års tid før jeg mødte min kæreste havde jeg noget kørende med én, som ikke ville mig, men som jeg var smaskforelsket i. Det gjorde ondt at komme over, men jeg kunne løfte mig op ved tanken om, at han havde behandlet mig som lort.

Min nuværende eks (det gør nas at skrive) har behandlet mig virkelig godt. Han har altid været der for mig, er mødt op midt om natten, har passet mig, plejet mig i hårde perioder, talt i telefon med mig midt om natten på den anden side af jorden, opmuntret mig, overrasket mig, nusset om mig, virkelig bare givet mig så meget kærlighed, at det ikke er til at bære.

I onsdags sad vi og spiste tidlig aftensmad, og jeg skulle til Jylland og besøge nogle venner senere. Pludselig siger han, at det er slut. For alvor. Jeg græder, hulker, vræler og skriger fuldstændig uhæmmet. Jeg kaster mig på gulvet, slår hænderne og hovedet ind i væggen, kan ikke få luft. Han må ikke røre mig, og samtidigt er det alt, jeg vil have. Han holder om mig, trøster mig, begynder pludselig selv at græde, da vi sidder over for hinanden på køkkengulvet. Han fortæller mig, at forholdet dræber ham, at jeg fylder alt for meget, og at han har brug for meget mere plads. Den snak har vi haft utallige gange. Han har et studie med længere rejser, og til efteråret vil han i praktik i Sydamerika. Han fortæller, at han nok slet ikke er klar til et forhold (som 27-årig), fordi han føler, han ikke har tid til venner, studie, familie og andre interesser - og bare alenetid.

Samtidigt fortæller han mig, at han stadig elsker mig, og det er med blødende hjerte, han må sige farvel. Jeg tigger og beder ham. Er ved at kaste op ved tanken om, at andre kvinder nu skal kysse ham, min elskede, mit livs kærlighed. Han har i mellemtiden skrevet til min mor, som han har bedt om at komme og hente mig.

Det er som sagt mit første seriøse forhold. Jeg har fået mit hjerte knust før, men ikke på denne måde. Jeg har i fire dage dårligt rejst mig fra sengen på mit barndomsværelse, har kun lige kæmpet mig i bad en enkelt gang, og har kun indtaget yoghurt med lidt musli, som til dels er røget op igen. Jeg har ikke været på Facebook eller andre sociale medier, af frygt for at han har skrevet, og af frygt for at han ikke har skrevet.

Jeg kan ikke klare tanken om at se ham, jeg kan ikke klare tanken om aldrig mere at se ham. Det er da det mest hjerteskærende i verden, at man pludselig skal sige farvel til en, som har været så stor en del af ens liv (og nu ved jeg godt at 1,5 år ikke er længe for de fleste, men det er det for mig). Det er jo fuldstændig som om, han dør? Men han forsvinder ikke. Jeg skal leve med, at vi begge lever videre i paralelle verdener. At jeg skal leve med, at vores fremtidsplaner er gået i vasken. Jeg havde købt en rejse til ham i julegave, han havde givet mig en festivalbillet. Knap to uger efter er det bare slut.

Jeg kan slet ikke acceptere det. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ved at alle vil sige, at tiden læger alle sår, og at jeg bliver glad igen en dag. Og jeg ER kommet over tidligere flirts. Men ikke et længere forhold. Jeg elsker virkelig med hver en celle i min krop, når jeg elsker en person. Derfor gør det nok også så ondt. Jeg har i 24 år før jeg mødte ham ikke haft et forhold, og derfor er det utopisk for mig, at jeg nu som snart 26-årig skal ud og finde en ny. Jeg er ikke bange for at være single, det har jeg været så længe før ham, og bare tanken om Tinder, dating og byture giver mig kvalme. Der er ikke andre mænd, der skal tæt på mig. Lige nu kæmper jeg også mod den naive tanke, at han har fortrudt, og vil komme tilbage til mig. Jeg har skrevet vores historie til ham. Fire siders følelsesladet lort, som jeg jo nok gør smartest i ikke at sende.

Derimod er jeg uendeligt bange for, at jeg aldrig finder en, jeg passer så godt sammen med. Vi snakker både værdier, humor, intelligens, omsorgsfuldhed, støtte, sex, samtaler, interesser, aktiviteter, bare den der udefinerbare kemi, som jeg aldrig før i mit liv har følt. Jeg kan ikke klare at han nu skal ud i verden og give sit fantastiske væsen videre til en anden, der ikke er mig. Der ikke er os. Jeg er sikker på, at det var ham! Jeg har så svært ved at forelske mig og åbne mig over for andre.

Det hjælper heller ikke ligefrem på situationen, at jeg oveni nu er både arbejdsløs på 6. måned og har adresse hjemme hos min mor. Overvejer næsten bare at rejse væk fra det hele, men de kloge siger jo, at nissen flytter med.

Jeg ved sgu ikke, hvad det er jeg søger. Et par velmenende ord. Jeres egne erfaringer med knuste hjerter og helingsprocessen? Og om I måske endda HAR mødt en ny, efter jeres eks trampede godt og grundigt på jeres hjerte? Anything! Jeg ved, at jeg skal i gang med at løbe igen, få noget mad, skabe gode rutiner for mig selv, og få set nogle venner, men nu bor jeg så halvanden time fra de fleste af dem.

Åh, jeg ville ikke ønske denne smerte for min værste fjende. Det er vitterligt bare en hæslig blanding af gråd, søvnløshed, manglende appetit og svaghed i kroppen. Og så selvfølgelig de mange tanker.
1
Brugeravatar
decibell
Moderator
Indlæg: 7519
Tilmeldt: 13. aug 2015, 19:02
Kort karma: 339
Geografisk sted: Oldtiden
Likede indlæg: 8608

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf decibell » 7. jan 2017, 18:03

Jeg lå engang i sengen en uge af kærestesorg, så jeg føler med dig. :ae: :kram: Jeg har ikke andet godt at sige end det, du alligevel ikke er klar til at acceptere: man kommer videre, og en dag vågner man op, og så gør det ikke ondt mere. Men det er et helvede at skulle igennem inden da.
3
"Don't do what you can't undo, until you've considered
what you can't do once you've done it." King Shrewd


Intet er for evigt (en stilstand)!

Når noget begrænses, vokser noget andet frem.
Brugeravatar
Elfenben
Indlæg: 517
Tilmeldt: 23. jan 2016, 17:39
Kort karma: 107
Likede indlæg: 706

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Elfenben » 7. jan 2017, 18:40

Årh det er bare forfærdeligt at få knust sit hjerte så eftertrykkeligt. Der er så hårdt, og jeg tror ikke rigtig der er noget som kan mildne den smerte.. Jeg tror vi alle har været der. Men der bliver bedre!! Uanset hvor sort det ser ud lige nu, så ER tiden bare din ven. For mig hjalp det ikke at have fokus på bare "at skulle komme videre" (som mange venner og familie ellers prøver med - velmenende nok), men lade mig selv være ked af det, høre ulykkelige kærlighedssange osv.. Det SKAL nok gå. This too shall pass.
2
Brugeravatar
Juki
Indlæg: 10021
Tilmeldt: 9. sep 2015, 20:26
Kort karma: 785
Likede indlæg: 14759

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Juki » 7. jan 2017, 18:40

Kærestesorg er noget af det værste der findes, så jeg føler med dig! :kram:

Ellers siger decibell det så rigtigt. Lige pludselig kommer man videre. Men lad vær med at pres det igennem og forcere det, det kommer det ikke til at gå hurtigere af alligevel :ae:
0
Forarget kan man altid blive

En bruger du ikke kan nå :cool2:
JoyNips
Indlæg: 12052
Tilmeldt: 21. dec 2015, 12:25
Kort karma: 1386
Likede indlæg: 33895

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf JoyNips » 7. jan 2017, 18:54

Kærestesorg sutter røv og jeg føler sådan med dig. Jeg kan godt huske, hvordan sådan noget føles. Og der er ikke noget, nogen kan sige, som gør det nemmere. Man kan ikke springe noget over i processen ved at nogen lige siger noget og vupti, så er man i næste stadie af helingen. Det tager den tid, det tager. Men det ER altså rigtigt at tid virker.

Du kommer aldrig til at glemme den her smerte, men en dag er den der ikke som andet end et minde.
0
“Man kan blive taget på røven. Og man kan blive taget røven på. Begge dele kan være dejligt. Men begge dele kan også være det modsatte. Sådan er livet.”
- Onkel Reje
Ego81
Indlæg: 564
Tilmeldt: 4. nov 2015, 14:35
Kort karma: 52
Likede indlæg: 1505

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Ego81 » 7. jan 2017, 18:57

Puha, hvor er det bare tydeligt at mærke din smerte i dit indlæg :( Det er en forfærdelig situation at stå i.

Mit råd er at tage det ikke bare en dag ad gangen, men en time ad gangen. Giv dig selv lov til at være ked af det. Jeg tror ikke, at man kan tvinge sig selv til at komme hurtigt videre, selvom folk ofte råder en til at gå ud med veninderne, gå på date osv. Det eneste, som har virket for mig, er tanken om, at en dag bliver smerten mindre, og en dag er den helt væk, men det er ikke til at vide, hvornår det sker.

Jeg har selv prøvet at skrive en historie om et forlist forhold, ligesom du har gjort. I starten var tanken, at jeg skulle sende den til ham, men i stedet blev det til en dagbog, hvor jeg skrev videre på historien, hver gang jeg tænkte på forholdet og ham. Det endte med ca. 20 A4-sider, og der var gået et halvt år, siden jeg var startet på den.
1
Brugeravatar
DetSorteCirkus
Indlæg: 21951
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:07
Kort karma: 2513
Likede indlæg: 59511

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf DetSorteCirkus » 7. jan 2017, 19:38

Det er imponerende, at du, til trods for chok, sorg og smerte, er så god til at sætte ord på, hvorfor du har det så elendigt ligenu, og jeg tror, at du her har et rigtig god udgangspunkt for at bedre din situation, når du igen er kommet en lille smule ovenpå. Det handler om at kunne skelne mellem, hvad du kan gøre noget ved, og hvad der er ude af dine hænder, og at kunne mærke, om du gør et eller andet, fordi det faktisk lindrer din kærestesorg, eller fordi det er en del af tidens forestilling om at komme videre.

Det er klart, at den primære årsag til din sorg er din eks, men andre kan også komme til at såre og stresse dig, selvom de ønsker det modsatte. Det er rigtig vigtigt, at du, når du får en lille smule energi til det, fortæller dine nærmeste, hvad du har brug for. Det kan fx. være at blive lyttet til uden at modtage gode råd, at få plads til at sørge over dit tab uden at skulle høre på kritik af din eks eller blive opfordret til at tage i byen eller begynde at date, osv. I min vennekreds hjælper vi gerne med praktiske ting, når nogen er i krise, fordi det skaber et fundament for at få det bedre og er noget, man kan bidrage med, uden at blande sig i den svære situation, hvis den anden egentlig bare gerne vil have noget ro. Du nævner selv rutiner, og praktisk hjælp kan netop være med til at få dem i gang tidligere, end du selv ville kunne magte.

Endelig kan jeg ikke lade være med at nævne en erkendelse, som jeg har gjort mig, selvom du sikkert ikke kan bruge den til særlig meget lige nu. Forskellen på at miste et menneske ved et brud og ved et dødsfald er, at man i det første tilfælde som regel en dag vil kunne se, at der var en grund, til at man ikke kunne blive sammen, og at det derfor i det lange løb ikke havde været lykken. Den har man til gengæld fået en ny chance for at finde.
5
Brugeravatar
Animi
Indlæg: 7467
Tilmeldt: 24. okt 2015, 14:47
Kort karma: 823
Likede indlæg: 19509

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Animi » 7. jan 2017, 20:07

Det er svært at sige trøstende ting til en der er i kærestesorg. Fordi jeg ved jo godt fra mig selv af, at man alligevel ikke tror på noget som helst af det. Jeg kan sagtens fortælle dig at selvfølgelig finder du en dag en ny. Selvfølgelig skal det nok gå over og blive bedre. Men det nytter ikke noget lige nu. Du er midt i kærestesorgen, den første tid er altid den værste, hvor andres ord er ligegyldige.
Lige nu skal du bare lade dig selv være ked af det. Det er okay lige nu bare at ligge i sengen, og intet andet. Det er en god ide at snakke om det, få det hele ud af systemet. Det er ligemeget om du allerede har talt om det, bare bliv ved. Det hjælper.

For mig var den første uge den værste. Jeg kunne intet. Jeg lå i sengen, ulykkelig, hjælpeløs. Det føltes som om jeg var død indeni.
Efter den uge blev det lidt bedre. Jeg kom ud af sengen, fik tøj på, spiste mere, hyggede mig med min familie. Men det var stadigvæk hårdt den første måned efter bruddet. Derefter blev det bedre, lidt efter lidt.

Hvis din familie eller veninder siger nogen ting du ikke orker at høre på, er det okay at bede dem om at lade være med at sige de ting. Fx orkede jeg ikke at høre på at han ikke var det værd. At jeg ikke skulle spilde mine tårer på ham. Fordi for mig havde han jo været det værd, og selvom han i sidste ende var et svin, havde jeg brug for at græde over ham og savne ham. Jeg havde heller ikke brug for at andre sagde at han var et svin, fordi jeg jo stadigvæk elskede ham. Så jeg bad dem om at tie stille med de ting, selvom de sagde det i den bedste mening. Det hjalp bare overhovedet ikke.

Det er rigtig godt at du allerede nu har tænkt over nogen ting du gerne vil i gang med, som at løbe. Bare pas på det heller ikke bliver for overvældende. Start måske om en uge med at gå nogen ture. Tag det stille og roligt. Dit hjerte er knust, det tager lidt tid at hele. Det er okay at være et følelsesmæssigt rod i et godt stykke tid.

Når du har fået det lidt bedre, så tænk over det her: Det er nok de færreste der som 80-årige stadigvæk sidder og græder over en ekskæreste de var sammen med i deres 20'ere. Så selvfølgelig bliver det bedre. Du skal nok klare det. Lige nu, skal du bare have lov til at være ulykkelig. Den hurtigste vej igennem sorgen er direkte igennem den, også selvom det er forfærdeligt.

Denne her video synes jeg faktisk fortæller rigtig godt, det at gå igennem kærestesorg - det hjalp i hvert fald mig at en anden satte ord på mine følelser:



Til sidst vil jeg bare sige - jeg føler med dig. Kærestesorg er noget lort. Det føles virkelig som om man aldrig bliver glad igen. Men det gør du - også selvom du ikke tror på det nu. Men det er også okay.
6
You know what the issue is with this world? Everyone wants a magical solution to their problem, and everyone refuses to believe in magic.
Brugeravatar
hotlips
Indlæg: 5039
Tilmeldt: 13. aug 2015, 11:01
Kort karma: 421
Likede indlæg: 9195

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf hotlips » 8. jan 2017, 01:08

Jeg har været der to gange, jeg gik rundt i en døs i et par uger, første gang tabte jeg mig 10 kg på 6 uger. Det stinker og jeg ville virkelig ønske jeg kunne et trick for det er slemt, men det eneste jeg kan love dig er at der kommer en dag hvor du er et helt andet og godt sted i dit liv igen og hvor det vil virke helt uvirkeligt at du var så ulykkelig.

Giv dig tid til at være ked, gal og alt hvad du har brug for, lad være med at føle dig fjollet fordi du ikke bare kan lægge det væk, og med at bebrejde dig selv at du er væltet og at det er svært at komme op.
2
Brugeravatar
Vixen
Indlæg: 1265
Tilmeldt: 16. aug 2015, 08:53
Kort karma: 339
Likede indlæg: 2834

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Vixen » 8. jan 2017, 04:53

Puha, stakkels, stakkels dig. :ae:
Kærestesorg er djævelens værk, og det føles virkelig som om, man er gået i stykker og kollapset.

Der er ikke noget, der "virker", andet end tid. Men man kan måske bedre fylde tid og chok ud med at se en masse gamle yndlingsfilm (eller blot have dem kørende i baggrunden). Nogle gange ender man med at sidde og glo ind i væggen, udbryde i gråd henover mors trøstesuppe, andre gange skal der fysisk bevægelse til. Da jeg var ramt, cyklede og løb jeg mere end jeg plejede, jeg skulle bare blive fysisk udmattet, så jeg kunne sove igennem om natten. Jeg kunne heller ikke spise noget i starten, men appetitten kommer heldigvis tilbage igen. Og når den gør, er det efter min mening høje tid til selvforkælelse.

Du går ind i en rædselsfuld periode nu. Jeg husker min kærestesorg som "det år, hvor jeg var ulykkelig", og hvor jeg gjorde usunde ting, gik for meget i byen og forsømte mine pligter. Men man kommer igennem det til sidst. Du må bare gøre det, du kan magte. Og så vidt muligt støtte dig til dine nærmeste.

Masser af kram og tanker herfra
1
What ain't no country I ever heard of. They speak English in What?
Brugeravatar
Annione
Indlæg: 3634
Tilmeldt: 11. aug 2015, 21:23
Kort karma: 822
Likede indlæg: 7730
Kontakt:

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Annione » 8. jan 2017, 10:46

Kærestesorg er noget af det værste i verden. Det gør så ondt, at man tror man skal dø.

Jeg husker mit livs kærestesorg - jeg kunne slet ikke gå i tøj med farver, det gjorde for ondt. Så jeg gik i sort tøj i en hel måned. Og masser af sort om øjnene, for at skjule mine røde øjne. Jeg rev alle billeder af os i stykker, hev sider ud af min dagbog, knuste de blomster jeg havde fået af ham, som jeg havde tørret. Jeg rasede og tudede.

Jeg elsker ham stadig - og det kan stadig gøre ondt at tænke på, hvordan det gik i stykker mellem os. Og det er altså 18 år siden.

Man skal minde sig selv om, at det er okay. Det er okay at man har ondt - det er okay at man spiser sørgelig pizza til morgenmad - det er okay at se på billeder af jer 2 - at svælge i sin elendighed. For lige pludselig, så har man ikke længere så ondt.
5
Selma156
Indlæg: 2343
Tilmeldt: 27. maj 2016, 16:41
Kort karma: 398
Likede indlæg: 6809

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Selma156 » 8. jan 2017, 14:59

Tak for alle jeres svar. Virkelig. Selv om jeg stadig svælger i elendighed, og jeg igen i dag vågnede langt op ad dagen med det tungeste hjerte, så tog jeg hul på at skrive med nogle venner i går. Det var rart. Jeg rasede ud på skrift, beskrev min smerte, og de lyttede og kom med input. Nogen totalt latterlige, andre faktisk brugbare. Jeg faldt først i søvn klokken 6 i morges, men til gengæld sov jeg igennem.

Alt virker stadig uendeligt håbløst. Vi har stadig ikke talt et ord sammen siden onsdag aften, da jeg tog af sted. Jeg har det enormt stramt med, at jeg stadig har en del ting liggende hos ham - noget tøj, mit pas, toiletting mv. Og jeg har en af hans trøjer liggende her hos min mor. Jeg har sådan lyst til at kramme den, dufte til den og dø langsomt. Men jeg har ikke gjort det endnu.

Jeg kan se han er aktiv på Facebook (var selv online første gang i går aftes) med at tagge sine venner/blive tagget i diverse opslag om Gin-festivaler, "nu skal vi fandme ud og drikke" og humoristiske kommentarer til forskellige memes. Imens har jeg ligget i mørke og har ikke en gang kunnet løfte mig for at drikke et glas vand eller spise noget. Det er så uretfærdigt. Men jeg ved godt, at det måske bare dækker over, at han er ked af det, og hans venner vil muntre ham op. Jeg bliver inderligt syg af at tænke på, at han nu skal ud og drikke, score og kigge efter nye kvinder. Det føles SÅ forkert. Jeg ved godt, at det er sådan, nogen kommer videre, og jeg ejer ham ikke. Han sagde også, at han ikke ville gå på Tinder "som det første" af respekt for mig.

Lige nu er mit store dilemma problematikken omkring de sociale medier, hans nummer osv. Jeg har meget af hans familie og en del af hans venner på Facebook. Og han har givet udtryk for at han håber vi kan blvie ved med at "være venner og følge hinandens liv". Men jeg tror ærligt talt det gør for ondt på mig. En af mine veninder har foreslået mig, at jeg bare unfollower ham og dem han kender, så jeg ikke får smidt noget i fjæset. Men så kan jeg jo stadig stalke hans profil osv. Jeg har dog aldrig kunnet se hans venner. Dermed kan jeg ikke se, hvis han bliver venner med alle mulige nye piger. Jeg ved at det vil gøre SÅ ondt at sætte dét punktum, fjerne ham fra alle sociale medier. Men det gør fandme også ondt at lade ham være der. Sådan en lille ting som at han nu ikke står under mine "foretrukne" online venner, er et kæmpe spark i ansigtet på mig. I know.. Jeg er stadig langt ude. Fuck.
0
Brugeravatar
Juki
Indlæg: 10021
Tilmeldt: 9. sep 2015, 20:26
Kort karma: 785
Likede indlæg: 14759

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Juki » 8. jan 2017, 15:25

Selma156 skrev:Lige nu er mit store dilemma problematikken omkring de sociale medier, hans nummer osv. Jeg har meget af hans familie og en del af hans venner på Facebook. Og han har givet udtryk for at han håber vi kan blvie ved med at "være venner og følge hinandens liv". Men jeg tror ærligt talt det gør for ondt på mig. En af mine veninder har foreslået mig, at jeg bare unfollower ham og dem han kender, så jeg ikke får smidt noget i fjæset. Men så kan jeg jo stadig stalke hans profil osv. Jeg har dog aldrig kunnet se hans venner. Dermed kan jeg ikke se, hvis han bliver venner med alle mulige nye piger. Jeg ved at det vil gøre SÅ ondt at sætte dét punktum, fjerne ham fra alle sociale medier. Men det gør fandme også ondt at lade ham være der. Sådan en lille ting som at han nu ikke står under mine "foretrukne" online venner, er et kæmpe spark i ansigtet på mig. I know.. Jeg er stadig langt ude. Fuck.

Men der er jo ingen der siger det skal være sådan for evigt.

Det vil da kun være naturligt hvis du har brug for "space" og har brug for ikke at følge ham, men det er jo ikke det samme som at du ikke kan gøre det i fremtiden. Og hvem ved, måske bliver det slet ikke et problem i fremtiden om I skal følge hinanden eller ej :kram:
1
Forarget kan man altid blive

En bruger du ikke kan nå :cool2:
Grissebassen
Indlæg: 1997
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 163
Likede indlæg: 3425

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Grissebassen » 8. jan 2017, 15:36

Kæmpe kram til dig. Jeg må medgive, at det er imponerende, at du så tidligt i stadiet allerede kan sætte ord på dine følelser og være så reflekteret.
Da min eks og jeg gik fra hinanden, skiltes vi også som venner. For os var det det rigtige at tale tingene igennem sammen igen og igen. Men der gik faktisk et halv år, før det lykkedes os at være venner, frem for ekskærester, der stadig begge to var sårede. Efter det havde vi faktisk et rigtig godt venskab, indtil han fik jeg en kæreste, der ikke rigtigt var så vild med, at jeg stadig var en del af hans liv.
Når du er klar til det og er kommer over den værste sump, kan du måske skrive et brev til ham, om at du sletter ham fra de sociale medier, men gerne vil prøve at være venner og følge hinandens liv igen, når du er klar. På den måde lukker du af for ham nu, og giver dig selv tid og ro til at hele, uden at det behøver betyder, at du dermed holder op med at anerkende hans eksistens for evigt, og holder muligheden åben for, at I måske en dag kan sætte jer ned sammen og tale tingene igennem. Det virker til, at du har godt nok styr på dig selv og dine egne følelser til at kunne vurdere, hvornår det vil være hensigtsmæssigt for dig igen at forholde sig til, at han stadig render rundt ude i verden og eksisterer. Hvem ved? Måske når du i stedet frem til den konklusion, at du slet ikke ønsker nogen form for kontakt igen.
3
Brugeravatar
Mædem
Indlæg: 409
Tilmeldt: 20. okt 2015, 19:24
Kort karma: 43
Likede indlæg: 960

Re: Syg af kærestesorg

Indlægaf Mædem » 8. jan 2017, 18:42

Puha, din beskrivelse gik lige i maven på mig, og mindede mig om, hvordan jeg havde det, da mit første længerevarende forhold (2,5 år) gik fra hinanden, og jeg var tyve år. Jeg husker, at jeg var helt sort i hovedet, og hele verden havde mistet sine farver. Jeg græd så meget, at mine ben ikke kunne bære mig, jeg kastede op, snakkede med veninder imens jeg græd, så dårlige film, drak te med barcardi for at kunne falde i søvn og skrev lange breve og beskeder til ham, som jeg aldrig sendte. Faktisk tror jeg ikke, a jeg hverken før eller siden har været så ulykkelig.

Noget af det, der gjorde mig så ulykkelig var, at alt hvad vi havde opbygget sammen, nu skulle til at nedbrydes. Alle drømmene, alle vores store snakke, alle de små interne ting, alle vores steder, alle vores grin, ja kort sagt alle vores minder, ville fra den dag vi slog op begynde at gå i forfald, og det kunne jeg slet ikke bære.

Selvom den første intense smerte, hvor man ikke kan noget overhovedet gik over efter noget tid, så er det jo en langsommelig process at udrense et andet menneske, faktisk tror jeg ikke helt det kan lade sig gøre, hvis man for alvor har elsket.

Det er 7 år siden vi gik fra hinanden, og jeg er kommet videre. Jeg elsker en ny mand, har dejligt liv, hvilket min ex også har. Jeg ville på ingen måde være interesseret i at finde sammen med ham i dag, alene fordi han jo ikke længere er den samme mand - vi har udviklet os i hver vores retning, og jeg ville jo ikke være endt hvor jeg er nu, hvis jeg var blevet sammen med ham. Tanken om ham, og den tid vi havde sammen kan dog stadig gøre mig sørgmodig, fordi det var så specielt og intenst, og fordi jeg aldrig får lov at genopleve hvordan det var at elske for første gang.

Men i modsætning til hvad jeg frygtede da vi slog op, så er alle vores minder ikke glemt, de er mine, og de er skattet på linje med alle mine andre gode minder. Intet varer evigt, hverken det gode eller det dårlige. Det er både en hård, men også meget smuk erkendelse, synes jeg.
12

Tilbage til "Forhold og sex"