Det er jo ikke kun et spørgsmål om religion, men et spørgsmål om hvordan man lever sit liv, og hvilke valg man træffer (som jo, er noget der er præget af religionen men bear with me here.) Ganske almindelige kulturkristne leverpostejsdanskere oplever hele tiden at skulle gå på kompromis, finde løsninger og har diskussioner der bygger på forskelligt livssyn, på trods af at de fleste af os har levet relativt ens. Min kæreste og jeg er tit uenige, simpelthen fordi han udelukkende tror på videnskaben og jeg også mener at der er ting der ikke kan måles og vejes. Det betyder at vi nogle gange ender i diskussioner om ale muligt der ikke kan findes en løsning på, fordi vi simpelthen som udgangspunkt er så forskellige som vi er. Det betyder ikke så meget når vi diskuterer for eksempel religionens rolle i samfundet i dag, eller eksistensen af talent (begge nylige situationer, hvor jeg endte med at have lyst til at slå ham i hovedet med en stegepande fordi han var så firkantet).
Men hvis man har en ikke-religiøs dansker og en (relativt) traditionel muslim så er der altså langt, langt flere konfliktpunkter - især hvis man tager børn med i billedet. Der vil hele tiden opstå kulturelle og religiøse kløfter, som det kan være svært at finde en gylden middelvej på. Jeg er totalt fan af kompromiser, men det er alt andet lige svært at omskære en dreng halvt, eller hvad det nu kan være. Og her snakker vi så ikke engang bare personlige præferencer (som med min kæreste og jeg) men religiøse dogmer der kan få den religiøse til at tvivle på sit eget (eller sit barns) efterliv f.eks. Det er altså ikke bare noget man "går på kompromis med" hver anden dag. Og det er stadig bare de situationer der opstår parret imellem. Vi har derudover også to familier, to vennekredse der på mange måder kan have indflydelse på et parforhold. Er det stadig okay at den muslimske familie er meget på besøg og der hver gang skal serveres store middage, hvis den anden kun ser sin familie 3 gange om året? Og hvad hvis der skal laves et kompromis, og det får den muslimske familie til at føle sig uvelkommen og giver hende dårlig samvittighed over at hun ikke kan gøre de ting hun plejer at gøre. Så vidt jeg har observeret er familie en stor ting (ikke kun i antal medlemmer
) i Islam, og det kan altså give anledning til en hel del problemer på begge sider af sådan et forhold.
Jeg synes at det er en overforsimpling at gøre religionen til skurken i dette, når der er så meget mere i det end det. Meningen med kompromiser er at begge føler at de giver og får lidt, men i nogle relationer ender man altså med at have to personer der begge har det lige elendigt, uanset hvor meet de elsker hinanden, fordi de hele tiden ikke er tilfredse fordi de altid skal gå på kompromis. Der er ingen vindere, kun tabere i sådan et spil.
Til TS: Jeg aner ikke om jeg har ramt nogle af de problematikker som I har haft, men det var egentlig mere et forsøg på at få andre til at forstå hvorfor I har valgt som I nu har. Jeg skal ikke kunne sige om det er den rigtige beslutning, for jeg kender hverken jer eller jeres grunde til at gøre som i har. Men nogle gange må man spørge sig selv om det er bedre at tage et plaster langsomt af, eller hurtigt. Og det jeg læser udfra det du har skrevet, så ville et forhold, omend i elsker hinanden højt, måske bare være ligesom at hive plastret meget meget langsomt af, og ende med et brud alligevel, måske oveni købet efter atI har fået et barn sammen. I virker i hvert fald begge afklarede med at det ikke skal være jer, nu er det bare følelserne der ligesom skal med. Og det sucks!
Jeg kan godt forstå at I begge har det frygteligt, det er forfærdeligt at skulle gå fra en hvor kærligheden stadig er der. Men jeg tror virkelig at (cliché!) tid er det eneste der vil virke for jer. Det og såbør i undlade al kontakt. Slet nummeret, bloker på Facebook. Alt. Lige nu skal I hele tiden tage stilling til jeres følelser, og vide at den anden stadig elsker. I bliver dagligt presset ud i et "minibrud", fordi I hele tiden bliver ved med at skulle vælge hinanden fra. Og så kan tiden ikke hjælpe jer, for såret holdes hele tiden åbent.