ExCoastal skrev:Frk._Strawberry skrev:Jeg blev diagnosticeret med mild Aspergers som 20-årig (er 28 nu) og det har givet udfordring i tidligere og nuværende kæresteforhold.
Jeg bruger rigtig meget energi på at være normal i de sociale sammenhænge (med de redskaber jeg har fået af professionelle) når jeg er ude, og så kan det hele godt ramle, når jeg kommer hjem i trygge rammer.
Det kræver og har krævet en bestemt type menneske at kunne holde mig ud i et kæresteforhold og det er da også det, der har givet os (mange) udfordringer i tidens løb..
Du er nok lidt som mig. Jeg har det nogle gange svært med kæresteforhold, jeg er sikker på, at min kone er pænt frustreret over mig.
Jeg er god til sociale sammenhænge, men oftest vil jeg bare helst være alene. På den anden side forlanger mit job, at jeg skal være udadvendt.
Det er nok den ting, som jeg roder mest med. Når jeg nu helst vil være alene, hvorfor stortrives jeg i sammenhænge, hvor jeg er i centrum? Eksempel: Seminar for sparekasser et eller andet sted i midtvesten. 250 mennesker, jeg er pissenervøs, men klarer det yderst fint. Hvorfor kan jeg trives med den slags når jeg ellers helst vil bare være alene?
Jeg kender flere voksne, som jeg har på fornemmelsen ligger inden for det autistiske spektrum, og de har ikke noget imod at tale, holde foredrag, eller være i centrum, når bare de får mulighed for at tale om emner, hvor de er på hjemmebane. Et kendetegn ved aspergere er blandt andet en tendens til at have særlige interesser, som de bruger utrolig meget tid på og elsker at tale om (nogen gange uden at tage hensyn til, om tilhørerne er interesseret eller ej). Disse personer klarer sig fint på deres arbejdsplads, hvor de kan tale om faglige emner og har en mere overfladisk relation til deres kolleger - især hvis de har deres eget, afgrænsede arbejdsområde og ikke skal arbejde for meget sammen med andre. Men de har svært ved de tætte følelsesmæssige relationer, hvor der forventes nogle andre ting af dem end på en arbejdsplads.