godtnavn skrev:
Jeg kalder det ikke kærlighed hvis man kun er der når det går godt, det kalder jeg bekvemlighed. Hvis man virkelig elsker nogen stopper man ikke med at elske dem fordi de bliver syge.
LOL, det er vist Hallmark-definitionen på kærlighed, du har fået fat på der. Måske virker tingene sådan for dig? Men jeg elsker ikke nogen ukritisk, betingelsesløst eller for evigt. Min kærlighed varierer efter hvordan personen, jeg selv og forholdet udvikler sig, og hvordan det påvirker hinanden. På ingen måde er jeg forpligtet til at elske dødsyge Christina på 32 som er mærket og begrænset af 4 års sygdom, bare fordi jeg elskede raske Christina på 27.
Har du også droppet kontakt til gamle mennesker i din familie? hvad hvis du fik et barn der havde en sygdom, ville du så også forlade det? Selvfølgelig forsvinder kærlighed ikke når folk har det svært, hvis den gør noget så er det da at vokse, men giver endnu mere fordi den syge har brug for det.
Jeg har droppet kontakt til gamle mennesker i min familie alene fordi vi ikke har noget tilfælles. Et barn vil jeg aldrig få. Ingen mennesker har en reserveret plads i mit liv. Jeg beholder de mennesker, som jeg ønsker at have i mit liv og som gør sig fortjent til det, og dropper de andre. Min far var en af dem, jeg droppede.
Når det så er sagt, så vil jeg heller aldrig indlede et parforhold til hverken gamle slægtninge eller mit barn! Der er tale om 2 vidt forskellige typer kærlighed, og jeg vil aldrig føle kæreste-kærlighed over for familie og vice versa. Derfor er det ikke givet, at fordi jeg ville droppe en HIV-smittet kæreste, som jeg ikke vil have sex/parforhold med, er ensbetydende med at jeg også vil droppe kontakten til en moster, som jeg ikke vil have sex/parforhold med.
Listen, I'm a nice person - so if I'm an asshole to you, you need to ask yourself why.