Joe skrev:Okay, ja, når vi er oppe på de helt store ting, så er jeg helt enig - i de fleste tilfælde.
For hvis min kæreste havde været et seriøst dumt svin overfor min mor, så ville det da ikke nødvendigvis være hans ryg jeg havde.
Eller hvis min veninde inviterede til bryllup og min kæreste sagde at han hellere ville have at vi to blev hjemme og så en film, bare fordi han ikke lige gad, så ville jeg da stadig vælge at tage til brylluppet.
Så jeg ville nok ikke altid vælge min kærestes side. Men hvis det enten var en kæmpe stor ting jeg ikke kunne vælge min kærestes side i, eller det skete tilpas mange gange, så ville jeg da overveje om vi skulle være kærester.
Og nu var tråden inspireret af udsagn i den anden tråd om at man ikke var første prioritet hvis kæresten holdt sin mor i hånden eller valgte sin mor som borddame.
Og der tænker jeg, at jeg egentlig ikke har behov for at være første prioritet, hvis vi er sammen med kærestens familie. Ligesom han ikke er min første prioritet når vi er sammen med min. For jeg ser min kæreste væsentligt mere end jeg ser dem.
Når folk snakker om hvilken prioritet kæresten skal have, så forestiller jeg mig at folk har sådan en liste over hvilke mennesker i verden de bedst kan lide, og så behandler folk efter hvor de ligger på den liste. Og sådan en liste har jeg bare ikke lige.
Smiling_Goat skrev:Jeg er én af dem, der siger, at min seriøse kæreste er min 1. prioritet, og jeg helst vil være hans også.
Dermed mener jeg ikke, at jeg altid, ukritisk, skal være 1. prioritet. Når det handler om opmærksomhed, synes jeg, man taler om noget helt andet end prioriteringer, så når vi er sammen med hans venner, synes jeg, han skal koncentrere sig om dem. I begyndelsen af vores forhold, var jeg faktisk nødt til at bede min kæreste stoppe med at ringe til mig og koncentrere sig om sin ven, netop fordi de ikke så hinanden så tit, og så skulle de have mest muligt ud af besøget.
Når jeg taler om prioriteter, mener jeg de store ting, som hvis jeg har en konflikt med hans far, skal jeg ikke bekymre mig om at også få en konflikt med min kæreste - for vi er på samme hold. Dermed igen ikke sagt, det skal være ukritisk. Jeg er bare et ret rimeligt og fantastisk menneske (:D), så jeg kommer ikke i konflikt med folk, med mindre jeg har ret (true story
)
Så ja, for mig er betegnelsen 1. prioritet måske i virkeligheden helt forkert. Det er måske mere "holdkammerat på et to-mandshold," der er dækkende - det er bare så langt.
I mener jo et eller andet sted lidt det samme, sådan læser jeg det i hvert fald. Og jeg er enig med jer begge.
For mig er det et spørgsmål om hvor ens ultimative loyalitet ligger. Ikke om man giver sig 300 % på jobbet i en periode, eller man prioriterer en veninde med kærestesorger over sit parforhold mens hun har det svært. Men i sidste ende har min kæreste min loyalitet i en grad som andre ikke har. Jeg er også loyal overfor min bror og min mor, men det er på en anden måde. Jeg satser på at blive gammel sammen med min kæreste - sådan helt groft er han min fremtid, hvor de, og det at de fyldte 80% af mit liv var da jeg var yngre, er en del af min fortid. Jeg er en del af en meget tætknyttet familie, og jeg snakker med min mor dagligt, men min kæreste er stadig den første jeg ringer til når jeg har brug for at snakke om godt eller skidt. Og vice versa. Det samme gælder for min bror. Han har jo sin egen familie nu, som er hans primære fokus, uanset hvor gode venner han har, hvor glad han er for sin søster og hvor meget han er en arbejdsnarkoman.
Det betyder ikke at jeg automatisk ville støtte min kæreste ubetinget hvis han opfører sig som en nar. With great power comes great responsibility :p