"Vores forhold går op og ned, men det gør alles jo"

[JoyNips]

Vi har på 4 år ikke skændtes én eneste gang. Vi kan sagtens være uenige om forskellige emner, men det bliver aldrig til skænderier og vi diskuterer oftest med et smil. Vi kan også sagtens synes, at noget den anden gør er irriterende, men vi forsøger i det store hele ikke at ændre hinanden. Det er bare ikke rigtigt vigtigt for os at "vinde" eller få ret. Det skal der nok være nogen, der synes er mærkeligt eller kedeligt, men jeg synes nu personligt, at det er ret lækkert at være i et forhold, der bare er præget af positivitet og glæde ved hinanden. Selvfølgelig er alle dage ikke rosenrøde og selvfølgelig påvirkes forholdet også af, hvordan man generelt går og har det, men det er ikke helt dét, jeg forstår trådens emne som.

Jeg ville ikke orke et forhold med mange konflikter eller drama.

[billiebean]

Der er vist forskellige definitioner af op og ned så. For i mine øjne er diskussioner og uenighed blot et symptom på en normaltilstand som opstår når man propper to forskellige mennesker sammen bag fire vægge og beder dem om at sammensmelte deres liv på alle fronter nu og til døden skiller dem ad. Ok, måske findes der nogle meget engleblide typer som bare aldrig skændes og måske findes der også forhold bestående af to mennesker som bare er så ens og i sync at uenighed aldrig forekommer. Godt for dem!

Og det er klart at opslidende og destruktive skænderier og situationer hvor parterne bevidst sårer hinanden eller lyver, snyder, manipulerer eller tryner hinanden er usundt og ikke skal være normalen.

Men det skal smooth sailing for altid uden nogen former for uenighed eller modstridende følelser eller opfattelser altså heller ikke. Det er blot endnu et super tungt og urealistisk åg at lægge på forhold rundt omkring.

Jeg synes egentlig modsat at vi bør være langt mere åbne og fordomsfri overfor parforholdsgenvordigheder - ja, de eksisterer og ja, man kommer videre! Vi er jo alle, som wizze nævner, en lille smule loco og det er ok.

[Zombie]

Jeg kan mærke, at jo ældre jeg bliver, jo mindre gider jeg drama. Det gælder også i mine venskaber.

Nu er jeg jo også nyslået single, på 2. måned eller sådan noget. Men jeg er så træt af det der "op og ned" - som jeg havde en del af i mit sidste forhold, hvilket var en tung grund til, at det kun bestod et år, selvom der var super meget passion og forelskelse og alt det jazz. For jeg orker det slet, slet ikke.

Jeg har brug for kærlighed, der er nem og let. Dermed ikke sagt, at der ikke må være modstand eller uenigheder. Men det skal være fucking nemt at deale med internt i forholdet, hvor man snakker om det.
- Den holdning stammer fra min erfaring af, at livet i sig selv (for mig) har været hårdt og svært og lidt træls til tider. Det er altså, kæreste eller ej, altid lidt op ad bakke, når man har forudsætningerne imod sig, som jeg jo har qua min diagnose, min fortid og yadda yadda.

Hvis ens forhold så også skal være det... Så vil jeg hellere være alene, faktisk. Og har valgt det, ift. min seneste eks, fordi alverdens passion bare ikke kan rette op på, at jeg simpelthen ikke magter, hvis selve forholdet skal være svært også. Som det bare er, i sig selv, uden udfordringer udefra eller deslige.


Jeg er også typen, der får medicin mod følelsesmæssige udsving - så det ville være totalt tåbeligt, hvis jeg rent faktisk søgte dem i mine forhold. Spild af kemi, faktisk.

[Precaseptica]

Det er vel forskelligt fra forhold til forhold. Som det kan ses her i tråden så er der også meget forskel på hvad folk forstår ved "op og ned". Nogen vil gerne have lidt passion og tager gerne en ophedet diskussion i ny og næ for det, og andre vil hellere have stabilitet.

De mere volatile forhold er uden tvivl de mere spændende. Men når man vokser op, gør sig erfaringer og fylder livet med andre ting end kærlighed og lidenskab, så kan man godt lande der hvor man foretrækker ro på hjemmefronten. Jeg husker selv fra mine teenageår, hvordan jeg havde fart på og skulle ud og opleve noget og ikke havde et øjeblik til overs for folk, der gerne bare ville have hjemmelig hygge. Den slags hed sex i min verden og når det var overstået så var det ud igen og kaste sig ud fra noget højt.

Men sådan bliver man jo ikke ved. Både fordi kærligheden tager nye former og man har gjort sig erfaringer, der gør at selv skænderierne bliver kedelige. Man kender efterhånden sig selv og sine grænser og ved derfor også hvornår et kontrovers bærer imod noget man ikke gider eller magter. Nogen klarer den slags ved at smide et ultimatum eller ved at sætte en fast regel for hvordan man navigerer i forholdet. Andre tager fortsat diskussionerne og skænderierne.

First love is the deepest, synger hende der kragen. Men det er noget vi gør det til. Hvis vi vitterligt var åbne og mødte folk hvor de var, forholdt os til os selv som om vi stadig havde en verden at indtage, så ville flere kærligheder kunne blive dybe. Men vi har det med at henfalde til stabiliteten. Sådan er mennesket opdraget i vores kultur. Det er så ganske normalt når teenagere skændes og slår op konstant og hele tiden, men man har ikke et øjeblik til overs for folk over 40, der ikke kan finde ud af hvad de vil. Det forventes, kort sagt, at man vælger en sti og bliver på den. Derfor mynter der sig også en vis indre forestilling om, at et forholds succes ligger i formindskningen af problemer.

Et forhold er ikke blevet perfekt når begge parter ved hvor alle planterne i hytten skal stå. Det er klart at det bliver nemmere. Men kærlighed interesserer sig ikke for hvad der er nemt. Det binder sig til en udvikling. Det ses i kærligheden forældre har til deres børn, og det ses i skilsmisseraten. Selv de mest kedelige forhold har en udløbsdato. Ind imellem skal man huske at sige noget nyt.

10erne er duggede ruder. Sex og forelskelse. Uvidenhed og nysgerrighed. Lystfølelsen på livet og teenage-angsten ved at tage fat. Tryk og modtryk.
20erne er det første røde lys. Mødet med virkeligheden og kærligheden. Reflektionen over andres forhold og kriserne i ens eget.

[HappyHippo]

Vi har kun været sammen i 5 år, men til gengæld har vi to børn, så ja, det går meget op og ned. Hovedsageligt alt efter hvor meget søvn vi får.

Vi har aldrig skrevet en eneste statusopdatering omkring vores forhold, så vi er ikke et af de par, der udbasunerer vores forhold og det eventuelle drama der hører med, men jo, det er der da. Sommetider hader jeg ham virkelig, men heldigvis elsker jeg ham oftere.

[Grissebassen]

Jeg er helt enig langt hen ad vejen.
Men jeg har nu selv oplevet, at den drama, der har været i starten af mine forhold, kun har været tilstede i starten. Her har det simpelthen blot skyldtes, at man lige skulle lære hinanden ordentligt at kende. Og når man er nyforelsket, og usikker på hinanden/ikke kender hinandens reaktionsmønstre osv., så kan det være rigtig svært ikke at undgå lidt drama. Men det er min oplevelse, at så snart man lærer hinanden at kende og falder til ro i forholdet, så kan forholdet godt blive stabilt og trygt.

[Joe]

Hey, jeg vil bare lige sige at jeg et vild med alle jeres indlæg. Denne her tråd føles lidt som sådan en aften med veninderne, hvor man drikker et par flasker rødvin og har dybe samtaler om mænd, parforhold, og livet i det hele taget. Jeg kan lide det!

[Evapeva]

Vi har været sammen i godt 10 år. Der har været meget drama i vores forhold de første 5 års tid. Forårsaget af mig.
Faktisk vil jeg gerne give Juhuu skylden (!), for når man debatterer sex og forhold på nettet, så kommer det mere naturligt at gøre det irl også. Og dét var min mand sgu ikke glad for. Jeg tror, min måde at diskutere alting kom meget bag på ham, og det pissede omvendt mig helt vildt af, at han "ingen" inputs havde.

Nu er jeg mere.. afrundet , men jeg er stadig træt af, hvis han ikke har noget at sige til det, som JEG gerne vil udrede.
Udtrykket - det jeg leder efter - er vel et eller andet sted "hjernelækker". Og det er han også - han skal bare varmes op. I øvrigt anser jeg ikke mig selv for at være det, men jeg går op og ned af nogle mennesker til daglig, som netop kan diskutere alt på en fornuftig og velovervejet måde. De vil altid kunne mønstre en holdning, og her kommer min mand måske til kort.

Han er i øvrigt gået fra slet ikke at kunne have make up-sex til at vi altid ender dér et halvt døgns tid efter stormen - og jeg klager ikke. Det sker dog højst et par gange om året, hvor vi har decideret skændtes.

For at svare på, om vi føler os normale: Ja, det gør vi nok. Hvis vi siger gennemsnitligt 2 skænderier om året og måske 6 diskussioner, så vil jeg tro, det dækker os ind. Og det er da ærgerligt, at det skal til i det hele taget - men det er simpelthen _umuligt_ for os (mig) at undgå det, når ungerne hyler og vi stresser over dem/økonomi/hverdagsjag/tilbygning/lignende banaliteter.

[chokoladegris]

Nu har jeg aldrig været i et længerevarende forhold, men kender mange der har.
Jeg tror det er forskelligt hvilket slags forhold det passer til en :-) har oplevet noget have et ekstremt turbulent forhold, men hvor de altid finder ud af det alligevel og andre, hvor tingene bare kører stille og roligt.

Personligt ville jeg ikke kunne holde til at være i et dramatisk forhold. Kender mig selv godt nok til at vide at jeg ville blive ked af det, frustreret, sove dårligt, ville ikke spise ordentligt osv, hvis jeg var i et forhold med en hvor tingene hele tiden kørte op og ned. Selvfølgelig er der op og nedture i et forhold, men hvis det sker hver eneste uge, så ville jeg blive lettere sindssyg. Når jeg åbner mig op for en anden person, har jeg brug for at føle mig tryg og skulle der ske uoverensstemmelser, så er jeg mere for at man lytter til hinanden end at man skændes og råber. Sådan har jeg det også med mine venner :-) er jo netop venner med dem fordi at jeg føler mig tryg i deres selskab, at jeg kan være mig selv og er vi uenige, stoler jeg på at jeg kan fortælle dem det, uden at vi bliver mega uvenner.

[Blonderella]

Jeg har tidligere kun haft udramatiske forhold. 1 på 2 år og 1 på 6 år. De var k-e-d-e-l-i-g-e!

Mit nuværende forhold er mere stormfuldt. Vi har begge en mening og er ofte ikke enige. Der er dage jeg håber han vælter på sin mc og dage hvor jeg ikke kan undvære ham de 2 minutter det tager at gå ud med skrald.

Jeg ville ikke undvære det. Nogensinde. Vi har været sammen i 9 år. Gift i 3. Vi er nu midt i 30erne og det er naturligvis mindre dramatisk nu ifht i starten. Måske fordi vi er ældre. Måske fordi vi har børn. Men nok især fordi vi ikke så ofte drikker os fulde sammen mere..

[Tanten]

Konflikter og mindre kriser i et parforhold er uundgåelige - men de kan sagtens klares uden drama. Jeg har prøvet både forhold med drama - før i tiden - og forhold uden (mine seneste 3 incl. mit nuværende), og jeg har haft SÅ mange flere kræfter til mit eget liv i de forhold, hvor der har været fokus på problemløsningen og vi ikke er gået efter manden men derimod bolden. Mit liv er ganske enkelt for kort til drama, og jeg mener seriøst, man har brug for et check hos en psykolog, hvis man mener, livet uden drama er "kedeligt".

[Wunder8]

Jeg synes, der er stor forskel på drama og så det at opleve konflikter, være uenige og diskutere.

For mig ligger der i "drama" det, at uoverensstemmelser bliver meget følelsesladede og personlige, og at diskussioner foregår på et intenst emotionelt niveau, hvor man tuder, råber, smækker med døren, hæver stemmen etc. - i større eller mindre grad. Hvor den mere fornuftige ækvivalent er, at man diskuterer med fokus på at løse problemet og ikke bliver uvenner af det.

Jeg har været i forhold, hvor der var drama, og det var forfærdeligt. Mit temperament er slet ikke bygget til store følelsesmæssige udsving (hvis det sker mere end en sjælden gang imellem). Jeg bryder mig ikke om, når andre lader deres følelser løbe af med dem, og jeg bryder mig ikke om selv at blive revet med af en stemning og komme til at sige en masse grimme ting. Derudover er det sjældent konstruktivt, og det gør bare det hele endnu værre. Det handler ikke om, at man ikke må vise følelser, men om ikke at lægge følelser ind i alle konflikter, men i stedet prøve at se lidt mere pragmatisk på tingene - synes jeg.

Til gengæld kunne jeg ikke forestille mig at være i et forhold, hvor der ingen konflikter var, og hvor man var enige om alt. Det er håndteringen, der spiller en rolle

[Karkluden]

Mit sidste forhold var sådan en roller-coaster dér, og jeg ville hellere waterboardes end at gå igennem alt det én gang til. Men så igen er det sjældent heller de dér forhold, hvor man bare tøffer rundt i stuerne og skynder sig at smile elskværdigt til hinanden, hvis man går i vejen for fjerneren eller lige kommer til at gnubbe hinanden den forkerte vej, hvor man knepper til ruderne dugger. Jeg ved hvilke forhold, jeg altid havner i, og hvilke typer jeg tiltrækkes af - og jeg ligger 100% som jeg har redt - men det du har, Joe... Det lyder godt nok også nice, og som noget jeg ville ønske, at jeg kunne komme til at opleve. Ikke fordi det er "ukompliceret". Men fordi det er ægte og ærligt, blottet og helt uden omsvøb - uden nogen form for forstillelse - og dét alene gør det til noget ikke-spor-farligt, og noget man da skulle være en total idiot for at ville ødelægge med dumt raseri.

Jeg vil så gerne skrive under på, at man pænt meget godt kan have forhold, der er både "tøffen rundt", dybe samtaler, partnerskab og hyppigt knep inkl særdeles duggede ruder - også efter flere år.