bibbs skrev:Det kommer nok også ud lidt for bombastisk.
Det er ikke helt sådan det er, børnene kan mærke det. Helt sikkert men han er i 99 procent af tiden en fantastisk far og hvem kan sige at de aldrig gør noget der ikke er toppædagogisk.
Det er relationen til mig, men når jeg tænker skilsmisse tanken til ende får jeg nærmest ondt i maven over det og om jeg kan klare det både økonomisk og praktisk
Selvom han er en god far i 99% af tiden, så er det den sidste ene fucking procent, som børnene husker.
Det er den ene %, der sætter sit negative præg på jeres børn. Og dermed på dig, fordi du påtager dig den smerte det er, når din mand bliver sur.
Du tager et misforstået hensyn, ja, du gør nærmest dine børn (og dig selv) en bjørnetjeneste, når du ikke sætter hælene i og slår i bordet.
For du ved inderst inde også godt, at jeres indbyrdes forhold og hans forhold til børnene tager skade, så længe det kører som det kører nu (og som det har kørt i flere år efterhånden.)
Jeg ved personligt hvor svært det kan være at slå i bordet og evt kræve skilsmisse; det er skræmmende på alle plan, det er hårdt og det kræver arbejde.
Men på lang sigt kan det være en gevinst; for jeg tror næppe at du, din mand eller dine børn får det bedre, når der ikke sker en ændring.
Edit: Jeg ved godt ovenstående lyder hårdt, men det er slet ikke skrevet som sådan, Jeg ved som skrevet hvor svært det kan være. Da jeg valgte at blive skilt kan jeg bagefter se jeg tumlede med beslutningen i flere år. Men jeg var nødt til at opleve noget, der gjorde at jeg indså der måtte ske noget drastisk.
Jeg er sikker på, du er den eneste der kan ændre jeres forhold; din mand gør det ikke og jeres børn skal ikke. Ergo er der kun dig. Og pt er det en ringe trøst. men du lærer så meget om dig selv og vinder meget ved at tage det ansvar, der er brug for.