LaScrooge skrev:Interessant spørgsmål. Jeg synes ikke det siger noget definitivt overhovedet, men jeg tænker en del over det og en masse om det, bl.a. i forhold til den familiehistorie folk har. Jeg synes at ane en tendens i retning af, at folk der er vokset op med forældre der har været sammen hele livet ofte også selv er i langvarige forhold, mens folk, hvis forældre har brudt eller som er vokset op med enlige forældre i højere grad har flere forhold, også selvom det er langvarige af slagsen. Jeg tænker, at folk det er vokset op i harmoniske familiesammenhænge har lært noget om hvordan man kommunikerer og løser problemer og at de tager det med sig i deres egne forhold. Der kan sikkert også være nogle værdier og normer der har smittet af, fx noget om at man bliver sammen selvom det er svært, at man prioriterer familie højt, og lignende. Jeg tænker, at der er nogle roller man får en indføring i når man er vokset op i et succesfuldt, monogamt forhold som man har nemmere ved at videreføre/finde sig til rette i i sit eget liv, som mennesker, der er vokset op i brudte eller enlige hjem ikke på samme måde har. Der skal man måske opfinde mere selv, så at sige.
Jeg er selv vokset op i et brudt hjem med en mere eller mindre enlig mor, men jeg har svært ved at adskille præcis dén indflydelse fra alle de andre indflyldelser, når jeg overvejer min egen forholdshistorik. Jeg har mere eller mindre uafbrudt været i forhold siden jeg var 21. Egentlig ikke altid med min gode vilje, hehe, men jeg er bare stødt på attraktive partnere så snart jeg var ledig. Jeg har haft 3 langvarige forhold på samlet 9 år, ud over det jeg er i nu, som jeg håber bliver det sidste.
Jeg kender mennesker af alle typer: folk fra harmoniske hjem der selv er i langvarige, harmoniske forhold. Folk, fra harmoniske hjem, der nærmest ikke har haft en kæreste og som heller ikke rigtig er interesseret i det. Folk, som ikke rigtig havde haft en kæreste før de mødte deres partner i midten/slutningen af 20'erne og nu har været sammen med dem i 8-10 år. Folk, som jeg selv, der har flere langvarige, seriøse forhold på bagen. Det eneste jeg ikke rigtig støder på i min omgangskreds og aldersgruppe, er dem, som har mange relationer de kalder forhold som varer under 6 måneder. Det hører sig i min opfattelse mest til teenageårene og måske de allertidligste 20'ere og det tænker jeg handler rigtig meget om at man 1. ikke kender sig selv, 2. ikke ved hvad man ønsker af et forhold, 3. kalder alle seksuelle og romantiske forbindelser for forhold, selvom de måske ikke rigtig kvalificerer til det. De 2 første ting tænker jeg i øvrigt i en vis grad har gjort sig gældende for mig. Mine forhold har været stærke rammer om min egen udvikling og jeg tror, at jeg har haft brug for den tryghed, der ligger i at være tæt på et andet menneske, fordi jeg overhovedet ikke havde den tryghed da jeg voksede op.
Så, jeg tror mit kendskab til mennesker af mange typer forhindrer mig i entydigt at forbinde egenskaber og evner med ens forholdshistorik (eller mangel på samme). Jeg har fx en ven som er sindssygt attraktiv, intelligent, morsom, lækker, afslappet og så videre ud af den lovprisende tangent, som ikke rigtig gider forhold og som så vidt jeg ved heller ikke har haft nogen de sidste mange år. Han er meget social, har en stor omgangskreds og mange venner og er også en god ven, så der er ingen sammenhæng mellem det ene og det andet dér.
Jeg kan ikke rigtig se hvorfor man ikke kan kalde et forhold på under 6 måneder et forhold. Selv hvis man er teenager. I mine øjne er det et forhold når man har bestemt sig for at være kærester. Jeg har da også haft andre romantiske "forbindelser", datet nogle over længere tid eller lignende, men hvis jeg ikke har været kærester med dem vil jeg heller ikke kalde det et forhold. Jeg har i alt haft 3 kærester. Den ene da jeg var 17, nr 2 da jeg var 19 og nr 3 fra jeg var 19 til jeg var 21. De første to havde en varighed på henholdsvis 2,5 måned og 1 måned. Men før jeg blev kærester med dem, havde jeg også datet dem. Før jeg blev kærester med dem kaldte jeg det ikke et forhold nej, det gjorde jeg da jeg blev kærester med den. Ved ikke om det nu lyder underligt fordi jeg siger jeg kun havde en kæreste i 1 måned, men det gjorde det ikke mindre seriøst end hvis vi havde været sammen i 6 måneder. Vi var sammen næsten hele tiden og havde allerede begyndt at snakke om at flytte sammen på længere sigt. I mine øjne var det noget af det der gjorde at det var ligeså seriøst og ligeså meget et forhold som hvis vi havde været sammen meget længere. Vi var jo kun kærester i 1 måned, ikke kun havde en romantisk relation i 1 måned... Jeg kalder det et forhold når man er kærester og har bestemt sig for at være det...