Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
lillebjoern
Indlæg: 5380
Tilmeldt: 13. aug 2015, 15:39
Kort karma: 698
Likede indlæg: 10394

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf lillebjoern » 21. mar 2016, 19:36

Akehurst2 skrev:
lillebjoern skrev:Jeg fik selv min første rigtig kæreste som 21-årig, og tjo, det syntes jeg da var sent, og jeg fik også tanker der kredsede omkring mig - om jeg nu var mærkelig eller hvad der var galt med mig. Men jeg har aldrig tænkt det om andre, heller ikke selvom de har været ældre. Jeg kan sagtens undre mig, hvis der var en midaldrende person, som ikke havde haft en kæreste, men det er aldrig noget, jeg ville tænke nærmere over. Det er mere fordi det er normen. Der kan spille så mange faktorer ind - hvor har man været/hvor er man i livet, hvilken personlighed har man, opsøger man det/opsøger man det ikke... Det er jo ikke altid man er heldig og møder den eneste ene dér hvor man lige er i sit liv.


Måske et meget dumt spørgsmål, nu du sådan set skriver det helt kart og direkte, men synes du virkelig, det er sent som 21-årig?

Jeg havde en kæreste i gymnasiet, men det betragter jeg jo som noget ungdomsnoget, når det er fra vi var 16 til vi var 18 og boede hjemme og sådan, selvom vi var meget glade for hinanden, og fik så min første kæreste som voksen, da jeg også var 21 år. Og det har jeg aldrig tænkt som sent.


Nej, ikke objektivt set, og heller ikke længere, men jeg syntes det var sent dengang. Det var nok fordi min omgangskreds alle havde kærester, så havde jeg det sådan. Jeg havde aldrig haft et kærestelignende forhold som dig, heller.
1
If you love something, set it free. Unless it’s a tiger.
:danse:
Brugeravatar
Animi
Indlæg: 7467
Tilmeldt: 24. okt 2015, 14:47
Kort karma: 823
Likede indlæg: 19509

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf Animi » 21. mar 2016, 19:58

lillebjoern skrev:
Akehurst2 skrev:
lillebjoern skrev:Jeg fik selv min første rigtig kæreste som 21-årig, og tjo, det syntes jeg da var sent, og jeg fik også tanker der kredsede omkring mig - om jeg nu var mærkelig eller hvad der var galt med mig. Men jeg har aldrig tænkt det om andre, heller ikke selvom de har været ældre. Jeg kan sagtens undre mig, hvis der var en midaldrende person, som ikke havde haft en kæreste, men det er aldrig noget, jeg ville tænke nærmere over. Det er mere fordi det er normen. Der kan spille så mange faktorer ind - hvor har man været/hvor er man i livet, hvilken personlighed har man, opsøger man det/opsøger man det ikke... Det er jo ikke altid man er heldig og møder den eneste ene dér hvor man lige er i sit liv.


Måske et meget dumt spørgsmål, nu du sådan set skriver det helt kart og direkte, men synes du virkelig, det er sent som 21-årig?

Jeg havde en kæreste i gymnasiet, men det betragter jeg jo som noget ungdomsnoget, når det er fra vi var 16 til vi var 18 og boede hjemme og sådan, selvom vi var meget glade for hinanden, og fik så min første kæreste som voksen, da jeg også var 21 år. Og det har jeg aldrig tænkt som sent.


Nej, ikke objektivt set, og heller ikke længere, men jeg syntes det var sent dengang. Det var nok fordi min omgangskreds alle havde kærester, så havde jeg det sådan. Jeg havde aldrig haft et kærestelignende forhold som dig, heller.


Jeg fik også min første kæreste som 21årig, og dengang syntes jeg også det var sent. Og det vat nok fordi at alle mine veninder var i forhold på 2-3. år, boede sammen med deres kærester og nogen begyndte endda at tænke på børn. Så dengang følte jeg mig godt nok bagud
1
You know what the issue is with this world? Everyone wants a magical solution to their problem, and everyone refuses to believe in magic.
Brugeravatar
Hurrze
Indlæg: 607
Tilmeldt: 4. sep 2015, 20:05
Kort karma: 46
Geografisk sted: Sønderjylland
Likede indlæg: 429

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf Hurrze » 23. mar 2016, 04:02

Q-beben skrev:Hm... det er et interessant spørgsmål.

Om det er personligheden, der bestemmer antallet af forhold eller omvendt, - begge dele gælder, tror jeg.

Min kæreste og jeg repræsenterer begge dele...

Min kæreste har kysset en masse "frøer", men har kun haft to seriøse forhold, - hans eks-kone, som han var sammen med i 100 år og fik børn med - og så mig. Han ville ikke skilles - det var hans eks-kones valg. Og han har den holdning, at når man har valgt at gå i forhold, så er det for livet. At når man elsker en person, holder man bare ikke op (medmindre den anden bliver psykisk syg eller på anden vis ændrer karakter), så det er værd, at man kæmper for at blive sammen. At de kriser, man overvinder, gør ens forhold stærkt.

Så har vi mig, der både har kysset mange frøer og har været i... rigtig mange forhold. Jeg vil gerne tro på det, som min kæreste tror på, men inderst inde tror jeg nok mest på serial monogami.

Jeg ville da ønske, at min kæreste har ret, for selvom jeg synes, jeg har lært meget af dem, jeg har været sammen med - og vil ikke have været nogen af dem foruden, så er det en hård proces at skulle bryde op hver gang.



Hvorfor skulle psykisk sygdom være grund til at ikke stoppe med at elske sin partner? Kan virkelig ikke se det? Nu er jeg også selv psykisk syg, så forstår det slet ikke. Ved nogle har fordomme overfor psykisk syge, men bare fordi man er det, er det ikke ens betydning med at man ikke kan elske din partner ligeså meget :gruble:
0
"Life isn't about waiting for the storm to pass, it's about learning to dance in the rain"
Brugeravatar
Hurrze
Indlæg: 607
Tilmeldt: 4. sep 2015, 20:05
Kort karma: 46
Geografisk sted: Sønderjylland
Likede indlæg: 429

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf Hurrze » 23. mar 2016, 04:13

LaScrooge skrev:Interessant spørgsmål. Jeg synes ikke det siger noget definitivt overhovedet, men jeg tænker en del over det og en masse om det, bl.a. i forhold til den familiehistorie folk har. Jeg synes at ane en tendens i retning af, at folk der er vokset op med forældre der har været sammen hele livet ofte også selv er i langvarige forhold, mens folk, hvis forældre har brudt eller som er vokset op med enlige forældre i højere grad har flere forhold, også selvom det er langvarige af slagsen. Jeg tænker, at folk det er vokset op i harmoniske familiesammenhænge har lært noget om hvordan man kommunikerer og løser problemer og at de tager det med sig i deres egne forhold. Der kan sikkert også være nogle værdier og normer der har smittet af, fx noget om at man bliver sammen selvom det er svært, at man prioriterer familie højt, og lignende. Jeg tænker, at der er nogle roller man får en indføring i når man er vokset op i et succesfuldt, monogamt forhold som man har nemmere ved at videreføre/finde sig til rette i i sit eget liv, som mennesker, der er vokset op i brudte eller enlige hjem ikke på samme måde har. Der skal man måske opfinde mere selv, så at sige.

Jeg er selv vokset op i et brudt hjem med en mere eller mindre enlig mor, men jeg har svært ved at adskille præcis dén indflydelse fra alle de andre indflyldelser, når jeg overvejer min egen forholdshistorik. Jeg har mere eller mindre uafbrudt været i forhold siden jeg var 21. Egentlig ikke altid med min gode vilje, hehe, men jeg er bare stødt på attraktive partnere så snart jeg var ledig. Jeg har haft 3 langvarige forhold på samlet 9 år, ud over det jeg er i nu, som jeg håber bliver det sidste.

Jeg kender mennesker af alle typer: folk fra harmoniske hjem der selv er i langvarige, harmoniske forhold. Folk, fra harmoniske hjem, der nærmest ikke har haft en kæreste og som heller ikke rigtig er interesseret i det. Folk, som ikke rigtig havde haft en kæreste før de mødte deres partner i midten/slutningen af 20'erne og nu har været sammen med dem i 8-10 år. Folk, som jeg selv, der har flere langvarige, seriøse forhold på bagen. Det eneste jeg ikke rigtig støder på i min omgangskreds og aldersgruppe, er dem, som har mange relationer de kalder forhold som varer under 6 måneder. Det hører sig i min opfattelse mest til teenageårene og måske de allertidligste 20'ere og det tænker jeg handler rigtig meget om at man 1. ikke kender sig selv, 2. ikke ved hvad man ønsker af et forhold, 3. kalder alle seksuelle og romantiske forbindelser for forhold, selvom de måske ikke rigtig kvalificerer til det. De 2 første ting tænker jeg i øvrigt i en vis grad har gjort sig gældende for mig. Mine forhold har været stærke rammer om min egen udvikling og jeg tror, at jeg har haft brug for den tryghed, der ligger i at være tæt på et andet menneske, fordi jeg overhovedet ikke havde den tryghed da jeg voksede op.

Så, jeg tror mit kendskab til mennesker af mange typer forhindrer mig i entydigt at forbinde egenskaber og evner med ens forholdshistorik (eller mangel på samme). Jeg har fx en ven som er sindssygt attraktiv, intelligent, morsom, lækker, afslappet og så videre ud af den lovprisende tangent, som ikke rigtig gider forhold og som så vidt jeg ved heller ikke har haft nogen de sidste mange år. Han er meget social, har en stor omgangskreds og mange venner og er også en god ven, så der er ingen sammenhæng mellem det ene og det andet dér.



Jeg kan ikke rigtig se hvorfor man ikke kan kalde et forhold på under 6 måneder et forhold. Selv hvis man er teenager. I mine øjne er det et forhold når man har bestemt sig for at være kærester. Jeg har da også haft andre romantiske "forbindelser", datet nogle over længere tid eller lignende, men hvis jeg ikke har været kærester med dem vil jeg heller ikke kalde det et forhold. Jeg har i alt haft 3 kærester. Den ene da jeg var 17, nr 2 da jeg var 19 og nr 3 fra jeg var 19 til jeg var 21. De første to havde en varighed på henholdsvis 2,5 måned og 1 måned. Men før jeg blev kærester med dem, havde jeg også datet dem. Før jeg blev kærester med dem kaldte jeg det ikke et forhold nej, det gjorde jeg da jeg blev kærester med den. Ved ikke om det nu lyder underligt fordi jeg siger jeg kun havde en kæreste i 1 måned, men det gjorde det ikke mindre seriøst end hvis vi havde været sammen i 6 måneder. Vi var sammen næsten hele tiden og havde allerede begyndt at snakke om at flytte sammen på længere sigt. I mine øjne var det noget af det der gjorde at det var ligeså seriøst og ligeså meget et forhold som hvis vi havde været sammen meget længere. Vi var jo kun kærester i 1 måned, ikke kun havde en romantisk relation i 1 måned... Jeg kalder det et forhold når man er kærester og har bestemt sig for at være det...
1
"Life isn't about waiting for the storm to pass, it's about learning to dance in the rain"
Brugeravatar
Hurrze
Indlæg: 607
Tilmeldt: 4. sep 2015, 20:05
Kort karma: 46
Geografisk sted: Sønderjylland
Likede indlæg: 429

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf Hurrze » 23. mar 2016, 04:44

Jeg tænker at ind i mellem kan ens forhold sige noget om ens person. Jeg tænker dog mere det er selve forholdet der siger mere, eller tendenser der går igen, end det er mængden og længden af de forhold man har.

Længden og antallet af mine forhold siger ikke noget om mig som person. Hvert fald ikke ifølge mig selv, men det gør de tendenser der går igen i mine forhold, i mine romantiske relationer og faktisk også i mit singleliv. Som at jeg er godtroende og nogle gange naiv at tro at tingene kan vende tilbage til det, det var. At jeg ikke er den eneste der kæmper for forholdet kan fungere. At jeg nogle gange holder ved lidt for længe, selvom jeg bare burde lytte til min fornuft. Bliver også tiltrukket af dem jeg skal kæmpe for at få og har svært ved at få. Dem der ofte faktisk ikke idioter overfor mig, får mig til at tro alt muligt og at jeg holder for meget fast i håbet. Fungerer bedst i et forhold, hvor jeg kun skal være sammen med en. Når jeg er i et forhold har jeg også kun lyst til at være samme med ham (heldigvis). Har samtidig med det, også svært ved at knytte mig, mest af alt at stole på folk. Har prøvet at falde for de søde typer af fyre, men får simpelthen ikke følelser for dem. Ved at mine tendenser har noget at sige om min personlighed og min fortid. Nok også lidt mine familierelationer. Ved at det er noget jeg prøver at arbejde på, og få hjælp til at arbejde med.

Ved at mine tendenser siger noget om mig, men ved også at mængden af forhold ikke har noget at sige, hvert fald ikke når det gælder mig... :)
0
"Life isn't about waiting for the storm to pass, it's about learning to dance in the rain"
JoyNips
Indlæg: 12052
Tilmeldt: 21. dec 2015, 12:25
Kort karma: 1386
Likede indlæg: 33895

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf JoyNips » 23. mar 2016, 07:54

Jeg tror da klart, at man kan læse noget om folks personlighed ud fra deres forhold. Jeg har en veninde, der er enormt ekstrovert og elsker at have folk omkring sig. Hun har været i få, men lange forhold og har kun været single kort tid imellem. For hun ER bare en people-person, hun er let at kunne lide, hun er åben og hun trives bedst med at være sammen med folk. Så det er naturligt nok også dét, hun har "valgt". Omvendt er jeg meget introvert og trives godt (bedst?) i mit eget selskab. Jeg er typen, der ikke har "brug" for andre. Jeg har derfor haft lange singleperioder, hvor jeg ikke har været åben overfor at få nye folk ind i mit liv og hvor jeg derfor logisk nok ikke har fundet en kæreste.

Der er jo ingen af delene, der er rigtigt eller forkert.
5
“Man kan blive taget på røven. Og man kan blive taget røven på. Begge dele kan være dejligt. Men begge dele kan også være det modsatte. Sådan er livet.”
- Onkel Reje
Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 19610
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 2444
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 46093

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf LadyFox » 23. mar 2016, 07:56

Hurrze skrev:
Q-beben skrev:Hm... det er et interessant spørgsmål.

Om det er personligheden, der bestemmer antallet af forhold eller omvendt, - begge dele gælder, tror jeg.

Min kæreste og jeg repræsenterer begge dele...

Min kæreste har kysset en masse "frøer", men har kun haft to seriøse forhold, - hans eks-kone, som han var sammen med i 100 år og fik børn med - og så mig. Han ville ikke skilles - det var hans eks-kones valg. Og han har den holdning, at når man har valgt at gå i forhold, så er det for livet. At når man elsker en person, holder man bare ikke op (medmindre den anden bliver psykisk syg eller på anden vis ændrer karakter), så det er værd, at man kæmper for at blive sammen. At de kriser, man overvinder, gør ens forhold stærkt.

Så har vi mig, der både har kysset mange frøer og har været i... rigtig mange forhold. Jeg vil gerne tro på det, som min kæreste tror på, men inderst inde tror jeg nok mest på serial monogami.

Jeg ville da ønske, at min kæreste har ret, for selvom jeg synes, jeg har lært meget af dem, jeg har været sammen med - og vil ikke have været nogen af dem foruden, så er det en hård proces at skulle bryde op hver gang.



Hvorfor skulle psykisk sygdom være grund til at ikke stoppe med at elske sin partner? Kan virkelig ikke se det? Nu er jeg også selv psykisk syg, så forstår det slet ikke. Ved nogle har fordomme overfor psykisk syge, men bare fordi man er det, er det ikke ens betydning med at man ikke kan elske din partner ligeså meget :gruble:


Vel fordi at være sammen med en psykisk syg kan være enormt opslidende?
1
...
Brugeravatar
Wizzze
Indlæg: 24993
Tilmeldt: 11. aug 2015, 13:16
Kort karma: 3672
Likede indlæg: 29990

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf Wizzze » 23. mar 2016, 08:08

LadyFox skrev:Jeg har en veninde der nærmest har gjort det at være partner til en væsenlig del af hendes identitet, hun er nærmest altid i et forhold, og gør rigtig meget ud af de forhold hun har, de er altid højt prioriteret, og hendes rolle i forholdet bliver passet og plejet. Når hun så engang imellem ikke er i et forhold så er hun i krise, forvirret og apatisk. Hun trives altså slet ikke. Sådan har hun ikke altid været, det er noget der er kommet.

Men jeg tror det er svært at sigenoget generelt.


Sådan en kender jeg også, når et forhold ender, så går der dårligt nok en uge, før hun er i et nyt fast forhold. Ja, det er sgu lidt mærkeligt :gruble:

Indtil jeg blev 35 var jeg vel også mærkelig :gruble: jeg havde kun få korte forhold i bagagen, ikke nogen, der havde varet mere end et år, og havde aldrig boet sammen med nogen. Egentlig utroligt at nogen ville røre mig med en ildtang :tie:
1
Do as I say! :whip:
Akehurst2
Indlæg: 14144
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 1259
Likede indlæg: 40585

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf Akehurst2 » 23. mar 2016, 08:49

Marichen12 skrev:
Jeg mangler iøvrigt stadig lidt en definition af længerevarende...hvad er det? Jeg havde 5 "forhold" fra jeg var 18-27. Nogen under et år og to af dem ca. 2 års tid. Herefter mødte jeg min mand, vi har været sammen 10 år nu. Jeg kan da godt se, at på skrift lyder det af mange, "korte" forhold, men de var skam seriøse nok dengang. Og jeg anser mig selv som et (relativt) normalt menneske, med gode relationer privat og arbejdsmæssigt :genert:


Der bliver jeg dig nok svar skyldig - siden det var en andens udsagn, der inspirerede mig til tråden. Og det er lidt meget at kræve, at hu skal komme herover og redegøre.
0
Akehurst2
Indlæg: 14144
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 1259
Likede indlæg: 40585

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf Akehurst2 » 23. mar 2016, 08:57

Hurrze skrev:Jeg kan ikke rigtig se hvorfor man ikke kan kalde et forhold på under 6 måneder et forhold. Selv hvis man er teenager. I mine øjne er det et forhold når man har bestemt sig for at være kærester. Jeg har da også haft andre romantiske "forbindelser", datet nogle over længere tid eller lignende, men hvis jeg ikke har været kærester med dem vil jeg heller ikke kalde det et forhold. Jeg har i alt haft 3 kærester. Den ene da jeg var 17, nr 2 da jeg var 19 og nr 3 fra jeg var 19 til jeg var 21. De første to havde en varighed på henholdsvis 2,5 måned og 1 måned. Men før jeg blev kærester med dem, havde jeg også datet dem. Før jeg blev kærester med dem kaldte jeg det ikke et forhold nej, det gjorde jeg da jeg blev kærester med den. Ved ikke om det nu lyder underligt fordi jeg siger jeg kun havde en kæreste i 1 måned, men det gjorde det ikke mindre seriøst end hvis vi havde været sammen i 6 måneder. Vi var sammen næsten hele tiden og havde allerede begyndt at snakke om at flytte sammen på længere sigt. I mine øjne var det noget af det der gjorde at det var ligeså seriøst og ligeså meget et forhold som hvis vi havde været sammen meget længere. Vi var jo kun kærester i 1 måned, ikke kun havde en romantisk relation i 1 måned... Jeg kalder det et forhold når man er kærester og har bestemt sig for at være det...


Men det er jo også noget med, hvornår man kalder noget for et forhold og hvad man har af definitioner. Det er jo ikke objektivt.

Jeg forstår fx slet ikke den der skelnen mellem hvornår man dater og hvornår man beslutter sig for at være kæreste og det der i mine øjne ret indviklede set up, du beskriver.

For mig er det den tid, man er i relationen og ikke så meget noget med betegnelser.
3
Brugeravatar
Marichen12
Indlæg: 751
Tilmeldt: 4. jan 2016, 13:14
Kort karma: 290
Likede indlæg: 2046

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf Marichen12 » 23. mar 2016, 09:12

Akehurst2 skrev:
Marichen12 skrev:
Jeg mangler iøvrigt stadig lidt en definition af længerevarende...hvad er det? Jeg havde 5 "forhold" fra jeg var 18-27. Nogen under et år og to af dem ca. 2 års tid. Herefter mødte jeg min mand, vi har været sammen 10 år nu. Jeg kan da godt se, at på skrift lyder det af mange, "korte" forhold, men de var skam seriøse nok dengang. Og jeg anser mig selv som et (relativt) normalt menneske, med gode relationer privat og arbejdsmæssigt :genert:


Der bliver jeg dig nok svar skyldig - siden det var en andens udsagn, der inspirerede mig til tråden. Og det er lidt meget at kræve, at hu skal komme herover og redegøre.


Hov, det var slet ikke ment som at du skulle svare på det :) Jeg tror bare folk definerer "længerevarende" ret forskelligt. Jeg blev opfattet som en der skiftede kæreste relativt ofte (da jeg var yngre), men mine veninder var typerne der blev kærester med nogen fra gymnasiet og så var det ligesom det. Mange af dem er i samme forhold som da vi gik ud af gymnasiet for 18 år siden - al respekt for det - jeg ville aldrig undvære de tidlige (korte) forhold og de erfaringer jeg gjorde mig i dem...sådan er vi så forskellige :)
1
Mor til 4... :pompom: :preggo1:
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf LaScrooge » 23. mar 2016, 09:22

Hurrze skrev:
Jeg kan ikke rigtig se hvorfor man ikke kan kalde et forhold på under 6 måneder et forhold. Selv hvis man er teenager. I mine øjne er det et forhold når man har bestemt sig for at være kærester. Jeg har da også haft andre romantiske "forbindelser", datet nogle over længere tid eller lignende, men hvis jeg ikke har været kærester med dem vil jeg heller ikke kalde det et forhold. Jeg har i alt haft 3 kærester. Den ene da jeg var 17, nr 2 da jeg var 19 og nr 3 fra jeg var 19 til jeg var 21. De første to havde en varighed på henholdsvis 2,5 måned og 1 måned. Men før jeg blev kærester med dem, havde jeg også datet dem. Før jeg blev kærester med dem kaldte jeg det ikke et forhold nej, det gjorde jeg da jeg blev kærester med den. Ved ikke om det nu lyder underligt fordi jeg siger jeg kun havde en kæreste i 1 måned, men det gjorde det ikke mindre seriøst end hvis vi havde været sammen i 6 måneder. Vi var sammen næsten hele tiden og havde allerede begyndt at snakke om at flytte sammen på længere sigt. I mine øjne var det noget af det der gjorde at det var ligeså seriøst og ligeså meget et forhold som hvis vi havde været sammen meget længere. Vi var jo kun kærester i 1 måned, ikke kun havde en romantisk relation i 1 måned... Jeg kalder det et forhold når man er kærester og har bestemt sig for at være det...


For mig handler det om hvad et forhold er og hvad der gør noget til et decideret forhold. Jeg havde masser af korte forhold da jeg var yngre - fx havde jeg minimum 3 kærester i det år jeg gik på efterskole - nogle varede 3 uger, et andet varede 2,5 måned. I gymnasiet var det lidt det samme - 2-4 måneders forhold. Men første gang jeg rigtig kom tæt på en anden og det havde substans og kærlighed, det var med mit første rigtige længerevarende forhold da jeg var 21. Vi lærte hinanden at kende og vi havde stor betydning for hinandens udvikling. Og vi følte ægte kærlighed til hinanden. Det er nogle af de kvaliteter jeg forbinder med et "rigtigt" forhold og som adskiller dem fra de korterevarende forbindelser.

Som teenager er det klart, at de kortere relationer også har stor betydning, sikkert på måder lige så stor betydning som de dybere forhold man har som ældre, men for mig er et forhold på 1 måned ikke et forhold. Mest af alt fordi det jo ikke overlever - det når dårligt at komme i gang inden det slutter. Det peaker vel indenfor 2 uger og derefter begynder den ene at trække sig. Man beslutter sig hurtigt for ikke at være sammen og det står i modsætning til de længerevarende forbindelser, hvor man vælger hinanden i ret lang tid og går igennem mange faser sammen, altså også forholdsfaser. Man overlever fx den første forelskelse, man oplever kriser, man skal finde ud af hvad man skal lave, når det ikke længere er nok at kigge hinanden dybt i øjnene 24-7. Der sker ting i livet udenfor forholdet, man udvikler sig og forholdet udvikler sig med det, i stedet for at slutte. Man begynder at se den anden mere klart og synes stadig hinanden er det hele værd, også selvom man ikke har spændingen og den blændende forelskelse som de vinger, der får en til at sejle hen over barriererne og uenighederne. Der er en forskel i kvalitet og substans, som man bare ikke kan nå at opbygge, når man er sammen i 1 måned, eller 3 måneder.

Men derfor kan det jo sagtens have stor betydning for dig og synes meget vigtigt.
3
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
Anilara
Indlæg: 3756
Tilmeldt: 12. aug 2015, 19:43
Kort karma: 555
Likede indlæg: 8188

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf Anilara » 23. mar 2016, 12:22

Nogen er, ja.
Andre er ikke, nej.

Man bliver nødt til at vide eller forstå baggrunden for personens situation og/eller valg, for at kunne dømme en som mærkelig.
2
Brugeravatar
DetSorteCirkus
Indlæg: 21951
Tilmeldt: 12. aug 2015, 18:07
Kort karma: 2513
Likede indlæg: 59512

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf DetSorteCirkus » 23. mar 2016, 12:40

Anilara skrev:Nogen er, ja.
Andre er ikke, nej.

Man bliver nødt til at vide eller forstå baggrunden for personens situation og/eller valg, for at kunne dømme en som mærkelig.


Jeg er enig, og I det hele taget har jeg svært ved at sætte mig ind i behovet for på den måde at gå rundt og afgøre, om de folk, man møder på sin vej, er mærkelige eller normale. Jeg har faktisk tænkt en del over min holdning til trådens emne, men bremser hver gang ved præmissen. Jeg tænker simpelthen ikke på den måde, da det åbenbart ikke er vigtigt for mig at komme frem til sådanne konklusioner angående mine medmennesker.

Hvis en person gør noget dårligt overfor mig eller trediepart, kan jeg selvfølgelig godt tænke negativt om vedkommende, og hvis det er særlig slemt, kan min oplevelse farve hele min holdning, men når det gælder ting, der ikke umiddelbart har betydning for mig eller andre, kan det ikke rigtig anfægte mig så meget, at jeg kan forholde mig til, om personen er mærkelig eller ej.
2
Akehurst2
Indlæg: 14144
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 1259
Likede indlæg: 40585

Re: Er man mærkelig hvis man har mange eller få forhold?

Indlægaf Akehurst2 » 23. mar 2016, 12:47

DetSorteCirkus skrev:
Anilara skrev:Nogen er, ja.
Andre er ikke, nej.

Man bliver nødt til at vide eller forstå baggrunden for personens situation og/eller valg, for at kunne dømme en som mærkelig.


Jeg er enig, og I det hele taget har jeg svært ved at sætte mig ind i behovet for på den måde at gå rundt og afgøre, om de folk, man møder på sin vej, er mærkelige eller normale. Jeg har faktisk tænkt en del over min holdning til trådens emne, men bremser hver gang ved præmissen. Jeg tænker simpelthen ikke på den måde, da det åbenbart ikke er vigtigt for mig at komme frem til sådanne konklusioner angående mine medmennesker.

Hvis en person gør noget dårligt overfor mig eller trediepart, kan jeg selvfølgelig godt tænke negativt om vedkommende, og hvis det er særlig slemt, kan min oplevelse farve hele min holdning, men når det gælder ting, der ikke umiddelbart har betydning for mig eller andre, kan det ikke rigtig anfægte mig så meget, at jeg kan forholde mig til, om personen er mærkelig eller ej.


Nu var det selvfølgelig også fra upopulær holdning-tråden :-D

Det, der fik mig til at tænke, var det med at alderen i forhold til forhold skulle sige noget om personligheden generelt og personens evne i forhold til andre relationer. For det har jeg ikke rigtig hørt før.

Jeg synes det er ret oplagt som det er beskrevet på flere forskellige måder, at hvis man er en charmerende, udadvendt person med stort social behov og lyst til forhold, så er man nok mere tilbøjelig til at være i forhold end hvis man er introvert, genert og interesserer sig mere for andre ting. Ligesom ens barndom selvfølgelig påvirker en, om man så er blevet svigtet eller forgudet af forældrene. Men det er jo også nærmest banalt, og for mig uden sammenhæng til alder. Så det interessante for mig var som sagt det med at der nærmest var en skæringsdato, hvor selve det, at man ikke havde været i et længerevarende forhold sagde noget om ens personlighed.
0

Tilbage til "Forhold og sex"