Apropos mental load

[TinaW]

Her en kvinde, der mener at det er selvforskyldt, når andre kvinder brokker sig over at skulle være familiens projektleder.
Har hun ret?
Det er vel ikke helt så sort hvidt, tænker jeg.

https://jyllands-posten.dk/debat/kommen ... ey15bZu2GD

[Marengs]

Jeg har altid syntes, det lød forfærdeligt, når kvinder beskrev deres mental load. Og helt korrekt - ikke som noget hysterisk pjat. Men jeg har omvendt aldrig forstået, hvorfor man accepterer det. Hvorfor man accepterer at leve med en mand, der ikke magter så simpel en ting som at sikre det engagement i familielivet, så man ikke står med den load.

… og så synes jeg ofte svaret peger i retningen af, mændene jo ER engagerede og evner det, men… og så står jeg lidt af.

Med min manglende forståelse, er jeg ikke den rigtige til at have en holdning

[sigge]

Disclaimer: Jeg har hverken partner eller børn, så oplever derfor ikke selv mental load.

Jeg har ikke læst de artikler vedr. "det usynlige arbejde", som Marie Høgh henviser til i artiklen. Men hvis de eksempler, hun harcelerer over, er repræsentative for den generelle artikelserie, kan jeg da godt forstå, at hun ikke forstår det. Hvis hun i stedet prøvede at læse lidt med på debatten, ville hun måske få et mere nuanceret billede af, at veluddannede kvinder i akademikerjob godt kan opleve mental load, selvom de ikke prøver at være perfekte i omgivelsernes øjne, men egentlig bare gerne vil gøre det bedst muligt for deres børn.

Jeg kan selv være ved at få pip af mandlige kolleger, der spørger mig, hvornår vi skal være i bowlingcentret til vores firma-bowlingarrangement, i stedet for at se på deres Outlook-kalender og den mail med praktisk information, vi modtog for 2 timer siden. Derfor tror jeg på, at deres respektive koner/kærester kan opleve en form for mental load, hvis de opfører sig på samme måde derhjemme.

Jeg havde for mange år siden en kvindelig kollega, som jeg tror, påtog sig mere arbejde i familien end nødvendigt. Så de findes også. Det sjove i hendes tilfælde var, at det var et real life feltstudie i, at det i hvert fald hverken var arv eller miljø hos hendes mand, der gjorde, at han var helt umulig til alt husligt. Han havde nemlig en tvillingebror, som stod for alt husligt i sin husstand, fordi han havde en kone, som bare ikke gad den slags. Jeg skal ikke kunne sige, om bemeldte tvillingebrors kone stadig havde noget mental load, selvom han stod for den rent praktiske udførelse. Jeg tænkte dog, at min kollega måske micromanaged familien en smule for meget, da hun skulle være væk i 3 dage og manden skulle være hjemme med børnene, og hun både lagde tøj frem til alle 3 børn i 3 dage, sørgede for aftensmad alle dage og i øvrigt arrangerede, at mandens mor skulle komme et par dage og hjælpe til.

[TinaW]

Disclaimer: Jeg har hverken partner eller børn, så oplever derfor ikke selv mental load.

Jeg har ikke læst de artikler vedr. "det usynlige arbejde", som Marie Høgh henviser til i artiklen. Men hvis de eksempler, hun harcelerer over, er repræsentative for den generelle artikelserie, kan jeg da godt forstå, at hun ikke forstår det. Hvis hun i stedet prøvede at læse lidt med på debatten, ville hun måske få et mere nuanceret billede af, at veluddannede kvinder i akademikerjob godt kan opleve mental load, selvom de ikke prøver at være perfekte i omgivelsernes øjne, men egentlig bare gerne vil gøre det bedst muligt for deres børn.

Jeg kan selv være ved at få pip af mandlige kolleger, der spørger mig, hvornår vi skal være i bowlingcentret til vores firma-bowlingarrangement, i stedet for at se på deres Outlook-kalender og den mail med praktisk information, vi modtog for 2 timer siden. Derfor tror jeg på, at deres respektive koner/kærester kan opleve en form for mental load, hvis de opfører sig på samme måde derhjemme.

Jeg havde for mange år siden en kvindelig kollega, som jeg tror, påtog sig mere arbejde i familien end nødvendigt. Så de findes også. Det sjove i hendes tilfælde var, at det var et real life feltstudie i, at det i hvert fald hverken var arv eller miljø hos hendes mand, der gjorde, at han var helt umulig til alt husligt. Han havde nemlig en tvillingebror, som stod for alt husligt i sin husstand, fordi han havde en kone, som bare ikke gad den slags. Jeg skal ikke kunne sige, om bemeldte tvillingebrors kone stadig havde noget mental load, selvom han stod for den rent praktiske udførelse. Jeg tænkte dog, at min kollega måske micromanaged familien en smule for meget, da hun skulle være væk i 3 dage og manden skulle være hjemme med børnene, og hun både lagde tøj frem til alle 3 børn i 3 dage, sørgede for aftensmad alle dage og i øvrigt arrangerede, at mandens mor skulle komme et par dage og hjælpe til.

Jeg tror det her rammer meget godt.
For der er helt sikkert kvinder, der har stort set al mental load, måske fordi det startede under barslen og så bare er blevet hængende.
Måske er det af og til lidt egen skyld, måske ikke.
Jeg har også mest mental load hjemme ved os, fordi min mand sejler og er væk 4 uger ad gangen. I de 4 uger er der jo kun mig til at sørge for tingene og det kan godt være svært at skifte den rolle ud, når han så er hjemme.
Jeg kan som du også undre mig over, at tilsyneladende velfungerende mænd nogen gange har så svært ved, selv at fremsøge information.
Min mand har et lederjob og jeg er ret sikker på, han har styr på alt ude på arbejdet.
Derhjemme kniber det....

[Akehurst2]

Jeg er ikke uenig i, at der kan være behov for at kvinderne ser på de forventninger og krav, de stiller til sig selv (samtidig med at jeg ikke er blind overfor, hvor vanskeligt det er at frigøre sig fra forventninger, der er så indlejret i kulturen), men jeg står helt af, når kritikken kommer i så nedladende og grim en tone:

Kvinder, der er ved at gå i krampe af selvoptagethed...

Nej, mental load er et fænomen for de kvinder, der går og dimser rundt

… tidens klynkende kvinder slet ikke har gennemskuet deres egne narcissistiske træk…

…. kunne forvente af de mental load-kvinder, at de skammer sig lidt over deres store selvfortabelse. Og så bare tager sig lidt sammen.

[abcd]

Jeg mener helt entydigt det er kvinders eget ansvar.

Jeg har ikke en partner, men jeg har andre kvinder i mit liv. Min mor f.eks. Når mine forældre kommer på besøg, sætter min far sig i sofaen og drikker en kop kaffe. Min mor derimod har 1.000 holdninger til hvordan jeg kører mit hus. Skal du ikke dit og dat? Hvad med børnenes dit, dat, dut? Det er fint, jeg har styr på det mor, sæt dig ned og drik kaffe. Mor! Sæt. Dig. Ned. Og. Drik. Kaffe. Men hun er ustoppelig. Og det er fint, det lever jeg fint med, men pointen her er at det er tydeligt at hun er hardwired to mental load. Min datter gør det også allerede i en alder af 12. Hun har alle mulige bekymringer om hvordan tingene kører. Hør her søster lagkage, det er mig der er chef her, stop med at bekymre dig om alt muligt du ikke behøver at bekymre dig om. Men hun er tydeligvis også hardwired to mental load. Det fungerer fint i de relationer fordi jeg jo altid kan henvise til at jeg er chefen i denne husholdning, så de har lov til at komme med deres meninger, men det er mig der bestemmer. Der hvor det slår gnister, er selvfølgelig i parforholdet hvor chef-rollen er delt.

Jeg mener ikke der er noget galt med kvinder, det tjener jo et formål at de er sådan. Problemet er når mænd får skylden. Så er det man får lyst at råbe til kvinder: Chill the fuck out! Sit down! Chill out! Nu!

[TinaW]

Jeg mener ikke der er noget galt med kvinder, det tjener jo et formål at de er sådan. Problemet er når mænd får skylden. Så er det man får lyst at råbe til kvinder: Chill the fuck out! Sit down! Chill out! Nu!

Men hvorfor tror du at piger/kvinder er hard wired til at tage styringen på familielivet?
Er det noget biologisk, er det noget kulturelt eller hvorfor?
For vi er vel enige om, at de fleste mænd godt kan tage mere styring på deres arbejdsplads?
Hvorfor slipper de tøjlerne derhjemme?
Jeg er heller ikke blind for at en del kvinder helst vil have tingene gjort på deres måde og det kan være svært for en ægtefælle at føle, de kan gøre tingene godt nok, hvis der bliver kritiseret eller ligefrem gjort om, efterfølgende.

[Torn]

Begge fronter i polemikken har helt klart en pointe: Kvinder har langt det største mental load. Det er dels deres egen skyld, dels deres mands skyld og så er der helt klart også underliggende strukturerer i vores samfund, som de begge påvirkes af. Kvinder bør være langt bedre til ikke at påtage sig ansvaret og måske kan de også sænke barren. Mænd bør være langt bedre til at påtage sig ansvaret og måske kan de også hæve barren. Og strukturerne i samfundet forløses i debatten, så lad os endelige blive ved med at uenige.

Jeg har forsøgt at være opmærksom fra start i vores forhold, men der skete en skævvridning, da vi fik børn. Og jeg blev også mere... rigid i mine holdninger til hjemmet, til vores relationer og vores planlægning. Som derfor næsten automatisk gav mig den styrende rolle. I år gav jeg juleaften til min mand - gaver, koordinering, mad, tidsplan, alles. Det var så grænseoverskridende for mig, fordi han ikke løste det som jeg ville have gjort. Og han forstod lidt mere af, at unødvendigt tidspres og "i sidste øjeblik" ikke er rart, da jeg pludselig ikke stod der til at rette trådene til sidst. Og vi havde en rigtig dejlig juleaften.

[Moe]

Jeg mener ikke der er noget galt med kvinder, det tjener jo et formål at de er sådan. Problemet er når mænd får skylden. Så er det man får lyst at råbe til kvinder: Chill the fuck out! Sit down! Chill out! Nu!

Men hvorfor tror du at piger/kvinder er hard wired til at tage styringen på familielivet?
Er det noget biologisk, er det noget kulturelt eller hvorfor?
For vi er vel enige om, at de fleste mænd godt kan tage mere styring på deres arbejdsplads?
Hvorfor slipper de tøjlerne derhjemme?
Jeg er heller ikke blind for at en del kvinder helst vil have tingene gjort på deres måde og det kan være svært for en ægtefælle at føle, de kan gøre tingene godt nok, hvis der bliver kritiseret eller ligefrem gjort om, efterfølgende.

Det er en blanding af biologi og kultur, som med så meget andet.

Biologien giver fundament for det grundlæggende, temperament og prioriteterne, men kulturen giver det konkrete udtryk. Eksempelvis hvis kvinder i højere grad har lyst til orden i hjemmet, så er det biologiske udtryk nok mest lysten til orden, men kulturen gør at det er i hjemmet. Biologisk vil kvinder i dette tilfælde, i højere grad ønske orden overalt, dvs. både hjemme og på arbejdet, men kulturen gør at de kun får lov at herske i hjemmet - med mindre chef på en arbejdsplads.

Det vil derfor altid være en blanding i forskelligt omfang, når vi taler om forskellen mellem mænd og kvinder.

PS: Jeg er enig med abcd i, at det er et problem, når mænd får skylden for kvinders egen utilstrækkelighed eller fordi verden ikke er, som de samme kvinder gerne vil have den. Skyld, som rettes mod andre, for ting, der er internaliseret, giver ikke meget mening.

Kvinder laver mere i hjemmet, fordi de har flere krav til hjemmet. Den der stiller kravene, må også selv gøre arbejdet. Hvis mænd stillede krav og satte kvinder i gang med at udføre mænds krav, så ville det være en berettiget kritik, men det er der jo ikke tale om. Mænd stiller ofte større krav til deres biler, og derfor må de også selv tage sig af bilerne og ikke forlange, at det er konen som vasker, vokser og polerer bilen, på samme måde med andre ting i hjemme. Den det stiller kraven må også i højere grand selv stå for det, uanset hvad det er,

[Mani]

Det er sgu sådan lidt både og synes jeg.
Da jeg fandt sammen med min mand delte vi arbejdsopgaverne i lejligheden 50/50.
Så fik vi hus med have og børn. Vi aftalte han arbejdede mere og jeg tog flere af de huslige opgaver – delte dem nok 25/75 og det var fint. Men efterhånden som flere og flere af hans opgaver er forsvundet (afleverer børn om morgenen og smøre deres madpakker – og drengene hjælper til) har han fået færre og færre opgaver.

Han går ikke i haven uden jeg er der. Han maler ikke træværk uden minimum jeg også gør – gerne også drengene. Han er den der bruger sav, boremaskine osv – mens jeg gør noget andet. Men det er mig der googler og skille vaskemaskinen når den ikke virker.

Han laver aftensmad 1-2 gange om ugen og han tømmer opvaskemaskine af og til. Og han det er noget pjat hvis jeg beder ham vende hans gennemsvedte løbetøj så det vender rigtigt før han smider det til vask. Hvis jeg kommer med et pip siger han at jeg jo bare har højere standarder end ham – det har jeg på enkelte punkter og dem skal jeg nok selv ordne, men det er ikke urimeligt at et køkken er forholdsvis ryddet efter en madlavning (drengene punker ham også) og det kunne jo være at man også af og til kunne gøre sig lidt umage for en partner.

Nu løser det sig jo med en skilsmisse, men dette har været en slippery slope de sidste mange, mange år. Fx kan jeg jo lige fikse forsikringer og bestille nye knive til plæneklipperen nu jeg alligevel sidder ved skærmen om aftenen… For jeg er på Debatten og han ser Reality…

Han skriver og spørger hvornår påsken falder og svarer jeg at det er nemmere at Google hævder han at jeg altid er så god til at Google. Han er innovationschef for 23 medarbejdere…

Han har aldrig været på Aula fordi ’han ikke kunne finde ud af det’ Det er mig der fikser router, skifter lamper og slukker for vandet i udehanerne om vinteren … fordi han ikke lige ved hvordan man gør og ikke har været vant til det i barndomshjemmet… Trust me det har mine handicappede akademiker far & mor heller ikke lært mig.

Og ja, jeg skulle nok have gået eller sagt stop for det er sgu ikke særlig lige – men er det nok til at skride. Lige nu er loaded gigantisk fordi vi er ved at splitte op, men jeg er ikke i tvivl om at det for mig bliver nemmere bagefter. Men uden min partner til alle de gode ting vi også gjorde sammen.

[Mani]

Jeg mener helt entydigt det er kvinders eget ansvar.

Jeg har ikke en partner, men jeg har andre kvinder i mit liv. Min mor f.eks. Når mine forældre kommer på besøg, sætter min far sig i sofaen og drikker en kop kaffe. Min mor derimod har 1.000 holdninger til hvordan jeg kører mit hus. Skal du ikke dit og dat? Hvad med børnenes dit, dat, dut? Det er fint, jeg har styr på det mor, sæt dig ned og drik kaffe. Mor! Sæt. Dig. Ned. Og. Drik. Kaffe. Men hun er ustoppelig. Og det er fint, det lever jeg fint med, men pointen her er at det er tydeligt at hun er hardwired to mental load. Min datter gør det også allerede i en alder af 12. Hun har alle mulige bekymringer om hvordan tingene kører. Hør her søster lagkage, det er mig der er chef her, stop med at bekymre dig om alt muligt du ikke behøver at bekymre dig om. Men hun er tydeligvis også hardwired to mental load. Det fungerer fint i de relationer fordi jeg jo altid kan henvise til at jeg er chefen i denne husholdning, så de har lov til at komme med deres meninger, men det er mig der bestemmer. Der hvor det slår gnister, er selvfølgelig i parforholdet hvor chef-rollen er delt.

Jeg mener ikke der er noget galt med kvinder, det tjener jo et formål at de er sådan. Problemet er når mænd får skylden. Så er det man får lyst at råbe til kvinder: Chill the fuck out! Sit down! Chill out! Nu!

Jeg er delvist enig. Jeg kender også en del af de kvinder og de forhold.
Jeg kender også dem hvor jeg tænker at manden godt kunne oppe sig på bare nogle af de punkter der betyder noget for partneren (jeg aner intet om dig og dine standarder - så ikke møntet på dig).

Det gælder jo begge veje, kvinden skal give plads til manden og hans måder at gøre tingene på, men manden kunne jo også godt strække sig og mødes med kvinden nogen steder hvis de har forskellige standarder. Sådan er der vel kompromiser de fleste steder i et parforhold.

[abcd]

Jeg mener ikke der er noget galt med kvinder, det tjener jo et formål at de er sådan. Problemet er når mænd får skylden. Så er det man får lyst at råbe til kvinder: Chill the fuck out! Sit down! Chill out! Nu!

Men hvorfor tror du at piger/kvinder er hard wired til at tage styringen på familielivet?
Er det noget biologisk, er det noget kulturelt eller hvorfor?
For vi er vel enige om, at de fleste mænd godt kan tage mere styring på deres arbejdsplads?
Hvorfor slipper de tøjlerne derhjemme?
Jeg er heller ikke blind for at en del kvinder helst vil have tingene gjort på deres måde og det kan være svært for en ægtefælle at føle, de kan gøre tingene godt nok, hvis der bliver kritiseret eller ligefrem gjort om, efterfølgende.

Jeg tror det er biologisk at kvinder i højere grad end mænd er indrettet til at gå op i alle mulige smådetaljer om familielivet. Og særligt livet omkring børn. Jeg har hørt kvinder have timelange samtaler om alle mulige børnedetaljer som for mig er så drænende kedelige at jeg slet ikke kan holde hovedet oppe, men kvinderne virker engagerede i det. Og det er jo fint at være meget engageret i hvilken bletype er lige præcise den rigtige, det er der intet galt i.

Og på et højere niveau så er min holdning - som jeg har gentaget til hudløshed herinde - at mænd og kvinder hver især er på de måder som bedst sikrer at deres gener lever videre. For kvinder handler det om at tage sig meget, meget nidkært af de børn de føder. For mænd handler det i højere grad om at imponere nogle kvinder, så de overhovedet får chancen for at give generne videre. Det afspejler sig i kønnenes fokus.

[Animi]

At hun i artiklen påstår, at det kun er de ressourcestærke kvinder, der har et problem med mental load, er helt hen o vejret. Det kan godt være, at det er dem, man hører tale om det - fordi det oftest er dem, der har et talerør på fx Instagram. Men det findes i alle samfundsgrupper og er ikke kun et problem for 'influencerkvinderne'

Og når forfatteren til artiklen ikke har gidet sætte sig ordentligt ind i det, så kan jeg egentlig ikke tage det, hun skriver, seriøst

[Purple Haze]

At hun i artiklen påstår, at det kun er de ressourcestærke kvinder, der har et problem med mental load, er helt hen o vejret. Det kan godt være, at det er dem, man hører tale om det - fordi det oftest er dem, der har et talerør på fx Instagram. Men det findes i alle samfundsgrupper og er ikke kun et problem for 'influencerkvinderne'

Og når forfatteren til artiklen ikke har gidet sætte sig ordentligt ind i det, så kan jeg egentlig ikke tage det, hun skriver, seriøst

Ja, der virker lidt som om ikke-så-ressource stærke familier ikke skal have mad hver dag, have handlet ind, skiftet håndklæder og sengetøj, vasket tøj, købe gaver, holde fødselsdage/jul/konfirmationer, vedligeholde bilen, holde styr på børnenes aftaler, tøj, skole osv, har aftaler med venner og familie, osv osv.

Nu kender jeg nok mest til mine forældres forhold. Der var det da uden tvivl min mor der stod for langt det meste. Min far lavede selvfølgelig også ting, men det var i mindre grad “hverdagstingene”, og det var ligesom om nu ældre de blev, nu mindre virkede det til han lavede - men de skulle stadig have mad hver dag, ha vasket tøj osv. så min mor stod for det hun hele tiden havde stået for.
For det gjorde man jo bare som kvinde!

Min far var i øvrigt noget på den da min mor døde, og han selv skulle til at stå for hverdagen - nøj hvor han synes det bar træls så meget man skulle snakke om hvad man skulle spise, handle ind og planlægge. Og folk forsvandt også på “mystisk” vis, de plejede jo bare at dukke op.
Han døde 9 måneder senere.

Min iskolde svigermor konstaterede at ja, sådan gik det jo oftest, for mænd er nogle skvat!
Det var måske ikke en super kommentar lige der hvor min far lige var død - men damen havde jo ret (i hvert fald når det kommer til hendes generation og omgangskreds).

[Ata]

Jeg har altid syntes, det lød forfærdeligt, når kvinder beskrev deres mental load. Og helt korrekt - ikke som noget hysterisk pjat. Men jeg har omvendt aldrig forstået, hvorfor man accepterer det. Hvorfor man accepterer at leve med en mand, der ikke magter så simpel en ting som at sikre det engagement i familielivet, så man ikke står med den load.

… og så synes jeg ofte svaret peger i retningen af, mændene jo ER engagerede og evner det, men… og så står jeg lidt af.

Med min manglende forståelse, er jeg ikke den rigtige til at have en holdning

Måske har du bare aldrig prøvet at være i den situation, hvor du har prøvet 7000 ting for at slippe af med the mental load for bare at måtte erkende, at din mand ikke formår at tage det. Det har jeg, og så måtte jeg vælge, om det så skulle betyde skilsmisse. Måske er det en nem overvejelse for dig. For mig er det ikke!