Er det ok at dække sexbehov hos Glædes Piger

[Moe]

Det må da være dejligt at leve i en verden, hvor alting er så enkelt, og hvor folk, der står i dilemmaer, du og jeg ikke engang kan forestille os, er "amoralske", hvis de ikke følger et kodeks, der er indrettet efter standardsituationer.

Over and out herfra.

Amoralsk er fraværet af moral. Det er ikke blot fraværet af moral, det er dårlig moral, hvilket indebærer umoralsk adfærd såsom at træffe valg for andre uden deres viden og samtykke.
Ordet "samtykke" burde være velkendt for de fleste i 2024, og det er manglen på samtykke, som er sagens kerne!

[LadyFox]

Jeg synes det bliver nævnt at flere gange i tråden at man kan være intim på andre måder end sex - og det kan man da også. Dog er hudsult et anerkendt begreb som mange kloge mennesker har beskæftiget sig med, så jeg synes ikke at man bør underkende at der findes mennesker der har behov for fysisk kontakt med andre mennesker hvis de skal trives - og at ikke-fysisk intimitet ikke er nok til at opfylde et ret menneskeligt behov.

I mit arbejdsliv møder jeg hyppigt borgere der er meget plaget af smerter - og omfanget og reaktionerne er selvfølgelig ikke ens for alle syge mennesker hvor smerter er et symptom.
Jeg har mødt mennesker hvor selv det at holde i hånd eller blive aet blidt over håret har været rigtig ubehageligt.
Jeg har endda mødt flere som har skreget af smerter af bare at SE en person som måske vil berøre vedkommende, fordi smerterne har givet en angst for at blive berørt.

Hvis man ikke kan forestille sig at TS kone faktisk godt kan være ude af stand til at give andre former for fysisk intimitet end samleje tror jeg det ville være meget sundt at blive konfronteret med hvor fuldstændig vanvittigt en del syge mennesker har det.

Der skal ikke være tvivl om, at sygdom kan være meget slem og smertefuld. Der er trods alt mange, som har kroniske smerter hele tiden og igennem mange år, nogle endda igennem hele livet.

Det er bare noget andet end dilemmaet om at være ærlig kontra at lyve for sin partner, og det at mene, at man har både moralsk ret og er kvalificeret til at beslutte, hvornår et voksen menneske bør informeres, så de kan træffe valg om deres eget liv og fremtid, og hvornår de som små børn skal beskyttes imod virkeligheden og holdes i fangenskab via uvidenhed.

Tråden handler om meget andet end utroskab, og temaet om at kunne få opfyldt sit behov for intimitet på andre måder end samleje er blevet berørt flere gange.
Og der er mit svar at det kan man altså ikke nødvendigvis hvis ens partner er meget syg og ikke er smertedækket.

[Moe]

Jeg synes det bliver nævnt at flere gange i tråden at man kan være intim på andre måder end sex - og det kan man da også. Dog er hudsult et anerkendt begreb som mange kloge mennesker har beskæftiget sig med, så jeg synes ikke at man bør underkende at der findes mennesker der har behov for fysisk kontakt med andre mennesker hvis de skal trives - og at ikke-fysisk intimitet ikke er nok til at opfylde et ret menneskeligt behov.

I mit arbejdsliv møder jeg hyppigt borgere der er meget plaget af smerter - og omfanget og reaktionerne er selvfølgelig ikke ens for alle syge mennesker hvor smerter er et symptom.
Jeg har mødt mennesker hvor selv det at holde i hånd eller blive aet blidt over håret har været rigtig ubehageligt.
Jeg har endda mødt flere som har skreget af smerter af bare at SE en person som måske vil berøre vedkommende, fordi smerterne har givet en angst for at blive berørt.

Hvis man ikke kan forestille sig at TS kone faktisk godt kan være ude af stand til at give andre former for fysisk intimitet end samleje tror jeg det ville være meget sundt at blive konfronteret med hvor fuldstændig vanvittigt en del syge mennesker har det.

Der skal ikke være tvivl om, at sygdom kan være meget slem og smertefuld. Der er trods alt mange, som har kroniske smerter hele tiden og igennem mange år, nogle endda igennem hele livet.

Det er bare noget andet end dilemmaet om at være ærlig kontra at lyve for sin partner, og det at mene, at man har både moralsk ret og er kvalificeret til at beslutte, hvornår et voksen menneske bør informeres, så de kan træffe valg om deres eget liv og fremtid, og hvornår de som små børn skal beskyttes imod virkeligheden og holdes i fangenskab via uvidenhed.

Tråden handler om meget andet end utroskab, og temaet om at kunne få opfyldt sit behov for intimitet på andre måder end samleje er blevet berørt flere gange.
Og der er mit svar at det kan man altså ikke nødvendigvis hvis ens partner er meget syg og ikke er smertedækket.

jamen ok, det har du da ret i.

[Sofakartoflen]

Det er altså noget pjat, vi ikke kan forestille os ting, nogen af os selv har stået i. Du kan ikke forestille dig det. Fint nok.

Men jeg kan garantere dig for, at det er fuldstændigt muligt at forestille sig for andre.

Eftersom jeg har talt om flere syge kvinder i lignende situationer, er jeg også 100 % sikker på, at kvinder ønsker at håndtere det forskelligt. Jeg har dog endnu tilgode at møde en eneste, der ikke ser sig selv som et voksent menneske med en partner. I hvilket der ligger en tillid til, at det de får at vide fra deres partner passer.

Langt de fleste partneres troskab ophører efter et år. For langt de fleste kvinder medfører det, deres forhold ophører. Så at det er konsekvensen for ts er bestemt sandsynligt. Det er helt sandsynligt, at hans hustru hellere vil på plejehjem end at finde ro i, han går til prostituerede. Nogen kvinder har det - som man også ser her i tråden - anderledes.

Men umiddelbart lyder det til, ts ikke er super meget i tvivl om konsekvenserne for hans forhold. Han bryder sig ikke om konsekvenserne. Men det er faktisk tit en del af utroskab. At det skjules, fordi den utro ikke bryder sig om konsekvenserne. Det er ikke så særligt.

Når man når en vis alder, - jeg ved ikke, hvor gammel du er - har man nået at opleve gang på gang, at selvom man troede, at man kunne forestille sig ting, så viste det sig, da situationen oprandt, at man ikke kunne.

Jeg har bare i mit liv;
En kvinde, der troede, at hun aldrig kunne komme til at føle mere for det biologiske barn, hun ventede, end for det barn, hendes mand havde bragt ind i forholdet, og som hun havde kendt i 5 år, da hun fødte. Hun måtte erkende, at det var anderledes med det biologiske barn.

En kvinde, som er uddannet inden for sundhed, og som har været meget robust hele sit liv, men har fået rystet sit grundvold, da hendes voksne barn fik en alvorlig kronisk sygdom, så hun nu både lider af angst og søvnproblemer.

En chef, der gik ned psykisk, da hun nåede den alder, som hendes mor havde, da hun mistede hende som meget ung; hun sagde efterfølgende til os, at hun havde forsøgt at forstå dem, der havde været syge med stress eller depression, men hun ville bare fortælle os, at hun aldrig havde drømt om, at man kunne have det så dårligt.

Mange forskellige personer, der aldrig havde drømt om, hvor hårdt det er at have børn, eller hvor meget det påvirker ens liv

Personligt var jeg ude for problemer i forhold med min kærestes ekskone, jeg aldrig havde forestillet mig, at man kunne komme i -og hun opførte sig, som jeg aldrig havde mødt mennesker gøre

Jeg er 62, og jeg kan se, at de af mine jævnaldrende, der får sygdomme eller bare er nedslidte, har rigtig svært ved at forstå, at de er nødt til at indrette sig efter det, og at der er ting, de simpelthen ikke kan. Så selve det at ældes er svært at forestille sig.

Der er også mennesker, der overkommer sygdom eller taber sig, som mener, at når de kan, så kan alle andre også bare gøre som dem. I det ligger der i mine øjne en selvforherligelse; jeg havde det så hårdt, og jeg klarede det, så folk må bare tage sig sammen. I stedet for at man overvejer, at måske var det ikke så hårdt for en selv, som det er for det menneske, man mener, bør tage sig sammen.

Jeg kalder på ydmyghed.
Et andet menneskes sko osv.

Jeg er selv syg og den, der påvirker parforholdet. Jeg har heldigvis nogle styrker og mine gode dage, så jeg ved, jeg kan byde ind med noget i forhold til min kæreste. Men på dag fem med smerter og medfølgende angst, er jeg et andet sted; så er jeg taknemmelig for, at han gider sidde i sofaen og holde om mig eller lader mig ligge i arm om natten, selvom han skal tidligt op,- og jeg er ikke så tilbøjelig til at ville tale parforhold (eller ret meget andet)

Jeg læser for øvrigt ikke, at TS er bekymret for andre konsekvenser end at skabe unødig sorg for sin kone. Han er bange for at gøre hende ked af det. Han er ikke bange for at blive skilt. Han vil gerne tage sig af sin kone, men han er begyndt at savne sex. - Det forestillede han sig måske ikke, da hans kone blev syg for 10 år siden, fordi han var chokeret og oprørt, og fordi han ikke havde været i situationen i 10 år.

[Marengs]

Det er altså noget pjat, vi ikke kan forestille os ting, nogen af os selv har stået i. Du kan ikke forestille dig det. Fint nok.

Men jeg kan garantere dig for, at det er fuldstændigt muligt at forestille sig for andre.

Eftersom jeg har talt om flere syge kvinder i lignende situationer, er jeg også 100 % sikker på, at kvinder ønsker at håndtere det forskelligt. Jeg har dog endnu tilgode at møde en eneste, der ikke ser sig selv som et voksent menneske med en partner. I hvilket der ligger en tillid til, at det de får at vide fra deres partner passer.

Langt de fleste partneres troskab ophører efter et år. For langt de fleste kvinder medfører det, deres forhold ophører. Så at det er konsekvensen for ts er bestemt sandsynligt. Det er helt sandsynligt, at hans hustru hellere vil på plejehjem end at finde ro i, han går til prostituerede. Nogen kvinder har det - som man også ser her i tråden - anderledes.

Men umiddelbart lyder det til, ts ikke er super meget i tvivl om konsekvenserne for hans forhold. Han bryder sig ikke om konsekvenserne. Men det er faktisk tit en del af utroskab. At det skjules, fordi den utro ikke bryder sig om konsekvenserne. Det er ikke så særligt.

Når man når en vis alder, - jeg ved ikke, hvor gammel du er - har man nået at opleve gang på gang, at selvom man troede, at man kunne forestille sig ting, så viste det sig, da situationen oprandt, at man ikke kunne.

Jeg har bare i mit liv;
En kvinde, der troede, at hun aldrig kunne komme til at føle mere for det biologiske barn, hun ventede, end for det barn, hendes mand havde bragt ind i forholdet, og som hun havde kendt i 5 år, da hun fødte. Hun måtte erkende, at det var anderledes med det biologiske barn.

En kvinde, som er uddannet inden for sundhed, og som har været meget robust hele sit liv, men har fået rystet sit grundvold, da hendes voksne barn fik en alvorlig kronisk sygdom, så hun nu både lider af angst og søvnproblemer.

En chef, der gik ned psykisk, da hun nåede den alder, som hendes mor havde, da hun mistede hende som meget ung; hun sagde efterfølgende til os, at hun havde forsøgt at forstå dem, der havde været syge med stress eller depression, men hun ville bare fortælle os, at hun aldrig havde drømt om, at man kunne have det så dårligt.

Mange forskellige personer, der aldrig havde drømt om, hvor hårdt det er at have børn, eller hvor meget det påvirker ens liv

Personligt var jeg ude for problemer i forhold med min kærestes ekskone, jeg aldrig havde forestillet mig, at man kunne komme i -og hun opførte sig, som jeg aldrig havde mødt mennesker gøre

Jeg er 62, og jeg kan se, at de af mine jævnaldrende, der får sygdomme eller bare er nedslidte, har rigtig svært ved at forstå, at de er nødt til at indrette sig efter det, og at der er ting, de simpelthen ikke kan. Så selve det at ældes er svært at forestille sig.

Der er også mennesker, der overkommer sygdom eller taber sig, som mener, at når de kan, så kan alle andre også bare gøre som dem. I det ligger der i mine øjne en selvforherligelse; jeg havde det så hårdt, og jeg klarede det, så folk må bare tage sig sammen. I stedet for at man overvejer, at måske var det ikke så hårdt for en selv, som det er for det menneske, man mener, bør tage sig sammen.

Jeg kalder på ydmyghed.
Et andet menneskes sko osv.

Jeg er selv syg og den, der påvirker parforholdet. Jeg har heldigvis nogle styrker og mine gode dage, så jeg ved, jeg kan byde ind med noget i forhold til min kæreste. Men på dag fem med smerter og medfølgende angst, er jeg et andet sted; så er jeg taknemmelig for, at han gider sidde i sofaen og holde om mig eller lader mig ligge i arm om natten, selvom han skal tidligt op,- og jeg er ikke så tilbøjelig til at ville tale parforhold (eller ret meget andet)

Jeg læser for øvrigt ikke, at TS er bekymret for andre konsekvenser end at skabe unødig sorg for sin kone. Han er bange for at gøre hende ked af det. Han er ikke bange for at blive skilt. Han vil gerne tage sig af sin kone, men han er begyndt at savne sex. - Det forestillede han sig måske ikke, da hans kone blev syg for 10 år siden, fordi han var chokeret og oprørt, og fordi han ikke havde været i situationen i 10 år.

Huh? Jeg var 23 år gammel da min mand og jeg fik at vide, vi aldrig ville kunne have sex mere. Og at jeg resten af mit liv skulle have hjælp fra alt til at vende mig i sengen til at gå på toilettet.

Ikke om jeg forstår, hvorfor du mener dig berettiget til at bede mig om at udvise ydmyghed i forhold til forståelse for situationen.

[fisken80]

Det er altså noget pjat, vi ikke kan forestille os ting, nogen af os selv har stået i. Du kan ikke forestille dig det. Fint nok.

Men jeg kan garantere dig for, at det er fuldstændigt muligt at forestille sig for andre.

Eftersom jeg har talt om flere syge kvinder i lignende situationer, er jeg også 100 % sikker på, at kvinder ønsker at håndtere det forskelligt. Jeg har dog endnu tilgode at møde en eneste, der ikke ser sig selv som et voksent menneske med en partner. I hvilket der ligger en tillid til, at det de får at vide fra deres partner passer.

Langt de fleste partneres troskab ophører efter et år. For langt de fleste kvinder medfører det, deres forhold ophører. Så at det er konsekvensen for ts er bestemt sandsynligt. Det er helt sandsynligt, at hans hustru hellere vil på plejehjem end at finde ro i, han går til prostituerede. Nogen kvinder har det - som man også ser her i tråden - anderledes.

Men umiddelbart lyder det til, ts ikke er super meget i tvivl om konsekvenserne for hans forhold. Han bryder sig ikke om konsekvenserne. Men det er faktisk tit en del af utroskab. At det skjules, fordi den utro ikke bryder sig om konsekvenserne. Det er ikke så særligt.

Når man når en vis alder, - jeg ved ikke, hvor gammel du er - har man nået at opleve gang på gang, at selvom man troede, at man kunne forestille sig ting, så viste det sig, da situationen oprandt, at man ikke kunne.

Jeg har bare i mit liv;
En kvinde, der troede, at hun aldrig kunne komme til at føle mere for det biologiske barn, hun ventede, end for det barn, hendes mand havde bragt ind i forholdet, og som hun havde kendt i 5 år, da hun fødte. Hun måtte erkende, at det var anderledes med det biologiske barn.

En kvinde, som er uddannet inden for sundhed, og som har været meget robust hele sit liv, men har fået rystet sit grundvold, da hendes voksne barn fik en alvorlig kronisk sygdom, så hun nu både lider af angst og søvnproblemer.

En chef, der gik ned psykisk, da hun nåede den alder, som hendes mor havde, da hun mistede hende som meget ung; hun sagde efterfølgende til os, at hun havde forsøgt at forstå dem, der havde været syge med stress eller depression, men hun ville bare fortælle os, at hun aldrig havde drømt om, at man kunne have det så dårligt.

Mange forskellige personer, der aldrig havde drømt om, hvor hårdt det er at have børn, eller hvor meget det påvirker ens liv

Personligt var jeg ude for problemer i forhold med min kærestes ekskone, jeg aldrig havde forestillet mig, at man kunne komme i -og hun opførte sig, som jeg aldrig havde mødt mennesker gøre

Jeg er 62, og jeg kan se, at de af mine jævnaldrende, der får sygdomme eller bare er nedslidte, har rigtig svært ved at forstå, at de er nødt til at indrette sig efter det, og at der er ting, de simpelthen ikke kan. Så selve det at ældes er svært at forestille sig.

Der er også mennesker, der overkommer sygdom eller taber sig, som mener, at når de kan, så kan alle andre også bare gøre som dem. I det ligger der i mine øjne en selvforherligelse; jeg havde det så hårdt, og jeg klarede det, så folk må bare tage sig sammen. I stedet for at man overvejer, at måske var det ikke så hårdt for en selv, som det er for det menneske, man mener, bør tage sig sammen.

Jeg kalder på ydmyghed.
Et andet menneskes sko osv.

Jeg er selv syg og den, der påvirker parforholdet. Jeg har heldigvis nogle styrker og mine gode dage, så jeg ved, jeg kan byde ind med noget i forhold til min kæreste. Men på dag fem med smerter og medfølgende angst, er jeg et andet sted; så er jeg taknemmelig for, at han gider sidde i sofaen og holde om mig eller lader mig ligge i arm om natten, selvom han skal tidligt op,- og jeg er ikke så tilbøjelig til at ville tale parforhold (eller ret meget andet)

Jeg læser for øvrigt ikke, at TS er bekymret for andre konsekvenser end at skabe unødig sorg for sin kone. Han er bange for at gøre hende ked af det. Han er ikke bange for at blive skilt. Han vil gerne tage sig af sin kone, men han er begyndt at savne sex. - Det forestillede han sig måske ikke, da hans kone blev syg for 10 år siden, fordi han var chokeret og oprørt, og fordi han ikke havde været i situationen i 10 år.

Huh? Jeg var 23 år gammel da min mand og jeg fik at vide, vi aldrig ville kunne have sex mere. Og at jeg resten af mit liv skulle have hjælp fra alt til at vende mig i sengen til at gå på toilettet.

Ikke om jeg forstår, hvorfor du mener dig berettiget til at bede mig om at udvise ydmyghed i forhold til forståelse for situationen.

Men skriver sofakartoflen det ikke meget godt, når hun skriver, at man ikke skal trække “når jeg kunne så kan du også” ned over hovedet på andre?

[Sofakartoflen]

Huh? Jeg var 23 år gammel da min mand og jeg fik at vide, vi aldrig ville kunne have sex mere. Og at jeg resten af mit liv skulle have hjælp fra alt til at vende mig i sengen til at gå på toilettet.

Ikke om jeg forstår, hvorfor du mener dig berettiget til at bede mig om at udvise ydmyghed i forhold til forståelse for situationen.

Jeg forstår ikke dit indlæg.

Du fik en chokerende udmelding fra en læge, og det kom ikke til at passe (så vidt jeg kan gennemskue) Skal jeg bruge den information for at vurdere, at du ved noget om at være syg og kvinde, eller skal jeg reflektere over, hvordan det har påvirket din holdning til emnet?

Eller må jeg bare ikke bede dig om at udvise ydmyghed pga det?

Mit indlæg skulle for øvrigt tolkes sådan, at jeg kalder på ydmyghed fra alle. Ikke kun dig.

[Purple Haze]

Jeg kalder på ydmyghed.
Et andet menneskes sko osv.

Hvordan hænger det sammen med at du (nærmest som den eneste) lader til at nægte at TS kone kan have det anderledes end dig selv?

[Marengs]

Jeg kalder på ydmyghed.
Et andet menneskes sko osv.

Hvordan hænger det sammen med at du (nærmest som den eneste) lader til at nægte at TS kone kan have det anderledes end dig selv?

I løbet af de første tre år med stærke smerter og manglende mulighed for sex, havde jeg via sygehuset en del samtaler med andre kvinder i lignende situation, fysioterapeuter, læger og sexologer. Den absolut eneste måde, jeg aldrig har hørt om, nogen havde det, er den, som ts tillægger sin hustru. De kvinder, det ikke ønskede at vide noget, gjorde sit for at få det fortalt en gang for alle - og resten troede faktisk på det, når deres partner som ts gav udtryk for troskab.

Gennemsnitligt set holder troskab i det set up ca et år. Så ts har holdt ud længere end gennemsnittet. I den optik kan jeg godt forstå, hvis folk er tvivlende over for, om folk forstår hvad det handler om. For i virkeligheden holder forhold ikke til eksklusivitet for langt størstedelen af dem, der gennemlever det.

Det er bare noget helt andet end at lyve for sin partner. Hvilket var stort set alle kvinders absolut største frygt.

Med min kendskab til de af os, der gennemlever det, så taler al sandsynlighed for, hun er en af dem, der taler varmt om, at det at tale med hende, holde hende i hånden, er vigtigere end sex for hendes mand. Og hun har jo haft ret i ti år. Noget har ændret sig. Og ts har ikke lyst til at dele det med sin hustru. Hun er ikke længere nok for ham

Hvis hun ikke ville vide noget, vidste han det.

[Sofakartoflen]

Jeg kalder på ydmyghed.
Et andet menneskes sko osv.

Hvordan hænger det sammen med at du (nærmest som den eneste) lader til at nægte at TS kone kan have det anderledes end dig selv?

Jeg forstår slet ikke, hvor du vil hen i forhold til, hvordan jeg har det. Jeg har intet sted påstået, at jeg ved, hvad TS´ kone vil foretrække, at TS gør. Jeg har heller ikke skrevet, hvad jeg selv ville foretrække. Jeg har skrevet, at jeg ved, hvor få ressourcer jeg har til at tale om parforhold, når jeg har det dårligt. Det er det.

Jeg har skrevet meget om, hvordan jeg tror, hun kan føle, og hvordan jeg tænker, at TS er i en svær situation, fordi man ikke kan trække et spørgsmål tilbage.
Hvis han taler med sin kone om situationen, så fjerner han hendes mulighed for at fortrænge situationen.

Jeg har skrevet om, at jeg synes, konen er i en meget vanskelig situation, fordi hun er afhængig af sin mand, når det nu betyder så meget for hende ikke at komme på plejehjem.

Jeg synes, vi må tage TS´ informationer for pålydende. Konen har været meget tydelig i, at det er vigtigt for hende, at hun ikke kommer på plejehjem. Han vil gerne gøre en indsats for, at hendes ønske bliver opfyldt.

Min pointe har hele tiden været, at TS´ handlinger godt kan ses, som en måde at forsøge at vise hensyn til sin syge kone.

Jeg har både stor sympati med konen, som jeg kan forestille mig (FORESTILLE MIG) kan mangle overskud til at tage fat i problematikken, føle sig som en belastning og være bange for at blive alene, og for manden, som efter at have klaret det i 10 år, er begyndt at have behov for at få mere ud af sit liv, samtidig med at han ønsker og føler sig forpligtet til at tage sig af sin kone.

Omdrejningspunktet er for mig, at det fylder så meget for hende, at hun ikke vil på plejehjem.

[Sofakartoflen]

Jeg kalder på ydmyghed.
Et andet menneskes sko osv.

Hvordan hænger det sammen med at du (nærmest som den eneste) lader til at nægte at TS kone kan have det anderledes end dig selv?

I løbet af de første tre år med stærke smerter og manglende mulighed for sex, havde jeg via sygehuset en del samtaler med andre kvinder i lignende situation, fysioterapeuter, læger og sexologer. Den absolut eneste måde, jeg aldrig har hørt om, nogen havde det, er den, som ts tillægger sin hustru. De kvinder, det ikke ønskede at vide noget, gjorde sit for at få det fortalt en gang for alle - og resten troede faktisk på det, når deres partner som ts gav udtryk for troskab.

Gennemsnitligt set holder troskab i det set up ca et år. Så ts har holdt ud længere end gennemsnittet. I den optik kan jeg godt forstå, hvis folk er tvivlende over for, om folk forstår hvad det handler om. For i virkeligheden holder forhold ikke til eksklusivitet for langt størstedelen af dem, der gennemlever det.

Det er bare noget helt andet end at lyve for sin partner. Hvilket var stort set alle kvinders absolut største frygt.

Med min kendskab til de af os, der gennemlever det, så taler al sandsynlighed for, hun er en af dem, der taler varmt om, at det at tale med hende, holde hende i hånden, er vigtigere end sex for hendes mand. Og hun har jo haft ret i ti år. Noget har ændret sig. Og ts har ikke lyst til at dele det med sin hustru. Hun er ikke længere nok for ham

Hvis hun ikke ville vide noget, vidste han det.

TS er +60, og han har været sammen med sin kone i 40 år, så hun er jo nok også omkring 60. Det er altså noget andet end at være 24 eller 40. Der er forskel på generationer og deres traditioner for kommunikation.

Vi kan ikke vide, hvad konen vil foretrække, men vi ved, at hun er meget bange for at komme på plejehjem, og vi ved, at hendes mand er parat til at opfylde hendes ønske om at undgå det.

Måske siger det noget, at det er det, hun har kommunikeret tydeligt om, og ikke hvordan han har det med manglen på sex?

10 års sygdom er rigtig længe.

[Dawwty]

Det handler om at overholde aftaler, være åben og kommunikere.

Skyld kommer fra ikke at overholde aftaler. Hvis man har aftalt det, så er der ikke noget problem, men når man gå bag om rykken og har den frækhed at sige at man visere hensyn, jamen jeg ved ikke hvad jeg skal sige.

Det du svarede på handlede bare generelt om at give op på en syg partner, ikke specifikt om utroskab.
Jeg tror alle giver op på et tidspunkt, det handler bare om forskellige grænser.

Er du din partner tro hvis han er død?
Er du din partner tro hvis han har ligget i koma i 10 år?
Er du din partner tro hvis han er en grøntsag og ikke kan kommunikere? Og passer du ham 24/7, eller overgiver du ham til plejehjem?
Er du din partner tro hvis han ikke længere kan huske dig? Og passer du ham 24/7, eller overgiver du ham til plejehjem?
Er du din partner tro hvis...

Hvor mange opgiver hele resten af deres liv for at dedikere det til at passe en grøntsag? Ikke mange formoder jeg. Jeg håber i hvert fald ingen vil gøre det for mig, så må de hellere putte en kugle igennem mit hoved.

Aktiv dødshjælp er noget andet, men det går jeg ind for.

Utroskab så længe man er sammen med sin partner, behøver jeg ikke at udpensle.

De eksempler du nævner er i noget grad partnerskabernes ophør og så er det ikke længere bag om ryggen på nogen.

Hvis din partner bliver lænket til en kørestol og ikke kan kommunikere, så er I stadig gift, og hvis du går ud og har sex, er det stadig utroskab.

Ja, derfor kan man blive skilt først. Men du nævnte også død og koma osv.. Du nævnte de tilstande hvor partnerskabet naturlig ophører. Men der er mange grader ind i mellem og der er man altså bundet af sit ord æ, hvis ellers at ens ord har betydning og værdi.

[abcd]

Ja, derfor kan man blive skilt først. Men du nævnte også død og koma osv.. Du nævnte de tilstande hvor partnerskabet naturlig ophører. Men der er mange grader ind i mellem og der er man altså bundet af sit ord æ, hvis ellers at ens ord har betydning og værdi.

Hvis ens ord har værdi efter dine normer, er skilsmisse vel helt uacceptabelt - det er jo ikke det man har lovet hinanden.

[TinaW]

Ja, derfor kan man blive skilt først. Men du nævnte også død og koma osv.. Du nævnte de tilstande hvor partnerskabet naturlig ophører. Men der er mange grader ind i mellem og der er man altså bundet af sit ord æ, hvis ellers at ens ord har betydning og værdi.

Hvis ens ord har værdi efter dine normer, er skilsmisse vel helt uacceptabelt - det er jo ikke det man har lovet hinanden.

Er det ikke kun ved kirkelige vielser, man lover troskab til døden? Kan ikke huske det har været bragt op, da jeg blev viet på rådhuset.

[abcd]

Ja, derfor kan man blive skilt først. Men du nævnte også død og koma osv.. Du nævnte de tilstande hvor partnerskabet naturlig ophører. Men der er mange grader ind i mellem og der er man altså bundet af sit ord æ, hvis ellers at ens ord har betydning og værdi.

Hvis ens ord har værdi efter dine normer, er skilsmisse vel helt uacceptabelt - det er jo ikke det man har lovet hinanden.

Er det ikke kun ved kirkelige vielser, man lover troskab til døden? Kan ikke huske det har været bragt op, da jeg blev viet på rådhuset.

Måske. Men pointen er ikke ændret væsentligt - det er stadig ret mange der lover troskab til døden, og deres ord er vel intet værd.