Er det ok at dække sexbehov hos Glædes Piger

[Moe]

Det er løgnen og bedrageriet, som jeg er imod. Hvad kvalificerer dig eller TS til at træffe beslutninger på andre voksnes vegne? Hvordan kan vi være sikre på, at I er i stand til at træffe de valg, og hvem har givet jer den beslutningskompetence?

TS' kone har truffet beslutningen at hun ikke vil på plejehjem. Den beslutning prøver TS så godt han kan, at føre ud i livet.

Derudover kan man være i så ringe en forfatning at man bør skånes for at tage beslutninger. F.eks. hvis man er dement, bliver partneren jo nogle gange direkte indsat som værge. Der er ikke ret meget der er binært, det meste eksisterer på et spektrum, og et eller andet sted imellem "influenza" og "så dement at man intet kan huske" opstår et rum hvor det gradvist giver mening at skåne den syge på en måde som ved raske personer kan virke umyndiggørende.

Jeg synes den sandhedsfundamentalisme du repræsenterer, virker kold, og som en sætten principper over omsorg. Casually cruel in the name of being honest.

Selvom du synes det virke hårdt at holde fast i principper om sandhed, så er det en handling, der i bund og grund viser respekt for personen.
Det er vigtigt at vægte en persons ønsker til at træffe beslutninger, selv når de er svækkede, det understøtter deres værdighed og selvbestemmelse.

Det gælde om at balancere beskyttelse og omsorg, med respekt for individets egne valg, at være sandrug er at vise dyb respekt, der går ud over overfladisk omsorg.

Demens er en særlig situation, som man ikke kan bruge som argument for en generel dårlig adfærd.

Livet er fuld af særlige situationer. Det er derfor jeg ikke mener det sort/hvide dur.

Jeg taler som vanligt, generelt, selvom jeg tager udgangspunkt i tråden. Der er altid undtagelser til alt, men det er jo netop undtagelser, ikke reglen.

Hvis, bare for at give et tal, 90% af alle påstande er løgne for at beskytte andre, reelt handler det om at beskytte sig selv mod ubehageligheder, så er det ikke de sidste 10% som afgøre, hvad der er rigtigt og forkert.

Det er også derfor jeg har sagt, eks. hvad du mener som er situationer som berettiger løgn og bedrag. Fremskreden demens kan jeg godt forstå som en undtagelse, fordi de netop ikke er sig selv mere, og får et mentalt stadie som børn.

Men for stort set alle andre situationer er det noget andet, så er det selvfølgelig få andre undtagelser eks. total lammelse, varigt koma, hjernedød eller omfattende hjerneskade etc., men igen det er jo særlige undtagelser, ikke reglen.

[Vlad Kalashnikov]

Jeg vil bare lige sige, at jeg er stor tilhænger af betegnelses "glædespiger." Meget bedre end "prostitueret" eller "luder."

[Moe]

Jeg vil bare lige sige, at jeg er stor tilhænger af betegnelses "glædespiger." Meget bedre end "prostitueret" eller "luder."

Lyder bedre ja, men det ændre jo ingenting.

Kernen i det er, at det er enkeltpersoners eget valg, og de må selv tage ansvar for konsekvenserne af deres valg. Det er ikke muligt at placere ansvaret på andre. For eksempel er det ikke mændenes ansvar, hvad kvinder vælger at gøre. Hver person har ansvar for sig selv og ikke for andre.

[Vlad Kalashnikov]

Jeg vil bare lige sige, at jeg er stor tilhænger af betegnelses "glædespiger." Meget bedre end "prostitueret" eller "luder."

Lyder bedre ja, men det ændre jo ingenting.

Kernen i det er, at det er enkeltpersoners eget valg, og de må selv tage ansvar for konsekvenserne af deres valg. Det er ikke muligt at placere ansvaret på andre. For eksempel er det ikke mændenes ansvar, hvad kvinder vælger at gøre. Hver person har ansvar for sig selv og ikke for andre.

Det er meget liberalistisk af dig. Er du ikke din brors (& søsters) beskytter?

[Moe]

Jeg vil bare lige sige, at jeg er stor tilhænger af betegnelses "glædespiger." Meget bedre end "prostitueret" eller "luder."

Lyder bedre ja, men det ændre jo ingenting.

Kernen i det er, at det er enkeltpersoners eget valg, og de må selv tage ansvar for konsekvenserne af deres valg. Det er ikke muligt at placere ansvaret på andre. For eksempel er det ikke mændenes ansvar, hvad kvinder vælger at gøre. Hver person har ansvar for sig selv og ikke for andre.

Det er meget liberalistisk af dig. Er du ikke din brors (& søsters) beskytter?

Ikke imod sig selv, kun i at samarbejde og støtte om at blive bedre sammen. Eksempelvis er det godt at være der som støtte og hjælp
til sin partner, men det altid et personligt og individuelt ansvar som menneske, og det kan andre ikke tage fra en.

Alle har ansvar for sig selv, men også kun sig selv, der findes objektivt set ikke kollektivt ansvar på individuelt niveau.

[Locobase]

Bare lige for at tilføje de bemærkninger der har været om demente etc. Min mor var gift med en mand der blev dement. Da det med tiden blev så udtalt at manden måtte på plejehjem, fik hun en ny "ven". På deres første møde fortalte hun ham at hun stadig var gift, og hendes demente mand var på plejehjem. Hendes mand fik ikke noget at vide, og kunne heller ikke have forstået det. Min mor og hendes nye ven fik rigtigt mange gode år sammen, og nu er det så hende der er blevet dement og sidder på et plejehjem. Man skal altid huske at passe på sig selv.

God weekend

[Skorstenen]

Den syge har mange forpligtelser, også i forholdet - men nej, jeg mener aldrig, det er en forpligtelse at tillade sex med andre.

Hvorfor ikke? Er det ikke ret egoistisk at nægte det?
Jeg kan ikke rigtigt sætte mig ind i det niveau af egoisme. Det virker decideret barnagtigt på mig.

Man vælger rammerne for sit forhold. Det er hverken en ret at være i et forhold eller at have sex.

Men man kan vælge at få begge dele ved løgn og bedrag af et sygt menneske, som mange her lægger op til. Det er virkeligt egoistisk. Det er ikke egoistisk at prioritere det ene eller andet - men at lyve, fordi man ellers mister sit ægteskab. Ej.

Løgnen er jo ikke for at undgå at miste ægteskabet, løgnen er for at beskytte konen. Manden er der for konens skyld, han er der ikke for sin egen.

Man kunne forestille sig et scenarie hvor manden lidt går og venter på at konen dør (jeg siger ikke at det er tilfældet her). Det sker forholdsvis ofte. Der kan det vel være prisværdigt at ofre sig selv for at give konen en god sidste tid, selv om man inderst inde egentlig bare gerne ville have det til at stoppe. Og i det scenarie fortæller man vel heller ikke sin partner at man bare af pligt holder ud indtil det er slut, ikke fordi forholdet længere giver en noget som helst.

Så i medgang og i modgang, er kun i medgang eller til man ikke gider mere.

Jamen, det er godt jeg ikke er gift med et sådant mennesk, det ville jeg slet ikke have lyst til.

Det klassiske eksempel er demens, hvor den raske partner kæmper og kæmper, men til sidst overgiver sig til plejehjemmet, og så føler en blanding af enorm lettelse og skyld over at have fået noget frihed og glæde tilbage i sit liv. Men hvorfor skal der være skyld? Ja, det viser dit indlæg jo tydeligt.

Man kan også vende den om og sige, at hvis personen selv følte, at det var helt okay, hvorfor så føle skyld?

Skyld er jo ikke alene noget, man pådutter andre, men noget, man føler, når man ikke lever op til sine egne værdier. Andre kan skubbe til skyldfølelsen, men kun hvis den er der i forvejen.

Og her er det i mine øjne helt selvfølgeligt, at der er skyld. Fordi TS ikke har levet op til de aftaler, han har haft med sin kone, og fordi han måske heller ikke lever helt op til de idealer, han selv har haft gennem mange års ægteskab.

Så kan man mene, at han slet ikke burde føle skyld. Det ville samtidig være at sige, at det er helt fint i hans situation at være sin kone utro og ikke leve op til sine aftaler. Det mener jeg er forkert. Som sagt mener jeg, det er helt forståeligt, at der føles skyld i den situation.


… men at der føles skyld behøver ikke betyde, at man er galt afmarcheret. Somme tider findes der ikke en god løsning, men to dårlige. Sådan er livet. Det er i sidste ende op til den enkelte, hvad der føles mest rigtigt.

Der behøver ikke være utroskab. Der behøver ikke engang være handling - som f.eks. at sende partneren på plejehjem, fordi man er helt kørt ned af omsorgsudmattelse.

Man kan føle skyld over blot en tanke eller en dagdrøm om at slippe væk. Over overhovedet at tænke tanken at partnerens sygdom har frarøvet en det liv man drømte om.

Mht. utroskaben så er det mig som sagt uendeligt fjernt at ville begrænse nogen med min personlige lidelse - jeg kan slet ikke sætte mig ind i det. Det er nok også derfor jeg er på denne side af debatten. Det svarer for mig til hvis man skulle begå selvmord fordi ens partner døde af kræft. Det er en sær meningsløs ofren af liv, som jeg slet ikke kan begribe man vil forsvare.

Og igen mener jeg ikke, det er meningsløst at blive i forholdet. Hvis jeg så det sådan, ville jeg givetvis være enig med dig - ikke i at det var okay at være utro, men i, at den rigtige løsning var at gå.

Men ærligt tror jeg ikke, vi kommer længere med den. Vi er grundlæggende uenige, og jeg gider ikke have skudt mere i skoene om manglende empati og hvad ved jeg.

Du er det mest tålmodige menneske tror jeg. På ingen måde, behøver du at stå til ansvar for dine holdninger overfor de 2 der konstant punker dig for at de VIL have ret i deres holdninger. De fatter ikke at det er en debat, de vil bare have ret.
Til andre: det var faktisk MIG der brugte ordene "pik i kusse".

[Tanten]

Hvis jeg var i konens sted, hvor al fælles seksualitet er udelukket (iflg. TS), men vi stadig levede sammen, ville jeg foretrække, at min mand besøgte en professionel kvinde frem for at få sig en fast elskerinde. Og jeg ville ikke ønske at vide noget om det. Jeg ville føle mig langt mere truet af en følelsesmæssig relation, hvis jeg stadig selv var kognitivt intakt, end af en rent seksuel.

Jeg ville nok kunne forstå, hvis mange, mange år uden fysisk nærhed, intimitet og seksualitet ikke var noget, min mand ville kunne udholde - og det ville jeg lade ham vide og dermed sætte ham fri

Hvis jeg var dement og på plejehjem, ville jeg ønske, at han fik sig en ny, rigtig kæreste men stadig besøgte mig og var omsorgsfuld over for mig.

Havde nogen spurgt mig for 35 år siden, ville jeg havde sagt, at man altid skal være ærlig og tro overfor sin partner.

Det er ret umuligt for os andre at vide, hvad TS' kone foretrækker.

[Marengs]

Hvis jeg var i konens sted, hvor al fælles seksualitet er udelukket (iflg. TS), men vi stadig levede sammen, ville jeg foretrække, at min mand besøgte en professionel kvinde frem for at få sig en fast elskerinde. Og jeg ville ikke ønske at vide noget om det. Jeg ville føle mig langt mere truet af en følelsesmæssig relation, hvis jeg stadig selv var kognitivt intakt, end af en rent seksuel.

Jeg ville nok kunne forstå, hvis mange, mange år uden fysisk nærhed, intimitet og seksualitet ikke var noget, min mand ville kunne udholde - og det ville jeg lade ham vide og dermed sætte ham fri

Hvis jeg var dement og på plejehjem, ville jeg ønske, at han fik sig en ny, rigtig kæreste men stadig besøgte mig og var omsorgsfuld over for mig.

Havde nogen spurgt mig for 35 år siden, ville jeg havde sagt, at man altid skal være ærlig og tro overfor sin partner.

Det er ret umuligt for os andre at vide, hvad TS' kone foretrækker.

Derfor er det egentlige spørgsmål også: Taler du med din kognitivt velfungerende partner om jeres situation eller agerer du bare som du selv ønsker?

[Dengyldnetomat]

Dette er et svar til trådstarter. Det skal lige siges, at jeg ikke har læst alle kommentarer igennem.

Udfra hvad trådstarter fortæller, så synes jeg faktisk at det er okay og den bedste løsning, både for ham og konen. Jeg synes ikke at hun skal have noget at vide om det, det vil blot gøre hende ked af det.
Han lyder faktisk som en omsorgsfuld mand, når han vælger at blive i ægteskabet og passe sin syge kone. For det er ikke nemt at være pårørende til en, som er meget syg. Og det er heller ikke sjovt for den syge. For mig lyder det som om, at manden faktisk stadig har meget kærlighed til konen.
Han har blot behov for, at få tilfredsstillet hans behov for sex og intimitet. Og han gør sig den ulejlighed, at vælge prostituerede, som udfører arbejdet af egen fri vilje (de findes).

Det ville være langt mere sårende, hvis han havde en hemmelig kæreste bag konens ryg og var følelsesmæssigt involveret.

Jeg taler med mange kroniske syge og handicappede og de er selvfølgelig alle forskellige og har forskellige behov. Men man er virkelig sårbar som syg og noget af det allerværste er, at fx at partneren forlader den syge. Så glemmer man alt om, at man har sagt ja til hinanden i medgang og modgang.

Disse situationer med sygdom er komplicerede og jeg tror at trådstarter har fundet den bedste løsning.

[.Magic.]

Dette er et svar til trådstarter. Det skal lige siges, at jeg ikke har læst alle kommentarer igennem.

Udfra hvad trådstarter fortæller, så synes jeg faktisk at det er okay og den bedste løsning, både for ham og konen. Jeg synes ikke at hun skal have noget at vide om det, det vil blot gøre hende ked af det.
Han lyder faktisk som en omsorgsfuld mand, når han vælger at blive i ægteskabet og passe sin syge kone. For det er ikke nemt at være pårørende til en, som er meget syg. Og det er heller ikke sjovt for den syge. For mig lyder det som om, at manden faktisk stadig har meget kærlighed til konen.
Han har blot behov for, at få tilfredsstillet hans behov for sex og intimitet. Og han gør sig den ulejlighed, at vælge prostituerede, som udfører arbejdet af egen fri vilje (de findes).

Det ville være langt mere sårende, hvis han havde en hemmelig kæreste bag konens ryg og var følelsesmæssigt involveret.

Jeg taler med mange kroniske syge og handicappede og de er selvfølgelig alle forskellige og har forskellige behov. Men man er virkelig sårbar som syg og noget af det allerværste er, at fx at partneren forlader den syge. Så glemmer man alt om, at man har sagt ja til hinanden i medgang og modgang.

Disse situationer med sygdom er komplicerede og jeg tror at trådstarter har fundet den bedste løsning.

En omsorgsfuld ægtemand som lyver for konen og besøger prostituerede. Vi har i hvert fald ikke samme opfattelse af hvad det betyder at være omsorgsfuld

[Tanten]

Hvis jeg var i konens sted, hvor al fælles seksualitet er udelukket (iflg. TS), men vi stadig levede sammen, ville jeg foretrække, at min mand besøgte en professionel kvinde frem for at få sig en fast elskerinde. Og jeg ville ikke ønske at vide noget om det. Jeg ville føle mig langt mere truet af en følelsesmæssig relation, hvis jeg stadig selv var kognitivt intakt, end af en rent seksuel.

Jeg ville nok kunne forstå, hvis mange, mange år uden fysisk nærhed, intimitet og seksualitet ikke var noget, min mand ville kunne udholde - og det ville jeg lade ham vide og dermed sætte ham fri

Hvis jeg var dement og på plejehjem, ville jeg ønske, at han fik sig en ny, rigtig kæreste men stadig besøgte mig og var omsorgsfuld over for mig.

Havde nogen spurgt mig for 35 år siden, ville jeg havde sagt, at man altid skal være ærlig og tro overfor sin partner.

Det er ret umuligt for os andre at vide, hvad TS' kone foretrækker.

Derfor er det egentlige spørgsmål også: Taler du med din kognitivt velfungerende partner om jeres situation eller agerer du bare som du selv ønsker?

Som jeg skrev, så ville jeg - som kognitivt velfungerende men fysisk forhindret i sex på alle måder - foretrække, ikke at vide noget. Jeg ville sætte min mand fri, men han måtte så selv bære tyngden af valget.

Hvis jeg var rask partner til en meget fysisk syg person, er det ikke sikkert, jeg ville få mine seksuelle behov opfyldt. Jeg er meget afhængig af samhørigheden for virkelig at nyde sex - så enten gider jeg ikke andre, eller også er der risiko for, at jeg ville forelske mig. Og jeg kan ikke være sammen med en, der ikke tænder på mig, så betalingssex ville være udelukket.

Hvis min partner blev dement, ville jeg måske knytte mig til en anden mand men fortsat udvise omsorg for min demente ægtefælle.

[Marengs]

Hvis jeg var i konens sted, hvor al fælles seksualitet er udelukket (iflg. TS), men vi stadig levede sammen, ville jeg foretrække, at min mand besøgte en professionel kvinde frem for at få sig en fast elskerinde. Og jeg ville ikke ønske at vide noget om det. Jeg ville føle mig langt mere truet af en følelsesmæssig relation, hvis jeg stadig selv var kognitivt intakt, end af en rent seksuel.

Jeg ville nok kunne forstå, hvis mange, mange år uden fysisk nærhed, intimitet og seksualitet ikke var noget, min mand ville kunne udholde - og det ville jeg lade ham vide og dermed sætte ham fri

Hvis jeg var dement og på plejehjem, ville jeg ønske, at han fik sig en ny, rigtig kæreste men stadig besøgte mig og var omsorgsfuld over for mig.

Havde nogen spurgt mig for 35 år siden, ville jeg havde sagt, at man altid skal være ærlig og tro overfor sin partner.

Det er ret umuligt for os andre at vide, hvad TS' kone foretrækker.

Derfor er det egentlige spørgsmål også: Taler du med din kognitivt velfungerende partner om jeres situation eller agerer du bare som du selv ønsker?

Som jeg skrev, så ville jeg - som kognitivt velfungerende men fysisk forhindret i sex på alle måder - foretrække, ikke at vide noget. Jeg ville sætte min mand fri, men han måtte så selv bære tyngden af valget.

Hvis jeg var rask partner til en meget fysisk syg person, er det ikke sikkert, jeg ville få mine seksuelle behov opfyldt. Jeg er meget afhængig af samhørigheden for virkelig at nyde sex - så enten gider jeg ikke andre, eller også er der risiko for, at jeg ville forelske mig. Og jeg kan ikke være sammen med en, der ikke tænder på mig, så betalingssex ville være udelukket.

Hvis min partner blev dement, ville jeg måske knytte mig til en anden mand men fortsat udvise omsorg for min demente ægtefælle.

Nu går du uden om præmissen. Præmissen er, du netop ikke har gjort det.

[Jens A]

Som en generel kommentar til debatten, er det som altid i disse debatter om sex og samliv ret tydeligt, at mange kvinder har svært ved at forstå, hvor vigtigt sex er for mænd generelt set.

Det er grundlæggende det allervigtigste i mænds liv og behovet er voldsomt, næsten som mad og drikke, og trangen er massiv og ekstremt svær at undertrykke - selv. Jeg ser, at mange kvinder underkender dette, enten at det slet ikke er tilfældet, eller mangel på forståelse for hvor heftigt, det er for langt de fleste mænd, over til at manden da bare må styre sig og pakke sine undertrykte lyster væk.

Det afgør ikke dette principielle spørgsmål, men er blot et problem der giver mangel på forståelse i en debat som denne, og derfor gør den ret polariseret i mellem mænd og kvinder - ret tydeligt, mændene har langt mere forståelse og empati med den tydeligvis sympatiske og omsorgsfulde trådstarter, der har et meget vigtigt behov, han ikke kan få dækket.

Jeg ser det desværre som en forlængelse af den nedladende holdning der ofte ses af den mandlige sexualitet som værende for meget, uberettiget og noget som bare skal undertrykkes. Det er ofte dårluge debatter af samme årsager.

[Marengs]

Som en generel kommentar til debatten, er det som altid i disse debatter om sex og samliv ret tydeligt, at mange kvinder har svært ved at forstå, hvor vigtigt sex er for mænd generelt set.

Det er grundlæggende det allervigtigste i mænds liv og behovet er voldsomt, næsten som mad og drikke, og trangen er massiv og ekstremt svær at undertrykke - selv. Jeg ser, at mange kvinder underkender dette, enten at det slet ikke er tilfældet, eller mangel på forståelse for hvor heftigt, det er for langt de fleste mænd, over til at manden da bare må styre sig og pakke sine undertrykte lyster væk.

Det afgør ikke dette principielle spørgsmål, men er blot et problem der giver mangel på forståelse i en debat som denne, og derfor gør den ret polariseret i mellem mænd og kvinder - ret tydeligt, mændene har langt mere forståelse og empati med den tydeligvis sympatiske og omsorgsfulde trådstarter, der har et meget vigtigt behov, han ikke kan få dækket.

Jeg ser det desværre som en forlængelse af den nedladende holdning der ofte ses af den mandlige sexualitet som værende for meget, uberettiget og noget som bare skal undertrykkes. Det er ofte dårluge debatter af samme årsager.

Hvad har det med at lyve for sin partner at gøre?