Tvivl der smitter

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 5109
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 1219
Likede indlæg: 20819

Tvivl der smitter

Indlægaf Zombie » 15. feb 2016, 07:15

OBS dette er et ældre indlæg, og der er kommet en update længere nede i tråden. :pompom:

Hey yo alle folk. :) Så er vi på den igen. ;)

Jeg har tidligere skrevet om mit forhold til en yngre fyr. Efter vores krise tidligere, som vi dog formåede at arbejde os henover, er det gået sådan rimelig godt. Der er mange ting, som er faldet i hak og han har ved flere lejligheder ageret på en måde, hvor jeg kan se at han har lært noget og at han vil mig/os. Så det er dejligt!
Vi har den seneste tid snakket om at flytte sammen, fordi vi kan spare penge og få mere plads. Vi er alligevel altid sammen pga. hunden, så det virker praktisk og logisk. Og vigtigst af alt, har vi haft lyst til det - i hvert fald da det var mindre håndgribeligt.

Min kæreste havde så lige 1-2 måneder, hvor jeg kunne mærke at han trak sig lidt fra mig. Det var både følelsesmæssigt/mentalt, hvor jeg ikke kunne connecte med ham på samme måde som normalt, og hvor han ikke ville dele sine tanker/følelser med mig, men bare vrissede og var sur. Jeg tænkte, at han jo nok dealede med nogle ting og gav ham plads. Men sjovt har det ikke ligefrem været. Heldigvis har jeg jo så haft hunden at fokusere på, så det har hjulpet en del.
I samme periode påvirker det også vores sexliv. Han virker ærlig talt uinteresseret, og jeg gør heller ikke så meget stads ud af det, fordi jeg har svært ved sex når følelserne ikke er i orden. Mit hjerte er direkte forbundet til mit underliv, så jeg er heller ikke særlig interesseret i sex i denne periode, men vi har da noget sex - bare mindre frekvens og mindre interessant end normalt.

For en uges tid siden dropper han så bomben - han er i tvivl. Om alt. Han har krise over at være færdiguddannet til sommer og hvad skal han så? Og han er i krise over, at dette er hans længste og mest seriøse forhold, og nu hvor vi er skrevet på venteliste til en bolig, bliver sammenflytningen også mere reel, hvilket han også synes er lidt overvældende.
Han bruger et par dage på at være lidt kaotisk, og jeg vælger at fordybe mig i studie- og projektstart, for jeg er virkelig dårlig til usikkerhed. Samtidig må jeg give ham plads til at falde lidt ned, og overveje hvad han SÅ vil. Jeg ved, at han elsker mig, så dét giver mig ro.

Efter de par dage, vender skuden og han har fundet sin sikkerhed igen. I løbet af den sidste uges tid, kan jeg mærke et skift i hans humør til det bedre - han tager mere initiativ til fælles ting igen, vil atter dele tanker og følelser, og er "på" på en helt anden måde. Tingene kører godt igen, og han vil rigtig gerne flytte sammen og glæder sig.


Men jeg er lidt en snegl - hvis du prikker til mig med en pind, fiser jeg op i mit sneglehus og kan være lang tid om, at få antennerne foldet ud igen. Og kærestens tvivl har smittet mig, samtidig med at jeg nok også har en rask lille 30 års krise (fødselsdag til sommer).
- Er det virkelig det her, jeg vil? Og vil jeg det med ham?
Skal det være slut med frihed, og er jeg klar til vejen mod et mere seriøst forhold, med hus og børn osv. for enden af tunnelen?

Det er lidt det omvendte af den krise, jeg har hørt fra mine veninder, som netop var desperate for at få de her ting i hus. Og jeg er mere sådan "Jeg har stadig så meget tid, og jeg ved ikke om jeg er klar til at blive voksen og seriøs!".


Det er i virkeligheden ret fjollet det hele. Jeg sørger for at nyde min kæreste og vores forhold, og tager tingene som de kommer. Men jeg vil meget gerne høre, hvad I tænker om det hele, for I er meget fornuftige. :)
Jeg vil gerne have at I husker på, at jeg er den refleksive type. Så hvis det, at jeg tænker over tingene og føler tvivl, sådan automatisk bør betyde en afslutning eller at det ikke er det rigtige for mig - så kan jeg aldrig blive i NOGET, hverken job, forhold eller andet. ;) Så sådan et råd ved jeg ikke helt, hvor meget jeg kan bruge.
Senest rettet af Zombie 11. mar 2016, 14:43, rettet i alt 1 gang.
0
aka Forbies

:gammel:
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7569
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1897
Likede indlæg: 24590

Re: Tvivl der smitter

Indlægaf LaScrooge » 15. feb 2016, 09:27

Skumfidusen skrev:At reflektere er sundt. Det er en nødvendig evne at kunne reflektere over sit liv og sin situation, for at kunne opnå den tilværelse man vil. Men som så mange andre ting, så er reflektion som salt; for lidt duer ikke, men for meget er også totalt ødelæggende. Før eller siden skal man ikke reflektere mere, men beslutte. Ingen reflektion fører til komplet idioti og detox-kure og kaffelavementer. For meget reflektion fører til komplet handlingslammelse.

Tvivl er et grundvilkår. Det er menneskets essens, pånær for dem der aldrig tvivler, og for at citere en forlængst glemt popsang: "the only people I fear, are those who never have doubts". Tvivlen vil altid være en del af ens tilværelse. Men tvivlen og reflektionen skal tøjles.

Man VED aldrig om man har valgt rigtigt. Men vælge må man og så gøre valget rigtigt. Det er halvdelen af at gøre en god tilværelse. Gør dit valg rigtigt er mere nyttigt end at gøre de rigtige valg. Gå ind i det, helhjertet. Om du skal vælge til eller fra er et fuldstændig privat og personligt valg. Han lyder som en god mand. Du lyder som en god kvinde. Der er meget kærlighed og sympati og fornuft at mærke hos jer begge. Udefra kan jeg ikke se nogen oplagte grunde til at I to ikke skulle kunne være rigtig gode for hinanden. Jeg tror du skal vælge til. Men mest af alt skal du gøre beslutningen rigtig når du har gjort den.


Meget godt råd, synes jeg. Men hvordan gør man en beslutning rigtig? Eller, hvordan gør du?
1
And we both know: I will be delicious
avdotja
Indlæg: 4930
Tilmeldt: 11. okt 2015, 18:31
Kort karma: 537
Likede indlæg: 14700

Re: Tvivl der smitter

Indlægaf avdotja » 15. feb 2016, 21:54

Jeg kender godt det der med at blive tilbageholdende, hvis den anden virker (eller har virket) tøvende; men jeg kan ikke sætte fingeren på hvad det er som gør udslaget. For jeg kan såmænd sagtens forstå at en mand tvivler og gør det skam også selv hele tiden - men mit ubevidste jeg gider åbenbart ikke konfronteres med den andens tvivl ;)

Når det er sagt: Jeg mindes at det ikke er specielt længe siden at du havde planer om at flytte sammen med en anden kæreste, hvor det hele (også) blev ret seriøst indenfor forholdsvis kort tid - på trods af en del bølgeskvulp undervejs. Det skyldes muligvis noget så simpelt som at dine følelser bevæger sig noget hurtigere op og ned end mine; hvilket jo er helt okay - vi mennesker er forskellige og hvad der er rigtigt for den ene, kan være direkte forkert for en anden. Men...jeg sidder tilbage med det indtryk at du går igennem rigtig mange faser i dine parforhold og det indenfor et relativt snævert tidsinterval - hvis du trives med det er det jo fint; mit dovne, magelige, 30+ legeme synes bare det lyder lidt anstrengende.

Jeg ved faktisk ikke rigtig hvad du kan bruge overstående til; det er ment som et "pas nu på dig selv, du - som person - er langt vigtigere end et forhold", men hvis det virker nedladende eller unødig personligt (nu var det jo ikke ligefrem det du spurgte ind til) sletter jeg gerne.
7
Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 19607
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 2443
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 46087

Re: Tvivl der smitter

Indlægaf LadyFox » 15. feb 2016, 22:47

Jeg tror ikke der er meget andet at gøre end at give plads på tvivlen, både den andens og sin egen.
Jeg er selv sådan en der ind i mellem tvivler, og især hvis der skal til at ske forandringer - der dukker alle de der hvad-nu-hvis'er nemt op. Til gengæld så ser jeg også tvivlen som en mulighed for at få tænkt over tingene, få vendt nogle bekymringer med min partner og som en mulighed for at ende ud i at velovervejet fra eller tilvalg og det ser jeg ikke som en ulempe.

Jeg synes til gengæld ikke du lyder som en snegl i det her - i står overfor en vigtig beslutning om at flytte sammen,og din kæreste har vist og sagt han er i tvivl, det er da helt naturligt at det planter tvivl i dig, og at den tvivl ikke nødvendigvis forsvinder bare fordi din kæreste begynder at blive sikker igen. Hans tvivl har jo logisk nok startet nogle tanker hos dig, og ændret noget i forholdet - det hele har jo været vendt på hovedet og du har været sat i en meget usikker situation uden nogen forfor kontrol over hvad der skulle ske med jer - den slags tager tid at komme over.
Man kan sige at det er heldigt at den tvivl kommer nu, og ikke først når i stod med en lejekontrakt i hånden - nu har i da i det mindste noget tid til at finde jer selv og hinanden igen.
1
...
Akehurst2
Indlæg: 14144
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 1259
Likede indlæg: 40577

Re: Tvivl der smitter

Indlægaf Akehurst2 » 16. feb 2016, 08:30

Skumfidusen skrev:
LaScrooge skrev:Meget godt råd, synes jeg. Men hvordan gør man en beslutning rigtig? Eller, hvordan gør du?


Hvordan konkret? Man vælger at nu arbejder man for det her. Og kun det her. Det er som at dyrke sport; når du har valgt hold, så spiller du for det hold du er på. Du skifter ikke trøje midt i kampen, fordi det andet hold ser bedre ud eller de er ved at vinde.


Og minder sig selv om den, når det indimellem er svært. "Jeg har valgt det her, fordi det vil jeg - også i det lange løb".

Især det med det lange løb, synes jeg. For i øjeblikket er det let at tvivle (både på forhold, bolig, arbejde og andre ting), en når jeg tænker over, hvor jeg gerne vil være og hvad jeg gerne vil have næste år og om fem og ti år, så bekræfter det mig i mine valg også i nuet.

Hvis man som Zombie reflekterer meget over tingene og nu engang er sådan, så er det nok svært at lægge fra sig. Men nogen gange er det nu meget sundt ikke at overtænke ting, for man kan altid skabe tvivl hos sig selv, hvis man dyrker det.
2
Brugeravatar
Æble
Indlæg: 6650
Tilmeldt: 5. jan 2016, 18:26
Kort karma: 865
Likede indlæg: 18832

Re: Tvivl der smitter

Indlægaf Æble » 16. feb 2016, 20:18

Hvad vil du ellers hvis du ikke vil ham/jer?

Jeg så er eller andet tv program hvor en par terapeut sagde noget i stil med at mange flere forhold ville holde hvis man kunne være lidt mere robust overfor de negative følelser. Både egne og partnerens. Og indse at det er en del af et følelsesliv at følelserne ikke er 100% stabile men det går op og ned og man påvirkes af havd den anden gør. Det gab god mening for mig, at forsøge at være mere robust og ikke gå i panik over negative følelser.

Måske skal du bare give dig selv lidt tid som du gav din kæreste. Du har trukket dig lidt som en reaktion på hans 'periode'. Og det er vel ok? Det behøver ikke betyde noget stort.
4
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 5109
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 1219
Likede indlæg: 20819

Re: Tvivl der smitter

Indlægaf Zombie » 19. feb 2016, 10:31

Jeg har brugt rigtig meget tid på at tænke over jeres indlæg, som hver især var relevante og gav gode indspark. Tusind tak for jeres tid.

Jeg tror, at årsagen til at det slog mig ud af kurs, at han pludselig var i tvivl, skyldtes en episode for nogle måneder siden. Uden at gå ind i det i detaljer, så kom der skår i min tillid til ham, fordi han gjorde nogle ubetænksomme og dumme ting - da vi havde snakket det igennem stod det klart for mig, at jeg ikke ville slå op pga. det, men der skulle opbygges noget tillid igen, ligesom at jeg lavede en tråd herinde om hvordan man "når" hinanden igen, efter sådan en omgang.

Vi er kommet videre, men jeg tror at ovenstående førte til en lidt nagende, grundlæggende tvivl hos mig om, hvorvidt han egentlig overhovedet ville mig og os - eller om det mere var noget, han sagde til sig selv (og mig), selvom han blev trukket i andre retninger.
Det hører med til historien er min kæreste kun er 23 år, og jeg fylder 30 her om lidt. Så jeg er nok mere obs på, at han ikke skal trække sig selv ind i noget, der måske er for seriøst og alvorligt, og som han ikke er klar til selvom han gerne vil være det.
Samtidig er jeg nødt til at anse ham som værende et voksent (om end ungt) menneske, der kan træffe valg for sig selv - ellers er vi jo ikke ligeværdige, hvis jeg skal lege overformynder. Så det er en balancegang.

Jeg var faktisk lige kommet dertil i vores forhold, hvor jeg følte at nu turde jeg godt stole på ham og os igen. Nu følte jeg, at han havde været i forholdet på en måde, hvor jeg tænkte at jeg ikke var/er idiot, fordi jeg gerne vil skabe et liv og en familie sammen med denne her fyr - og at tro på, at han har det på samme måde med mig.

Og bum! Så kom han der med al sin tvivl, og i stedet for at snakke med mig om det, så trak han sig bare fra mig. Det var først, da jeg pressede på og endte med at sige "Så må vi jo gå fra hinanden, for jeg kan ikke leve med denne her afstand uden at vide hvad fuck der foregår, og du vil jo ikke lukke mig ind" - at vi fik en snak.
Som det ofte kan være, så førte snakken til at der blev løst op for mange af de forbehold min kæreste havde haft. Det var en stor lettelse for ham at dele sin tvivl og det fik faktisk tvivlen til at gå væk.

Jeg oplevede så det omvendte, nemlig at hans tvivl smittede af på mig. Og det fik også revet op i de gamle sår, fra da han svigtede min tillid - det har også spillet ind.


Jeg har tænkt meget over det, og har valgt nu som jeg også gjorde i begyndelsen af forholdet, at gå 100% ind i det - så må det briste eller bære. Vi passer rigtig godt sammen på de fleste punkter, og de få punkter hvor vi ikke er ens (et af dem er vi faktisk totalt modsætninger), har vi alligevel formået at slibe kanter gensidigt og/eller finde kompromiser, vi begge kan leve med.

Og ja, så elsker jeg ham - det er jo nok den vigtigste grund af dem alle. :)
0
aka Forbies

:gammel:
Brugeravatar
Madam Pomfrey
Indlæg: 8893
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 1514
Likede indlæg: 25486

Re: Tvivl der smitter

Indlægaf Madam Pomfrey » 19. feb 2016, 10:54

Nu er det her lidt ud af kontekts...

Men min tanke, ud fra de tråde du har lavet om dine forskellige parforhold, og problemer og udfordringer der er opstået heri, er at du er benhård at være kæreste med. Jeg har mange gange, og igen, tænkt puha for en mundfuld, og ud fra det du skriver kan jeg faktisk godt forstå at din kæreste bliver i tvivl.
Med det at du er hård at være kæreste med mener jeg at min oplevelse af det du skriver er at du, omend du udtrykker at gå på kompromis, er at du er ret kompromisløs på en eller anden måde, og at du er meget perfektionistisk, tingene SKAL være iorden, og I SKAL løse dem, tale om dem, nå til kompromisser og aftaler, som DU kan leve med - selvom du også føler at du har givet dig MEGET.
Mit bud på udfordringen er at du som menneske synes at være enormt reflekterende, og du reflekterer hurtigt og skarpt, - og et i parforhold hvor man jo er i følelsernes vold, der kan det dælme være svært at være en del af.
At man på en eller anden måde, sådan ret kollegialt i det, skal supervisere sig ud af det, med en kop the i hånden og massevis af giraf-sprog agtig, kombineret med at DU har reflekteret over hvor din grænse når, og er villig til at byde den ind i krompomisset, men der er din partner nok sjældent nået hen, end ikke havde tænkt, overvejet, oplevet at det ikke var ok, og du står med et (stort) problem du kræver løst.
Det er det indtryk jeg jævnligt sidder med når jeg læser dine tråde...
At du træder ind i et forhold med stor vilje til at lykkes, og at du derfor i starten virker til at give køb på en masse af det der er dig, men lige så stille præsenterer det for din partner, og det ender nogle gange i et rabalder, eller du ender med at råbe vagt i gevær, fordi du er gået for meget på kompromis med dig selv, og er nødt til at forlange samt få plads til dét også.
Samtidig er du enormt følsom og sensitiv overfor udsving, du lader stå til i en periode - for at se om ikke det elimineres, og så bygger man jo op hvis de ikke gør dette. Og andre gange er tingene så værdifulde for dig, at du reagere prompte, og skarpt. - det kan man jo blive ret forskrækket over hvis det ikke er oplevet før. Og oplevelsen af begge kan medføre tvivl om hvornår hvad så udløser hvilken reaktion.


At du som menneske, mit indtryk, er enormt perfektionistisk, og går enormt meget op i ikke bare at gøre det godt nok, men at gøre det bedst og mere til, og sgu ikke kun når det handler om parforhold, men i rigtig mange aspekter. Din måde at være hundeejer på f.x. din tilgang til dit studie og din uddannelse.
Og samtidig, ud fra det du har skrevet, er indtrykket at dine kærester er sådan lidt - på den charmerende og søde måde, er nogle drengerumper, der stadig skal formes lidt, lære at livet, udvikles. Og at det egentligt står i skarp kontrast til din grundlæggende personlighed.
At du egentligt ender med, i længden, at mistrives med det du også falder for ved dem.
Ret tidligt i dette, og dit forrige forhold tænkte jeg, dét her ender galt, - og måske gør det, måske gør det ikke, det er ligegyldigt, essensen er nok mest at jeg tænker du er sammen med den forkerte type mand, på den lange bane. At du har brug for en der er endnu skarpere end dig, som kan være den der har reflekteret og tænkt kompromisset, en som kan give dig det psykiske modspil, en der er lige så meget eller mere perfektionistisk end du er det, og en der har samme form for ordentligthed i sin grundlæggende person, og tilgangen til parforholdet.


Men dét er jo bare mine tanker, og lomme filosofier, ud fra det du har skrevet, og den måde jeg har læst det på.
Du kan bruge det eller lade være, du kan tænke fuck dig hvad fanden ved hun om mig... Men nu er det skrevet ;)
27
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 5109
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 1219
Likede indlæg: 20819

Re: Tvivl der smitter

Indlægaf Zombie » 19. feb 2016, 11:09

Tak for dit input, det gav helt sikkert noget at tænke over! :)

Jeg er enig med dig i nogle af tingene, og så alligevel ikke. For den ene ting, du overser - og det forstår jeg godt, det er jo kun mit perspektiv, der kommer herinde omkring dette emne - det er, at mine kærester bestemt ikke er typerne, der bare sidder med hænderne i skødet og bliver tromlet. Det kan jeg nemlig slet ikke med; jeg ved fra mine teenageår, at jeg helt udraderer sådan en fyr og derfor undgår jeg dem. Så mine kærester har været super forskellige personligheder/personer, men har haft til fælles, at de kan skære igennem, de lader sig ikke tromle eller overrumple og de kan sagtens sige fra.

Du har ret i, at jeg kan være perfektionistisk... i nogen grad. På studiet vil jeg gerne gøre det godt, men jeg slacker - som nu, hvor jeg har afleveret en eksamen som er bestået/ikke-bestået, så jeg sender noget der er lidt juks, fordi... bestået er jo 02, så bare jeg får det eller højere så fint. Det er noget andet hvis der er karakterer involveret... ;)
--- Det jeg prøver at sige er, at jeg er lidt selektiv med min perfektionisme og fordi jeg er dét, og ved at jeg kan være det, så forsøger jeg også at holde igen når det kommer til mine relationer. Jeg søger ikke det perfekte, tværtimod tiltrækkes jeg meget af det uperfekte. Dette afspejles i alle relationer, også de platoniske.

Jeg tror, at min vinkel på det hele er, at jeg faktisk er meget firkantet i begyndelsen og meget "Sådan her tænker og føler jeg, og sådan er dét bare". Hvis han stadig vil være min kæreste, så kan vi være kærester og så bløder jeg lidt op... For det er jo ikke så firkantet, når alt kommer til alt.
Mit problem opstår, hvis jeg oplever at jeg på et af de områder, hvor jeg har været firkantet, pludselig afkræves en ændring. Jeg er typen, der virkelig har mine grænser der, hvor jeg siger de er. Og jeg har en baggrund med dårlig erfaring i at give mig, bare lidt - så det gør jeg ikke, overhovedet.
Jeg vil hellere være alene.

Men når grænserne er sådan noget med "ikke være utro" eller "ikke kysse på andre", så mener jeg heller ikke de er urimelige. Og måske burde jeg pakke dem mere ind i vat, på en eller anden måde, så det virkede mindre strengt - men samtidig vil jeg gerne understrege, at dette her ER mine minimumsgrænser, så der ikke er tvivl.
Jeg har generelt ret mange dårlige erfaringer med, at være for mild og blød og... sød... Adr. Haha. ;)

Så det, du kalder perfektionisme i forholdet, kalder jeg måske snarere "hertil og ikke længere"-rammer. Alt mulig andet kan jeg arbejde med og deale med og gå på kompromis med uden problemer - men det er som om, at hvis man er for åben og rummelig og favnende, så får folk et chok når de ramler ind i den grænse, der IKKE giver sig.
Og her ved jeg ikke rigtig, hvad jeg kan gøre anderledes - for jeg giver mig altså ikke. Og jeg har jo fra begyndelsen understreget igen og igen, at det var min grænse. At jeg så er mild og "nem" i emner der ligger inden for mine grænser, er en anden ting.

Jeg ved ikke, om det giver mening det her? Der er ret stor forskel på, hvordan jeg formulerer mine tanker og hvordan de kommer til udtryk. Hvordan jeg lever dem, så at sige.
0
aka Forbies

:gammel:
Brugeravatar
Q-beben
Indlæg: 1217
Tilmeldt: 23. dec 2015, 11:23
Kort karma: 267
Likede indlæg: 4288

Re: Tvivl der smitter

Indlægaf Q-beben » 21. feb 2016, 18:39

Zombie skrev:Men jeg er lidt en snegl - hvis du prikker til mig med en pind, fiser jeg op i mit sneglehus og kan være lang tid om, at få antennerne foldet ud igen. Og kærestens tvivl har smittet mig, samtidig med at jeg nok også har en rask lille 30 års krise (fødselsdag til sommer).
- Er det virkelig det her, jeg vil? Og vil jeg det med ham?
Skal det være slut med frihed, og er jeg klar til vejen mod et mere seriøst forhold, med hus og børn osv. for enden af tunnelen?


Jeg synes, det er helt naturligt, at hans tvivlen afføder, at du også bliver i tvivl. Og jeg tænker også, at det egentlig er meget sundt, for det viser, at du tager hensyn til dig selv. Altså mærker efter en ekstra gang, om det er ham/det her forhold, du gerne vil.

Derfor mener jeg ikke, at det at blive i tvivl i sig selv er en dårlig ting - nærmere tværtimod. At du er i tvivl må derfor - i min verden - ikke automatisk eller alene føre til et brud, for det er en sund forsvarsmekanisme og ikke andet.

Om du skal blive i forholdet afhænger af en masse ting - nemlig de ting, som du selv lægger vægt på. Ting, som er vigtige for dig, også om 10 år eller når I får børn.
0
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 5109
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 1219
Likede indlæg: 20819

Re: Tvivl der smitter

Indlægaf Zombie » 11. mar 2016, 14:42

Hey, så er det vist tid til en update. :)

Det går... super godt! :D

Vi har haft nogle gode snakke. Og vi har fundet ind til hinanden igen. Jeg er ikke længere i tvivl, og befinder mig nu rigtig godt i forholdet. Han har det på samme måde, og jeg kan mærke at han virkelig oprigtig er glad og har det godt i forholdet, selvom han stadig er uafklaret omkring fremtiden ift. endt uddannelse, arbejde m.v.
Der er kommet ro på.

Det har virkelig været en lang og sej proces, og jeg har tvivlet RET meget. For måske var vi bare for forskellige? Måske forsøgte vi/jeg at forcere noget, når vi bare var helt forskellige og måske slet ikke passede sammen.

Jeg vil gerne indrømme, at vi har slebet nogle gevaldige kanter. Men det har været det værd. Vi er begge to stærke individualister, men vi har fundet en bro hvor vi når hinanden, og kan mødes halvvejs uden problemer.

Jeg har også droppet at tænke så meget på fremtiden - for det er hverken nu eller lige om lidt, at den skal realiseres. Så det er jo helt okay at man tager ét skridt ad gangen og mærker efter, om det fungerer og føles godt.

Eksempelvis har vi fundet fælles lejlighed fra juni. Det har jeg det fint med, for det betyder ikke at jeg siger ja til at giftes eller føde børn her og nu. Det er rent lavpraktisk en god idé, og samtidig noget vi begge rigtig gerne vil - og så finder man jo bare ud af, om dét aspekt fungerer også.

Vi tager en dag af gangen, og nyder at det så småt er forår. :)
12
aka Forbies

:gammel:

Tilbage til "Forhold og sex"