Kæreste slukker mobil under diskussioner

[Vinterbarnet]

Hvad er det I diskuterer? Det må jo ske ofte, siden du opretter en tråd om det.

Er du sikker på at I diskuterer og at det ikke bare er DIG der vil diskutere? For så kunne det jo være årsagen til, at han slukker telefonen.

Jeg synes der mangler meget info her.


Og så synes jeg du minder mig om en fra jubii debatten og det håber jeg virkelig af hele mit hjerte at jeg har uret i

Det sker ikke så ofte. Det er første gang i mange måneder han har lavet det nummer. Jeg havde en alvorlig snak med ham om hele situationen og der lovede han mig bl.a. at han ikke ville slukke sin mobil igen.
Det gav noget håb at se og følge med i, at han var begyndt ikke at have dage hvor han sultede sig selv, at han var begyndt at styrketræne derhjemme, og endda taget nogle kilo på. Han kan have gode dage hvor man tror at nu bliver tingene bedre, men så vender det igen og man er tilbage til nulpunkt.

Jeg har ikke nogen intention om at ville diskutere med ham. Jeg skrev 5 minutter efter at jeg ikke kunne overskue at være uvenner, og om vi ikke bare kunne være venner igen. Men han havde allerede valgt at slukke sin mobil.

Det sidste må du lige uddybe? Hvem minder jeg om?

[Æble]

Jeg har også tendens til depression og har i flere år været virkelig langt nede. Men jeg er ikke et røvhul overfor min kæreste pga det. Man kan godt være så deprimeret at man har kvalme og det gør fysisk ondt, men samtidig kommunikere omkring det og lade sin kæreste være en hjælp og ven og ikke vende sig mod dem.

Det lyder som du undskylder hans opførsel fordi han er deprimeret. Men man er ikke automatisk et røvhul fordi man er deprimeret eller har andre udfordringer.

[ShiningCotton]

Jeg nåede at være sammen med ham, da han ikke var deprimeret. Han har altid haft en tendens til at være deprimeret. Det var ikke noget jeg vidste noget om, da jeg mødte ham.

Han virkede glad og bekymringsfri, da jeg mødte ham. Han brugte al sin tid på mig. Han var sød, sjov, kærlig, fjollet og god til at lytte.
Han brugte dog så meget af sin tid og energi på mig, at det gik ud over det der skulle have været en stor sportskarriere(grunden til han er deprimeret i dag, da det var hans store drøm i livet).

Jeg var ikke altid god mod ham, og havde mange humørsvingninger og traumer jeg ikke havde bearbejdet, da jeg mødte ham. Men lige meget hvordan jeg opførte mig, gik han aldrig fra mig, men var klar til at trøste eller lytte, selv om jeg nogen gange uden grund også skældte ham ud. Han brugte så meget tid på at være sammen med mig, at han gik mere og mere glip af sin træning.

Han blev i mellemtiden mere og mere deprimeret og skidt tilpas rent fysisk også, fordi han i al den tid havde levet uvidende med en kronisk sygdom som er medicinkrævende (han var taget til lægen nogle gange inden vi mødte hinanden, men de havde uden at tage de rigtige prøver sagt at han var rask).

Han var så skidt tilpas at han rullede rundt på gulvet af smerter dagligt, og jeg stillede et ultimatum om, at han var nødt til at gå til lægen og blive undersøgt, ellers ville jeg gå fra ham. Det gjorde han til sidst efter meget energi og overtalelse. Jeg tog også med ham til alle de her lægesamtaler, og da han blev opereret og fik infektion var jeg på hospitalet hver dag i de 2 uger han var indlagt fra kl.10-22. Det var en hård tid.

Hvis vi spoler tiden frem, så er han blevet så deprimeret at hvis han slukker sin mobil, så ved jeg ikke om han er levende eller ej. Han har flere gange sagt at han ikke gider leve mere.

Hvordan har du det nu?

Jeg holder stadig fast i, at det bedste du kan gøre, er at passe på dig selv, så godt som muligt - du kan ikke hive ham op af hullet.

Jeg kan selvfølgelig tage fejl/projicere, men hvordan har du det med at sætte grænser for andre?

Jeg har lært gennem mit terapi forløb, at min kærestes depression, måske ikke havde taget så mange kræfter, hvis jeg havde været bedre til at adskille mine og hans behov ad og sørge for at opfylde mine i højere grad. Og hans depression kan man som pårørende desværre ikke stille meget mere op med end at være støttende og hjælpe med det man kan overskue