Jeg bliver lidt irriteret at jeg nogengange skal direkte spørge til min mands mening.
Jeg bringer som regel et emne op, og fortæller mine tanker, tænker hvad vi bør vælge og overveje. Og så - stilhed. Eller jo, han nikker da, siger mhmm glad nok, de er slet ikke det. Men jeg kommer så let til at tro han er enig, og når så tingene udfolder sig og der f.eks. skal købes det jeg snakker om SÅ stiller han spørgsmålene der eller undersøger hvad der er bedst. Det er lidt træls han ikke med det samme siger sin mening.
Vi snakker f.eks. i dag om barnedåb i coronatiden da vi har termin til juli. Hvornår, hvordan, kjole. Eller skal vi vente til 2022. Nej, det haster selvfølgelig SLET ikke
Kirken er næppe overrendt, forsamlingshuset ikke det mest populære, det skal nok gå med kort varsel..
Men jeg fortæller ham en række scenarioer jeg ser - og så sker der intet. Jeg VED jo manden har en mening, eller, i det mindste bare kunne sige "ja, det ved jeg sgu ikke lige, måske vi skal vente og se til vi kommer nærmere?", men ikke engang sådan noget. Det føles så både ensomt, men også frustrerende indimellem at jeg jo egentligt gerne vil have vi tager et valg sammen, og pludselig får vi aldrig købt den-der-ting eller besøgt hans mormor i weekenden, fordi det kun var mig der foreslog det. Så kan han så søndag aften sige "hov, vi glemte da at aftale noget med min mormor?", og jeg glemmer trods alt også at jeg kom med den idé onsdag aften..
Min hukommelse er ikke hvad den har været pga. stress tidligere, så for mig er det vigtigt også at blive hørt, da det hjælper på min hukommelse.
Så, altså, jeg skal jo decideret spørge "Eller hvad synes du"/"lad mig høre hvad du synes" osv. det føles bare som en træls bordtennis kamp når man ikke får ping-ponget bolden tilbage, men føler man bare skyder og skyder. Og han er ellers virkelig snaksagelig når hans mening så først kommer, vi har ingen problemer derudover, jeg tror bare ikke han er vant til at blive spurgt om sin mening sådan, meget. Tilgengæld ved jeg han nok skal sige fra hvis det er virkelig slemt, men jeg gider bare ikke være stereotypen af et forhold hvor den ene bare snakker og snakker og tager beslutninger hen over hovedet på den anden, og er den der får alt til at ske. Så der kommer altså også indimellem jeg decideret siger "Nu finder DU ud af hvad vi skal..." og det er han så meget tilfreds med, og det bliver også godt. Jeg er bare irriteret over vi ikke bare kan finde på tingene sammen.,
Søger ikke gode råd, medmindre jeg har spurgt.