Om følelser før og efter et forhold
- Madam Pomfrey
- Indlæg: 8874
- Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
- Kort karma: 1514
- Likede indlæg: 25434
Re: Om følelser før og efter et forhold
Jeg kom til at tænke på mit forhold til min ekskæreste, at det nok faktisk lever ret meget op til præmissen for din tråd. For jeg vidste godt det ikke skulle være os på den lange bane, der var rigtig mange men'er - og han var og er helt sikkert ikke den rigtige for mig.
Men jeg lod ham alligevel overtale mig til at at give det en chanse, og vi havde et forhold i et halvt års tid, inden jeg sluttede det - på baggrund af et svigt fra hans side, men det var nok også bare døren ud for mig.
Jeg var åben om at jeg var i tvivl om om, om ham, at han var alt for gammel (18 år ældre) og at jeg ikke rigtig syntes at vi passede helt sammen, alle men'erne - som han ikke havde lyst til at høre på. Vi var tidligere kollegaer, og havde kendt hinanden i en 8 år, han inviterede på bytur og øl, og jeg endte med at kysse på ham.
Jeg gik med i et forhold, fordi han på rigtig mange måder er et skønt, givende, kærligt og omsorgsfuldt menneske, han gav mig så meget, og han løftede mig i den grad op af det hul jeg var i, og det er jeg pisse taknemmelig for.
Idag er vi rigtig gode venner, vi skriver sammen nærmest dagligt, om stort og småt hos hinanden, job, osv. og vi ringer også sammen jævnligt, ses til en frokost og sådan, han er min go-to i rigtig mange henseender. Så der er no hard feelings.
Men min kæreste skal han ikke være - selvom han stadig gerne ville. Vi har haft gode snakke om vores forhold bagefter, og han ved godt han pressede på, og forventede og krævede mere end jeg kunne leve op til, og han har nok også større forståelse for mine forbeholde og mine men'er idag, end han havde da han var forelsket i mig. Han var på daværende tidspunkt også selv kommet ud af at længerevarende forhold, hvor han mistede kontakten til sine pap-børn. Og der var ingen tvivl om at mine unger for ham var en attraktiv del af pakken.
Jeg har mange gange tænkt på hvor vi mon var endt, hvis han ikke havde fucket up og svigtet, og jeg havde fundet min dør ud.
For da han svigtede havde jeg "endelig" åbnet op for at jeg ville fortælle mine 2 yngste at vi var kærester, så det ville give noget mere fleksibilitet, og han stille og roligt kunne blive en del af vores hverdag.
Jeg kunne meget vel have endt med at blive rigtig længe i en relation, som jeg i bund og grund godt vidste ikke var den rigtige for mig, ha bundet mig til en jeg godt vidste ikke er den rigtige.
Men det havde også været et valg der var baseret på tryghed, tillid, og også en form for kærlighed - jeg tænker da at jeg har elsket ham på en eller anden måde, men bare ikke nok, eller rigtigt. Det ville ha været det sikre valg, et sikkerhedsnet, en tryg havn. Men jeg kan også godt tænke "hvad fuck lavede jeg"
Men jeg lod ham alligevel overtale mig til at at give det en chanse, og vi havde et forhold i et halvt års tid, inden jeg sluttede det - på baggrund af et svigt fra hans side, men det var nok også bare døren ud for mig.
Jeg var åben om at jeg var i tvivl om om, om ham, at han var alt for gammel (18 år ældre) og at jeg ikke rigtig syntes at vi passede helt sammen, alle men'erne - som han ikke havde lyst til at høre på. Vi var tidligere kollegaer, og havde kendt hinanden i en 8 år, han inviterede på bytur og øl, og jeg endte med at kysse på ham.
Jeg gik med i et forhold, fordi han på rigtig mange måder er et skønt, givende, kærligt og omsorgsfuldt menneske, han gav mig så meget, og han løftede mig i den grad op af det hul jeg var i, og det er jeg pisse taknemmelig for.
Idag er vi rigtig gode venner, vi skriver sammen nærmest dagligt, om stort og småt hos hinanden, job, osv. og vi ringer også sammen jævnligt, ses til en frokost og sådan, han er min go-to i rigtig mange henseender. Så der er no hard feelings.
Men min kæreste skal han ikke være - selvom han stadig gerne ville. Vi har haft gode snakke om vores forhold bagefter, og han ved godt han pressede på, og forventede og krævede mere end jeg kunne leve op til, og han har nok også større forståelse for mine forbeholde og mine men'er idag, end han havde da han var forelsket i mig. Han var på daværende tidspunkt også selv kommet ud af at længerevarende forhold, hvor han mistede kontakten til sine pap-børn. Og der var ingen tvivl om at mine unger for ham var en attraktiv del af pakken.
Jeg har mange gange tænkt på hvor vi mon var endt, hvis han ikke havde fucket up og svigtet, og jeg havde fundet min dør ud.
For da han svigtede havde jeg "endelig" åbnet op for at jeg ville fortælle mine 2 yngste at vi var kærester, så det ville give noget mere fleksibilitet, og han stille og roligt kunne blive en del af vores hverdag.
Jeg kunne meget vel have endt med at blive rigtig længe i en relation, som jeg i bund og grund godt vidste ikke var den rigtige for mig, ha bundet mig til en jeg godt vidste ikke er den rigtige.
Men det havde også været et valg der var baseret på tryghed, tillid, og også en form for kærlighed - jeg tænker da at jeg har elsket ham på en eller anden måde, men bare ikke nok, eller rigtigt. Det ville ha været det sikre valg, et sikkerhedsnet, en tryg havn. Men jeg kan også godt tænke "hvad fuck lavede jeg"
1
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
Re: Om følelser før og efter et forhold
SurSødSovs skrev:Krølle skrev:SurSødSovs skrev:Contrast skrev:SurSødSovs skrev:Contrast skrev:JessicaD skrev:Spændende som man er så forskellige. Jeg vil virkelig gerne have børn, men vil hellere undvære end at få dem med en “forkert” mand. Det skal være hele pakken eller ingenting.
Hvis du fik børn med den "rigtige" mand, men han så gik fra dig fordi han ville noget andet, ville han så stadig være "rigtig" i dine øjne?
Ja? Forudsætningen her i tråden er jo det omvendte... At man hele tiden ved, han ikke er rigtig
Jeg spørger på den måde, fordi jeg ikke tror på, at der er nogen der bliver gift, selvom de 110% ved, at det ikke kommer til at holde. Tråden lægger jo op til at disse mennesker findes, men det tror jeg ikke.
Jeg har aldrig nogensinde hørt om nogen, som i situationen var stensikker på, at deres forhold ikke kommer til at holde, selvom de bliver gift. Jeg har aldrig set det her på debatten heller.
Så jeg tænker at TS ikke lige skelner mellem, om de personer siger det i retrospektiv, så de altså ikke har haft det sådan, mens det stod på. Jeg tror det er mere tilfældet, at håbet altid er det, der dør til sidst. Og når man så ser tilbage på det, når håbet er dødt, så har man jo fået bekræftet sin tvivl. Men det kan jo også gå den anden vej, hvis man kan få arbejdet på problemerne sammen.
Jeg synes det er meget sort-hvidt stillet op. Og jeg kan godt forstå, at nogen bliver provokeret af at få at vide, at "man kan jo også bare have været i et forhold der bare spillede 100%, i stedet for at spilde tiden på den forkerte". Det kan nemt lyde bedrevidende og oversimplificeret.
Men der er jo netop folk, der giver udtryk for altid at have vidst det. Og at det ikke bare er retrospektivt.
Jeg må indrømme, jeg også finder det interessant at høre, hvorfor man så er fortsat med ægteskab og børn.
Jeg har ind til videre hørt dårligt selvværd, psykisk vold, ønsket om tryghed og børn som årsager. Det giver egentlig fint mening for mig nu, selvom jeg begyndte med samme holdning som dig...
Hvis de i situationen netop blev i det, fordi de - på trods af tvivl - reelt ikke troede, at der fandtes noget bedre, har de vel også på en eller anden sær måde troet, at det ville holde.
Hvorfor skulle det ikke det, hvis det nu engang var det bedste, de kunne forestille sig, pg det i situationen (i mangel af bedre ord) virkede udholdeligt og som en måde at få andre ting, de gerne ville have, fx børn?
Det er klart, at de på den anden side, hvor de VED, at der findes noget bedre - eller at det ikke i længden var udholdeligt - vil stå tilbage og tænke “jeg vidste det jo egentlig godt”, men min pointe er: Det gjorde de ikke. De havde måske en mistanke, men den var ikke bekræftet, og en stærkere tro på “well, this is the best out there” vandt.
Jeg synes egentlig, det er lidt bedrevidende ikke at tro på det, man får fortalt.
Jeg synes egentlig, du lægger mig ord i munden nu.
Jeg taler om teoretiske eksempler som beskrevet i mit indlæg. Ikke konkrete situationer, hvor folk insisterer på, at de godt vidste det. Dem har jeg nemlig aldrig mødt.
1
Re: Om følelser før og efter et forhold
Jeg kendte da undervejs i mit lange forhold godt til de ting, der endte med at forårsager bruddet. Jeg troede bare ikke, at de ville fortsætte/blive værre/blive mere betydningsfulde.
At jeg kendte eksistensen af disse ting og dermed kan argumentere for, at jeg “vidste det”, betyder ikke, at jeg vidste, det ville få den konsekvens. Sådan tror jeg mange skilsmisser og brud ser ud ser i bagklogskabens lys - og så er der alle de andre.
At jeg kendte eksistensen af disse ting og dermed kan argumentere for, at jeg “vidste det”, betyder ikke, at jeg vidste, det ville få den konsekvens. Sådan tror jeg mange skilsmisser og brud ser ud ser i bagklogskabens lys - og så er der alle de andre.
6
- Madam Pomfrey
- Indlæg: 8874
- Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
- Kort karma: 1514
- Likede indlæg: 25434
Re: Om følelser før og efter et forhold
JessicaD skrev:Madam Pomfrey skrev:Jeg har mange gange tænkt på hvor vi mon var endt, hvis han ikke havde fucket up og svigtet, og jeg havde fundet min dør ud.
For da han svigtede havde jeg "endelig" åbnet op for at jeg ville fortælle mine 2 yngste at vi var kærester, så det ville give noget mere fleksibilitet, og han stille og roligt kunne blive en del af vores hverdag.
Jeg kunne meget vel have endt med at blive rigtig længe i en relation, som jeg i bund og grund godt vidste ikke var den rigtige for mig, ha bundet mig til en jeg godt vidste ikke er den rigtige.
Men det havde også været et valg der var baseret på tryghed, tillid, og også en form for kærlighed - jeg tænker da at jeg har elsket ham på en eller anden måde, men bare ikke nok, eller rigtigt. Det ville ha været det sikre valg, et sikkerhedsnet, en tryg havn. Men jeg kan også godt tænke "hvad fuck lavede jeg"
Åh ja - den følelse er vi nok flere, der har haft med tidligere dates/kærester. Det kan virke helt sort, når man tænker tilbage, og netop som du skriver "hvad fuck lavede jeg?!". Med min første kæreste, sluttede det også først, da han faktisk endte med at fri til mig og snakke om hvilke træk, han håbede vores børn ville arve fra os hver især, hvordan vores hus skulle se ud etc. - og jeg bare var helt modsat og blev mere og mere sikker på, at det ikke skulle være os. Jeg var så også kun 17 år der, så det hele virkede bare pludselig forkert på rigtig mange planer. Når jeg ser tilbage, har jeg aldrig været forelsket eller elsket, men kun holdt af ham. I lang tid efter troede jeg faktisk ikke, at jeg kunne blive forelsket, men det var heldigvis forkert, viste det sig. Jeg har jævnligt tænkt på, hvordan mit liv ville have set ud sammen med ham - så boede jeg nok i et hus i Jylland og havde 3-4 teenagebørn. Hvor jeg nu bor i Kbh i lejlighed uden børn
Jeg blev helt klart forvirret, forvirret over de gode følelser han skabte i mig, følelsen af tryghed, velvære, at blive elsket, holdt af, løftet og bakket op, passet på. Det trængte jeg SÅ meget til, det gjorde så meget godt for mig.
Jeg var ikke forelsket-forelsket, men jeg kunne f.x. sagtens mærke i krop og sjæl at jeg glædede mig til at være sammen med ham, og jeg følte mig rigtig glad og tilpas i hans selskab. Han sagde efter et par måneder at han elskede mig, de ord kunne jeg ikke gengælde.
Min far mødte ham kort, ved et tilfælde - det er ikke sådan at have en far der bare kommer ind af døren nu og da
Men jeg var bestemt ikke klar på, overfor familien, at stå på mål for den relation, og eventuel rynken på næsen over f.x. aldersforskellen.
Min søster kendte til vores forhold, fra start, og hun kender ham også, så det var trygt at inddrage hende, men hun var også på mine vegne usikker på relationen, og sagde det også til mig.
0
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
- Fru Sunshine
- Indlæg: 11519
- Tilmeldt: 13. aug 2015, 12:31
- Kort karma: 1738
- Geografisk sted: Vendsyssel
- Likede indlæg: 16695
Re: Om følelser før og efter et forhold
JessicaD skrev:Fru Sunshine skrev:
Hvorfor skulle man blive bitter over sit eget valg? Jeg VALGTE at gifte mig og få børn, fordi jeg gerne ville.
Det er virkelig en overlegen indstilling til andres valg, du lufter.
Du har aldrig hørt om, at folk kan tage et valg, fortryde det senere og blive bitter? At nogen siger "gid jeg havde fået mine børn med en anden mand/ikke havde giftet mig med xx"? Jeg ønsker det ikke for nogen, men derfor er det da forståeligt, hvis det sker, og jeg har da set flere både herinde og IRL lufte de tanker. Hvis du er glad for dit valg, så er alt jo godt, og så forstår jeg ikke, at du bliver provokeret. Så kan du jo bare svare nej, og så er der jo ikke mere i det. Så har du jo valgt rigtigt. Se i øvrigt mit forrige svar, hvor jeg uddyber.
I øvrigt på mit arbejde, hvor folk også tager et informeret valg omkring behandling af deres syge barn, så bliver de stadig senere spurgt af både psykolog og læge, om de har fortrudt deres valg. Fordi det valg senere kan vise sig at have enorme konsekvenser for deres liv. Det kan jeg ikke se noget galt i, eller at man bliver provokeret over. Det kommer fra et meget omsorgsfuldt sted, og jeg synes, det er vigtigt, at man også kan tale om de grimme og sorte sider i livet. Jeg sidder jo ikke og håber på, at I siger, at I har fortrudt! Men hvis der sidder nogen og har valgt noget, som de senere har fortrudt, så kan det da være en lettelse for dem at blive spurgt og få snakket om det. Sådan har forældrene på mit arbejde det ihvertfald, samt den omtalte veninde fra før, der rigtig gerne vil tale om netop de ting, som vel er lidt tabubelagt, fordi det nemlig handler om familie og børn.
Jeg er glad for mine børn, og skulle jeg have fulgt den præmis, du lufter, havde jeg ikke haft dem.
Så selv om jeg nok i baghovedet vidste, at deres far ikke var mit livs kærlighed, og at der nok var en udløbsdato, så var det stadig ikke spild af tid, som du er inde på.
1
"Jeg elsker alle farver i verden. Især brun. Det er derfor jeg er det."
Kalenderlågeåbnerbjørnen Bruno.
Kalenderlågeåbnerbjørnen Bruno.
Re: Om følelser før og efter et forhold
SurSødSovs skrev:Jeg har ind til videre hørt dårligt selvværd, psykisk vold, ønsket om tryghed og børn som årsager. Det giver egentlig fint mening for mig nu, selvom jeg begyndte med samme holdning som dig...
Jeg lægger nok ikke det i de eksempler du nævner. Hvis man fx har dårligt selvværd og bliver i et dårligt forhold, tror jeg næppe, de ser det så soleklart. Hvis man har dårligt selvværd håber man vel netop på at partneren/forholdet bliver bedre, og det tænker jeg ikke som det samme som at de er 100% sikre på, at forholdet ikke holder.
1
Inge Færch Schott
- Fru Sunshine
- Indlæg: 11519
- Tilmeldt: 13. aug 2015, 12:31
- Kort karma: 1738
- Geografisk sted: Vendsyssel
- Likede indlæg: 16695
Re: Om følelser før og efter et forhold
JessicaD skrev:Fru Sunshine skrev:Jeg er glad for mine børn, og skulle jeg have fulgt den præmis, du lufter, havde jeg ikke haft dem.
Så selv om jeg nok i baghovedet vidste, at deres far ikke var mit livs kærlighed, og at der nok var en udløbsdato, så var det stadig ikke spild af tid, som du er inde på.
Mine indlæg og holdninger handler jo om mig, og hvad jeg ønsker for mig selv i mit liv, dvs. jeg har aldrig udtalt mig om, at dit forhold var spild af tid. Det er jo kun den enkelte person, der ved det. Og som jeg har skrevet flere gange, så har jeg også x´er, som jeg ikke passede sammen med, som jeg trods det heller ikke mener, var spild af tid, så jeg forstår ikke, at du tror, vi er så uenige.
Du skriver da direkte, at det må være ærgerligt at have spildt tiden. Senere skriver du, at et alternativ kunne være at vente med at få børn, til man mødte "den rigtige".
Derfor reagerer jeg.
1
"Jeg elsker alle farver i verden. Især brun. Det er derfor jeg er det."
Kalenderlågeåbnerbjørnen Bruno.
Kalenderlågeåbnerbjørnen Bruno.
Re: Om følelser før og efter et forhold
Mange spændende svar, de bekræfte mig dog i at det for mig er bedst at være kredsen i valget af mand. Jeg synes det er usympatisk at spilde andres tid, hvis man ikke har følelser for manden eller tror på forholdet. Omvendt vil jeg heller ikke indgå i et forhold med en jeg senere vil fortryde at have været sammen med, så hellere være single.
Jeg har kommet sammen med nogle stykker og det kan man jo godt kalde forhold, men jeg anså aldrig forholdende som mere end at komme sammen. At vi ser på om det skal være os og i mellemtiden ser vi ikke andre.
Så om det går under kategorien efter forhold, kan jeg være lidt usikker omkring. Jeg har aldrig været længere end i at se om vi passer sammen fasen. Jeg vil hellere undvære end nøjes.
Jeg har kommet sammen med nogle stykker og det kan man jo godt kalde forhold, men jeg anså aldrig forholdende som mere end at komme sammen. At vi ser på om det skal være os og i mellemtiden ser vi ikke andre.
Så om det går under kategorien efter forhold, kan jeg være lidt usikker omkring. Jeg har aldrig været længere end i at se om vi passer sammen fasen. Jeg vil hellere undvære end nøjes.
Senest rettet af Dawwty 22. okt 2019, 08:51, rettet i alt 1 gang.
1
Re: Om følelser før og efter et forhold
Jeg synes ikke emnet eller ideen er så kontroversiel(t). Der er eddermanemer mange, der lever i forhold, de ikke er glade for og det er ikke begrænset til tidligere generationer, hvor konsekvenserne umiddelbart var større og normerne nogle andre. Jeg tror absolut ikke det er ualmindeligt at blive i et forhold trods den lille, indre stemme der mere eller mindre utvetydigt siger, at noget er forkert, at det måske ville være bedre ikke at være sammen.
Det er absolut heller ikke i modstrid med, at man også kan have gode minder sammen og give hinanden gode ting, og at have det sådan betyder heller ikke, at man følgeligt må fortryde de børn, der er kommet ud af det.
Generelt tror jeg at det er overvældende almindeligt at gøre ting eller fortsætte mønstre og praksiser man VED er dårlige for én, eller i hvert fald ikke er optimale. Jeg tænker at vi alle ignorerer den lille stemme på områder i vores liv. Det gør ikke én til en idiot, det gør én til et menneske. Uanset hvor indsigtsfulde vi er, er der stadig årsager bag det hele som er uigennemskuelige mysterier for os. Og oftest er det nok bare så simpelt, at man er i tvivl og mange dage er jo også - hvis ikke gode, så fredelige eller uskadelige, og sådan går årene. Så jeg forstår faktisk ikke behovet for at forsvare eller præcisere, at man ikke fortryder forholdet, fx fordi man fik børn. Ret beset tager det kun ét knald at få et barn og selvom forholdet var overstået på 6 måneder man ville stadig have det.
Det er absolut heller ikke i modstrid med, at man også kan have gode minder sammen og give hinanden gode ting, og at have det sådan betyder heller ikke, at man følgeligt må fortryde de børn, der er kommet ud af det.
Generelt tror jeg at det er overvældende almindeligt at gøre ting eller fortsætte mønstre og praksiser man VED er dårlige for én, eller i hvert fald ikke er optimale. Jeg tænker at vi alle ignorerer den lille stemme på områder i vores liv. Det gør ikke én til en idiot, det gør én til et menneske. Uanset hvor indsigtsfulde vi er, er der stadig årsager bag det hele som er uigennemskuelige mysterier for os. Og oftest er det nok bare så simpelt, at man er i tvivl og mange dage er jo også - hvis ikke gode, så fredelige eller uskadelige, og sådan går årene. Så jeg forstår faktisk ikke behovet for at forsvare eller præcisere, at man ikke fortryder forholdet, fx fordi man fik børn. Ret beset tager det kun ét knald at få et barn og selvom forholdet var overstået på 6 måneder man ville stadig have det.
5
And we both know: I will be delicious
-
- Indlæg: 327
- Tilmeldt: 15. jul 2017, 15:49
- Kort karma: 42
- Geografisk sted: Esbjerg
- Likede indlæg: 362
Re: Om følelser før og efter et forhold
Der er det her ordsprog om, at man først kender sin kæreste rigtig, den dag man ikke længere er kærester. Jeg tror, at der er nogen sandhed i det. Ikke forstået på den måde, at det hele bare har været en stor maskerade, men at der er nogle ting, man bare ikke kan vide, og nogle dynamiker i forholdet, der bliver mere tydelige, når man kommer lidt op i helikopter perspektiv og har det samlede billede af forholdet, samt har distanceret sig selv nok til ikke længere at være alt for følelsesmæssigt påvirket af det.
Jeg har for det meste ikke talt dårlig om min eks, og når jeg har gjort det, har det i 80% af tilfældene været ment som en joke. Men jeg har været igennem en periode, hvor jeg virkelig hadede min eks, under healingsprocessen... hvilket var overraskende for mig. Jeg havde virkelig ikke troet, at jeg nogensinde kunne hade hende. Faktisk fortalte jeg hende den dag hun dumpede mig, at jeg aldrig kunne hade hende. Og alligevel hadede jeg hende i en periode. Fortrød at jeg nogensinde havde mødt hende. Det handlede selvfølgelig om at distancere mig selv, og var ikke rigtig et udtryk for at hun var et forfærdelig menneske eller havde været en dårlig partner. For det var hun bestemt ikke.
Når folk basher deres eks på det groveste helt uden nuancer, efterlader det mig lidt med en mærkelig smag i munden. De valgte jo at være kærester med vedkommende. Deres dømmekraft må således som minimum være tvivlsom. Jeg tror, at der i mange af de tilfælde, hvor folk taler ekstremt nedsættende om deres eks, blot er tale om sårede følelser, forsmåede egoer og generel bitterhed som kan opstå, når 2 mennesker, der på et tidspunkt ville hinanden rigtig meget, finder ud af at de ikke længere kan eller skal være sammen. Selvfølgelig er der også forhold, hvor eksen vitterlig var en stjernepsyko, men jeg tror ikke, at det gør sig gældende for størstedelen. Men jeg tror også, at det mange gange kan handle om, at folk nogle gange ser nogle ting hos deres eks i bagklogskabens klare lys, som ikke er særlig tiltalende.
Jeg har for det meste ikke talt dårlig om min eks, og når jeg har gjort det, har det i 80% af tilfældene været ment som en joke. Men jeg har været igennem en periode, hvor jeg virkelig hadede min eks, under healingsprocessen... hvilket var overraskende for mig. Jeg havde virkelig ikke troet, at jeg nogensinde kunne hade hende. Faktisk fortalte jeg hende den dag hun dumpede mig, at jeg aldrig kunne hade hende. Og alligevel hadede jeg hende i en periode. Fortrød at jeg nogensinde havde mødt hende. Det handlede selvfølgelig om at distancere mig selv, og var ikke rigtig et udtryk for at hun var et forfærdelig menneske eller havde været en dårlig partner. For det var hun bestemt ikke.
Når folk basher deres eks på det groveste helt uden nuancer, efterlader det mig lidt med en mærkelig smag i munden. De valgte jo at være kærester med vedkommende. Deres dømmekraft må således som minimum være tvivlsom. Jeg tror, at der i mange af de tilfælde, hvor folk taler ekstremt nedsættende om deres eks, blot er tale om sårede følelser, forsmåede egoer og generel bitterhed som kan opstå, når 2 mennesker, der på et tidspunkt ville hinanden rigtig meget, finder ud af at de ikke længere kan eller skal være sammen. Selvfølgelig er der også forhold, hvor eksen vitterlig var en stjernepsyko, men jeg tror ikke, at det gør sig gældende for størstedelen. Men jeg tror også, at det mange gange kan handle om, at folk nogle gange ser nogle ting hos deres eks i bagklogskabens klare lys, som ikke er særlig tiltalende.
4
-
- Indlæg: 481
- Tilmeldt: 1. maj 2017, 19:17
- Kort karma: 172
- Likede indlæg: 3089
Re: Om følelser før og efter et forhold
Zombie skrev:Jeg har en eks, som var inviteret til mit bryllup med min mand - han havde også deltaget, hvis ikke hans fly ud af Bagdad var blevet aflyst. En mand, der ville komme hele vejen fra ørkenen af, for at se mig blive viet til anden side, i en lille flække på Nordfyn.
Jeg vidste et stykke inde i forholdet, at vi ikke passede sammen. Vi var som to mennesker, der stod ryg mod ryg: Han skuede ud i verden og det kriblede i ham at komme afsted mod nye horisonter og gøre noget meningsfuldt, ja nærmest heroisk med sit liv. Alt der ikke var liv eller død virkede nærmest ligegyldigt og bagatelagtigt for ham - men det er jo bare, hvordan jeg oplevede det, jeg vil helst ikke snakke for ham. Han er sporadisk på debatten og hey du; du må gerne rette mig her, hvis jeg er totalt afsporet.
Jeg skuede ind af. Jeg havde haft nok af... alting. Jeg vil have ro. Jeg vil have en familie med stabilitet. Jeg vil have sex op af vaskemaskinen i bryggerset en grå lørdag morgen inden børnene vågner. Jeg vil have et arbejde, hvor jeg kan fejre 20 års jubilæum og blive pensioneret fra. Jeg vil bo i et land, hvor en spøgelsesbilist på motorvejen er forsidestof, selvom der ikke skete en skid. Jeg vil kunne mærke regnen og lukke øjnene og glemme for en stund, at ondskab findes. Og så gå i krig mod ondskab, jeg rent faktisk kan gøre noget ved.
Han var den rigtige mand. Han var bare ikke den rigtige mand for mig. Og dét var edderbanke mig en hård en at indse.
Jeg kan ikke forestille mig et liv uden ham i det. Han hører til, bare et eller andet sted. Om det så er ude i horisonten eller helt oppe i ansigtet på mig, det må han om. Vi ses når vi ses, snakker når vi snakker og det fungerer godt med ingen krav eller forventninger - Jeg er glad når jeg hører fra ham, han virker glad for at høre fra mig and that's that.
Nogle gange forsvinder følelserne ikke, snarere end de bare ændrer karakter.
Jeg har en eks, som inviterede mig med til hendes bryllup - og jeg ville have vadet gennem alle verdens ørkener på blodige benstumper, hele vejen til den lille flække på Nordfyn, hvis der havde været bare skyggen af en chance for, at jeg ville have nået at se hende få sit største ønske opfyldt. Men der var andre kræfter på spil den dag...
Ligesom hende, vidste jeg et stykke inde i forholdet, at vi ikke passede sammen. Vi var som to mennesker, der stod ryg mod ryg: Jeg følte mig fanget i et glashus med vægge, kun jeg kunne se igennem - og hvor hun så spejlbilledet af os med børn og et frit og ubekymret liv med vores venner, familie og lille hund (ja, jeg savner ham stadigvæk ad helvedes til), så jeg gennem glasset og ud på en verden som brændte med en styrke, som fik alt andet til at synes ligegyldigt og bagatelagtigt... og det åd mig op ikke at gøre noget ved det.
Dengang vi sagde farvel til hinanden, vidste jeg det ikke - men jeg havde allerede truffet mit valg, og senere hen blev det umådelig hårdt at give slip... ikke kun på hende, men på alt det derhjemme - også dem efter hende - og til sidst mærke mig selv bare forsvinde ud i natten, mens livet bare gik videre for alle andre.
Det tog noget tid at indse - men jeg er ok med det. Jeg lever et andet liv nu, i en hård og meget brutal verden, hvor der ikke er ret mange happy endings at komme efter - og de fleste jeg møder på min vej er ligesom mig selv fanget i det her besynderlige liv, hvor tiden ligesom bare står stille og en enkelt dag kan føles så intens og rumme så meget lykke eller lidelse, at den nærmest synes som et helt levet liv.
Men det sker fra tid til anden, at jeg finder mig selv stå derude, lige på den anden siden af glashusets vægge, mens jeg ser ind på den dér verden derhjemme, fyldt af mere eller mindre perfekte liv, der leves for fuld fart - og en gang imellem små drømme, som pludselig vokser sig store og lige så stille går i opfyldelse... og dér så jeg også hende glide tavst hen ad kirkegulvet i den kridhvide kjole, hun altid snakkede om, med hendes kastanjebrune hår sat op som de dér elverprinsesser, hun altid læste om, og hendes far ved sin side, mens den helt rigtige og meget, meget heldige mand ventede edderspændt på at tage hendes hånd ved alteret og føre hende videre ud i deres nye liv sammen.
... og selv om jeg aldrig får mandet mig op til at sige det, når vi en sjælden gang ses, så håber jeg også hun altid ved, at hvor jeg aldrig har fortrudt mine (fra)valg her i livet, så går der ikke ret mange dage i mit liv, hvor jeg ikke også tænker over, hvad de valg har kostet mig, og hvad jeg er gået glip af - og at den erkendelse får mig til at gøre mit allerbedste hver eneste dag og forhåbentlig være en forskel i andres liv, selvom jeg aldrig kunne være den i hendes.
Hun og hendes lykke vil altid være i mine tanker og i mit hjerte, indtil den dag jeg holder op med at trække vejret - og det kan hverken krige, blodige revolutioner eller raketangreb nogensinde ændre på. Simple as that...
18
Re: Om følelser før og efter et forhold
Pomelo skrev:Sød historie men det er lidt udenfor emnet.
Jeg tror ikke, du forstår, hvor spot on på emnet, det egentlig er.
3
aka Forbies
Re: Om følelser før og efter et forhold
Zombie skrev:Pomelo skrev:Sød historie men det er lidt udenfor emnet.
Jeg tror ikke, du forstår, hvor spot on på emnet, det egentlig er.
Emnet er jo dem, som blev gift og fik børn?
0
Re: Om følelser før og efter et forhold
Pomelo skrev:Zombie skrev:Pomelo skrev:Sød historie men det er lidt udenfor emnet.
Jeg tror ikke, du forstår, hvor spot on på emnet, det egentlig er.
Emnet er jo dem, som blev gift og fik børn?
Emnet er ifølge overskriften følelser før og efter et forhold - og set i relation til de indlæg, der inspirerede tråden navnlig hvordan man efterfølgende forholder sig til ekser.
I det lys er Zombie og Samaritans indlæg vel så spot on, som de kan være, eftersom de handler om følelser efter et forhold set fra begges synsvinkel.
2