Flytte sammen

[hello_world]

Jeg er sammen med en fyr, som jeg næsten vil betragte som en kæreste (selvom det ikke er blevet nævnt officiel). Anyways vi er begge to vilde med hinanden. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Men nu er vi løbet i en udfordring. Jeg bor i Århus og han bor i København. Vi vil rigtig være sammen, dvs flytte sammen - men ingen af os vil rigtig flytte fra vores bopæl, da vi begge har arbejde, familie og venner i hver vores respektive sted. Jeg vil ikke sige vi er stædige, men vi har begge to svært ved at give slip på vores livssituationer, som det ser ud nu.

Er der nogle af jer der har erfaringer med lignede situationer, som vil dele deres erfaring? Vi kan heldigvis tale om problematikken som voksne menesker og forstår også hinandens situation.

Jeg ved godt at, problematikken kun kan løses hvis en af os giver os lidt, men som det ser ud nu nu er det svært at se hvem af os der skal rykke sig.

Vi har det udover det rigtig godt sammen - og har også talt om at det vi begge ville være knuste hvis det skulle ende med at vi er nød til at gå fra hinanden på grund af noget der kan virke så banalt

[JoyNips]

Jeg synes I skal starte med at blive kærester. Så kan I drøfte sammenflytning bagefter.

[vibbsen]

Ja, det vil jeg da gerne.

Han boede i Køge. Jeg boede i Skanderborg. Jeg sagde min lejlighed op. Blev overflyttet til firmaet afdeling på Sjælland. Forlod min familie og venner. Og flyttede til Køge. Han havde sin hverdag i Køge. Jeg havde min i Skanderborg. Han havde børn. Det havde jeg ikke. Derfor flyttede jeg.
Nogle år senere indledte jeg en flirt med en fyr fra Århus. Jeg havde nu min hverdag i København. Han havde sin i Århus. Han havde børn. Jeg havde en politisk "karriere". Det blev ikke til mere. Han ville ikke flytte pga. sin datter. Jeg ville ikke flytte på grund af min politik. Og så endte den ligesom der. Ingen af os var indstillet på at "opgive" det vi havde der hvor vi boede. Og derfor så var der ikke basis for mere.

I bund og grund ikke rocket science. Det handler om at accepterer at man ikke kan få i pose og sæk. Der findes ingen gylden middelvej hvis 2 personer fra hver sin ende af landet ønsker at bo sammen på fuld tid. Den ene er nødt til at opgive noget. Er der ingen der vil det. Jamen, så ender den der. Det handler ikke om hvem der er mest stædig. Eller hvem der vil det mest. Det handler om at hvem der vil det nok. Hvis man vil et forhold nok. Så er man også villig til at give afkald på "sit". Det er ikke ensbetydende med at det er den person som vil forholdet mest. Blot at det er den person som som vil det nok til rent faktisk at opgive noget for det.........Og hvis ingen af jer vil flytte fra jeres respektive livssituationer, jamen så er den jo egentlig ikke så meget længere. Så er der ingen af jer der vil det nok.....

I øvrigt så vil jeg nok starte med at nå dertil hvor I definerer jer som kærester......Det virker på mig en smule "specielt" at man taler om at flytte sammen. Men omtaler forholdet som noget man "næsten" vil betegne som kærester.....Hvis I kun næsten definerer jer som kærester, så bør I nok lige få afklaret, hvad der skal til for at I når det sidste stykke til at være kærester, inden I tager hul på det der med at den ene skal flytte til en anden landsdel.....For siden i kun næsten er kærester, så må man formode at der er formalia eller ingredienser som mangler i jeres forhold før dette er "fuldbyrdigt"....
Men jeg er nok også lidt gammeldags....For mig er kærester noget man er med den

person som man har et kærlighedsforhold til og betragter som sin faste partner

Og jeg har nu alligevel aldrig haft lyst til at flytte sammen med nogen som ikke opfyldte denne definition

[Anilara]

Jeg ville nok afvente og se om vi stadig var sammen om et år, og så tage situationen op igen.
Min eks og jeg havde langdistance de første to år, og fik det bedste ud af det, og havde faktisk en god tid sammen. Så flyttede han de 300km over til mig. Han var den der havde mindst imod at skulle bo i den anden by.

[Dawwty]

Og når I så bliver kærester og flytter sammen, så bliver det i Odense så har i mødtes på halvvejen

[Grissebassen]

Jeg er selv i gang med at flytte sammen med min kæreste. Vi har været sammen i knap et år og kendte hinanden i forvejen. Alligevel tager jeg mig selv i at tænke det er meget tidligt. Og det på trods af, at vi begge alligevel gik med drømme om at flytte til noget nyt allerede inden vi mødte hinanden.

Mit bedste råd er at slå koldt vand i blodet. Det er skønt at bo sammen med sin kæreste, men den der fase, hvor man endnu ikke bliver irriteret over at han ikke slår brættet ned, roder og lader skabslågerne stå åbne skal altså have lov til at fases ud naturligt. Det er ikke umuligt at køre langdistance for en periode, mens I nyder at lære hinanden at kende og er nyforelskede. Her er nøgleordet nok, at når I lærer hinanden bedre at kende, vil det også være nemmere at tage en beslutning om, hvor I skal bo. Hvem ved? Måske får han alligevel tilbudt drømmejobbet i Århus om et år?

Derudover så er det altså ikke unormalt at man alligevel kommer til en periode i sit liv, hvor man er nødt til at træffe nogle svære valg i forhold til at flytte væk fra sin vante base i storbyen med venner og familie: Fx pga førnævnte drømmejob eller fordi man får nogle børn og trænger til mere plads. Ser du 5 år ud i fremtiden er jeg sikker på, at mange af dine venner alligevel har valgt at flytte væk.

[LadyFox]

Jeg flyttede sammen med min ekskæreste før vi blev kærester, dog fordi jeg stod til at skulle flytte fra min lejlighed uden at have en anden på hånden og så kunne jeg jo lige så godt være hos ham indtil jeg fik styr på min situation.
Jeg ved ikke om vi var blevet kærester hvis vi ikke stod i den situation, men jeg ved at vores forhold nok havde fungeret bedre hvis vi havde boet hver for sig væsentlig længere, kendt hinanden bedre og det havde handlet mere om lyst fremfor praktik.
Dels så kan den periode hvor man ikke er så etablerede og hverdagsagtige og hvor det er er et aktivt tilvalg når man ses bare også noget.
Udover det, så kan det bare være vanskeligt at bo med andre mennesker, selv når man kender dem og elsker dem helt til månen, og endnu vanskeligere hvis det ikke er der man er.

Udover det så skal man også tage med at i begge bor steder med boligmangel, så går det ikke er der ikke bare lige at flytte tilbage til sin tidligere by.
Jeg ville i hvert fald have brug for en hel del sikkerhed før jeg turde flytte fra min lejlighed i København - jeg ved hvor svær den var at få fingrende i, og jeg ved hvor stor en personlig omkostning det var for mig at være den i forholdet der ikke ville have en bolig hvis vi gik fra hinanden.