MOGA skrev:Hvis jeg skal lege djævlens advokat, så vil jeg sige, at der altid er to sider af en sag.
I har en lille ny baby, måske er han ked af og skuffet over ikke at skulle være så meget sammen med babyen som forventet? Måske føler han at han skal vælge mellem at tilgodese dig og baby og være hos dig hver weekend, på bekostning af, at hans teenager så aldrig er hjemme hos dem selv i weekenden - og måske så fravælger at komme hos ham i weekenden? Jeg siger ikke, at det nødvendigvis ER sådan, men at det er mulige forklaringer.
Hvordan kan det være, at I har valgt at være et par, få et barn sammen, og alligevel bo så langt fra hinanden?
Jeg forstår 100% hans skuffelse over netop det dilemma, du beskriver. Det er hans reaktion, jeg ikke kan acceptere. Især fordi det er sket før - når jeg tager en beslutning, han ikke er enig i, men som i en eller anden grad involverer ham, reagerer han sådan. Et eksempel er, da jeg anskaffede mig en hund - han vidste det, men var uenig i racen, hvilket betød flere ugers isdronning.
Den form.fpr reaktion er simpelthen for umodent og for hårdt til, at jeg vil være en del af det. Hvilket jeg har sagt til ham.
Ingen af os er flytbare af forskellige årsager. Vores fælles datter var ikke planlagt, men meget velkommen alligevel. Derfor