Zombie skrev:Sangius skrev:Moxy-lady skrev:Sangius skrev:Herhjemme havde det været omvendt. Det er mig som er spontan, og min mand der ikke er god til ændrede planer.
Jeg havde virkelig undet kæresten en spontan aften ude, trods han har forsømt sine pligter. Jeg ville personligt blive så bitter ærgerlig over ikke at kunne gøre sådan, bare et par gange om året måske.
Kan man ikke finde en mellemvej, hvor der er plads til spontanitet i et omfang der kan håndteres?
Jo, men jeg synes nu også at man skal tage højde for hvordan ens partner har det. Jeg tvivler på at du kunne finde på at tage på druk til kl 3 om natten, hvis du vidste at din mand var max presset og var dybt afhængig af at du kom hjem og aflastede. Det ér sgu røvhulsagtig adfærd
Jeg forstår dig 100%. Min mand har aldrig været hårdt presset på den måde, så han har aldrig sat mig i den situation.
Jeg har til gengæld været hårdt presset i flere år, hvor jeg aldrig sov mere end et par timer i træk, hvis jeg overhovedet kunne det.
Man skal altid tage hensyn til den, som er presset. Helt sikkert. Men man skal også huske, at det er hårdt at være den "mindst pressede" i et forhold over en længere periode.
Jeg tror faktisk jeg er bedre til at håndtere at det er mig der skal tages hensyn til. Var det omvendt, og min mand var presset, stresset og havde brug for hensyn - det piner mig lidt at erkende, at jeg nok ikke ville være lige så god til det, som han er. Tage hensyn, altså.
Så jeg tror det er vigtigt, at give plads til egoisme i ny og næ, selvom tiderne er hårde.
Det er balancegang som kan være svær at finde.
Sangius, jeg synes du overset det for mig helt centrale element af at bede om/have behov for plads til egoisme, og så at tage det.
Den oprindelige fortælling er, at manden siger, han er hjemme til spisetid og så bare bliver væk, og kommer fordrukken hjem. Det er altså ikke en hustru, der ikke kan *give* plads her, men en mand som bare *tager* uden overhovedet at involvere.
Shit happens, men så skal man altså ikke være for fin til en undskyldning. Og man skal i udgangspunktet koordinere med resten af familien, fremfor bare at gøre hvad der passer én, *når* det passer én, uden i øvrigt at give klar eller korrekt besked.
Jeg læste det som om, at han havde meldt ud undervejs.
Selvfølgelig skal man altid kommunikere ud hvor man er, og hvis man ikke kommer hjem som aftalt. Jeg ville selv flippe skråt hvis min mand blot blev væk fra aftensmad, uden at informere mig. Selvfølgelig.
Jeg synes heller ikke man bare skal gøre hvad der passer en, når det passer en. Det ville jeg heller ikke mene, at jeg har skrevet.
Jeg har blot sympati og forståelse for behovet for spontanitet i det øjeblik, hvor man sidder med vennerne og hygger sig. Jeg ville selv græde snot over at skulle forlade sådan en aften, "bare" fordi man skulle hjem og hjælpe til.
Jeg havde personligt - i Moxy-ladys sted - været både sur, bitter og død jaloux. Men jeg havde samtidig forsøgt at huske mig selv på, hvor uendeligt fedt det er for den anden part, at have muligheden.
Og så havde jeg ellers skrevet mig bag øret, at jeg med god samvittighed kunne lave samme manøvre en dag i fremtiden, hvis jeg gav plads til at han lavede den nu.
Familier er forskellige, og alle kan jo ikke fungere som vi gør herhjemme. Jeg forstår udmærket problemstillingen. Jeg påpeger blot, at jeg personligt ikke tror det bringer noget godt med sig, hvis man konsekvent kun tager hensyn til den, som har mest brug for det.
Det er blot min erfaring, og forstår udmærket, hvis andet gør sig gældende i andre familier.