Hvem undrer du dig over er single?

[Dawwty]

Jeg under mig mere over at nogle stadig er i forhold, hvor jeg tænker... Ok jamen det er jo dit valg.

[Dawwty]

Jeg undrer mig over, at mennesker, der bliver alene, fordi deres partner dør, når de er omkring 50, ikke har lyst til at finde en partner men vælger at være alene resten af livet.
Der er tale om ganske almindelige mennesker, som "bare" ikke synes, at de skal have en ny partner.
Jeg synes, det er mange år at være alene, når man tænker på, at rigtig mange bliver over 80.

Men er det fordi de ikke ønsker en partner eller fordi det er for krævende at begynde forfra og måske i en alder hvor sex ikke har så stor en betydning?

[Slettet bruger]

Jeg undrer mig over, at mennesker, der bliver alene, fordi deres partner dør, når de er omkring 50, ikke har lyst til at finde en partner men vælger at være alene resten af livet.
Der er tale om ganske almindelige mennesker, som "bare" ikke synes, at de skal have en ny partner.
Jeg synes, det er mange år at være alene, når man tænker på, at rigtig mange bliver over 80.

Men er det fordi de ikke ønsker en partner eller fordi det er for krævende at begynde forfra og måske i en alder hvor sex ikke har så stor en betydning?

Jeg ved det ikke. Det er måske forskelligt fra person til person. Jeg kender flere i kategorien - men ikke så jeg taler så intimt med dem.

Personligt synes jeg, det er tidligt at undvære sex, intimitet og kærlighed, for ikke at tale om den omsorg, man får fra en kæreste. Jeg er 57, og hvis min kæreste og jeg gik fra hinanden, ville jeg helt sikkert lede efter en anden kæreste. (når jeg var kommet mig over bruddet selvfølgelig)

Jeg har overvejet hvad jeg ville gøre hvis min kone skred, og jeg kan ikke umiddelbart se mig selv finde en ny. Ikke fordi jeg tror jeg ville være knust til min dødsdag, men jeg tror slet og ret ikke jeg ville gide at skulle igennem hele processen med at finde noget nyt langtidsholdbart og måske skulle igennem flere nitter inden det lykkedes. Risikoen for sammenbragt familie ville også være stor, og bare tanken gør mig endeløst træt. Så jeg tror bare jeg ville fokusere på mine børn og mit arbejde.

[Pjeps]

Jeg undrer mig over, at mennesker, der bliver alene, fordi deres partner dør, når de er omkring 50, ikke har lyst til at finde en partner men vælger at være alene resten af livet.
Der er tale om ganske almindelige mennesker, som "bare" ikke synes, at de skal have en ny partner.
Jeg synes, det er mange år at være alene, når man tænker på, at rigtig mange bliver over 80.

Men er det fordi de ikke ønsker en partner eller fordi det er for krævende at begynde forfra og måske i en alder hvor sex ikke har så stor en betydning?

Jeg ved det ikke. Det er måske forskelligt fra person til person. Jeg kender flere i kategorien - men ikke så jeg taler så intimt med dem.

Personligt synes jeg, det er tidligt at undvære sex, intimitet og kærlighed, for ikke at tale om den omsorg, man får fra en kæreste. Jeg er 57, og hvis min kæreste og jeg gik fra hinanden, ville jeg helt sikkert lede efter en anden kæreste. (når jeg var kommet mig over bruddet selvfølgelig)

Man kan da godt få sex, nærhed, intimitet, kærlighed og omsorg uden at have en kæreste.

[Artem]

Jeg undrer mig over, at mennesker, der bliver alene, fordi deres partner dør, når de er omkring 50, ikke har lyst til at finde en partner men vælger at være alene resten af livet.
Der er tale om ganske almindelige mennesker, som "bare" ikke synes, at de skal have en ny partner.
Jeg synes, det er mange år at være alene, når man tænker på, at rigtig mange bliver over 80.

Men er det fordi de ikke ønsker en partner eller fordi det er for krævende at begynde forfra og måske i en alder hvor sex ikke har så stor en betydning?

Jeg ved det ikke. Det er måske forskelligt fra person til person. Jeg kender flere i kategorien - men ikke så jeg taler så intimt med dem.

Personligt synes jeg, det er tidligt at undvære sex, intimitet og kærlighed, for ikke at tale om den omsorg, man får fra en kæreste. Jeg er 57, og hvis min kæreste og jeg gik fra hinanden, ville jeg helt sikkert lede efter en anden kæreste. (når jeg var kommet mig over bruddet selvfølgelig)

Jeg har en skør ide om at jeg skal have en kæreste en gang når jeg går på pension. For det er nok først til den tid jeg rigtig får tid og overskud til at have en...

[Aurora]

Jeg undrer mig over, at mennesker, der bliver alene, fordi deres partner dør, når de er omkring 50, ikke har lyst til at finde en partner men vælger at være alene resten af livet.
Der er tale om ganske almindelige mennesker, som "bare" ikke synes, at de skal have en ny partner.
Jeg synes, det er mange år at være alene, når man tænker på, at rigtig mange bliver over 80.

Men er det fordi de ikke ønsker en partner eller fordi det er for krævende at begynde forfra og måske i en alder hvor sex ikke har så stor en betydning?

Jeg ved det ikke. Det er måske forskelligt fra person til person. Jeg kender flere i kategorien - men ikke så jeg taler så intimt med dem.

Personligt synes jeg, det er tidligt at undvære sex, intimitet og kærlighed, for ikke at tale om den omsorg, man får fra en kæreste. Jeg er 57, og hvis min kæreste og jeg gik fra hinanden, ville jeg helt sikkert lede efter en anden kæreste. (når jeg var kommet mig over bruddet selvfølgelig)

Jeg har overvejet hvad jeg ville gøre hvis min kone skred, og jeg kan ikke umiddelbart se mig selv finde en ny. Ikke fordi jeg tror jeg ville være knust til min dødsdag, men jeg tror slet og ret ikke jeg ville gide at skulle igennem hele processen med at finde noget nyt langtidsholdbart og måske skulle igennem flere nitter inden det lykkedes. Risikoen for sammenbragt familie ville også være stor, og bare tanken gør mig endeløst træt. Så jeg tror bare jeg ville fokusere på mine børn og mit arbejde.

Præcis samme her. Jeg er 38, single og leder ikke en kæreste. Jeg er ikke ked af mit og min eksmands brud. Jeg synes bare der er så meget drama i de forhold jeg kender, hvor der er børn med fra tidligere. At mange i virkeligheden ikke gider deres partners børn sådan for alvor. Så jeg fokuserer også på børn og arbejde.

Hvis der skulle dukke en fuldstændig uimodståelig mand op, så ville jeg måske slå til. Måske. Men jeg leder absolut ikke.

[Dawwty]

Jeg undrer mig over, at mennesker, der bliver alene, fordi deres partner dør, når de er omkring 50, ikke har lyst til at finde en partner men vælger at være alene resten af livet.
Der er tale om ganske almindelige mennesker, som "bare" ikke synes, at de skal have en ny partner.
Jeg synes, det er mange år at være alene, når man tænker på, at rigtig mange bliver over 80.

Men er det fordi de ikke ønsker en partner eller fordi det er for krævende at begynde forfra og måske i en alder hvor sex ikke har så stor en betydning?

Jeg ved det ikke. Det er måske forskelligt fra person til person. Jeg kender flere i kategorien - men ikke så jeg taler så intimt med dem.

Personligt synes jeg, det er tidligt at undvære sex, intimitet og kærlighed, for ikke at tale om den omsorg, man får fra en kæreste. Jeg er 57, og hvis min kæreste og jeg gik fra hinanden, ville jeg helt sikkert lede efter en anden kæreste. (når jeg var kommet mig over bruddet selvfølgelig)

Jeg har overvejet hvad jeg ville gøre hvis min kone skred, og jeg kan ikke umiddelbart se mig selv finde en ny. Ikke fordi jeg tror jeg ville være knust til min dødsdag, men jeg tror slet og ret ikke jeg ville gide at skulle igennem hele processen med at finde noget nyt langtidsholdbart og måske skulle igennem flere nitter inden det lykkedes. Risikoen for sammenbragt familie ville også være stor, og bare tanken gør mig endeløst træt. Så jeg tror bare jeg ville fokusere på mine børn og mit arbejde.

Præcis samme her. Jeg er 38, single og leder ikke en kæreste. Jeg er ikke ked af mit og min eksmands brud. Jeg synes bare der er så meget drama i de forhold jeg kender, hvor der er børn med fra tidligere. At mange i virkeligheden ikke gider deres partners børn sådan for alvor. Så jeg fokuserer også på børn og arbejde.

Hvis der skulle dukke en fuldstændig uimodståelig mand op, så ville jeg måske slå til. Måske. Men jeg leder absolut ikke.

Et mindre forpligtende forhold uden familieliv er jo også en mulighed, men det giver ikke det samme i hverdagen.

[Aurora]

Jeg undrer mig over, at mennesker, der bliver alene, fordi deres partner dør, når de er omkring 50, ikke har lyst til at finde en partner men vælger at være alene resten af livet.
Der er tale om ganske almindelige mennesker, som "bare" ikke synes, at de skal have en ny partner.
Jeg synes, det er mange år at være alene, når man tænker på, at rigtig mange bliver over 80.

Men er det fordi de ikke ønsker en partner eller fordi det er for krævende at begynde forfra og måske i en alder hvor sex ikke har så stor en betydning?

Jeg ved det ikke. Det er måske forskelligt fra person til person. Jeg kender flere i kategorien - men ikke så jeg taler så intimt med dem.

Personligt synes jeg, det er tidligt at undvære sex, intimitet og kærlighed, for ikke at tale om den omsorg, man får fra en kæreste. Jeg er 57, og hvis min kæreste og jeg gik fra hinanden, ville jeg helt sikkert lede efter en anden kæreste. (når jeg var kommet mig over bruddet selvfølgelig)

Jeg har overvejet hvad jeg ville gøre hvis min kone skred, og jeg kan ikke umiddelbart se mig selv finde en ny. Ikke fordi jeg tror jeg ville være knust til min dødsdag, men jeg tror slet og ret ikke jeg ville gide at skulle igennem hele processen med at finde noget nyt langtidsholdbart og måske skulle igennem flere nitter inden det lykkedes. Risikoen for sammenbragt familie ville også være stor, og bare tanken gør mig endeløst træt. Så jeg tror bare jeg ville fokusere på mine børn og mit arbejde.

Præcis samme her. Jeg er 38, single og leder ikke en kæreste. Jeg er ikke ked af mit og min eksmands brud. Jeg synes bare der er så meget drama i de forhold jeg kender, hvor der er børn med fra tidligere. At mange i virkeligheden ikke gider deres partners børn sådan for alvor. Så jeg fokuserer også på børn og arbejde.

Hvis der skulle dukke en fuldstændig uimodståelig mand op, så ville jeg måske slå til. Måske. Men jeg leder absolut ikke.

Et mindre forpligtende forhold uden familieliv er jo også en mulighed, men det giver ikke det samme i hverdagen.

Ja, det ville i givet fald også være det jeg ville foretrække. I hvert fald mens mine børn bor hjemme. Vi har det godt i vores treenighed, hvor jeg kan se at det nogengange godt kan være svært at være hos far hvor der også er en ny kæreste + hendes barn. I henhold til den anden tråd om forhold med andres børn, så er det faktisk ikke pga kæresten, men fordi der er flere børn som både er en slags venner og en slags søskende, men ikke sådan rigtigt alligevel og ikke nogen man selv har valgt. Kæresten er de dog rigtig glade for, og mit indtryk er at det er gengældt.

[Dawwty]

Jeg undrer mig over, at mennesker, der bliver alene, fordi deres partner dør, når de er omkring 50, ikke har lyst til at finde en partner men vælger at være alene resten af livet.
Der er tale om ganske almindelige mennesker, som "bare" ikke synes, at de skal have en ny partner.
Jeg synes, det er mange år at være alene, når man tænker på, at rigtig mange bliver over 80.

Men er det fordi de ikke ønsker en partner eller fordi det er for krævende at begynde forfra og måske i en alder hvor sex ikke har så stor en betydning?

Jeg ved det ikke. Det er måske forskelligt fra person til person. Jeg kender flere i kategorien - men ikke så jeg taler så intimt med dem.

Personligt synes jeg, det er tidligt at undvære sex, intimitet og kærlighed, for ikke at tale om den omsorg, man får fra en kæreste. Jeg er 57, og hvis min kæreste og jeg gik fra hinanden, ville jeg helt sikkert lede efter en anden kæreste. (når jeg var kommet mig over bruddet selvfølgelig)

Jeg har overvejet hvad jeg ville gøre hvis min kone skred, og jeg kan ikke umiddelbart se mig selv finde en ny. Ikke fordi jeg tror jeg ville være knust til min dødsdag, men jeg tror slet og ret ikke jeg ville gide at skulle igennem hele processen med at finde noget nyt langtidsholdbart og måske skulle igennem flere nitter inden det lykkedes. Risikoen for sammenbragt familie ville også være stor, og bare tanken gør mig endeløst træt. Så jeg tror bare jeg ville fokusere på mine børn og mit arbejde.

Præcis samme her. Jeg er 38, single og leder ikke en kæreste. Jeg er ikke ked af mit og min eksmands brud. Jeg synes bare der er så meget drama i de forhold jeg kender, hvor der er børn med fra tidligere. At mange i virkeligheden ikke gider deres partners børn sådan for alvor. Så jeg fokuserer også på børn og arbejde.

Hvis der skulle dukke en fuldstændig uimodståelig mand op, så ville jeg måske slå til. Måske. Men jeg leder absolut ikke.

Et mindre forpligtende forhold uden familieliv er jo også en mulighed, men det giver ikke det samme i hverdagen.

Ja, det ville i givet fald også være det jeg ville foretrække. I hvert fald mens mine børn bor hjemme. Vi har det godt i vores treenighed, hvor jeg kan se at det nogengange godt kan være svært at være hos far hvor der også er en ny kæreste + hendes barn. I henhold til den anden tråd om forhold med andres børn, så er det faktisk ikke pga kæresten, men fordi der er flere børn som både er en slags venner og en slags søskende, men ikke sådan rigtigt alligevel og ikke nogen man selv har valgt. Kæresten er de dog rigtig glade for, og mit indtryk er at det er gengældt.

Det lyder da til at være rimeligt til at leve med

[Jydepigen]

Er der nogen i din omgangskreds, hvor du undrer dig over, hvorfor vedkommende er single?

I løbet af ugen er jeg rendt på den søde (på den fede måde), energiske, positive, veltrænede (uden at være pumpet), sociale, afslappede, kvikke, humoristiske og (for nogen vigtigt) høje mand. Jeg tror næsten altid, at det har været en oplevelse af positiv energi at rende på ham, hvilket er sket med kortere eller længere mellemrum de sidste par år. Inspireret af "Hvad vil I ha'"tråden kunne jeg ikke lade være med at undre mig lidt over, hvorfor manden tilsyneladende er langtidssingle

Der er selvfølgelig altid mere i en person på godt og ondt end folk lige flasher i forbindelse med deres fritidsinteresser, men umiddelbart ville jeg forvente, at der ville være rift om en mand som ham - med forbehold for, at jeg ikke har observeret ham i kontakt med børn og dyr

Kender du nogen af de mennesker, der umiddelbart virker som et godt catch, men er langtidssingle?

Kan ikke lade være med at tage dette opslag med undren Intet personligt!
Er et parforhold det eneste rigtige? Og single er det mærkelige? Det er måske lidt sort/hvidt stillet op, men jeg fornemmer lidt at det er tonen/holdningen blandt en del.
Hvis man er lækker, sød, sjov, jordbunden osv., så er det mærkeligt, hvis man ikke har en kæreste?

Blandt min venindeflok hvor de fleste er satte med mand, børn osv., så kommer spørgsmålet altid - "har du ikke gang i en" / "har du fundet en" / "hvad med kærligheden".. Som langtidssingle synes jeg faktisk, at det er ret træls at høre på. Det får mig til at føle, at det eneste rigtige er, at have en kæreste eller i hvert fald gang i en flirt.
Det er ikke til at vide om jeg har lyst til at være alene resten af mit liv
Jeg ved godt hvorfor, jeg er single, og pt. er det et meget bevidst valg.

[Lykke]

Er der nogen i din omgangskreds, hvor du undrer dig over, hvorfor vedkommende er single?

I løbet af ugen er jeg rendt på den søde (på den fede måde), energiske, positive, veltrænede (uden at være pumpet), sociale, afslappede, kvikke, humoristiske og (for nogen vigtigt) høje mand. Jeg tror næsten altid, at det har været en oplevelse af positiv energi at rende på ham, hvilket er sket med kortere eller længere mellemrum de sidste par år. Inspireret af "Hvad vil I ha'"tråden kunne jeg ikke lade være med at undre mig lidt over, hvorfor manden tilsyneladende er langtidssingle

Der er selvfølgelig altid mere i en person på godt og ondt end folk lige flasher i forbindelse med deres fritidsinteresser, men umiddelbart ville jeg forvente, at der ville være rift om en mand som ham - med forbehold for, at jeg ikke har observeret ham i kontakt med børn og dyr

Kender du nogen af de mennesker, der umiddelbart virker som et godt catch, men er langtidssingle?

Kan ikke lade være med at tage dette opslag med undren Intet personligt!
Er et parforhold det eneste rigtige? Og single er det mærkelige? Det er måske lidt sort/hvidt stillet op, men jeg fornemmer lidt at det er tonen/holdningen blandt en del.
Hvis man er lækker, sød, sjov, jordbunden osv., så er det mærkeligt, hvis man ikke har en kæreste?

Blandt min venindeflok hvor de fleste er satte med mand, børn osv., så kommer spørgsmålet altid - "har du ikke gang i en" / "har du fundet en" / "hvad med kærligheden".. Som langtidssingle synes jeg faktisk, at det er ret træls at høre på. Det får mig til at føle, at det eneste rigtige er, at have en kæreste eller i hvert fald gang i en flirt.
Det er ikke til at vide om jeg har lyst til at være alene resten af mit liv
Jeg ved godt hvorfor jeg er single, og pt. er det et meget bevist valg.

Men fortæller du det så ikke bare til dine veninder?

Jeg spørger da kun hvis jeg ved at denne her veninde aktivt søger efter partner. For mig handler det ikke om rigtigt og forkert. Men det er jo samtale som alt andet.

Jeg ville aldrig spørge hvordan det går med kærligheden hvis jeg vidste at det var et aktivt valg, ikke at indgå i en relation. Jeg spørger kun de veninder som sidst vi sås fortalte om den sidste date de var på, så føles det naturligt at spørge ind. Selvfølgelig på en måde hvor man altså også godt må trække “gider ikke tale om det”-kortet.

[Jydepigen]

Er der nogen i din omgangskreds, hvor du undrer dig over, hvorfor vedkommende er single?

I løbet af ugen er jeg rendt på den søde (på den fede måde), energiske, positive, veltrænede (uden at være pumpet), sociale, afslappede, kvikke, humoristiske og (for nogen vigtigt) høje mand. Jeg tror næsten altid, at det har været en oplevelse af positiv energi at rende på ham, hvilket er sket med kortere eller længere mellemrum de sidste par år. Inspireret af "Hvad vil I ha'"tråden kunne jeg ikke lade være med at undre mig lidt over, hvorfor manden tilsyneladende er langtidssingle

Der er selvfølgelig altid mere i en person på godt og ondt end folk lige flasher i forbindelse med deres fritidsinteresser, men umiddelbart ville jeg forvente, at der ville være rift om en mand som ham - med forbehold for, at jeg ikke har observeret ham i kontakt med børn og dyr

Kender du nogen af de mennesker, der umiddelbart virker som et godt catch, men er langtidssingle?

Kan ikke lade være med at tage dette opslag med undren Intet personligt!
Er et parforhold det eneste rigtige? Og single er det mærkelige? Det er måske lidt sort/hvidt stillet op, men jeg fornemmer lidt at det er tonen/holdningen blandt en del.
Hvis man er lækker, sød, sjov, jordbunden osv., så er det mærkeligt, hvis man ikke har en kæreste?

Blandt min venindeflok hvor de fleste er satte med mand, børn osv., så kommer spørgsmålet altid - "har du ikke gang i en" / "har du fundet en" / "hvad med kærligheden".. Som langtidssingle synes jeg faktisk, at det er ret træls at høre på. Det får mig til at føle, at det eneste rigtige er, at have en kæreste eller i hvert fald gang i en flirt.
Det er ikke til at vide om jeg har lyst til at være alene resten af mit liv
Jeg ved godt hvorfor jeg er single, og pt. er det et meget bevist valg.

Men fortæller du det så ikke bare til dine veninder?

Jeg spørger da kun hvis jeg ved at denne her veninde aktivt søger efter partner. For mig handler det ikke om rigtigt og forkert. Men det er jo samtale som alt andet.

Jeg ville aldrig spørge hvordan det går med kærligheden hvis jeg vidste at det var et aktivt valg, ikke at indgå i en relation. Jeg spørger kun de veninder som sidst vi sås fortalte om den sidste date de var på, så føles det naturligt at spørge ind. Selvfølgelig på en måde hvor man altså også godt må trække “gider ikke tale om det”-kortet.

Har skam også fortalt flere gange, at jeg ikke har gang i noget, og det ikke er noget jeg prioriterer lige nu Men tror ikke, at alle lige forstår, hvorfor jeg har lyst til det, når de åbenbart ser det som lykken at være i et forhold.

Det er heller ikke for at skære alle over én kam, men fornemmer bare, at der er en del, som ser parforholdslivet, som det bedste her i tilværelsen. Det er en undren jeg har haft i lang tid, og synes at det er spændende at høre folks meninger til emnet.
Du lyder til at have en meget fin fornemmelse for, hvornår der skal spørges ind til kærlighedslivet

[Lykke]

Er der nogen i din omgangskreds, hvor du undrer dig over, hvorfor vedkommende er single?

I løbet af ugen er jeg rendt på den søde (på den fede måde), energiske, positive, veltrænede (uden at være pumpet), sociale, afslappede, kvikke, humoristiske og (for nogen vigtigt) høje mand. Jeg tror næsten altid, at det har været en oplevelse af positiv energi at rende på ham, hvilket er sket med kortere eller længere mellemrum de sidste par år. Inspireret af "Hvad vil I ha'"tråden kunne jeg ikke lade være med at undre mig lidt over, hvorfor manden tilsyneladende er langtidssingle

Der er selvfølgelig altid mere i en person på godt og ondt end folk lige flasher i forbindelse med deres fritidsinteresser, men umiddelbart ville jeg forvente, at der ville være rift om en mand som ham - med forbehold for, at jeg ikke har observeret ham i kontakt med børn og dyr

Kender du nogen af de mennesker, der umiddelbart virker som et godt catch, men er langtidssingle?

Kan ikke lade være med at tage dette opslag med undren Intet personligt!
Er et parforhold det eneste rigtige? Og single er det mærkelige? Det er måske lidt sort/hvidt stillet op, men jeg fornemmer lidt at det er tonen/holdningen blandt en del.
Hvis man er lækker, sød, sjov, jordbunden osv., så er det mærkeligt, hvis man ikke har en kæreste?

Blandt min venindeflok hvor de fleste er satte med mand, børn osv., så kommer spørgsmålet altid - "har du ikke gang i en" / "har du fundet en" / "hvad med kærligheden".. Som langtidssingle synes jeg faktisk, at det er ret træls at høre på. Det får mig til at føle, at det eneste rigtige er, at have en kæreste eller i hvert fald gang i en flirt.
Det er ikke til at vide om jeg har lyst til at være alene resten af mit liv
Jeg ved godt hvorfor jeg er single, og pt. er det et meget bevist valg.

Men fortæller du det så ikke bare til dine veninder?

Jeg spørger da kun hvis jeg ved at denne her veninde aktivt søger efter partner. For mig handler det ikke om rigtigt og forkert. Men det er jo samtale som alt andet.

Jeg ville aldrig spørge hvordan det går med kærligheden hvis jeg vidste at det var et aktivt valg, ikke at indgå i en relation. Jeg spørger kun de veninder som sidst vi sås fortalte om den sidste date de var på, så føles det naturligt at spørge ind. Selvfølgelig på en måde hvor man altså også godt må trække “gider ikke tale om det”-kortet.

Har skam også fortalt flere gange, at jeg ikke har gang i noget, og det ikke er noget jeg prioriterer lige nu Men tror ikke, at alle lige forstår, hvorfor jeg har lyst til det, når de åbenbart ser det som lykken at være i et forhold.

Det er heller ikke for at skære alle over én kam, men fornemmer bare, at der er en del, som ser parforholdslivet, som det bedste her i tilværelsen. Det er en undren jeg har haft i lang tid, og synes at det er spændende at høre folks meninger til emnet.
Du lyder til at have en meget fin fornemmelse for, hvornår der skal spørges ind til kærlighedslivet

Jeg synes måske bare det er underligt. Men tror da du har ret i at for nogle er det svært at rumme andre menneskers valg når de ikke ligner ens egne.
Fx ønsker jeg ikke at eje et hus - nærmest alle jeg kender som er i et forhold køber huset så snart de har fået det første barn.
Det er der også nogle mennesker som har meget “travlt” med at fortælle mig og min mand om, hvor dumt det er at leje.
Jeg tror det handler om at nogle af de her mennesker er misundelige. Vi behøver ikke bruge vores weekend på at fikse et eller andet på huset, vi ringer efter varmemesteren når der er knas.
Ligeså kan jeg da også blive misundelig på min singleveninde som rejser hele verden rundt. Især hvis jeg synes det er lidt hårdt på hjemmefronten med barn og mand som igen igen gør et eller latterligt, ja så kan jeg sidde der og høre på den frie tilværelse - og det kan være svært. For det blive jo en påmindelse om valg.
Men det er netop et valg og sådan er det bare. Så istedet for at blive misundelig (det gør jeg jo), så prøver jeg at mærke efter hvad det virkelig er jeg synes er trælst i mit eget liv, og så prøver jeg at fikse det. Eller prøver at acceptere følelsen.

Men jeg tror bare at det er svært for nogle at blive konfronteret med et andet valg. Og at man kan have et fedt liv på mange måder. Også uden at være i et forhold, have hus, bil, kæmpe have, den årlige all inklusiveferie osv.

[Wizzze]

Jeg undrer mig ikke så meget over at nogen er single, men jeg undrer mig meget over at nogen er i forhold. Typisk "bad boys", kriminelle osv. det har undret mig meget over årene

Kan huske at da jeg var single, var jeg til tider meget undrende og lidt misundelig over at personer jeg genkendte som players og de omtalte "bad boys" havde koner/kærester, nærmest uanset hvordan de opførte sig og behandlere disse koner/kærester, mens at "stakkels" single mig, der hverken slår, drikker uforholdsmæssigt, boller udenom, og i øvrigt både gør rent og laver mad, ikke tiltrak nogen kæreste/kone. Så sidder man der i sin selvmedlidenhed og tænker hvad fanden Lundin har, som man ikke har, og skal man virkelig ud og slå et par kvinder ihjel for at blive interessant?

Heldigvis, viser det sig, skal man ikke blive morder, man skal bare stoppe med at pive, få det bedste ud af livet som single, være glad for sig selv og det liv man lever, og så en dag er der en anden som synes at ham der, kunne da måske være noget, i det mindste er han da renlig og har ikke slået nogen ihjel

Apropos...

https://www.bt.dk/krimi/teenager-skrive ... -tatoveret

[Mangoness]

Jeg undrer mig ikke så meget over at nogen er single, men jeg undrer mig meget over at nogen er i forhold. Typisk "bad boys", kriminelle osv. det har undret mig meget over årene

Kan huske at da jeg var single, var jeg til tider meget undrende og lidt misundelig over at personer jeg genkendte som players og de omtalte "bad boys" havde koner/kærester, nærmest uanset hvordan de opførte sig og behandlere disse koner/kærester, mens at "stakkels" single mig, der hverken slår, drikker uforholdsmæssigt, boller udenom, og i øvrigt både gør rent og laver mad, ikke tiltrak nogen kæreste/kone. Så sidder man der i sin selvmedlidenhed og tænker hvad fanden Lundin har, som man ikke har, og skal man virkelig ud og slå et par kvinder ihjel for at blive interessant?

Heldigvis, viser det sig, skal man ikke blive morder, man skal bare stoppe med at pive, få det bedste ud af livet som single, være glad for sig selv og det liv man lever, og så en dag er der en anden som synes at ham der, kunne da måske være noget, i det mindste er han da renlig og har ikke slået nogen ihjel

Apropos...

https://www.bt.dk/krimi/teenager-skrive ... -tatoveret

Tilføjelse til artiklen:

https://www.bt.dk/krimi/psykolog-om-pet ... gen-verden