Skumfidusen skrev:Fillie skrev:Jeg kan slet ikke forstå, det er et problem. Og hvad kan du bruge det til? Måske tænke at det er så lille en ting, at den simpelthen ikke er værd at bruge krudt på, forsøge at begrænse hvor ofte du tænker højt, og giv din mand en kort forklaring, hvis du alligevel gør det, og han spørger. Sådan noget må i min optik bare ikke være en kilde til decideret frustration men blot et skuldertræk i erkendelsen af, at man er forskellige, og harmløs irritation aldrig må få lov at fylde andet end i et øjeblik.
Joooh - det har du jo sådan set ret i. Men hvis manden bliver decideret hidsig over ikke at få at vide hvad man tænker, så ville jeg også blive irriteret. Og hvis jeg selv får startet på en sætning og så pludselig selv kan høre at da for resten er komplet tumpet, så vil jeg også gerne have lov til at slippe for at skulle indvie en anden i dybden af den idioti jeg fik tænkt frem og heldigvis nåede at få stoppet mig selv i at lukke helt ud.
Det kan jeg godt følge, men det skyldes jo, at der allerede er opstået en konflikt, og det synes jeg ikke, der burde have været til at starte med, fordi jeg er en type, som virkelig ikke trives med spændinger over småting. Og når konflikten nu er der, foreslår jeg, at man begynder at opføre sig, som om den ikke findes; når den i mine øjne netop er så ligegyldig, tænker jeg, at den går væk af sig selv. Det er så svært at mundhugges med nogen, som ikke gider.
Men jeg ville uden tvivl have spurgt min mand, hvorfor han gerne ville vide, hvad jeg tænkte. Ved du det, TS? For hvis det var min mand, der insisterede på, at jeg gjorde en eller anden lille ting, jeg fandt ligegyldig og lidt irriterende, men den gjorde ham tilpas, ville jeg bare gøre det. Mine grænser for, hvad jeg vil gå med til, ligger slet ikke her - ikke i nærheden.
) 
