Jeg lavede engang en tråd i forældre om hvad forældre følte samfundet forventede- og hvem det der samfund egentlig er.
Jeg bliver så træt af det når jeg læser de der ting, for jeg oplever det ikke ude i livet, eller i mit andet liv herinde.
Jeg oplever faktisk en bølge af hvor meget vi skal hylde det uskønne, det skæve, det “ikke-okay-at-sige/gøre/mene”. Og det synes jeg er ret anstrengende.
Hvorfor skal det altid være enten heeelt perfekt, eller rædderligt uperfekt?
Nå, men artiklen var det bl.a. det her
»Rigtig mange kvinder lever i et parforhold, hvor de ikke engang kan slå en prut foran deres mand, og det er også fint nok, men så kan jeg altså bare godt forstå, at det kan være svært at snakke med nogen om, at man har fået virkelig mange hæmorider efter fødslen, eller at man ikke kan gå på toilettet i en uge efterfølgende.«
»Vi kvinder, vi vil alle gerne have stramme tissekoner og virke så pæne og jomfruelige som muligt, men sådan er det altså bare ikke, når man lige har født et barn, for der er det hele altså lidt ødelagt for en periode og slet ikke så perfekt, som mange giver udtryk for.«
https://www.bt.dk/kendte/hudloest-aerli ... tissekoner
Kan i ikke ikke slå en prut, tale om at i har ondt efter fødslen osv?