Homofobi

[Tanten]

Min bror er født som min søster.

Mine sønner, der nu er voksne mænd på 22 og 24 år, har altid vidst, deres moster var lesbisk - og de accepterede som teenagere uden videre, at deres moster pludselig var en mand. Deres eneste spørgsmål var, om de stadig måtte kalde ham Moster. De kalder ham nu ved hans mandenavn og omtaler ham som "han".

[godtnavn]

Jeg har aldrig oplevet homofobi andet end i kommentarspor på facebook... Men jeg har oplevet meget transfobi (hedder det det?) jeg føler lidt det er det nye homofobi, altså den ting som verden ikke er helt klar til endnu.

Jeg havde en god ven der var født som kvinde, jeg har dog kun kendt ham som mand og kendte ham i flere år før jeg fandt ud af det. Ser ham ikke så meget mere da han flyttede en periode til udlandet. Der hørte jeg en del negative kommentarer fra folk i byen. Min nevø (på mandens side) er ved at skifte køn, har skiftet navn og kommer på hormoner til foråret hvis alt går godt, og jeg er mildest talt chokeret over hvor ringe hans familie har taget det. Det er helt ekstremt, jeg havde aldrig forudset svigerfamilien ville være så slemme. Hans mor (som vi så ikke er i familie med da hun er skilt fra min mands bror) startede med at slå hånden helt af ham og sige de ikke var familie mere..: Hans far (min mands bror) tager det pænere dog stadig ikke godt, og hans nye kone er helt forfærdelig (hende havde man dog forventet det af). Min svigermor (nevøens farmor) spurgte om det ikke var smartere bare at blive lesbisk Det viser hvor lidt dele af den familie forstår... Men de ældre af dem er også færinge og der er de vidst generelt lidt bagud...

Alle børn og unge i familien tager det dog pænt, børnene har været meget nysgerrige og en enkelt har været ked af at miste sin kusine (hun ville hellere have en kusine end en fætter) men hun har bare fået lov til stadig at kalde ham sin kusine Generelt er det kun de ældre der tackler det skidt, så jeg tror og håber den næste generation er mere rummelig

Egentlig kom deres reaktion mest bag på mig fordi jeg allerede første gang jeg mødte ham, den gang han stadig levede som langhåret pige, slet ikke var i tvivl om at det var der den bar henaf. Så når jeg kunne spotte det så nemt undrer det mig at folk der kender ham ikke havde set det komme.

[vibbsen]

Jeg kan ikke huske at jeg har mødt homofobi i virkeligheden. Jeg tro vi må tilbage til dengang i 80'erne hvor min onkel (Som iøvrigt var en højt anset socialpædagog og leder af et børnehjem) en gang i 80'erne meddelte min fætte,r som netop var kommet ud af skabet, at han fandme ikke skulle bryde sig om at kom slæbende med sine homo-venner i hans hus....Den slags svineri skulle hans børn ikke udsættes for....
Men OK...Det var også i en anden tid. Og han var en anden generation. Og min fætter talte aldrig til ham igen.

Ellers så synes jeg ikke at jeg møder andet en bred accept af homoseksualitet. Uanset om der har været tale om bøsser eller lesbiske...På min tidligere arbejdsplads var der en del bøsser. Men det var aldrig et issue...Vi skulle jo arbejde sammen. Ikke dyrke sex. Min nære og højtelskede kollega gennem 4 år har bøsse...Og han er nok den kollega all-time jeg har haft det bedste forhold til....

Nå, ja og så er der selvfølgelig hr.vibbsen. Som generelt er lidt af en snerpe...Og som i sine unge dage arbejde som dørmand og i den forbindelse bl.a. hentede omsætning på Pan Bar i københavn klokken meget sent på natten. Noget der krævede at man passerede forbi området med de røde plyssofaer...Hvilket gav ham et måske ikke helt retvisende billede af LBGT miljøet .
Han var ihvertfald nærmest RÆDSELSSLAGEN da jeg engang hvad mine skønne kollegaer hjemme til middag...Føromtalte mandlige kollega elsker nemlig flæskesteg med sprød svær. ..Og hr.vibbsen selvbillede betød at han opfattede sig selv som noget af en snack...Og dermed et potentielt offer for min mandlige kollega(som iøvrigt er lykkelig gift) .....Da alle var gået sad en lidt skuffet hr.vibbsen tilbage...Skuffet over at min kollega ikke engang havde lagt bare lidt an på ham. Og iøvrigt ikke lignene en homoseksuel....
Men OK...Hr.vibbsen er så også typen som undrer sig over at min fætter og hans partner ikke tungesnavede en eneste gang til årets påskefrokost hos min gamle moster. Min fætter er idag et pænt stykke over 50 og det samme gælder hans partner

[DenBruneMunk]

Holdningen til homofobi , er religiøs. Enten har man en religion og den kan ikke forenes, eller man er ikke troede, så har man et andet syn på livet, og det som er idag. Så kan den vist ikke vendes og drejes mere, udover dem som er skabsbøsser men forsøger at vise foragt og måske skjule deres virkelige seksualitet sådan, ellers er der vist ikke mere i det. Ledere med en holdning som kan overbevise grupper, jo.

[Selma156]

Generelt oplever jeg ikke homofobi i min hverdag. Min far kan dog være ret slem, men han passer også ind i stereotypen af en DF-vælger i provinsen, der altid har færdes i den samme lille røvkedelige flække. Det har skabt nogle ret heftige diskussioner.

Jeg har en nær ven, som er homoseksuel. Han har oplevet meget diskrimination og er blevet slået ned i København, fordi han holdt i hånd med en anden mand. Så det sker altså - også i dag.

Min gamle veninde gik fra hetero til lesbisk og har nu to børn med sin kone. De har fået en hver, det er da ret praktisk.

[Allmost_Famous]

Helt ærligt, ikke? Så aner jeg ikke om jeg har mødt udtalt homofobi ude i den virkelige verden. Som heteroseksuel har jeg nok aldrig haft antennerne ude, og jeg kan sagtens have misset stikpiller og himmelvendte øjne. Lidt ligesom jeg som hvid person heller ikke ville kunne gengive et reelt billede af racisme, andet end det der helt outrerede noget.

[Nesnay]

Jeg er meget overrasket over, at så mange af jer slet ikke oplever/har oplevet homofobi. Det er selvfølgelig rigtig rart, men det er ikke det billede, jeg oplever.

Tre af mine bedste venner er bøsser. De to af dem er kærester. De kysser som udgangspunkt ikke på gaden (heller ikke goddag/farvel) i DK, og holder kun i hånd, hvis de føler sig meget sikre. De har simpelthen haft for mange dårlige oplevelser (tilråb, kommentarer osv.) med det. I fx Hamborg og Berlin har de ingen problemer overhovedet med at være almindeligt kærlige.

Det kom op i en diskussion på mit arbejde engang, og min daværende chef mente helt alvorligt, at det jo også var megaprovokerende sådan at gå og kysse (vi taler tantekys) i offentligheden - så bad man jo næsten selv om det. Plus meget mere i den dur.

Jeg har en tidligere rigtig god kammerat, som fik det fysisk dårligt ved tanken om bøsser, og som næsten ikke kunne holde ud, at jeg talte om mine venner (ikke om deres sexliv - bare det, at han vidste, at de var bøsser, var nok).

Jeg har adskillige homoseksuelle bekendte, der kun holder deres kærester i hånden på "sikre" steder og til pride, fordi de ellers altid er på vagt over for ubehagelige situationer pga. dårlige erfaringer. Jeg er omvendt en del gange stødt på den holdning fra heteroseksuelle, at pride er noget pjat, og at det hele ville gå meget nemmere, hvis de homoseksuelle var lidt mere diskrete.

Jeg har ofte hørt heteroseksuelle sige, at homoseksuelle jo bare kan lade være med at sige, at de er homoseksuelle, så bliver de ikke behandlet anderledes end "andre". Den holder sjældent i praksis. Eksempel fra vens nye job: "Har du en kæreste?" "Ja." "Hvad hedder hun?" "Han heddder X." - dvs. han kan lyve om sin civilstand, nægte at svare (hvilket ville virke dybt underligt) eller være outet inden for de første fem minutter.

Dertil kommer alle de dårlige jokes om homoer, at spille på det forkerte hold mv., jeg i hvert fald ugentligt støder på på job. Jeg er i en ny stilling nu og er endnu ikke så fremme i skoene, men i min gamle stilling blev jeg helt sikkert betragtet som temmelig woke og venstreorienteret, når jeg ikke bare gik med på det, og et par af mine midaldrende kolleger syntes tydeligvis, jeg var ret sart.

Det er klart bedre, end det har været, men jeg vil godt nok mene, der er et stykke vej endnu.

[Lulu]

Jeg oplever ingenting og kender umiddelbart ingen som ikke acceptere homoseksualitet. Min mands bedste ven fra barndommen er homoseksuel og min "papsøster" er lesbisk og venter barn nr 2 med hendes kæreste (hvilket jeg synes de har grebet rigtigt fint an og jeg kunne da godt ønske jeg havde en hustru der kunne tage graviditet nr 2 ).

I min mg for min yngste søn, var der et lesbisk par. Jeg tog mig selv i flere gange at blive decideret misundelig over at de på den måde havde kunnet få en fælles familie, men kun skulle igennem 1x graviditet hver. det gad jeg også godt. Og kumme min mand overtage graviditets delen og barslen de første Ca 4 mdr, fik vi måske også flere børn.

Til tråden, jeg oplever ikke nogen negativ stemning mod homo'er i min hverdag. Og har aldrig gjort det, så vidt jeg lige husker.
Det tætteste jeg kan mindes der har kunnet blive opfattet 'homofobisk', var min mands ene kollega da han var i hæren endnu. På arbejde var han fuldt ud professionel og meget på (i dette tilfælde = blev ikke ked af en uge i felten ex), men i privaten kunne han være meget feminin. Han havde en forkærlighed for lyserød, så han kom tit med lyserøde tasker etc når man mødtes. Og hvis han var i humør til det, blev han den der meget overdrevne bøsse der bare var so gay (forestil jer ham Gustav der var meget i medierne en overgang), men det var jo ligeså meget hans måde at tage pis på det hele og se reaktionerne. Mens han var i min mands kompagni oplevede han aldrig negative kommentarer, han var nok en af de mest vellidte i kompagniet, og som min mand har sagt flere gange, så stod han øverst på listen over dem han gerne ville udsendes med, for der var ingen slinger i valsen med ham ift nogle andre soldater han har mødt igennem tiden. Om han har været heldig at undgå homofobiske kommentarer sidenhen kan jeg desværre ikke svare på, men med hans personlighed in mente vil jeg tro at han har undgået det.

[MissDitte]

Hvor nyt er jeres forhold? Det lyder som om at det er fordi det konkret er dig/jer og ikke homofobi generelt? At de har svært ved at acceptere at deres (sviger-)mor “pludselig” skifter til en kvinde?

Min kæreste sprang ud som lesbisk for et par år siden og vi har været sammen i knap et år.
Men det er ikke kun os/mig, de har et problem med. Der er noget andet familie hvor der også er et bøsse-par og sønnen har altid nægtet at deltage hvis de kom. Og generelt er der åbenbart meget lille tolerance hvis man på nogen måde skiller sig ud fra mængden. Sjovt nok har han ikke overvejet, at han måske skiller sig rigtig meget ud med sine holdninger.

Men selvfølgelig må det være endnu mere svært, når man har den holdning, at ens mor pludseligt "skifter".

Det glæder mig dog at læse, at langt de fleste af jer primært møder "ligegyldighed". At det simpelthen ikke er interessant hvem folk er kæreste med

[Jedi]

Hvor nyt er jeres forhold? Det lyder som om at det er fordi det konkret er dig/jer og ikke homofobi generelt? At de har svært ved at acceptere at deres (sviger-)mor “pludselig” skifter til en kvinde?

Min kæreste sprang ud som lesbisk for et par år siden og vi har været sammen i knap et år.
Men det er ikke kun os/mig, de har et problem med. Der er noget andet familie hvor der også er et bøsse-par og sønnen har altid nægtet at deltage hvis de kom. Og generelt er der åbenbart meget lille tolerance hvis man på nogen måde skiller sig ud fra mængden. Sjovt nok har han ikke overvejet, at han måske skiller sig rigtig meget ud med sine holdninger.

Men selvfølgelig må det være endnu mere svært, når man har den holdning, at ens mor pludseligt "skifter".

Det glæder mig dog at læse, at langt de fleste af jer primært møder "ligegyldighed". At det simpelthen ikke er interessant hvem folk er kæreste med

Kan hans holdning bunde i, at det netop er hans mor, som pludselig (for ham) er blevet lesbisk? Jeg tænker mest, hvis det er noget som har ændret hans hverdag f.eks. forældrenes skilsmisse eller at han bliver drillet med det.

[BlueBunny]

Jeg vil så omvendt sige at når drengene er 18 år så er det simpelthen uacceptabelt at opføre sig så respektløst. Og jeg synes din kæreste skulle få sig en god snak med primært sin søn, iforhold til hvad er der er god opførsel. Særlig når det er familie og hans egen mor, så burde han udvise forståelse og kærlighed. Ligesåvel som det forventes af en forælder når et barn springer ud. Hvis han var yngre så kunne en udadvendt reaktion være svær at skjule. I hans alder så må han tage sig sammen.

[Jedi]

Jeg vil så omvendt sige at når drengene er 18 år så er det simpelthen uacceptabelt at opføre sig så respektløst. Og jeg synes din kæreste skulle få sig en god snak med primært sin søn, iforhold til hvad er der er god opførsel. Særlig når det er familie og hans egen mor, så burde han udvise forståelse og kærlighed. Ligesåvel som det forventes af en forælder når et barn springer ud. Hvis han var yngre så kunne en udadvendt reaktion være svær at skjule. I hans alder så må han tage sig sammen.

Det kan godt være, at moderen er bange for at miste sin søn, hvis hun stiller krav om at han ændrer sig. Han er jo blevet atten og kan forsvinde ud af hendes liv, uden at hun kan gøre noget.

[MissDitte]

Kan hans holdning bunde i, at det netop er hans mor, som pludselig (for ham) er blevet lesbisk? Jeg tænker mest, hvis det er noget som har ændret hans hverdag f.eks. forældrenes skilsmisse eller at han bliver drillet med det.

Hans holdning har været sådan længe og ikke først efter moren er sprunget ud. Det er selvfølgelig først nu at hun opdager, HVOR meget det betyder for ham.

[BlueBunny]

Jeg vil så omvendt sige at når drengene er 18 år så er det simpelthen uacceptabelt at opføre sig så respektløst. Og jeg synes din kæreste skulle få sig en god snak med primært sin søn, iforhold til hvad er der er god opførsel. Særlig når det er familie og hans egen mor, så burde han udvise forståelse og kærlighed. Ligesåvel som det forventes af en forælder når et barn springer ud. Hvis han var yngre så kunne en udadvendt reaktion være svær at skjule. I hans alder så må han tage sig sammen.

Det kan godt være, at moderen er bange for at miste sin søn, hvis hun stiller krav om at han ændrer sig. Han er jo blevet atten og kan forsvinde ud af hendes liv, uden at hun kan gøre noget.

Jeg tænker heller ikke sådan ultimatum krav. Bare en god voksen snak om mennesker, kærlighed og hvad der betyder noget i livet. At værne om de gode ting og være der for hinanden selv om man måske ikke altid er helt enige i de valg den anden træffer.

[Jedi]

Kan hans holdning bunde i, at det netop er hans mor, som pludselig (for ham) er blevet lesbisk? Jeg tænker mest, hvis det er noget som har ændret hans hverdag f.eks. forældrenes skilsmisse eller at han bliver drillet med det.

Hans holdning har været sådan længe og ikke først efter moren er sprunget ud. Det er selvfølgelig først nu at hun opdager, HVOR meget det betyder for ham.

Kan han have vidst, at hans mor var lesbisk, selvom hun ikke var sprunget ud?
Grunden til jeg spørger er, at jeg har en nær kollega, hvis exkone i det sidste år eller to af deres ægteskab havde besøg af sin "veninde", når han ikke var hjemme, og de hyggede sig i soveværelset mens ungen på 10-12 år sad i stuen og så tv. Barnet kunne godt lægge to og to sammen, og var ret irriteret på moderen i efterforløbet med den for barnet livsændrende skilsmisse, med to bopæle, forholden sig til forskellige kærester, osv.