Singletråden

[Krølle]

Og det er mega fedt med en fælles referenceramme.
Sådan set udefra, så gør det lidt ondt i mit hjerte, at der er så mange (jaja, det er vist kun to ), som du holder ved og kunne falde for, men som ikke helt vil forhold? Det er da lidt et spild af din dejlige personlighed?

Ja, jeg ved det godt.
Er gudskelov endelig ved at komme mig over den første - og så gentager jeg bare mit mønster
Men jeg har ikke lyst til at lade ham være. Også selvom jeg udemærket kan se, at det her kunne ende med at gøre ondt.
Men det KAN jo også ende med noget andet.

Det KAN det godt, men hvis han tænkte, at det kunne udvikle sig, så ville han vel ikke melde så klart ud og risikere at brænde broer? Min erfaring, og hvad jeg ellers har hørt, er, at mænd, som fra start melder ud, at man ikke skal falde for dem/de gerne vil have deres frihed/at de nok ikke kunne falde for en, ikke vågner en dag og indser, at de faktisk er faldet for en og gerne vil have et forhold.

Jeg forstår dog godt dit mønster, for mit ligner dit...med brændte naller og knust hjerte til følge Jeg har indset, at jeg er træt af at være jægeren og at håbe, at en mand alligevel gerne vil mig. Hvor kunne det dog være fedt, hvis man var den, som en mand var helt vild efter at få (og hvor følelserne selvfølgelig er gengældt).

Pas på dig selv

Det er også så anderledes, at man med “vores” mønster risikerer ikke at se det, hvis det sker - eller insistere på hardcore at afvise det, for “du er ikke min type”. No shit?

“Du er ikke en emotionelt utilgængelig men charmerende klaphat med issues? Så er jeg desværre ikke interesseret.”



Jeg brugte seriøst to måneder på at komme mit repertoire af “nej på100 forskellige måder” igennem. Selvom jeg jo åbenlyst alligevel har set noget i ham fra starten og også mens jeg performede “the art of countless nos”.

Havde han ikke været så vedholdende uden at være creepy, ville jeg aldrig være endt her men havde i stedet endnu en gang undret mig over, hvorfor jeg altid mestrer at tiltrække og involvere mig med samme type. Jeg er virkelig glad for, at han insisterede, selvom jeg ikke fatter hvordan fanden han fandt modet til det.

[Ego81]

Havde han ikke været så vedholdende uden at være creepy, ville jeg aldrig være endt her men havde i stedet endnu en gang undret mig over, hvorfor jeg altid mestrer at tiltrække og involvere mig med samme type. Jeg er virkelig glad for, at han insisterede, selvom jeg ikke fatter hvordan fanden han fandt modet til det.

Men det fatter man jo, hvis man selv er sådan en, der ikke smutter, når man får det første nej. Jeg ved bare ikke, om det betyder, at man er modig?

[LadyFox]

Og det er mega fedt med en fælles referenceramme.
Sådan set udefra, så gør det lidt ondt i mit hjerte, at der er så mange (jaja, det er vist kun to ), som du holder ved og kunne falde for, men som ikke helt vil forhold? Det er da lidt et spild af din dejlige personlighed?

Ja, jeg ved det godt.
Er gudskelov endelig ved at komme mig over den første - og så gentager jeg bare mit mønster
Men jeg har ikke lyst til at lade ham være. Også selvom jeg udemærket kan se, at det her kunne ende med at gøre ondt.
Men det KAN jo også ende med noget andet.

Jeg forstår så godt dit mønster. Jeg har det samme mønster med at vælge at gøre noget vel vidende om at det sandsynligvis kommer til at gøre nas.
Hvis tingene føles rart lige nu, og det er det jeg har lyst til, så gør jeg det. Og så må jeg jo tage konsekvensen senere.

Det er egentlig ikke er mønster jeg har lyst til at stoppe, fordi på trods af jeg ind i mellem rammer bunden så giver det også en masse fede oplevelser - og tingene føles jo fantastisk mens de står på.
Jeg bilder mig ind at det er okay, så længe man gør det med åbne øjne, og man altså har reflekteret over handling og konsekvens og ved at det var en selv der sårede en.

Præcis. Er man i det humør kan man jo så begynde at overveje, hvorfor man tilsyneladende mener, man har så lidt værdi at man ikke alene accepterer men direkte opsøger at blive såret.

Det er selvskadende misbrugsadfærd, og der er uden tvivl gode grunde til det, men de highs, man oplever, er ikke desto mindre fuldstændig ligesom nsrkomanens ups; de virker vilde og larger than life, fordi abstinensens og nedturene er så bundskrabende. Fjernede du bunden, ville det, der virker som crazy highs være det, “normale” mennesker ofte oplever - uden al den latterlige selvpåførte smerte.

Been there, done that, rinsed and repeated countless times.

Det er et aktivt valg at forsætte sit mønster, når man først er bevidst om det. Det er desværre også sygt hårdt at ændre det, hvilket enhver snak med en tidligere misbruger vil bekræfte.

Jeg forstår godt hvad du mener. Og jeg synes heller ikke det i alle tilfælde er det værd. Men.. jeg synes virkelig der er situationer hvor det er det værd.
Også selvom det objektivt er det forkerte valg.

Mit standpunkt er måske også farvet af at være eksmisbruger, og misbrugsadfærd derfor ligger mig nært, og jeg faktisk måske slet ikke kender andet efterhånden.

[Krølle]

Og det er mega fedt med en fælles referenceramme.
Sådan set udefra, så gør det lidt ondt i mit hjerte, at der er så mange (jaja, det er vist kun to ), som du holder ved og kunne falde for, men som ikke helt vil forhold? Det er da lidt et spild af din dejlige personlighed?

Ja, jeg ved det godt.
Er gudskelov endelig ved at komme mig over den første - og så gentager jeg bare mit mønster
Men jeg har ikke lyst til at lade ham være. Også selvom jeg udemærket kan se, at det her kunne ende med at gøre ondt.
Men det KAN jo også ende med noget andet.

Jeg forstår så godt dit mønster. Jeg har det samme mønster med at vælge at gøre noget vel vidende om at det sandsynligvis kommer til at gøre nas.
Hvis tingene føles rart lige nu, og det er det jeg har lyst til, så gør jeg det. Og så må jeg jo tage konsekvensen senere.

Det er egentlig ikke er mønster jeg har lyst til at stoppe, fordi på trods af jeg ind i mellem rammer bunden så giver det også en masse fede oplevelser - og tingene føles jo fantastisk mens de står på.
Jeg bilder mig ind at det er okay, så længe man gør det med åbne øjne, og man altså har reflekteret over handling og konsekvens og ved at det var en selv der sårede en.

Præcis. Er man i det humør kan man jo så begynde at overveje, hvorfor man tilsyneladende mener, man har så lidt værdi at man ikke alene accepterer men direkte opsøger at blive såret.

Det er selvskadende misbrugsadfærd, og der er uden tvivl gode grunde til det, men de highs, man oplever, er ikke desto mindre fuldstændig ligesom nsrkomanens ups; de virker vilde og larger than life, fordi abstinensens og nedturene er så bundskrabende. Fjernede du bunden, ville det, der virker som crazy highs være det, “normale” mennesker ofte oplever - uden al den latterlige selvpåførte smerte.

Been there, done that, rinsed and repeated countless times.

Det er et aktivt valg at forsætte sit mønster, når man først er bevidst om det. Det er desværre også sygt hårdt at ændre det, hvilket enhver snak med en tidligere misbruger vil bekræfte.

Jeg forstår godt hvad du mener. Og jeg synes heller ikke det i alle tilfælde er det værd. Men.. jeg synes virkelig der er situationer hvor det er det værd.
Også selvom det objektivt er det forkerte valg.

Mit standpunkt er måske også farvet af at være eksmisbruger, og misbrugsadfærd derfor ligger mig nært, og jeg faktisk måske slet ikke kender andet efterhånden.

Jeg håber ikke, du blev ked af mit indlæg. Det var på ingen måde min intention, og hvis det var over grænsen, undskylder jeg uforbeholdent. Termen misbrugsadfærd har jeg netop brugt om mig selv, fordi jeg jo udmærket godt kunne se, at det jeg gjorde, var uhensigtsmæssigt - jeg anede bare ikke, hvordan jeg skulle ændre det, fordi det var alt, jeg kendte.

For mig var det den mest frustrerende fase - jeg kunne jo godt SE mønsteret, men jeg anede ikke, hvor det kom fra, eller hvad der udgjorde “normal” emotionel adfærd. Til tider føles det som at være 5 år i en versene folket af voksne og være den eneste, der ikke fatter noget, der er åbenlyst for - næsten - alle andre.

[Krølle]

Når det er sagt; netop argumentet “det er det værd i situationen” var det, der fik mig til at ryge igen. Det VAR misbrugsadfærd, og jeg ved det godt. Der var intet i det, der var det værd, udover den forbigående følelse i det øjeblik, hvor det føltes som om, smerten blev dulmet.

Det blev den selvsagt ikke reelt, og i dag ryger jeg igen tyve smøger om dagen, selvom smerten er gået over - ikke pga smøgerne men pga tiden.

Det betyder ikke, at jeg slår mig selv i hovedet med det, men jeg prøver at være ærlig overfor mig selv ift hvilke mønstre og mekanismer, der er i spil.

[Krølle]

Havde han ikke været så vedholdende uden at være creepy, ville jeg aldrig være endt her men havde i stedet endnu en gang undret mig over, hvorfor jeg altid mestrer at tiltrække og involvere mig med samme type. Jeg er virkelig glad for, at han insisterede, selvom jeg ikke fatter hvordan fanden han fandt modet til det.

Men det fatter man jo, hvis man selv er sådan en, der ikke smutter, når man får det første nej. Jeg ved bare ikke, om det betyder, at man er modig?

Er jeg først involveret, kan jeg holde til (for) meget, men i den indledende fase? Der ville jeg godt nok ikke blive ved, hvis den anden meget klart sagde tak men nej tak, jeg kan ikke overskue det.

Man må have en ret fast fornemmelse af eget værd og en opfattelse af, at der er noget, der er værd at forfølge, hvis man - i min optik - blotter sig selv sådan og ikke giver op bare fordi det ikke lige sker med det samme.

Jeg har altid tidligere haft svært ved at mærke mig selv, så det fremstod meget aparte for mig at få at vide, at det ikke hastede, men at han gerne ville have, at jeg tænkte over det igen (og igen og igen), når der var overskud til det.

[LadyFox]

Og det er mega fedt med en fælles referenceramme.
Sådan set udefra, så gør det lidt ondt i mit hjerte, at der er så mange (jaja, det er vist kun to ), som du holder ved og kunne falde for, men som ikke helt vil forhold? Det er da lidt et spild af din dejlige personlighed?

Ja, jeg ved det godt.
Er gudskelov endelig ved at komme mig over den første - og så gentager jeg bare mit mønster
Men jeg har ikke lyst til at lade ham være. Også selvom jeg udemærket kan se, at det her kunne ende med at gøre ondt.
Men det KAN jo også ende med noget andet.

Jeg forstår så godt dit mønster. Jeg har det samme mønster med at vælge at gøre noget vel vidende om at det sandsynligvis kommer til at gøre nas.
Hvis tingene føles rart lige nu, og det er det jeg har lyst til, så gør jeg det. Og så må jeg jo tage konsekvensen senere.

Det er egentlig ikke er mønster jeg har lyst til at stoppe, fordi på trods af jeg ind i mellem rammer bunden så giver det også en masse fede oplevelser - og tingene føles jo fantastisk mens de står på.
Jeg bilder mig ind at det er okay, så længe man gør det med åbne øjne, og man altså har reflekteret over handling og konsekvens og ved at det var en selv der sårede en.

Præcis. Er man i det humør kan man jo så begynde at overveje, hvorfor man tilsyneladende mener, man har så lidt værdi at man ikke alene accepterer men direkte opsøger at blive såret.

Det er selvskadende misbrugsadfærd, og der er uden tvivl gode grunde til det, men de highs, man oplever, er ikke desto mindre fuldstændig ligesom nsrkomanens ups; de virker vilde og larger than life, fordi abstinensens og nedturene er så bundskrabende. Fjernede du bunden, ville det, der virker som crazy highs være det, “normale” mennesker ofte oplever - uden al den latterlige selvpåførte smerte.

Been there, done that, rinsed and repeated countless times.

Det er et aktivt valg at forsætte sit mønster, når man først er bevidst om det. Det er desværre også sygt hårdt at ændre det, hvilket enhver snak med en tidligere misbruger vil bekræfte.

Jeg forstår godt hvad du mener. Og jeg synes heller ikke det i alle tilfælde er det værd. Men.. jeg synes virkelig der er situationer hvor det er det værd.
Også selvom det objektivt er det forkerte valg.

Mit standpunkt er måske også farvet af at være eksmisbruger, og misbrugsadfærd derfor ligger mig nært, og jeg faktisk måske slet ikke kender andet efterhånden.

Jeg håber ikke, du blev ked af mit indlæg. Det var på ingen måde min intention, og hvis det var over grænsen, undskylder jeg uforbeholdent. Termen misbrugsadfærd har jeg netop brugt om mig selv, fordi jeg jo udmærket godt kunne se, at det jeg gjorde, var uhensigtsmæssigt - jeg anede bare ikke, hvordan jeg skulle ændre det, fordi det var alt, jeg kendte.

For mig var det den mest frustrerende fase - jeg kunne jo godt SE mønsteret, men jeg anede ikke, hvor det kom fra, eller hvad der udgjorde “normal” emotionel adfærd. Til tider føles det som at være 5 år i en versene folket af voksne og være den eneste, der ikke fatter noget, der er åbenlyst for - næsten - alle andre.

Det gjorde mig overhovedet ikke ked af det, for du har ret i at der er noget misbrugsadfærd over det.
Altså, det er jo ikke den sundeste tilgang at have til dating, det er jo klart mere rationelt ikke at gøre ting der sandsynligvis vil ende med at gøre ondt.
Jeg synes som sagt bare der er situationer hvor det er det værd, så længe man ligesom har gjort sig bevidst om hvad man har gang i, og hvad det kommer til at koste.

[Krølle]

^
Jeg forstår, hvad du mener, og har været der selv utallige gange. Det ændrer ikke på, at det i min optik stadig er lige præcis det; misbrugsadfærd.

Man tilvælger et momentant rush og betaler med den fremtidige nedtur. Der er jo intet rationelt ved at tage et skud heroin, hvis man indregner abstinenser og den mentale smerte forbundet med at blive clean. Alligevel retfærdiggør man det overfor sig selv, når man alligevel gør det.

Man kan tale om at gå ind i det med åbne øjne, og det er selvfølgelig udtryk for en selvbevidsthed, der er bedre end hvis man ikke erkendte problemet, men det gør det ikke mindre misbrugsagtigt. I hvert fald ikke for mig.

Det er ud fra den devise, jeg lige nu sidder og ryger en smøg; jeg tilvælger det aktivt, men jeg VED godt, det er et misbrug, og at jeg en dag skal holde op. Ikke for andres skyld men for min egen.

[Krølle]

^
Det er jeg helt enig i. Man dør, hvis man aldrig springer. Man dør dog også - og langt hurtigere - hvis man springer ud fra flyet uden faldskærm. Uanset hvor åbne øjne man har hele vejen ned.

[Aragorn]

Og det er mega fedt med en fælles referenceramme.
Sådan set udefra, så gør det lidt ondt i mit hjerte, at der er så mange (jaja, det er vist kun to ), som du holder ved og kunne falde for, men som ikke helt vil forhold? Det er da lidt et spild af din dejlige personlighed?

Ja, jeg ved det godt.
Er gudskelov endelig ved at komme mig over den første - og så gentager jeg bare mit mønster
Men jeg har ikke lyst til at lade ham være. Også selvom jeg udemærket kan se, at det her kunne ende med at gøre ondt.
Men det KAN jo også ende med noget andet.

Jeg forstår så godt dit mønster. Jeg har det samme mønster med at vælge at gøre noget vel vidende om at det sandsynligvis kommer til at gøre nas.
Hvis tingene føles rart lige nu, og det er det jeg har lyst til, så gør jeg det. Og så må jeg jo tage konsekvensen senere.

Det er egentlig ikke er mønster jeg har lyst til at stoppe, fordi på trods af jeg ind i mellem rammer bunden så giver det også en masse fede oplevelser - og tingene føles jo fantastisk mens de står på.
Jeg bilder mig ind at det er okay, så længe man gør det med åbne øjne, og man altså har reflekteret over handling og konsekvens og ved at det var en selv der sårede en.

Jeg gad virkelig godt høre argumentet for, hvorfor det bliver bedre på den måde. Man er jo ikke ligeglad med smerte. Hvis man ikke betaler sin el-regning så bliver der lukket for strømmen - det er man jo ikke ligeglad med. Hvis man selv er den der vælger at ryge crack, så er man også den der selv har gjort sig afhængig.

Det ændrer bare ikke på at det liv man får er forfærdeligt.

Hvorfor er det anderledes i dette tilfælde? Jeg forstår det ikke. Det lyder mere som en her-og-nu løsning på problemer der har eksisteret i mange år, og som tager lang tid at løse på den rigtige måde, og eftersom man ikke kan vente så tager man den korte vej til en umiddelbar løsning.

En slags emotionelt quick lån.

[LadyFox]

^
Jeg forstår, hvad du mener, og har været der selv utallige gange. Det ændrer ikke på, at det i min optik stadig er lige præcis det; misbrugsadfærd.

Man tilvælger et momentant rush og betaler med den fremtidige nedtur. Der er jo intet rationelt ved at tage et skud heroin, hvis man indregner abstinenser og den mentale smerte forbundet med at blive clean. Alligevel retfærdiggør man det overfor sig selv, når man alligevel gør det.

Man kan tale om at gå ind i det med åbne øjne, og det er selvfølgelig udtryk for en selvbevidsthed, der er bedre end hvis man ikke erkendte problemet, men det gør det ikke mindre misbrugsagtigt. I hvert fald ikke for mig.

Det er ud fra den devise, jeg lige nu sidder og ryger en smøg; jeg tilvælger det aktivt, men jeg VED godt, det er et misbrug, og at jeg en dag skal holde op. Ikke for andres skyld men for min egen.

Det er slet ikke fordi at jeg ikke synes det er misbrugsadfærd fordi man har åbne øjne.
Jeg ser bare ikke nødvendigvis misbrugsadfærd som noget man altid skal holde sig fra. Jeg er som sagt eksmisbruger, og udfra det er det misbrugsadfærd at ty til alle rusmidler, hvis man udelukkende ser med fornuft burde jeg virkelig ikke bruge den slags - men 100% afholdenhed er bare heller ikke et liv jeg har lyst til at leve uanset at det da klart ville være sundere for mig. Jeg nyder f.eks. at drikke jævnligt, også selvom prisen jeg betaler er højere end for en der ikke har haft mine problemer med den slags.

Min sidste "eks" var bestemt også misbrugsadfærd, og prisen endte med at være høj - det har gjort så nas, endda flere gange. Jeg vidste vi ikke ville ende lykkelige sammen, altså, uanset om vi så endte sammen eller ej. For vi ville endte som hinandens dårlige halvdel. Men dels har det været sjovt, spændende og magisk når det virkede. Men dels så tror jeg bare ikke rigtig jeg var kommet videre før jeg havde slået mig nok på ham.

[Aragorn]

Nedenstående er ikke sigtet mod nogen bestemt person herinde eller andre steder, men er en overordnet betragtning jeg har gjort mig flere gange, når jeg har hørt nogle nyheder, set noget på Facebook eller læst noget på nettet med nogen der begår handlinger der ikke er gennemtænkte - for så vidt også Luksusfælden:

Jeg skal ærligt indrømme at min første tanke, når jeg læser alt det der med 'jeg springer bare ud i tingene og ser hvad der sker fordi jeg er sådan en der gerne vil leve livet og tage de knubs der kommer af det' er: Bull shit. Du er ikke en skide ligeglad med smerte, det er der ingen der er. Du ved bare ikke hvad den rigtige beslutning er, så derfor træffer du i ren desperation en masse forkerte fordi du ikke kan få en bedre idé.

[LadyFox]

Og det er mega fedt med en fælles referenceramme.
Sådan set udefra, så gør det lidt ondt i mit hjerte, at der er så mange (jaja, det er vist kun to ), som du holder ved og kunne falde for, men som ikke helt vil forhold? Det er da lidt et spild af din dejlige personlighed?

Ja, jeg ved det godt.
Er gudskelov endelig ved at komme mig over den første - og så gentager jeg bare mit mønster
Men jeg har ikke lyst til at lade ham være. Også selvom jeg udemærket kan se, at det her kunne ende med at gøre ondt.
Men det KAN jo også ende med noget andet.

Jeg forstår så godt dit mønster. Jeg har det samme mønster med at vælge at gøre noget vel vidende om at det sandsynligvis kommer til at gøre nas.
Hvis tingene føles rart lige nu, og det er det jeg har lyst til, så gør jeg det. Og så må jeg jo tage konsekvensen senere.

Det er egentlig ikke er mønster jeg har lyst til at stoppe, fordi på trods af jeg ind i mellem rammer bunden så giver det også en masse fede oplevelser - og tingene føles jo fantastisk mens de står på.
Jeg bilder mig ind at det er okay, så længe man gør det med åbne øjne, og man altså har reflekteret over handling og konsekvens og ved at det var en selv der sårede en.

Jeg gad virkelig godt høre argumentet for, hvorfor det bliver bedre på den måde. Man er jo ikke ligeglad med smerte. Hvis man ikke betaler sin el-regning så bliver der lukket for strømmen - det er man jo ikke ligeglad med. Hvis man selv er den der vælger at ryge crack, så er man også den der selv har gjort sig afhængig.

Det ændrer bare ikke på at det liv man får er forfærdeligt.

Hvorfor er det anderledes i dette tilfælde? Jeg forstår det ikke. Det lyder mere som en her-og-nu løsning på problemer der har eksisteret i mange år, og som tager lang tid at løse på den rigtige måde, og eftersom man ikke kan vente så tager man den korte vej til en umiddelbar løsning.

En slags emotionelt quick lån.

Objektivt ER det ikke bedre. Fordi det er ikke det fornuftige valg.
Men, følelser og kemi er bare en mærkelig størrelse, og nogle gange synes jeg bare at nogle eventyr er værd at gå med. Også selvom det ikke er fornuft der driver værket.

Men altså, jeg gør generelt mange ufornuftige ting. Fordi det føles rart nu og her eller bare fordi jeg har lyst. Jeg ville kvæles langsomt hvis mit liv skulle styres på fornuft alene. Jeg har da ting jeg ikke gambler med, fordi det ikke er det værd - så som mit hjem, fordi der ville prisen være for høj. Men der er også mange ting hvor at jeg er en del mere "går den så går den"-agtig.

[Misantropen]

Til jer der spørger om jeg er interesseret i hende og nu hvor vi er i en singletråd.
Har faktisk ikke haft tænkt på hende som et muligt emne før, da jeg faktisk troede at hun var lykkeligt gift.

Men ellers er mit problem at jeg ikke forelsker mig særligt nemt... Kender ellers en håndfuld skønne kvinder der godt kunne være potentielle emner. Som hende her nu også kunne være en del af. Hvor hun måske endda vil være det bedste match.
Problemet er som sagt bare at jeg ikke har følelser for hende eller nogle af de andre. Synes de er skønne kvinder som jeg elsker at være sammen med. Men det er jo ligesom også det... Altså kan da også sagtens tænde på dem osv... Men om jeg vil kunne blive forelsket og elske dem ved jeg ikke.

Jeg vil derfor på ingen måde erklærer min kærlighed til hende, og bede hende om at forlade hendes mand, som hun har 4 børn med for at være sammen med en evig single som mig. Det vil da virkelig være galimatias.

Så længe du går halvhjertet ind i det vil du aldrig blive 100% tilfreds resultatet.

Forstår du hvad jeg mener? Det er ikke for at lyde træls eller som en lommefilosof, men jeg får indtrykket af at du prøver at forcere nogle følelser du ikke har, når jeg læser dine indlæg om dine løbeveninder.

[Aragorn]

Og det er mega fedt med en fælles referenceramme.
Sådan set udefra, så gør det lidt ondt i mit hjerte, at der er så mange (jaja, det er vist kun to ), som du holder ved og kunne falde for, men som ikke helt vil forhold? Det er da lidt et spild af din dejlige personlighed?

Ja, jeg ved det godt.
Er gudskelov endelig ved at komme mig over den første - og så gentager jeg bare mit mønster
Men jeg har ikke lyst til at lade ham være. Også selvom jeg udemærket kan se, at det her kunne ende med at gøre ondt.
Men det KAN jo også ende med noget andet.

Jeg forstår så godt dit mønster. Jeg har det samme mønster med at vælge at gøre noget vel vidende om at det sandsynligvis kommer til at gøre nas.
Hvis tingene føles rart lige nu, og det er det jeg har lyst til, så gør jeg det. Og så må jeg jo tage konsekvensen senere.

Det er egentlig ikke er mønster jeg har lyst til at stoppe, fordi på trods af jeg ind i mellem rammer bunden så giver det også en masse fede oplevelser - og tingene føles jo fantastisk mens de står på.
Jeg bilder mig ind at det er okay, så længe man gør det med åbne øjne, og man altså har reflekteret over handling og konsekvens og ved at det var en selv der sårede en.

Jeg gad virkelig godt høre argumentet for, hvorfor det bliver bedre på den måde. Man er jo ikke ligeglad med smerte. Hvis man ikke betaler sin el-regning så bliver der lukket for strømmen - det er man jo ikke ligeglad med. Hvis man selv er den der vælger at ryge crack, så er man også den der selv har gjort sig afhængig.

Det ændrer bare ikke på at det liv man får er forfærdeligt.

Hvorfor er det anderledes i dette tilfælde? Jeg forstår det ikke. Det lyder mere som en her-og-nu løsning på problemer der har eksisteret i mange år, og som tager lang tid at løse på den rigtige måde, og eftersom man ikke kan vente så tager man den korte vej til en umiddelbar løsning.

En slags emotionelt quick lån.

Objektivt ER det ikke bedre. Fordi det er ikke det fornuftige valg.
Men, følelser og kemi er bare en mærkelig størrelse, og nogle gange synes jeg bare at nogle eventyr er værd at gå med. Også selvom det ikke er fornuft der driver værket.

Men altså, jeg gør generelt mange ufornuftige ting. Fordi det føles rart nu og her eller bare fordi jeg har lyst. Jeg ville kvæles langsomt hvis mit liv skulle styres på fornuft alene. Jeg har da ting jeg ikke gambler med, fordi det ikke er det værd - så som mit hjem, fordi der ville prisen være for høj. Men der er også mange ting hvor at jeg er en del mere "går den så går den"-agtig.

Hvilket er fair nok, jeg er ikke ude efter en rigtig vs. forkert disussion. Mere en 'jeg gider virkelig godt høre begrundelsen for at køre sig selv i sænk' snak. Men der er selvfølgelig også forskel på at slå sit knæ og brække 6 ribben.