Singletråden

[Planten]

Åh ja, dem støder jeg også på derinde, og jeg har direkte både skrevet, at jeg ikke søger casual/sex mv. og heller ikke vil mødes hurtigt. Og alligevel er der så mange, der skriver:
første besked: "jeg ligger på sofaen og ser en film"
anden besked: "kunne du være interesseret i, vi lå der sammen?"

NEJ.

Åh i går fik jeg første besked fra en: "mangler du hygge sex?"
Jeg glemte at svare - slettede bare matchet...

Jeg har desuden droppet at skrive en tekst - selv dem, der søger seriøst, læser den ikke

[Fynerfin82]

Jeg skrev med en fraTinder igår som det viser sig at jeg kendte for godt 20 år siden. Kort inde i processen begynder han at snakke sex hvilket jeg kommenterer på at det lyder mere som at han leder efter en bolleveninde frem for noget seriøst, hvilket han benægter. Jeg fører snakken over på almindelige ting og han fører snakken tilbage på sex 3 gang det sker siger jeg bare at jeg har for travlt til at min aften skal gå med at snakke sex med ham og har egentlig tænkt mig at lade den falde der. Det viser sig så at han i løbet af natten har skrevet til mig... Wait for it... om sex.. Jeg har ikke svaret. Suk

Det lyder virkelig anstrengende. Det er også en af de ting jeg frygter ved at skulle i gang med at date. At man støder på de der anstrengende typer for hvem alt handler om sex. Jeg kan godt lide sex, men jeg vil foretrække at lære personen at kende inden vi begynder på den slags. Og det der med at få beskeder fra stort set fremmede, der omhandler sofahygge, sex mv., er altså et stort minus ved online dating.

[missR]

Jeg står i et dilemma, som jeg godt jeg, kun jeg kan svare på hvad jeg vil gøre ved, men det kunne være berigende at få input i hvad andre ville gøre i samme situation.


2) Bryde med ham nu, og tage den smerte et brud vil medføre nu. Jeg er jo alligevel ked af det nu, at jeg ikke kan forestille mig en fremtid med ham, at vi kan have fælles fremtidsdrømme, at vi ikke kan bo sammen ( han vil gerne flytte sammen nu, men det kommer ikke til at ske pga mine børn), hans børn er nærmest flyttet hjemfra nu). I virkelighed er jeg nok et super små-borgerlidt individ, som kan lide konceptet om volvo, villa og vovse i en forstad til KBH….. – for allermest holder jeg af hverdagen ( som Turèll skriver), især hvis det var med ham. Alternativt må det jo blive med en anden.

Ville du vælge nr. 1, 2 eller en helt tredje løsning, hvis du stod i min situation?

Øv et dilemma at stå i! I din situation ville jeg bryde med ham, fordi du har børn og er sikker på, at du gerne vil et traditionelt parforhold og ikke have et langdistanceforhold. Jeg ville nok heller ikke have introduceret mit børn for ham siden det er på lånt tid. Nu er det jo gjort, men jeg ville nok sørge for, at de møder hinanden så sjældent som muligt ligesom en perifer ven. Jeg ved ikke, om jeg i mellemtiden vil have et hygge-forhold i de dage, hvor jeg ikke havde børn. Der ville jeg nok tage en føler på, hvor meget mit hjerte kunne klare.

Jeg bliver i øvrigt lidt provokeret af, at han går ud fra at du pga. din forelskelse ender med at flytte med. Tænker han på dit og børnenes bedste her? Jeg synes det lyder ret egoistisk.

Jeg ville i øvrigt nok ret kontant spørge ham om, hvad han mener, når han siger: "det løser sig". Hvis det kan indebære, at han måske bor halvt/halvt i DK el.lign. kan der måske rent faktisk være en løsning?

Kære Santopia,
Tak for dit svar. Retrospektivt burde jeg heller ikke have præsenteret ham for mine børn, men han var meget insisterende herom, da de børn (naturligvis) er en meget stor del af mit liv, og han gerne ville lære dem at kende. Det er dog gået rigtig fint. Moren til hans børn er død, og han har været alene med dem de sidste 6 år, og jeg er hurtigt blevet en del af deres liv.
Lige nu er vi meget "seriøse" ( i mangel af bedre ord), så jeg tror ikke jeg kan gå tilbage til et slags "hygge-forhold". For du har helt ret i at det er det "traditionelle" parforhold, der tiltaler mig mest. Jeg boede med min ex i 14 år, og jeg elskede hverdagen sammen. Min kæreste er mere en lonely-rider og verdensmandstype, som har hele verden som sin legeplads. Selv med mine forelskelsesskyklapper kan jeg faktisk godt se at han af og til har nogle egoistiske karaktertræk ( han har bl.a aldrig ville giftes og har ikke haft en kæreste de sidste seks år, fordi han ikke vil bindes), men så er der så mange andre sympatiske karaktertræk ved ham. Ærligt talt tror jeg ikke han har nogen "løsning" på hvordan vi løser situationen, jeg tror bare han siger i et håb om at få mig til at slappe lidt af omkring fremtiden og leve lidt mere her og nu. Hvis jeg går fra ham nu, så er jeg bange for at jeg vil fortryde det så meget og slå mig selv i hovedet med " tænk nu hvis vi havde kunne finde en løsning, der kunne have tilfredsstillet os begge". Den er altså svær. Om to dage flyver jeg til Frankrig og fejre juledagene og nytår med ham og hans familie, og jeg glæder mig helt vildt. Så for nu vil jeg prøve at ligge tankerne og fremtiden lidt væk og så leve lidt mere i nu'et. Men tak for dine betragtninger, dem er jeg glad for .

[Byggenørden]

Så blev jeg så single 2 dage før jul... Må sige jeg klart havde set, at han lige havde ventet til efter den 24...

De sidste par uger har hans mor været alvorlig syg, og det har han haft super svært ved at håndterer. Han trækker sig, når livet bliver svært, og det kender jeg både grunden til og accepterer at det er sådan han er.
Den sidste uge var han dog nået frem til den beslutning, at det er synd for mig, når han trækker sig sådan, og han er / vil være en dårlig kæreste, når hans mor går hen og dør, for så ender han nok i et dybt hul.
Han vil derfor hellere afslutte det nu end at give det (og mig) en chance, da han frygter at vi alligevel vil ende med at gå fra hinanden på et tidspunkt pga. hans kommende depression.

Det hele kom fuldstændig ud af det blå, og jeg ved, at han stadig elsker mig, da han sagde det, men der var intet jeg kunne sige, som ville ændre hans mening - han var fast besluttet før han kom hjem til mig.
Han havde "pænt" taget alle mine ting med hjemme fra ham af, og nu har jeg så bare et par julegaver i overskud og mangler helt klart noget julehumør.

Årh

Hvad adskiller sig fra denne gang og de andre gange det har været svært for ham? Er det hele bare blevet for meget?

Hvordan har du det? En ting er at det er hårdt at han gør det forbi, men det er også hårdt når en man elsker lider.

Forskellen denne gang er, at han prøver at se virkeligheden i øjnene i forhold til at sin mor altså er ved at dø, hvilket han ikke har ville accepterer de sidste 3 år, hvor sin mor har haft alvorlig kræft.
Tror dog den afgørende forskel den her gang, er at han har forudset, hvordan det hele kommer til at forløbe, og det er der ingen ting der kan ændre på - hans mor dør lige om lidt og så får han en depression og ender i et dybt hul i 3, 6, 12 måneder.

I forhold til mig er jeg selvfølgelig ked af det er slut, men det gør så ondt at se hvor skidt han har det, hvordan han skubber alle folk fra sig og jeg frygter virkelig hvordan det ender, nu hvor jeg ikke kan være der for ham.
Der ud over betyder min ex svigermor også ufattelig meget for mig, og det er hårdt at vide, at jeg ikke har mulighed for at sige farvel til hende, fordi de ikke er min familie mere.

Ps til de interesseret kan jeg sige, at jeg har ryddet ud på Facebook osv. så jeg ikke er tvunget til at se, hvordan det hele ender.

Og undskyld for den manglende julestemning her lige op til jul

[Misantropen]

Så blev jeg så single 2 dage før jul... Må sige jeg klart havde set, at han lige havde ventet til efter den 24...

De sidste par uger har hans mor været alvorlig syg, og det har han haft super svært ved at håndterer. Han trækker sig, når livet bliver svært, og det kender jeg både grunden til og accepterer at det er sådan han er.
Den sidste uge var han dog nået frem til den beslutning, at det er synd for mig, når han trækker sig sådan, og han er / vil være en dårlig kæreste, når hans mor går hen og dør, for så ender han nok i et dybt hul.
Han vil derfor hellere afslutte det nu end at give det (og mig) en chance, da han frygter at vi alligevel vil ende med at gå fra hinanden på et tidspunkt pga. hans kommende depression.

Det hele kom fuldstændig ud af det blå, og jeg ved, at han stadig elsker mig, da han sagde det, men der var intet jeg kunne sige, som ville ændre hans mening - han var fast besluttet før han kom hjem til mig.
Han havde "pænt" taget alle mine ting med hjemme fra ham af, og nu har jeg så bare et par julegaver i overskud og mangler helt klart noget julehumør.

Årh

Hvad adskiller sig fra denne gang og de andre gange det har været svært for ham? Er det hele bare blevet for meget?

Hvordan har du det? En ting er at det er hårdt at han gør det forbi, men det er også hårdt når en man elsker lider.

Forskellen denne gang er, at han prøver at se virkeligheden i øjnene i forhold til at sin mor altså er ved at dø, hvilket han ikke har ville accepterer de sidste 3 år, hvor sin mor har haft alvorlig kræft.
Tror dog den afgørende forskel den her gang, er at han har forudset, hvordan det hele kommer til at forløbe, og det er der ingen ting der kan ændre på - hans mor dør lige om lidt og så får han en depression og ender i et dybt hul i 3, 6, 12 måneder.

I forhold til mig er jeg selvfølgelig ked af det er slut, men det gør så ondt at se hvor skidt han har det, hvordan han skubber alle folk fra sig og jeg frygter virkelig hvordan det ender, nu hvor jeg ikke kan være der for ham.
Der ud over betyder min ex svigermor også ufattelig meget for mig, og det er hårdt at vide, at jeg ikke har mulighed for at sige farvel til hende, fordi de ikke er min familie mere.

Ps til de interesseret kan jeg sige, at jeg har ryddet ud på Facebook osv. så jeg ikke er tvunget til at se, hvordan det hele ender.

Og undskyld for den manglende julestemning her lige op til jul

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal skrive. Det lyder som en virkelig ubarmhjertig situation du er i Hvor længe har I været sammen?

Læs endelig af hvis du har brug for det

[Misantropen]

Årh

Hvad adskiller sig fra denne gang og de andre gange det har været svært for ham? Er det hele bare blevet for meget?

Hvordan har du det? En ting er at det er hårdt at han gør det forbi, men det er også hårdt når en man elsker lider.

Synes det fremgår ret tydeligt at mandens mor er ved at dø.

Han har af åbenlyse årsager ikke tidligere oplevet hans mor dø. Så det kan han ikke finde ud af at håndtere.

Well duh..

[IrmaPigen]

Jeg står i et dilemma, som jeg godt jeg, kun jeg kan svare på hvad jeg vil gøre ved, men det kunne være berigende at få input i hvad andre ville gøre i samme situation.
Here is goes:
Jeg har tidligere på året oprettet en tråd herinde om at ”miste sig selv i datingprocessen” om at jeg var faldet fuldstændig for en mand, som slet ikke var samme sted ift mig. Jeg fik hanket op i mig, og sagt fra ift mine grænser, og så skete miraklet… han blev forelsket! Vi har det så dejligt sammen, og mine børn har taget godt imod ham (han er den første kæreste siden deres far) og hans børn/øvrige familie har taget rigtig godt imod mig. Han siger at han elsker mig, og han aldrig har været så forelsket før i hans 50-årige liv, og jeg har det på samme måde. Så ville jeg ønske at historien endte med ”og så levede de lykkeligt til deres dages ende”.
Men det kommer vi ikke til. I sommeren 2022 flytter han permanent til Frankrig. Hans mor, far, bror, svoger og nevø er allerede flyttet derned (ingen af dem er franskmænd, de elsker bare det land, og har alle ferieboliger der, som de nu har udskiftet til helårsboliger). Det er en drøm, han har haft de sidste 15 år, og han har selv tegnet det hus, han har fået bygget dernede.
Han sælger derfor sin villa her i DK, og køber en lille lejlighed, som han kan være i, når han er på besøg i DK (enten ifm arbejde eller for at se sine (næsten voksne) børn). Han vil gerne have jeg flytter med til Frankrig, men det kommer ikke til at ske af forskellige årsager: Jeg har relativt små børn, som jeg deler 7/7 med deres far, og det fungerer perfekt, jeg har et helt unik arbejde, som jeg elsker og har knoklet for at sidde i den stilling, jeg gør i dag, jeg har et nært forhold til min øvrige familie her i DK (mor, far, bror, søster + deres familier), desuden har jeg aldrig haft et ønske om at bosætte mig ”for altid” i et fremmede land.
Jeg vil og kan ikke ”overtale” ham til at blive i DK. Det andet er hans drøm, og den skal han udleve.
Det vil ikke give mening for mig at ha’ en ”langdistance”-forhold, hvor der aldrig er udsigt til at det bliver andet. Jeg har lyst til at dele min hverdag med ham, ikke kun en weekend/ferieuge i ny og næ.
Vi taler ikke meget om det, men jeg fornemmer på ham, at fordi jeg er så forelsket i ham, så tror han jeg flytter med, når det kommer til stykket. Jeg har forklaret ham meget tydeligt, det gør jeg ikke. Han er helt roligt omkring det, og han siger ” Vi løser det, skat, bare roligt”. Men han kan ikke fortælle mig hvordan vi løser det. Jeg har med andre ord indset at vores forhold slutter (seneste) sommeren 2022.
Jeg har vidst at han ville flytte før vi begyndte at date. Hvad jeg ikke vidste var alt jeg ville falde for ham med hver celle i min krop. Hver gang, jeg tænker, at nu kan jeg ikke blive mere vild med ham, så falder jeg lige et nøk mere…-og hver gang mærker jeg smerten over at jeg ved jeg skal miste det igen om to år.
Så nu føler jeg at jeg skal gøre op med mig selv om jeg kan/vil
1) Nyde tiden og oplevelser med ham de næste to år, velvidende at vi lever på ”lånt tid”. Vi allerede planlagt 3 ferier sammen i 2020 ( 2 med hans børn, 1 bare os to). Jeg vil prøve at begrænse at mine børn knytter sig yderligere til ham. Der ingen grund til at de også føler at de mister ham.
2) Bryde med ham nu, og tage den smerte et brud vil medføre nu. Jeg er jo alligevel ked af det nu, at jeg ikke kan forestille mig en fremtid med ham, at vi kan have fælles fremtidsdrømme, at vi ikke kan bo sammen ( han vil gerne flytte sammen nu, men det kommer ikke til at ske pga mine børn), hans børn er nærmest flyttet hjemfra nu). I virkelighed er jeg nok et super små-borgerlidt individ, som kan lide konceptet om volvo, villa og vovse i en forstad til KBH….. – for allermest holder jeg af hverdagen ( som Turèll skriver), især hvis det var med ham. Alternativt må det jo blive med en anden.

Ville du vælge nr. 1, 2 eller en helt tredje løsning, hvis du stod i min situation?

Og du lægger det her indlæg i singletråden, fordi?

[LadyFox]

Jeg står i et dilemma, som jeg godt jeg, kun jeg kan svare på hvad jeg vil gøre ved, men det kunne være berigende at få input i hvad andre ville gøre i samme situation.
Here is goes:
Jeg har tidligere på året oprettet en tråd herinde om at ”miste sig selv i datingprocessen” om at jeg var faldet fuldstændig for en mand, som slet ikke var samme sted ift mig. Jeg fik hanket op i mig, og sagt fra ift mine grænser, og så skete miraklet… han blev forelsket! Vi har det så dejligt sammen, og mine børn har taget godt imod ham (han er den første kæreste siden deres far) og hans børn/øvrige familie har taget rigtig godt imod mig. Han siger at han elsker mig, og han aldrig har været så forelsket før i hans 50-årige liv, og jeg har det på samme måde. Så ville jeg ønske at historien endte med ”og så levede de lykkeligt til deres dages ende”.
Men det kommer vi ikke til. I sommeren 2022 flytter han permanent til Frankrig. Hans mor, far, bror, svoger og nevø er allerede flyttet derned (ingen af dem er franskmænd, de elsker bare det land, og har alle ferieboliger der, som de nu har udskiftet til helårsboliger). Det er en drøm, han har haft de sidste 15 år, og han har selv tegnet det hus, han har fået bygget dernede.
Han sælger derfor sin villa her i DK, og køber en lille lejlighed, som han kan være i, når han er på besøg i DK (enten ifm arbejde eller for at se sine (næsten voksne) børn). Han vil gerne have jeg flytter med til Frankrig, men det kommer ikke til at ske af forskellige årsager: Jeg har relativt små børn, som jeg deler 7/7 med deres far, og det fungerer perfekt, jeg har et helt unik arbejde, som jeg elsker og har knoklet for at sidde i den stilling, jeg gør i dag, jeg har et nært forhold til min øvrige familie her i DK (mor, far, bror, søster + deres familier), desuden har jeg aldrig haft et ønske om at bosætte mig ”for altid” i et fremmede land.
Jeg vil og kan ikke ”overtale” ham til at blive i DK. Det andet er hans drøm, og den skal han udleve.
Det vil ikke give mening for mig at ha’ en ”langdistance”-forhold, hvor der aldrig er udsigt til at det bliver andet. Jeg har lyst til at dele min hverdag med ham, ikke kun en weekend/ferieuge i ny og næ.
Vi taler ikke meget om det, men jeg fornemmer på ham, at fordi jeg er så forelsket i ham, så tror han jeg flytter med, når det kommer til stykket. Jeg har forklaret ham meget tydeligt, det gør jeg ikke. Han er helt roligt omkring det, og han siger ” Vi løser det, skat, bare roligt”. Men han kan ikke fortælle mig hvordan vi løser det. Jeg har med andre ord indset at vores forhold slutter (seneste) sommeren 2022.
Jeg har vidst at han ville flytte før vi begyndte at date. Hvad jeg ikke vidste var alt jeg ville falde for ham med hver celle i min krop. Hver gang, jeg tænker, at nu kan jeg ikke blive mere vild med ham, så falder jeg lige et nøk mere…-og hver gang mærker jeg smerten over at jeg ved jeg skal miste det igen om to år.
Så nu føler jeg at jeg skal gøre op med mig selv om jeg kan/vil
1) Nyde tiden og oplevelser med ham de næste to år, velvidende at vi lever på ”lånt tid”. Vi allerede planlagt 3 ferier sammen i 2020 ( 2 med hans børn, 1 bare os to). Jeg vil prøve at begrænse at mine børn knytter sig yderligere til ham. Der ingen grund til at de også føler at de mister ham.
2) Bryde med ham nu, og tage den smerte et brud vil medføre nu. Jeg er jo alligevel ked af det nu, at jeg ikke kan forestille mig en fremtid med ham, at vi kan have fælles fremtidsdrømme, at vi ikke kan bo sammen ( han vil gerne flytte sammen nu, men det kommer ikke til at ske pga mine børn), hans børn er nærmest flyttet hjemfra nu). I virkelighed er jeg nok et super små-borgerlidt individ, som kan lide konceptet om volvo, villa og vovse i en forstad til KBH….. – for allermest holder jeg af hverdagen ( som Turèll skriver), især hvis det var med ham. Alternativt må det jo blive med en anden.

Ville du vælge nr. 1, 2 eller en helt tredje løsning, hvis du stod i min situation?

Og du lægger det her indlæg i singletråden, fordi?

Fordi det handler om et forhold der bliver nødt til at afvikles nu, eller relativt snart, tænker jeg?

[IrmaPigen]

Jeg står i et dilemma, som jeg godt jeg, kun jeg kan svare på hvad jeg vil gøre ved, men det kunne være berigende at få input i hvad andre ville gøre i samme situation.
Here is goes:
Jeg har tidligere på året oprettet en tråd herinde om at ”miste sig selv i datingprocessen” om at jeg var faldet fuldstændig for en mand, som slet ikke var samme sted ift mig. Jeg fik hanket op i mig, og sagt fra ift mine grænser, og så skete miraklet… han blev forelsket! Vi har det så dejligt sammen, og mine børn har taget godt imod ham (han er den første kæreste siden deres far) og hans børn/øvrige familie har taget rigtig godt imod mig. Han siger at han elsker mig, og han aldrig har været så forelsket før i hans 50-årige liv, og jeg har det på samme måde. Så ville jeg ønske at historien endte med ”og så levede de lykkeligt til deres dages ende”.
Men det kommer vi ikke til. I sommeren 2022 flytter han permanent til Frankrig. Hans mor, far, bror, svoger og nevø er allerede flyttet derned (ingen af dem er franskmænd, de elsker bare det land, og har alle ferieboliger der, som de nu har udskiftet til helårsboliger). Det er en drøm, han har haft de sidste 15 år, og han har selv tegnet det hus, han har fået bygget dernede.
Han sælger derfor sin villa her i DK, og køber en lille lejlighed, som han kan være i, når han er på besøg i DK (enten ifm arbejde eller for at se sine (næsten voksne) børn). Han vil gerne have jeg flytter med til Frankrig, men det kommer ikke til at ske af forskellige årsager: Jeg har relativt små børn, som jeg deler 7/7 med deres far, og det fungerer perfekt, jeg har et helt unik arbejde, som jeg elsker og har knoklet for at sidde i den stilling, jeg gør i dag, jeg har et nært forhold til min øvrige familie her i DK (mor, far, bror, søster + deres familier), desuden har jeg aldrig haft et ønske om at bosætte mig ”for altid” i et fremmede land.
Jeg vil og kan ikke ”overtale” ham til at blive i DK. Det andet er hans drøm, og den skal han udleve.
Det vil ikke give mening for mig at ha’ en ”langdistance”-forhold, hvor der aldrig er udsigt til at det bliver andet. Jeg har lyst til at dele min hverdag med ham, ikke kun en weekend/ferieuge i ny og næ.
Vi taler ikke meget om det, men jeg fornemmer på ham, at fordi jeg er så forelsket i ham, så tror han jeg flytter med, når det kommer til stykket. Jeg har forklaret ham meget tydeligt, det gør jeg ikke. Han er helt roligt omkring det, og han siger ” Vi løser det, skat, bare roligt”. Men han kan ikke fortælle mig hvordan vi løser det. Jeg har med andre ord indset at vores forhold slutter (seneste) sommeren 2022.
Jeg har vidst at han ville flytte før vi begyndte at date. Hvad jeg ikke vidste var alt jeg ville falde for ham med hver celle i min krop. Hver gang, jeg tænker, at nu kan jeg ikke blive mere vild med ham, så falder jeg lige et nøk mere…-og hver gang mærker jeg smerten over at jeg ved jeg skal miste det igen om to år.
Så nu føler jeg at jeg skal gøre op med mig selv om jeg kan/vil
1) Nyde tiden og oplevelser med ham de næste to år, velvidende at vi lever på ”lånt tid”. Vi allerede planlagt 3 ferier sammen i 2020 ( 2 med hans børn, 1 bare os to). Jeg vil prøve at begrænse at mine børn knytter sig yderligere til ham. Der ingen grund til at de også føler at de mister ham.
2) Bryde med ham nu, og tage den smerte et brud vil medføre nu. Jeg er jo alligevel ked af det nu, at jeg ikke kan forestille mig en fremtid med ham, at vi kan have fælles fremtidsdrømme, at vi ikke kan bo sammen ( han vil gerne flytte sammen nu, men det kommer ikke til at ske pga mine børn), hans børn er nærmest flyttet hjemfra nu). I virkelighed er jeg nok et super små-borgerlidt individ, som kan lide konceptet om volvo, villa og vovse i en forstad til KBH….. – for allermest holder jeg af hverdagen ( som Turèll skriver), især hvis det var med ham. Alternativt må det jo blive med en anden.

Ville du vælge nr. 1, 2 eller en helt tredje løsning, hvis du stod i min situation?

Og du lægger det her indlæg i singletråden, fordi?

Fordi det handler om et forhold der bliver nødt til at afvikles nu, eller relativt snart, tænker jeg?

Okay. Jeg synes så faktisk hovedsageligt det handler om dit kæreste-forhold.

Og ikke noget, der hører til i en singetråd, hvor det handler om at være single og det udfordringer det kan give.

[LadyFox]

Jeg står i et dilemma, som jeg godt jeg, kun jeg kan svare på hvad jeg vil gøre ved, men det kunne være berigende at få input i hvad andre ville gøre i samme situation.
Here is goes:
Jeg har tidligere på året oprettet en tråd herinde om at ”miste sig selv i datingprocessen” om at jeg var faldet fuldstændig for en mand, som slet ikke var samme sted ift mig. Jeg fik hanket op i mig, og sagt fra ift mine grænser, og så skete miraklet… han blev forelsket! Vi har det så dejligt sammen, og mine børn har taget godt imod ham (han er den første kæreste siden deres far) og hans børn/øvrige familie har taget rigtig godt imod mig. Han siger at han elsker mig, og han aldrig har været så forelsket før i hans 50-årige liv, og jeg har det på samme måde. Så ville jeg ønske at historien endte med ”og så levede de lykkeligt til deres dages ende”.
Men det kommer vi ikke til. I sommeren 2022 flytter han permanent til Frankrig. Hans mor, far, bror, svoger og nevø er allerede flyttet derned (ingen af dem er franskmænd, de elsker bare det land, og har alle ferieboliger der, som de nu har udskiftet til helårsboliger). Det er en drøm, han har haft de sidste 15 år, og han har selv tegnet det hus, han har fået bygget dernede.
Han sælger derfor sin villa her i DK, og køber en lille lejlighed, som han kan være i, når han er på besøg i DK (enten ifm arbejde eller for at se sine (næsten voksne) børn). Han vil gerne have jeg flytter med til Frankrig, men det kommer ikke til at ske af forskellige årsager: Jeg har relativt små børn, som jeg deler 7/7 med deres far, og det fungerer perfekt, jeg har et helt unik arbejde, som jeg elsker og har knoklet for at sidde i den stilling, jeg gør i dag, jeg har et nært forhold til min øvrige familie her i DK (mor, far, bror, søster + deres familier), desuden har jeg aldrig haft et ønske om at bosætte mig ”for altid” i et fremmede land.
Jeg vil og kan ikke ”overtale” ham til at blive i DK. Det andet er hans drøm, og den skal han udleve.
Det vil ikke give mening for mig at ha’ en ”langdistance”-forhold, hvor der aldrig er udsigt til at det bliver andet. Jeg har lyst til at dele min hverdag med ham, ikke kun en weekend/ferieuge i ny og næ.
Vi taler ikke meget om det, men jeg fornemmer på ham, at fordi jeg er så forelsket i ham, så tror han jeg flytter med, når det kommer til stykket. Jeg har forklaret ham meget tydeligt, det gør jeg ikke. Han er helt roligt omkring det, og han siger ” Vi løser det, skat, bare roligt”. Men han kan ikke fortælle mig hvordan vi løser det. Jeg har med andre ord indset at vores forhold slutter (seneste) sommeren 2022.
Jeg har vidst at han ville flytte før vi begyndte at date. Hvad jeg ikke vidste var alt jeg ville falde for ham med hver celle i min krop. Hver gang, jeg tænker, at nu kan jeg ikke blive mere vild med ham, så falder jeg lige et nøk mere…-og hver gang mærker jeg smerten over at jeg ved jeg skal miste det igen om to år.
Så nu føler jeg at jeg skal gøre op med mig selv om jeg kan/vil
1) Nyde tiden og oplevelser med ham de næste to år, velvidende at vi lever på ”lånt tid”. Vi allerede planlagt 3 ferier sammen i 2020 ( 2 med hans børn, 1 bare os to). Jeg vil prøve at begrænse at mine børn knytter sig yderligere til ham. Der ingen grund til at de også føler at de mister ham.
2) Bryde med ham nu, og tage den smerte et brud vil medføre nu. Jeg er jo alligevel ked af det nu, at jeg ikke kan forestille mig en fremtid med ham, at vi kan have fælles fremtidsdrømme, at vi ikke kan bo sammen ( han vil gerne flytte sammen nu, men det kommer ikke til at ske pga mine børn), hans børn er nærmest flyttet hjemfra nu). I virkelighed er jeg nok et super små-borgerlidt individ, som kan lide konceptet om volvo, villa og vovse i en forstad til KBH….. – for allermest holder jeg af hverdagen ( som Turèll skriver), især hvis det var med ham. Alternativt må det jo blive med en anden.

Ville du vælge nr. 1, 2 eller en helt tredje løsning, hvis du stod i min situation?

Og du lægger det her indlæg i singletråden, fordi?

Fordi det handler om et forhold der bliver nødt til at afvikles nu, eller relativt snart, tænker jeg?

Okay. Jeg synes så faktisk hovedsageligt det handler om dit kæreste-forhold.

Og ikke noget, der hører til i en singetråd, hvor det handler om at være single og det udfordringer det kan give.

Mit kæreste forhold?
Jeg synes indlægget er fint fordi at det handler om et forhold der er ved at slutte, nu eller i hvert fald senere og derfor er der elementer der relatere til tråden.
Det frigiver jo også nogle udfordringer at skulle gå fra forhold til single.
Jeg har egentlig ikke noget imod at i i forhold kommer med input i tråden, men jeg synes det er lidt påfaldende at du er den eneste der giver udtryk for at have et problem med indlægget, og du er jo heller ikke single. Hvad tråden kan rumme er vel enormt afhængigt af hvem der er single på det givende tidspunkt.

[IrmaPigen]

Jeg står i et dilemma, som jeg godt jeg, kun jeg kan svare på hvad jeg vil gøre ved, men det kunne være berigende at få input i hvad andre ville gøre i samme situation.
Here is goes:
Jeg har tidligere på året oprettet en tråd herinde om at ”miste sig selv i datingprocessen” om at jeg var faldet fuldstændig for en mand, som slet ikke var samme sted ift mig. Jeg fik hanket op i mig, og sagt fra ift mine grænser, og så skete miraklet… han blev forelsket! Vi har det så dejligt sammen, og mine børn har taget godt imod ham (han er den første kæreste siden deres far) og hans børn/øvrige familie har taget rigtig godt imod mig. Han siger at han elsker mig, og han aldrig har været så forelsket før i hans 50-årige liv, og jeg har det på samme måde. Så ville jeg ønske at historien endte med ”og så levede de lykkeligt til deres dages ende”.
Men det kommer vi ikke til. I sommeren 2022 flytter han permanent til Frankrig. Hans mor, far, bror, svoger og nevø er allerede flyttet derned (ingen af dem er franskmænd, de elsker bare det land, og har alle ferieboliger der, som de nu har udskiftet til helårsboliger). Det er en drøm, han har haft de sidste 15 år, og han har selv tegnet det hus, han har fået bygget dernede.
Han sælger derfor sin villa her i DK, og køber en lille lejlighed, som han kan være i, når han er på besøg i DK (enten ifm arbejde eller for at se sine (næsten voksne) børn). Han vil gerne have jeg flytter med til Frankrig, men det kommer ikke til at ske af forskellige årsager: Jeg har relativt små børn, som jeg deler 7/7 med deres far, og det fungerer perfekt, jeg har et helt unik arbejde, som jeg elsker og har knoklet for at sidde i den stilling, jeg gør i dag, jeg har et nært forhold til min øvrige familie her i DK (mor, far, bror, søster + deres familier), desuden har jeg aldrig haft et ønske om at bosætte mig ”for altid” i et fremmede land.
Jeg vil og kan ikke ”overtale” ham til at blive i DK. Det andet er hans drøm, og den skal han udleve.
Det vil ikke give mening for mig at ha’ en ”langdistance”-forhold, hvor der aldrig er udsigt til at det bliver andet. Jeg har lyst til at dele min hverdag med ham, ikke kun en weekend/ferieuge i ny og næ.
Vi taler ikke meget om det, men jeg fornemmer på ham, at fordi jeg er så forelsket i ham, så tror han jeg flytter med, når det kommer til stykket. Jeg har forklaret ham meget tydeligt, det gør jeg ikke. Han er helt roligt omkring det, og han siger ” Vi løser det, skat, bare roligt”. Men han kan ikke fortælle mig hvordan vi løser det. Jeg har med andre ord indset at vores forhold slutter (seneste) sommeren 2022.
Jeg har vidst at han ville flytte før vi begyndte at date. Hvad jeg ikke vidste var alt jeg ville falde for ham med hver celle i min krop. Hver gang, jeg tænker, at nu kan jeg ikke blive mere vild med ham, så falder jeg lige et nøk mere…-og hver gang mærker jeg smerten over at jeg ved jeg skal miste det igen om to år.
Så nu føler jeg at jeg skal gøre op med mig selv om jeg kan/vil
1) Nyde tiden og oplevelser med ham de næste to år, velvidende at vi lever på ”lånt tid”. Vi allerede planlagt 3 ferier sammen i 2020 ( 2 med hans børn, 1 bare os to). Jeg vil prøve at begrænse at mine børn knytter sig yderligere til ham. Der ingen grund til at de også føler at de mister ham.
2) Bryde med ham nu, og tage den smerte et brud vil medføre nu. Jeg er jo alligevel ked af det nu, at jeg ikke kan forestille mig en fremtid med ham, at vi kan have fælles fremtidsdrømme, at vi ikke kan bo sammen ( han vil gerne flytte sammen nu, men det kommer ikke til at ske pga mine børn), hans børn er nærmest flyttet hjemfra nu). I virkelighed er jeg nok et super små-borgerlidt individ, som kan lide konceptet om volvo, villa og vovse i en forstad til KBH….. – for allermest holder jeg af hverdagen ( som Turèll skriver), især hvis det var med ham. Alternativt må det jo blive med en anden.

Ville du vælge nr. 1, 2 eller en helt tredje løsning, hvis du stod i min situation?

Og du lægger det her indlæg i singletråden, fordi?

Fordi det handler om et forhold der bliver nødt til at afvikles nu, eller relativt snart, tænker jeg?

Okay. Jeg synes så faktisk hovedsageligt det handler om dit kæreste-forhold.

Og ikke noget, der hører til i en singetråd, hvor det handler om at være single og det udfordringer det kan give.

Mit kæreste forhold?
Jeg synes indlægget er fint fordi at det handler om et forhold der er ved at slutte, nu eller i hvert fald senere og derfor er der elementer der relatere til tråden.
Det frigiver jo også nogle udfordringer at skulle gå fra forhold til single.
Jeg har egentlig ikke noget imod at i i forhold kommer med input i tråden, men jeg synes det er lidt påfaldende at du er den eneste der giver udtryk for at have et problem med indlægget, og du er jo heller ikke single. Hvad tråden kan rumme er vel enormt afhængigt af hvem der er single på det givende tidspunkt.

Men du er jo ikke single. Og dit indlæg handler om dit parforhold. Og ser finder jeg ærlig talt malplaceret og provokerende at placere en singletråd.

Jeg blander mig kun, i tråden, når jeg har noget at bidrage med i relation til singleproblematikker. Inden min kæreste var jeg single i over 12 år, og boede alene i over 15 år. Så der er trods alt mange ting ved single tilværelsen, jeg stadig husker.

Jeg blander mig også kun i denne tråd, når det er i relation til ting/indlæg som singler har skrevet i tråden, og hvor jeg har noget konkret at bidrage med fra min egen tid som single . Det kunne aldrig falde mig ind at drible ind i denne tråd og af egen drift lave et indlæg der relaterer sig til udfordringer i mit parforhold.

Jeg er en eller to gange kommet til at skrive i denne tråd, og troet jeg har skrevet parforholdstråden, men så har jeg også klart tilkendegivet i singletråden, det var en fejl, straks jeg opdagede fejlen.

[LadyFox]

Jeg står i et dilemma, som jeg godt jeg, kun jeg kan svare på hvad jeg vil gøre ved, men det kunne være berigende at få input i hvad andre ville gøre i samme situation.
Here is goes:
Jeg har tidligere på året oprettet en tråd herinde om at ”miste sig selv i datingprocessen” om at jeg var faldet fuldstændig for en mand, som slet ikke var samme sted ift mig. Jeg fik hanket op i mig, og sagt fra ift mine grænser, og så skete miraklet… han blev forelsket! Vi har det så dejligt sammen, og mine børn har taget godt imod ham (han er den første kæreste siden deres far) og hans børn/øvrige familie har taget rigtig godt imod mig. Han siger at han elsker mig, og han aldrig har været så forelsket før i hans 50-årige liv, og jeg har det på samme måde. Så ville jeg ønske at historien endte med ”og så levede de lykkeligt til deres dages ende”.
Men det kommer vi ikke til. I sommeren 2022 flytter han permanent til Frankrig. Hans mor, far, bror, svoger og nevø er allerede flyttet derned (ingen af dem er franskmænd, de elsker bare det land, og har alle ferieboliger der, som de nu har udskiftet til helårsboliger). Det er en drøm, han har haft de sidste 15 år, og han har selv tegnet det hus, han har fået bygget dernede.
Han sælger derfor sin villa her i DK, og køber en lille lejlighed, som han kan være i, når han er på besøg i DK (enten ifm arbejde eller for at se sine (næsten voksne) børn). Han vil gerne have jeg flytter med til Frankrig, men det kommer ikke til at ske af forskellige årsager: Jeg har relativt små børn, som jeg deler 7/7 med deres far, og det fungerer perfekt, jeg har et helt unik arbejde, som jeg elsker og har knoklet for at sidde i den stilling, jeg gør i dag, jeg har et nært forhold til min øvrige familie her i DK (mor, far, bror, søster + deres familier), desuden har jeg aldrig haft et ønske om at bosætte mig ”for altid” i et fremmede land.
Jeg vil og kan ikke ”overtale” ham til at blive i DK. Det andet er hans drøm, og den skal han udleve.
Det vil ikke give mening for mig at ha’ en ”langdistance”-forhold, hvor der aldrig er udsigt til at det bliver andet. Jeg har lyst til at dele min hverdag med ham, ikke kun en weekend/ferieuge i ny og næ.
Vi taler ikke meget om det, men jeg fornemmer på ham, at fordi jeg er så forelsket i ham, så tror han jeg flytter med, når det kommer til stykket. Jeg har forklaret ham meget tydeligt, det gør jeg ikke. Han er helt roligt omkring det, og han siger ” Vi løser det, skat, bare roligt”. Men han kan ikke fortælle mig hvordan vi løser det. Jeg har med andre ord indset at vores forhold slutter (seneste) sommeren 2022.
Jeg har vidst at han ville flytte før vi begyndte at date. Hvad jeg ikke vidste var alt jeg ville falde for ham med hver celle i min krop. Hver gang, jeg tænker, at nu kan jeg ikke blive mere vild med ham, så falder jeg lige et nøk mere…-og hver gang mærker jeg smerten over at jeg ved jeg skal miste det igen om to år.
Så nu føler jeg at jeg skal gøre op med mig selv om jeg kan/vil
1) Nyde tiden og oplevelser med ham de næste to år, velvidende at vi lever på ”lånt tid”. Vi allerede planlagt 3 ferier sammen i 2020 ( 2 med hans børn, 1 bare os to). Jeg vil prøve at begrænse at mine børn knytter sig yderligere til ham. Der ingen grund til at de også føler at de mister ham.
2) Bryde med ham nu, og tage den smerte et brud vil medføre nu. Jeg er jo alligevel ked af det nu, at jeg ikke kan forestille mig en fremtid med ham, at vi kan have fælles fremtidsdrømme, at vi ikke kan bo sammen ( han vil gerne flytte sammen nu, men det kommer ikke til at ske pga mine børn), hans børn er nærmest flyttet hjemfra nu). I virkelighed er jeg nok et super små-borgerlidt individ, som kan lide konceptet om volvo, villa og vovse i en forstad til KBH….. – for allermest holder jeg af hverdagen ( som Turèll skriver), især hvis det var med ham. Alternativt må det jo blive med en anden.

Ville du vælge nr. 1, 2 eller en helt tredje løsning, hvis du stod i min situation?

Og du lægger det her indlæg i singletråden, fordi?

Fordi det handler om et forhold der bliver nødt til at afvikles nu, eller relativt snart, tænker jeg?

Okay. Jeg synes så faktisk hovedsageligt det handler om dit kæreste-forhold.

Og ikke noget, der hører til i en singetråd, hvor det handler om at være single og det udfordringer det kan give.

Mit kæreste forhold?
Jeg synes indlægget er fint fordi at det handler om et forhold der er ved at slutte, nu eller i hvert fald senere og derfor er der elementer der relatere til tråden.
Det frigiver jo også nogle udfordringer at skulle gå fra forhold til single.
Jeg har egentlig ikke noget imod at i i forhold kommer med input i tråden, men jeg synes det er lidt påfaldende at du er den eneste der giver udtryk for at have et problem med indlægget, og du er jo heller ikke single. Hvad tråden kan rumme er vel enormt afhængigt af hvem der er single på det givende tidspunkt.

Men du er jo ikke single. Og dit indlæg handler om dit parforhold. Og ser finder jeg ærlig talt malplaceret og provokerende at placere en singletråd.

Jeg blander mig kun, i tråden, når jeg har noget at bidrage med i relation til singleproblematikker. Inden min kæreste var jeg single i over 12 år, og boede alene i over 15 år. Så der er trods alt mange ting ved single tilværelsen, jeg stadig husker.

Jeg blander mig også kun i denne tråd, når det er i relation til ting/indlæg som singler har skrevet i tråden, og hvor jeg har noget konkret at bidrage med fra min egen tid som single . Det kunne aldrig falde mig ind at drible ind i denne tråd og af egen drift lave et indlæg der relaterer sig til udfordringer i mit parforhold. Jeg er en eller to gange kommet til at skrive i denne tråd, og troet jeg har skrevet parforholdstråden, men så har jeg også klart tilkendegivet i singletråden, det var en fejl, straks jeg opdagede fejlen.

Jeg er pænt single, og har ikke skrevet indlægget. Jeg kan bare ikke se hvorfor der skulle være så lavt til loftet at der ikke er plads til tanker der relatere til at få fra forhold til single.

[IrmaPigen]

Beklager fik dig forvekslet med MissR.

Det ændrer dog ikke på min holdning til MissRs indlæg.

[RavenClaw]

Beklager fik dig forvekslet med MissR.

Det ændrer dog ikke på min holdning til MissRs indlæg.

Så er det jo godt, at du ikke er en af de faste debattører i denne tråd

Jeg tror, hun kan få bedre input her end i partråden. I partråden vil hun ikke få særlig mange "Hey, vi støtter dig. Det er faktisk ret nice at være single!"

[RavenClaw]

Beklager fik dig forvekslet med MissR.

Det ændrer dog ikke på min holdning til MissRs indlæg.

Så er det jo godt, at du ikke er en af de faste debattører i denne tråd

Jeg tror, hun kan få bedre input her end i partråden. I partråden vil hun ikke få særlig mange "Hey, vi støtter dig. Det er faktisk ret nice at være single!"

Jeg synes ellers vi er ret gode til herinde at opfordre folk til at afslutte deres forhold

Ja, i partråden? Det har jeg bemærket, synes I, vi savner selskab?

"Drop kæresten, de har det meget federe i den anden tråd"