Pyyyyh ...
Så skal jeg ellers love for, at jeg efter næsten tre år som "happy, happy single" nåede det punkt, jeg inderst inde hele tiden godt har været klar over ubønhørligt ville dukke op en dag ...
Efter talrige gange i årenes løb at have hørt bekymrede singlevenner af begge køn sige, at de var meget skræmte ved udsigten til måske aldrig at finde en kæreste igen og hver gang sidde og have tænkt noget i retningen af: "Jeg synes, det mest skræmmende er, at jeg ikke finder det SPOR skræmmende at være single resten af livet ...".
Efter ind imellem ganske vist at have undret mig over, at jeg faktisk ikke var i stand til at vride så meget som bare et sølle hyggecrush frem nogen steder i mit liv ...
Så skete der pludselig noget, som helst ikke måtte ske, for et par måneder siden. Over bare et par uger gik jeg fra "hov, hvad er det nu ham kollegaen dér hedder?" til "Oh.My.God. Han er ALT, hvad jeg inderst inde hele tiden godt har vidst, at jeg længtes efter, men ikke turdet håbe på nogensinde at kunne sætte tænder eller andre legemsdele i" - ja, jeg havde sådan set ikke drømt om nogensinde at møde det hele i én og samme pakke. Det er ALT, siger jeg jer!
Lige fra en gakket, hurtig humor, kæmpestor almen viden, lune, drilleri, udadvendthed (han er underviser) og en lige så skøn indadvendt nørdet grundighed med en masse "privathed" og situationsfornemmelse i. Det hele rundet af med en enormt omsorgsfuld opmærksomhed. Selv hans udseende - og udseende betyder jo ellers ikke alverden for mig, så længe mænd bare er høje og nogenlunde normalvægtige - er ... Lad os bare sige, at jeg forleden havde en fysisk oplevelse af rent faktisk at være ved at besvime, da han kom ind i rummet og havde gjort lidt ekstra ud af sig selv.
Han kan sende mig et ganske bestemt kærligt drillende blik - så er jeg solgt til stanglakrids og seriøst parat til at stemme højreorienteret, gå i pink crocs resten af livet og kan i dén grad mærke hver en celle i min krop. Det er muligvis det, de kalder "at være i live". Og dét vil jeg gerne være fri for!! Ja, jeg er nødt til at lave lidt sjov med det. Men det ér ikke spor sjovt: Jeg har tudet i flere timer i dag (og mine julegæster kommer lige straks ...). Jeg har ikke sovet i tredive timer og er nok egentlig væltet lidt midt i noget savner-min-far-som-han-var-før-demens-og-plejehjem og så dette. Jeg kan med andre ord slet ikke finde rundt i julen - eller nogen som helst anden lokation, for den sags skyld.
Der er nemlig et "mindre problem" med ham kollegaen: Han er gift. Godt gift - på 15. år. Også selv om han på job aldrig taler om sin kone. Og nej, jeg skal bestemt ikke noget med en gift mand! Har trods alt i bemeldte tre år anskaffet mig såvel et selvværd som en selvrespekt ... Men han elsker at pjatte og flirte og smile og pingponge med mig. Og han er helt åben om, at han synes, min humor er fantastisk. Og han ved antageligt slet ikke, hvad hans adfærd gør ved mig ...
Alt imens jeg render rundt i udkanten af min egen bevidsthed og skiftevis ikke kan lade være med at håbe, at vi render på hinanden et eller andet sted i alle vores sære skiftende arbejdstider. Samtidig med at jeg håber, vi ikke gør. Og ind imellem er jeg ved at TUDE af frustration over, at han ikke er min og ikke bliver det. Og af søvnmangel, fordi jeg - der ellers om vinteren snildt kan sove ti timer - de sidste fire-seks ugers tid kun et par gange har sovet mere end fem ...
Der er simpelthen ikke noget at gøre. Beslutningen er truffet. Næste gang, vi har vagt sammen ... Så hiver jeg ham diskret til side: "Du? Hvis jeg i det kommende stykke tid virker sådan lidt fjern, og som om jeg trækker mig og ikke lige kommer ned og fyrer 27 vittigheder af ved din plads ... Så er det altså, fordi jeg er ved at være dér, hvor jeg kommer til at føle noget for dig, som ikke er skidesmart ift at du dels har en kone, dels er min kollega. Jeg synes, du skal vide, at det ikke er, fordi jeg har en eller anden beef med dig - tværtimod. Så ved du også, hvorfor jeg blokerer dig på Facebook. Jeg skal altså liiiige have dig ud i strakt arm. Men jeg satser på at komme listende med en venneanmodning igen på et tidspunkt".
Jeg er nødt til det. Jeg har brug for det. Closure. Ud af systemet. Og mulighed for at trække vejret. For at sove.
2018 kan jeg så passende bruge på at prøve at finde ud af, hvordan Helvede jeg lever behageligt, når jeg nu egentlig ikke længere synes, tanken om at være single resten af livet er tillokkende, endsige bare okay. Dén erkendelse forsvinder jo i modsætning til forelskelse nok ikke ...
Nå. Tror lige, jeg kan nå en tuder mere, inden familien kommer dumpende.
Glædelig jul, alle sammen!
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".
Winston Churchill