Indlægaf missR » 22. dec 2019, 20:18
Jeg står i et dilemma, som jeg godt jeg, kun jeg kan svare på hvad jeg vil gøre ved, men det kunne være berigende at få input i hvad andre ville gøre i samme situation.
Here is goes:
Jeg har tidligere på året oprettet en tråd herinde om at ”miste sig selv i datingprocessen” om at jeg var faldet fuldstændig for en mand, som slet ikke var samme sted ift mig. Jeg fik hanket op i mig, og sagt fra ift mine grænser, og så skete miraklet… han blev forelsket! Vi har det så dejligt sammen, og mine børn har taget godt imod ham (han er den første kæreste siden deres far) og hans børn/øvrige familie har taget rigtig godt imod mig. Han siger at han elsker mig, og han aldrig har været så forelsket før i hans 50-årige liv, og jeg har det på samme måde. Så ville jeg ønske at historien endte med ”og så levede de lykkeligt til deres dages ende”.
Men det kommer vi ikke til. I sommeren 2022 flytter han permanent til Frankrig. Hans mor, far, bror, svoger og nevø er allerede flyttet derned (ingen af dem er franskmænd, de elsker bare det land, og har alle ferieboliger der, som de nu har udskiftet til helårsboliger). Det er en drøm, han har haft de sidste 15 år, og han har selv tegnet det hus, han har fået bygget dernede.
Han sælger derfor sin villa her i DK, og køber en lille lejlighed, som han kan være i, når han er på besøg i DK (enten ifm arbejde eller for at se sine (næsten voksne) børn). Han vil gerne have jeg flytter med til Frankrig, men det kommer ikke til at ske af forskellige årsager: Jeg har relativt små børn, som jeg deler 7/7 med deres far, og det fungerer perfekt, jeg har et helt unik arbejde, som jeg elsker og har knoklet for at sidde i den stilling, jeg gør i dag, jeg har et nært forhold til min øvrige familie her i DK (mor, far, bror, søster + deres familier), desuden har jeg aldrig haft et ønske om at bosætte mig ”for altid” i et fremmede land.
Jeg vil og kan ikke ”overtale” ham til at blive i DK. Det andet er hans drøm, og den skal han udleve.
Det vil ikke give mening for mig at ha’ en ”langdistance”-forhold, hvor der aldrig er udsigt til at det bliver andet. Jeg har lyst til at dele min hverdag med ham, ikke kun en weekend/ferieuge i ny og næ.
Vi taler ikke meget om det, men jeg fornemmer på ham, at fordi jeg er så forelsket i ham, så tror han jeg flytter med, når det kommer til stykket. Jeg har forklaret ham meget tydeligt, det gør jeg ikke. Han er helt roligt omkring det, og han siger ” Vi løser det, skat, bare roligt”. Men han kan ikke fortælle mig hvordan vi løser det. Jeg har med andre ord indset at vores forhold slutter (seneste) sommeren 2022.
Jeg har vidst at han ville flytte før vi begyndte at date. Hvad jeg ikke vidste var alt jeg ville falde for ham med hver celle i min krop. Hver gang, jeg tænker, at nu kan jeg ikke blive mere vild med ham, så falder jeg lige et nøk mere…-og hver gang mærker jeg smerten over at jeg ved jeg skal miste det igen om to år.
Så nu føler jeg at jeg skal gøre op med mig selv om jeg kan/vil
1) Nyde tiden og oplevelser med ham de næste to år, velvidende at vi lever på ”lånt tid”. Vi allerede planlagt 3 ferier sammen i 2020 ( 2 med hans børn, 1 bare os to). Jeg vil prøve at begrænse at mine børn knytter sig yderligere til ham. Der ingen grund til at de også føler at de mister ham.
2) Bryde med ham nu, og tage den smerte et brud vil medføre nu. Jeg er jo alligevel ked af det nu, at jeg ikke kan forestille mig en fremtid med ham, at vi kan have fælles fremtidsdrømme, at vi ikke kan bo sammen ( han vil gerne flytte sammen nu, men det kommer ikke til at ske pga mine børn), hans børn er nærmest flyttet hjemfra nu). I virkelighed er jeg nok et super små-borgerlidt individ, som kan lide konceptet om volvo, villa og vovse i en forstad til KBH….. – for allermest holder jeg af hverdagen ( som Turèll skriver), især hvis det var med ham. Alternativt må det jo blive med en anden.
Ville du vælge nr. 1, 2 eller en helt tredje løsning, hvis du stod i min situation?
1