Singletråden

[Juki]

Doh! Nu ved jeg det da! Hans søn hedder sgu da Jacob. Det er da der jeg har fået navnet fra

Det gør bare situationen endnu mere bizar og akavet..

[IrmaPigen]

Irma, for mig ville det være altafgørende, at han godt kan se, at han prioriterer dig ned og at det er lidt svært at stå i din situation. Hvis det var tilfældet, ville jeg leve med det, tage imod kompensationssushi og gå all in og møde børnene.

Hvis jeg følte den mindste snert af "mine børn kommer altid først og du vil altid være i 2. række"-holdning hos manden, ville jeg vente med at møde børnene og i det hele taget være mere forbeholden over for manden.

Den tilgang til det har han overhovedet ikke. Der er ikke det mindste af han siger højt (eller at han tænker) at jeg kommer i anden række - og han gør faktisk rigtig meget for så at prioritere mig i den tid, han så har.

Han skrev faktisk direkte i en SMS at han havde det meget dårligt med at aflyse vores aftale i morgen, og at han også havde glædet sig til vores fredag aften sammen.

Jeg ved også godt at børnene bliver ældre og allerede om et par år er mere selvstændige. Så det som jeg oplever lige nu, er jo ikke sådan det vil være 2, 3 eller 5 år. Men det ændrer ikke ved det er lidt svært for mig lige nu, fordi de har en alder, hvor forældre skal/bør være meget til stede sådan fysisk.

[IrmaPigen]

Nå har tænkt og filosoferet lidt på vej hjem i toget. Kan godt mærke jeg er megaskuffet, fordi jeg har savnet ham en del.

Men. Jeg har jo de dersens følelser for manden.

Jeg tror jeg er nødt til at holde fast i, at hvis jeg havde mødt hans børn, så havde i morgen jo overhovedet ikke været et problem, for så havde vi jo bare hygget med hans barn, og spist den gang boller i karry, jeg havde planlagt at lave.

Og at når jeg kender hans børn bliver vores muligheder for at ses en hel del bedre, dermed sagt jeg ikke behøver undvære ham i 7, 9, 10 dage af gangen.

Jeg har været single i over 7 år inden jeg stødte på ham her. Og personloghedsmæssigt han er ubetinget det bedste bud på et kæreste-emne jeg har mødt i den tid.

Men indrømmet, jeg synes det er MEGA svært at finde ud af, hvornår det er rette tid at gå all in og møde de børn der. Fordi jeg har stadig en lille snert af noget tvivl - men jeg ved også godt, at det ville blive så meget lettere, hvis børn og jeg kendte hinanden. Det er lidt en hønen og ægget-situation.

Edit:: Jeg bør nok også nævne at manden har dårlig samvittighed over at have brændt mig af i morgen aften, så han har spurgt om han ikke må invitere mig ud og spise sushi eller deslige i de par timer vi ville kunne nå at få sammen inden han skal hente sønnen.

Når du sætter det op på den måde, så kan jeg sagtens se hvad du mener.

Jeg tror jeg ville møde børnene og se hvor det så gik hen for det bliver som du skriver meget nemmere når du først er introduceret for dem

Jeg tror du har ret. Og så må vi starte lidt forsigtigt. Jeg håber da du har ret.

Her i weekenden skal vi altså lige tale om hvordan jeg skal møde hans børn.

Jeg ved jo, at datteren har set mig i hans indkørsel (hun cykler i skole med genboens børn), og at hun har spurgt far om jeg er hans kæreste, hvortil han så vidt jeg husker har svaret, at det er vi jo nok. Hun har så også set mit rene vasketøj hænge til tørre i hans hjem.

Sønnen interesserer sig vist mest for fodbold og Ronaldo og knap så meget for hvem far omgås med. Men jeg kan tage fejl.

Men jeg tænker vi lige her i denne weekend skal aftale hvad der skal ske, og som hvad jeg skal introduceres.

[FrøkenM]

Nå har tænkt og filosoferet lidt på vej hjem i toget. Kan godt mærke jeg er megaskuffet, fordi jeg har savnet ham en del.

Men. Jeg har jo de dersens følelser for manden.

Jeg tror jeg er nødt til at holde fast i, at hvis jeg havde mødt hans børn, så havde i morgen jo overhovedet ikke været et problem, for så havde vi jo bare hygget med hans barn, og spist den gang boller i karry, jeg havde planlagt at lave.

Og at når jeg kender hans børn bliver vores muligheder for at ses en hel del bedre, dermed sagt jeg ikke behøver undvære ham i 7, 9, 10 dage af gangen.

Jeg har været single i over 7 år inden jeg stødte på ham her. Og personloghedsmæssigt han er ubetinget det bedste bud på et kæreste-emne jeg har mødt i den tid.

Men indrømmet, jeg synes det er MEGA svært at finde ud af, hvornår det er rette tid at gå all in og møde de børn der. Fordi jeg har stadig en lille snert af noget tvivl - men jeg ved også godt, at det ville blive så meget lettere, hvis børn og jeg kendte hinanden. Det er lidt en hønen og ægget-situation.

Edit:: Jeg bør nok også nævne at manden har dårlig samvittighed over at have brændt mig af i morgen aften, så han har spurgt om han ikke må invitere mig ud og spise sushi eller deslige i de par timer vi ville kunne nå at få sammen inden han skal hente sønnen.

Når du sætter det op på den måde, så kan jeg sagtens se hvad du mener.

Jeg tror jeg ville møde børnene og se hvor det så gik hen for det bliver som du skriver meget nemmere når du først er introduceret for dem

Jeg tror du har ret. Og så må vi starte lidt forsigtigt. Jeg håber da du har ret.

Her i weekenden skal vi altså lige tale om hvordan jeg skal møde hans børn.

Jeg ved jo, at datteren har set mig i hans indkørsel (hun cykler i skole med genboens børn), og at hun har spurgt far om jeg er hans kæreste, hvortil han så vidt jeg husker har svaret, at det er vi jo nok. Hun har så også set mit rene vasketøj hænge til tørre i hans hjem.

Sønnen interesserer sig vist mest for fodbold og Ronaldo og knap så meget for hvem far omgås med. Men jeg kan tage fejl.

Men jeg tænker vi lige her i denne weekend skal aftale hvad der skal ske, og som hvad jeg skal introduceres.

Jeg tror det er en rigtig god ide lige at få afklaret og så er jeg i øvrigt helt overbevist om, at det nok skal gå rigtig fint

[IrmaPigen]

Bør nok sige at manden faktisk er ret lydhør over for hvad jeg siger til ham

For et par uger siden var jeg kommet til at kalde ham for sofakartoffel, fordi han ikke var helt oppe og ringe over jeg havde bestilt billetter til Borg filmen, og som følge af hans minus-begejstring kom jeg til at kalde ham for sofakartoffel.

Siden da har han flere gange sagt, at han jo ikke vil fremstå som en sofakartoffel

Forleden sagde jeg så til ham: Wauw, min sofakartoffel-kommentar har virkelig ramt dig, siden du hele tiden bringer det op.

[Frk. L]

Min veninde har lige inviteret mig og mit forgrædte ansigt ud på kaffe og kage

Dejligt at få noget andet at tænke på

[*smb*]

Min x kom og hentede sine ting idag, jeg rystede over det hele da han kom og var så bange for han ville begynde og råbe og skrige af mig så jeg kiggede ham ikke engang i øjnene.. Da jeg havde fået hjulpet med at få hans ting ned til bilen vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre, han synes jeg var kold og sagde som det var jeg var skide bange og nervøs og rystede over det hele.. Han synes det dybt latterligt fordi han jo aldrig havde slået, næh han har bare flere gange stået helt oppe i mit ansigt og råbt..
Alligevel ligger jeg nu med sådan en tom følelse og er skide ked af det, jeg ved inderst inde det er den rigtige beslutning og han har haft sværere og sværere ved at styre sin vrede og hvad nu hvis han så en dag slog fordi det jo var min skyld ifølge ham.. Han har efterfølgende skrevet at han jo havde sagt undskyld så man burde kunne komme videre, men det er jo bare ikke blevet bedre kun værre og kan jo ikke holde til at blive kaldt syg i hovedet og slet ikke foran mine børn, ligeså vel som jeg var en syg kælling og det kun var godt hvis jeg vartede ham op og ikke sagde noget hvis jeg synes det var hårdt på arbejdet eller med mine børn.. . Min børn var jo helt rystede efter sidst og dem skal jeg jo også tænke på... Men fuck det svært for ville jo virkelig gerne det havde fungeret og det jo skide svært at gå fra det hele...
Og så den følelse af man sidder der og tænker hvorfor fanden kunne man ikke bare finde ham som er skide sød og behandler en ordentligt...

Men det jeg nok ikke den eneste der tænker

[ManicNinja]

I har ret. Jeg ville sikkert også selv blive usikker.

Jeg forstå stadig heller ikke, hvor det Jacob lige kom fra. Jeg fatter det virkelig ikke. Dumme hjerne.

Øv altså! Jeg er bare så ked af det!

Jeg kan godt forstå, at du er ærgerlig og ked af det.
Samtidig har jeg på fornemmelsen, at du er blevet skånet for en potentielt jaloux kæreste, og at hvis det ikke havde været det med navnene, så havde det været noget andet.
Jeg kan som de andre sagtens sætte mig ind i hans usikkerhed, især i forhold til hvor løs og ny jeres relation endnu var, men hans konklusion kunne tyde på, at han er typen, der lader den værst tænkelige mulighed løbe af med sig, og det kunne godt være blevet drænende i længden.

Tænkte fuldstændigt det samme som Cirkus her! Kan virkelig godt sætte mig ind i din frustration, Fräulein - og at du er både chokeret og ked af det. Har prøvet noget lignende engang. Det føles helt sindssygt - og meget urimeligt og uretfærdigt, ikke?

Men altså ... Stol på os her Du er HELT sikkert sluppet for mange, mange "forhør" efter helt tilforladelige situationer, som han så overtolker helt galningeagtigt, pludselige vredesudbrud eller ud af det blå mopset silent treatment, fordi han pludselig får digtet vilde historier i sit hoved, som han mener, alle andre er ansvarlige for. Historier om at du "lægger op til" andre i byen (reelt har du ikke engang set på dem), historier om, at du "inderst inde" altid har været liderlig efter hans bedste ven etc, etc.

Jeg bliver træt og udmattet og irriteret bare ved tanken.

Du har faktisk været ekstremt heldig her, selv om jeg udmærket ved, det ikke føles sådan lige nu! Det værste er, at sådan en type faktisk kan give noget af al sin sygelige usikkerhed og paranoia videre. For man kan godt selv blive lidt bange for at opleve det igen hos andre mænd. Yikes! Du får lige sådan én her Og så håber jeg, du er hurtigt på højkant igen, fordi I heldigvis ikke nåede at kende hinanden ret længe.

[Lalana]

Min veninde har lige inviteret mig og mit forgrædte ansigt ud på kaffe og kage

Dejligt at få noget andet at tænke på

Jeg er enig med de andre i at jeg synes det er en overreaktion fra hans side og du kan finde en der er bedre og så kan jeg sige at jeg selv fik en lidt anden reaktion da jeg gjorde akkurat det samme i weekenden.
Vi har set hinanden en måneds tid vel 2 gange om ugen, og i søndags havde vi lige kysset hvorpå jeg siger et eller andet og så kalder ham forkert ... han rykker sig ret hurtigt væk men griner så og spørger hvad det skal betyde. Og jeg ved det virkelig ikke selv, jeg har datet 2 med dette navn inden for de seneste år men jeg tænkte ikke på nogen af dem, så jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg sagde det Jeg fik ret hurtigt sagt til manden at jeg ikke vidste hvorfor, og vi grinede jeg undskyldte. Han har ikke nævnt det siden og jeg har endda siden fortalt ham om den ene tidligere date i forbindelse med noget andet.
Jeg er faktisk en smule nervøs for at gøre det igen for jeg har også sagt det på et andet tidspunkt, hvor han bare ikke hørte mig og troede jeg mumlede... men håber da virkelig ikke jeg bliver droppet på den baggrund. Tænker det bare sker fordi man er lidt distræt, du er i hvert fald ikke alene

[Primerose]

Jeg savner virkelig en varm mandekrop at putte mig op af de her kolde efterårsnætter. Det er næsten det værste ved at være single for tiden....

Nå, jeg var forresten på date med en sød mand her til aften. Lad os kalde ham Ingenøren. Han så ret godt ud og var let at tale med :-) han skrev også da vi begge var kommet hjem og lagde op til en date nr 2. Så nu må vi se...

Jeg har også lidt andet linet op i weekenden.

Men jeg orker faktisk ikke rigtig det her dateri. Jeg har så meget lyst til at finde en hvor kemien bare er der, og hvor vi begge bare finder det naturligt at bygge det videre og ses eksklusivt, sove (og putte) sammen osv. Og hvor jeg endelig kan forelske mig igen og mærke forelskelsen fra ham. Åhhh... jeg er utålmodig nu :-(

[*smb*]

Nomine : det nemlig det og de skal ikke lære det okay at behandle andre mennesker sådan.

Og tak for grønne kort det lidt nyt for mig, så skulle lige lære hvordan man så dem

[Petrix]

Jeg har meldt mig ud af Tinder og Happn og vil istedet være lidt mere åben for dating i min omgangskreds, selvom jeg altid har haft det bedst med at holde den slags adskilt.

[FrøkenM]

Nå men jeg skrev lidt med ham gutten i går aftes og det var ret hyggeligt. Han er ret så presset på job for tiden så det der med gave mv. var de så først kommet i tanke om i går så efter lidt skriverier frem og tilbage om alt det praktiske endte han med at sige. "Jeg er sgu egentlig glad for, du også er der. Synes det er lidt for længe siden." Det kom ud af ingenting og jeg sad bare

Det betyder sikkert ingenting, men alligevel

Nu er jeg så max presset og har en tøjkrise, men det må vel bare løses

[Stitch]

:whine:

Har set en fyr i en måneds tid. Vi har 'kun' været sammen 4 gange, da vi begge har travl, og han har børn der også skal være tid til. Vi har dog skrevet enormt meget sammen. Hver dag.

Jeg har enormt svært ved at blive forelsket. Men var endelig blevet folkset i ham. Det f'øltes så godt det hele. Havde virkelig en god mavefornemmelse.

Vi var sammen i aftes, hvor vi spiste, så tv og havde sex. Jeg kom til at kalde ham Jakob 2 gange mens vi spise. Jeg grinte, det gjorde han også, og jeg sagde at jeg virkelig ikke ved hvor det kom fra. Jeg kender ikke engang nogen som hedder jakob.

Inden han tog hjem, jokede han selv med, at han bare ville lade min dør stå, så Jakob kunne komme ind.

Nu har jeg lige fået følgende sms fra ham:

"Hej Lene. Jeg kan mærke at alarmklokkerne ringer helt vildt efter i går. Jeg har brugt meget tid på at tænke. Jeg kan ikke få tanken ud af hovedet at du muligvis også dater en der hedder Jacob samtidig med mig. Jeg kan mærke at jeg bliver nød til at lytte til mig selv. Jeg trækker mig. Min mistillid er desværre blevet vakt til live."

Jeg troede faktisk det var en joke. Det er det så åbenvart ikke! Det er simpelthen så plat! Fair nok, hvis han ikke vil mere, men han er simpelthen nødt til at være ærlig, for det der er da verdens mest latterlige grund. Har aldrig lagt skjul på, hvor usikker jeg er på hele dating og sex tingen. Så bare det at forstille sig, at jeg skulle date 2 persober på samme tid - det ville jo aldrig ske. Jeg har hverken tid, lysten eller evnerne til sådan noget.

Jeg er helt færdig. Fuldstændig opløst. Troede endelig det var min tur. Min tur til at prøve at være i sådan et rigtig forhold. Buhu!!

Jeg må indrømme, at jeg ville reagere lige som ham og trække mig. Synes overhovedet ikke det er en plat eller dårlig grund, men ganske ærligt af ham.

[Code71]

Jeg må indrømme, at jeg ville reagere lige som ham og trække mig. Synes overhovedet ikke det er en plat eller dårlig grund, men ganske ærligt af ham.

Ville jeg også. Helt klart. Dog ikke på denne måde. I det mindste burde man kunne tale om det. Det der virker sgu ærligt talt som en dårlig undskyldning fra hans side. Sorry to say