jeg er blevet inviteret på date næste fredag
Min trøstetur på tinder resulterede i et ret intressant match.
vi har skrevet stort set dagligt, og det har været en super spændende og interessant ping-pong, men det har også været meget stille og roligt, hvilket passer mig fint. Han virker til at være enormt interesseret i hvem jeg er, og hvad jeg tænker om div. ting, og til tider tænker vi skræmmende ens.
Han virker sød, hyggelig, oprigtig - og jeg glæder mig til at møde ham.
Jeg smed ret hurtigt "hvis vi er på date, der er kemi, og grundlag for mere - så har jeg altså brug for...." kortene, og de blev super godt modtaget, og givet udtryk forståelse, samt for de samme ønsker fra hans side.
Ikke fordi jeg sidder her og tænker "he is the one" ( til de der måtte være bekymret
) - men jeg er spændt på at møde ham i virkligheden, og se om indtrykket holder. Der har ikke været nogen heftig flit i vores skriveri, men langt mere nysgerrighed, og det har fungeret super godt for mig.
Jeg har reflekteret en del over det der med at søge/ønske en kæreste, tinderflirts hvor nogle er blevet til dates...
Og den bekymring, og "rolig nu" - jeg mødte herind, og som jeg anerender og også er taknemmelig for.
Jeg har vendt det med min familie-terapeut, som også har kendt til flere af de dates jeg har været på, har vidst at "far til 4" var en del af billedet og i hvilket omfang...
Og vi havde en super god snak om det - og jeg tror hun ramte rimelig spot on på mig. Hendes reflektion var at det gav rigtig god mening, at jeg søger det, og savner det, da det er en temmelig stor modvægt til at jeg i mit liv giver-giver-giver og giver, men at meget få giver mig noget tilbage, ihvertfald ikke i samme omfang. Og derfor har jeg brug for nogen der kan give mig noget, emotionelt, så der bliver noget mere ligevægt, og flirt/dates giver mig noget - en kæreste ville give endnu mere, det skaber noget god energi, noget overskud - som jeg dog OGSÅ er opmærksom på at skabe via andre kanaler. Men kort og godt er det en måde for mig, at tanke op på.
Men det var en rar og god snak, med et menneske der kender mig, og mine drenge, ret godt... Og som forvissede mig om at hun på ingen måde var i tvivl om at drengene evigt og altid er i første række, og at jeg passer godt på dem, og mig selv.
Jeg var efterfølgende helt tryg ved at jeg har "styr på det" i form af at jeg faktisk er i kontrol med det, mærker mig selv og mine behov - agerer på dem, også når de ikke imødekommes, eller noget føles forkert.
Men det gav så også et mere klart billede af hvad jeg har behov for i såvel den relation, et menneske der giver, bidrager, løfter - så vi er ligeværdige, så jeg ikke bruger mig selv, deler endnu mere ud af mig, uden at få noget/nok igen. Og det kan jeg mærke er et super godt fokus, jeg kan bruge til noget, som jeg kan undersøge ifht flirts, ifht mine allerede eksisterende relationer.
Og at det at date, faktisk også er noget der har en positiv indflydelse på den personlige udvikling jeg har været igennem de sidste år, at jeg får testet mig selv af, lærer nogle ting om mig selv, hvad der er vigtigt og væsentligt for mig.