Viskelæder skrev:Jeg fik en slags kærlighedserklæring fra mit livs kærlighed (en eks) for et par uger siden. Ham, som jeg havde et stormende forhold med for 10 år siden, og som jeg har elsket i en eller anden grad siden. Ham der, som aldrig helt ville mig nok og som gjorde mig vanvittig i skalden, dengang vi var sammen, men som alligevel bare kom under huden på mig som ingen anden.
Han skrev en aften, at han virkelig tit tænkte på mig og havde lyst til at skrive til mig, men så gjorde han det ikke, fordi han var bange for at få skæld ud, fordi han var sig selv, og at han var nederen. At jeg var meget vigtig for ham og unik og noget helt specielt, og jeg betyder meget mere for ham end jeg ved og tror. Han har også været meget opsøgende og spurgt, om vi skulle ses, de sidste par gange, hvor jeg har været i min hjemby (og det har vi ikke gjort).
Jeg har længes efter at høre søde ting fra ham i alle de år, og da jeg så hørte dem, så blev jeg... ked af det.
Fordi jeg ved og har vidst i flere år, at det ikke ændrer noget. Der er alt for meget vand under broen, og det kunne aldrig blive os igen. Jeg ville aldrig kunne stole på ham eller være tryg ved ham. Det var sgu underligt og trist på en eller anden måde. Der var noget rart ved at have håbet om, at en dag ville han ændre sig, og det kunne blive os. Men håbet er sgu slukket, uden jeg helt havde indset det. Jeg tror også, det gør mig trist, hvis nu han al den her tid har været lige så glad for mig, som jeg er/var for ham, og han så er så fucked, at han ikke kunne finde ud af at vise det. Det er bare så spild af et eller andet.
Samtidig så er det jo også ret fantastisk, at jeg endelig er ved at komme helt over ham (på min egen måde. Jeg tror, jeg vil elske ham altid).
Er der nogen af jer, der har prøvet noget lignende?
Ja.
Jeg datede en fyr, da jeg var 23. Han var nogle år ældre. Det var enormt intenst og stormfuldt, og vi ville rigtig gerne hinanden, men var begge brændte børn. Da han på et tidspunkt sagde, det aldrig ville blive os, fordi han ikke kunne se sig selv gå ned af kirkegulvet med mig engang, døde det fuldstændig. Han kastede sig i armene på en blondine, han var sammen med nogle år. Jeg fandt en skidesød fyr, jeg var sammen med 3 års tid.
Da jeg blev single, så vi hinanden nogle gange, og han ville gerne genoptage flirten. Vi aftale en date og han gav en masse erklæringer om kærlighed og at ville det nu osv.
Han bailede i sidste øjeblik, jeg mistede interessen og havde nogle kortere forhold.
Da jeg datede fyren inden min kæreste, meldte han sig på banen igen. Igen var det store erklæringer osv. Men jeg kunne mærke, at luften var gået af ballonen. Vi havde stadig den vildeste kemi og tiltrækning, men som du skriver: For meget vand under broen. Jeg følte ikke, jeg havde overskud til at blive ved med at køre rundt i samme romantiske drama, jeg følte at jeg var blevet for gammel til det. Energien var der ikke.
Jeg er ret sikker på, vi stadig ville have en ret vild kemi hvis vi så hinanden, men jeg har tænkt mig at undgå ham. Jeg er glad i mit forhold, og jeg er bevidst om, at den kemi der er, er et levn fra fortiden.