Santopia skrev:Idag er det en måned siden, at ham fyren jeg datede brød med mig. Jeg er kommet over ham, og tænker egentlig at bruddet var for det bedste. Han havde nogle issues, herunder commitment issues, og det kunne have endt som et tungt forhold, hvis det havde udviklet sig. Så det er egentlig godt, at det blev ved den kortlevede romance, selvom jeg var blevet glad for ham, og det har taget mig noget tid, at komme helt over ham. Igår da jeg gik tur, gik to kvinder bagved mig og talte om deres veninde: “nu er hun sammen med en børnelæge på 31” “hvad? De slog jo op for 14 dage siden (altså en anden fyr)” “.. ja, sådan er hun”.. åh! Hvem det bare var sådan en, som var kommet videre indenfor 14 dage haha.. ej! Jeg tror nu heller ikke det er en vinderstrategi på den lange bane..
Til gengæld er jeg klar til at date igen, og har to dates linet op til efter jul. Og jeg er ret nysgerrig på dem begge. Den ene har jeg mødt to gange før, men timingen har ikke været rigtig. Den anden skrev jeg sammen med på tinder før jeg mødte ham jeg datede, men da jeg normalvis kun dater en af gangen, satte jeg det i bero dengang.. så nu er jeg kommet til at lave aftaler med dem begge
Interessant diskussion om, hvor hurtigt man kommer videre. Er enig med flere pointer herinde, bl.a. at det afhænger af, hvor afklaret man selv er. Jeg har også både prøvet at være herreklar få uger efter, og andre gange har det taget måneder. Og så selvfølgelig delen om, hvem man nu engang møder, om man er heldig eller ej at rende ind i et godt emne...
Et helt andet perspektiv! Robert Sapolsky, som er professor i biologi og neurologi, snakker i den her forelæsning om menneskelig seksualitet. Han nævner at monogame dyr har to dopaminreceptorer, som reagerer i forbindelse med pardannelse - den ene, D2, motiverer at indgå i relationer, og den anden, D1, motiverer at blive i dem. Normalt så sænkes D2 efter der knaldes, og D1 øges - dvs. motivationen for at indgå i en ny relation sænkes, imens motivationen for at blive i den nuværende relation øges.
Hvis man forhindrer enten faldet i D2 eller forøgelsen af D1, så laves der ganske vist pardannelse - men kort efter laves der bare en NY pardannelse med en ny partner.
Jeg tænker på, om der hos mennesker kan være forskel i hvordan de her receptorer virker. Altså om der kan være personer med høj D1, som bare gerne vil være i samme forhold nærmest uanset hvad. Og folk med lav D1 men høj D2, som bare hopper lalleglad imellem partnere.
https://www.youtube.com/watch?v=LOY3QH_ ... WL&index=5 Der kan selvfølgelig også være alle mulige andre forklaringer, men det kunne jo være én.
