Ghattner skrev:Jeg har set en pige et par uger, som jeg mødte via Happn. Jeg er ret fascineret af hende og kan lide hendes krøllede hjerne og kysse med hende osv. Hun virker også ret hooked på mig ift. at ville ses relativt ofte.
Dog får jeg af og til den vibe af at hun ikke rigtig er interesseret i at lære mig at kende. Forstået på den måde, at jeg ikke synes hun spørger så meget til mig. Både på skrift og når vi ses. Vi skriver dog i døgndrift om alt muligt (serier, indtryk fra dagligdagen etc. hvilket er lækkert) og hun svarer med det samme når jeg skriver, og det er oftest åbne svar der giver plads til yderligere dialog, så snakken kører fint. Men fx spørger hun mig sjældent uopfordret til mit job, familie, venner, hobbyer, medmindre jeg selv nævner det. Eller bare hvordan min dag er gået. Jeg synes selv jeg ofte spørger til hende, og hvis jeg spørger hende om noget, fx hvordan hendes dag er gået, kan hun godt spørge tilbage til hvordan min har været. Jeg har endda taget mig i at "teste" hende (ja, jeg ved det er fjollet!) når vi har skrevet sammen. Fx hvis jeg følte at hun skrev mere om nogle problemer med sine veninder, end jeg kunne overskue at lytte til, så endte jeg med at svare kort og lukket for at se om hun også ville huske at spørge til mig.
Måske er jeg bare pessimistisk og det lyder som et luksusproblem jeg overtænker når alt andet spiller. Men jeg bliver alligevel bevidst om hvad der er vigtigt for mig når jeg kommer i et forhold. Og det er at jeg føler nærvær og en interesse i mig og mit liv, for ellers kan jeg få en følelse af at jeg primært er der for at bekræfte hende. Jeg ville gerne italesætte det, men vil heller ikke gøre et drama ud af det, så lidt vi kender hinanden. Omvendt er der vel ikke noget galt i at fortælle om hvad man godt kan lide i et forhold? Hun giver på andre områder udtryk for at hun vil mig, og virker også til at lytte når jeg fortæller om hvad der er vigtigt for mig.
Jeg synes slet ikke du skal tænke det som et luksusproblem, men et reelt problem Jeg kan sagtens forstå din frustration, det er jo noget meget grundlæggende i en relation, der skal spille - at vise oprigtig interesse og omsorg for den anden person. Det kan nemt føles som et luksusproblem, fordi "alt andet spiller", men som jeg ser det, opstår parforholdsproblemer typisk på den måde - "99% i forholdet er perfekt, der er bare den her ene procent der ikke gør". Man gør det til en mindre ting, end det er, og det er rigtig, rigtig nemt at underkende sine egne behov i starten, hvor man er mere usikker. Når det er noget, du opdager allerede nu, så er det fordi, det kan blive et tilbagevendende problem senere hen, hvis I ikke finder ud af en løsning sammen. Lyt til dig selv, det er ikke pessimistisk
En måde du kan nævne det på uden at skabe drama er ved at tale om, hvad du ønsker i et forhold, hvor du kan komme ind på det i generelle, positive termer ala: "Jeg elsker når min partner viser oprigtigt interesse for mit liv ved at spørge ind til job, familie, venner og andet i min dagligdag - og at begge parter gensidigt spørger ind til disse ting". Ikke sikkert hun fanger den, men det er forsøget værd, og hvis det fortsætter må du tage den derfra. Jeg ville have det på samme måde som dig.
Edit: Jeg kan godt se hvor TinaW kommer fra ift. at man regner med, den anden siger noget, hvis den anden har noget på hjerte. Så der er det selvfølgelig vigtigt at du får sagt det på en måde så du ikke siger at hun ikke viser interesse for dig, men at hun gør det på sin egen måde. Og at du opfatter det at vise interesse på en anden måde end hende.