Jeg kom til at sige fra i en ret snerrende tone overfor en bekendt her i går. Jeg blev simpelten så irriteret på hende.
Jeg har jo knaldet, og flirtet med ham min ven siden august, uden der sådan sket noget med det, hvilket jeg har det fint med. Vi har det ret godt der hvor det er nu, jeg snakkede så med min bekendte om det, og nævnte at vi efter at have set hinanden et par gange havde aftalt at vi ikke havde sex med andre på mit initiativ. Hvilket min bekendte synes var mærkeligt, og hun begyndte at afkræve en masse svar på alt muligt og det eneste jeg sådan kunne svare var at vi havde den aftale, fordi det var det jeg følte for, og sådan jeg havde det bedst. Men det synes hun altså ikke man kunne når man ikke lige var på vippen til at være kærester og hun vidste jeg havde haft den type relationer før uden dens slags aftaler før, så det var da mærkeligt jeg pludselig var "den type" - og jeg prøvede så at forklare at jeg ikke nødvendigvis havde de samme behov i alle relationer, og alle situationer og lige her har jeg det altså sådan her...
Så begyndte hun på at hun synes at det var synd for ham at jeg sådan begrænsede ham, og at det ikke var fair at han ikke bare kunne gøre det han ville. Og der kunne jeg bare ikke mere, og fik snerret noget i stil med "så bland dig da forhelvedet uden om"..
Altså... Synd for en voksen mand det helt frivilligt har valgt af indgå i en aftale, selvom aftalen måske er lidt atypisk gør det da ikke synd.
Nu hvor jeg skriver det kan jeg godt mærke at jeg faktisk er lidt indebrændt.