Zombie skrev:LadyFox skrev:Hvis jeg ikke blev gal så ville jeg finde mig i for meget, noget som jeg heller ikke ville kunne leve med, selvom jeg også fandt mig i for meget når jeg blev vred, hvis jeg ikke var kontrollerende så ville tingene slet ikke hænge sammen.
Jeg ved godt, jeg sakser gevaldigt i dit indlæg, men jeg bed mærke i det her.
Da jeg for nogle år siden var i et usundt forhold, hvor jeg igen og igen følte mig svigtet og røvrendt, delte jeg mine frustrationer på debatten. Jeg kan ikke huske, om det var den nye eller gamle, whatever.
Pointen er, at på et tidspunkt skrev en debattør til mig i retningen af: Jamen Zombie, du FINDER dig jo i den opførsel. Det kan godt være du bliver sur, siger fra, I snakker om det... men det fortsætter jo bare. Han gør det igen og igen. Du siger jo ikke fra, du brokker dig bare.
Det var faktisk de sætninger, der fik mig til at afslutte forholdet, for vedkommende havde jo ret. Når man bliver sur og gal, markerer man grænser og man viser, hvad den andens opførsel gør ved én. Men når vedkommende får lov til at gøre det igen og igen uden reelle konsekvenser, uden at det ændrer noget, så finder man sig jo i den opførsel. Sådan set.
Efter denne eks datede/var jeg kæreste med en fyr et års tid, som jeg måtte droppe, fordi han var nederen over for min hund. Jeg havde inden da haft forskellige udfordringer, hvor jeg var blevet vred på ham, men jeg var blevet i forholdet, så jeg havde jo fundet mig i det for så vidt. Det med hunden fandt jeg mig IKKE i, så jeg skred. Det forhold var slut på den halve time, det tog mig at pakke mine ting og skride hjem.
Nu er jeg så i mit mest seriøse forhold, siden dengang jeg boede sammen med Rolig-gnu. Og selvom jeg har været totalt kaos og haft svært ved nogle ting, så er det en kæmpe frihed for mig at vide, at jeg ikke længere er et sted i mit liv, hvor jeg finder mig i shit. Jeg vil ikke blive hængende alt for længe, hvis min kæreste begynder at være en nar.
Selvfølgelig skal vi snakke om tingene og selvfølgelig vil han gøre mig sur. Men jeg stoler på mig selv, at jeg er i stand til at afslutte det inden for en fornuftig tidsramme, så det ikke trækker i langdrag.
Med andre ord er forhold ikke længere potentielle årelange fængselsstraffe, hvor man er låst fast. Og min pointe er, måske er det dér, skoen trykker for dig. Måske stoler du ikke på, at du kan passe på dig selv i et forhold.
I så fald kan jeg anbefale terapi, det hjalp rigtig meget hos mig og at give mig tilliden til mig selv tilbage.
Det nemlig lige der skolen trykker.
Jeg fandt mig i det, på trods af hverken han eller jeg trives. Jeg vidste godt at jeg burde gå, af en eller anden grund var det bare lettere at blive, på trods af det gjorde os begge ulykkelige, og jeg desuden forvandlede mig til det her skælde-ud-menneske. Jeg accepterede, og jeg gav mig selv lov til at blive et menneske jeg heller ikke kunne lide da det stod på. Det er temmelig langt at være villig til at gå, for noget der ikke fungerede, og som jeg egentlig godt vidste ikke ville komme til det.
Jeg gav op på ham, men jeg gav også bare op på mig selv, og min tillid tog det ene slag efter det andet af os begge og gik konstant rundt i højeste beredskab og ventede på næste gang, imens jeg satte mig selv i en martyrrolle.
Så, jeg stoler ikke på mig selv, for jeg kunne finde på at give mig selv lov til at finde mig i for meget, og jeg gav mig selv lov til at blive et rigtig nederen menneske.
Terapi vil jeg dog ikke, jeg er endelig kommet ud af psykiatrien, og det er jeg rigtig glad for, og det letter en hel del på en masse andre ting at jeg kun har sagsbehandler og hjemmevejleder at skulle snakke om mig med. Så jeg er ikke så indstillet på at finde en ny og åbne op for
Men ellers var idéen god 
