Singletråden

[Freya]

Primerose - jeg er så meget på carpe diem vognen, man kunne altid starte forsigtigt ud og se om han bed på.
Vildt flot hår!! Knuselsker balayage, ville ønske mit hår var langt nok til det.



Tror forresten min tinder er ødelagt, mændende stopper med at skrive på stribe derinde...træls når de ellers er vildt på, sender kysse smileyer også pludselig komplet tavshed, men er vist bare tinder i en nøddeskal. Overvejer at gå af i en periode, men er så bare sådan en optimistisk type der tænker der sikkert snart kommer 'the match'.

Er vi egentlig mange herinde der swiper endnu ?

Jeg gør, eller dvs lige nu holder jeg en pause, fordi jeg har en tinderdate på lørdag med en mand jeg har skrevet med et par uger, og som virker så sød at jeg ikke gider skrive med andre lige nu.

[Skralde]

Jeg swiper lidt om and off, men har virkelig ikke held med det. Men lige som Lys sletter jeg den heller ikke, for hvad nu hvis...

[ManicNinja]

Jeg håber ikke, du tager det her forkert, for jeg ved, du er i en stærk proces, og at du nok er meget sårbar på, hvis nogen kommenterer på den eller ikke virker respektfulde over den. Det her skal bestemt læses med kærlighed og respekt.
Jeg synes, du har stor indsigt, du skriver fantastisk, og jeg er så stolt af dig, fordi du kom ud af noget, som var dårligt for dig. Jeg har og har altid haft den største respekt og omsorg overfor dig. Det er bare lige vigtigt for mig at sige

Men hold op, hvor bruger du meget energi på det. Det bliver helt enormt dramatisk at læse om. Jeg har flere gange tænkt (men ikke sagt noget, fordi jeg netop på ingen måde vil gøre dig ked af det), at det virker til, at al den opmærksomhed, du brugte på den gifte mand, den bruger du nu på den her proces - på en lidt dysfunktionel måde. Du virker til at bade i det, svælge i det, gøre ham til et helt enormt monster. Og alle andre personlighedsforstyrrede for den slags skyld. Og måske er det lige en arbejdsskade i mig, men det gør mig en lille smule vred, at du kalder dem "De Personlighedsforstyrrede". Der findes masser af mennesker med personlighedsforstyrrelser, som ikke behandler andre mennesker dårligt. Der findes masser af dem her på debatten. Hell, du og jeg har selv tendens til at have personlighedsforstyrrede træk, når vi mærker voldsomme, dramatiske følelser (for jeg kender det godt).

Der er mening i at se en dårlig person for det, han er - og han lyder ved gud til at være en dårlig person - og så er der at gøre personen til et monster i så stor en grad i forsøget på "at se klart", at du igen virker til ikke at se helt klart. At flere ting og følelser, end der burde, bliver farvet af det her. At han bliver til den ondeste Satan på hele jord, når han i virkeligheden måske "blot" er en kedelig mand med en dyssocial eller narcissistisk personlighedsforstyrrelse, som du heldigvis ret hurtigt slap for. Giver det mening?

Jeg bemærker bare, at din proces med at være fri og have det godt stadig virker meget ikke-fri. Enormt meget følelsesladet og voldsom på en måde, der skurer lidt i mine ører. At nu er du måske ikke længere "En kvinde, der elsker for meget" (jf. den berømte bog, som de fleste kender), men "En kvinde, der elsker at analysere, at hun elskede for meget"-ish. Hvor elske altså står for den der afhængighedsskabende længsel og magt, der kan opstå og gøre os ret syge i hovedet (som jeg i hvert fald har prøvet).

Du slap fri for ham. Du er fri. Du er fantastisk. Du har analyseret på det og ved, hvad der sker. Det varede ikke ret længe, og du lærte det, du skulle. Lad ham leve sit kedelige liv og du leve dit fantastiske. Let it go?

"Let it go"? Pludselig gik tråden fra at være et refugium, hvor man kunne skrive om alle de ting, man kæmper med i forhold til livet relateret til kærlighed, og blev til et sted hvor man fik at vide, at man skulle suck it up og komme videre, selv efter at have grebet sig selv i at gentage et meget destruktivt mønster med en meget destruktiv person, - et mønster man er i, blandt andet fordi man er blevet følelsesmæssige mishandlet af sin afstumpede mor? Og samtidig få at vide, at man er meget dramatisk grænsende til det personlighedsforstyrrede selv? Og hvor man endda befinder sig i en situation hvor man ikke kan slippe væk fra svinet, med mindre man siger sit arbejde op? - og derfor bliver trigget af ham og det på et dagligt plan? Jeg tager mig lidt til hovedet, her.

Jeg synes ikke det er i orden, uanset hvor velmenende. Vi har alle vores issues og nogle af dem hænger ved det meste af vores liv, uanset hvor gerne vi ville overkomme dem. De af os der gerne vil ændre disse mønstre har det med at reflektere og analysere og mærke efter til vi er hudløse, netop fordi vi fucking vil forstå så vi kan bryde mønsteret. Og det skal man så kritiseres for? Det skal bruges mod en som et tegn på, at der nok er noget galt med en, og det der er galt, er lidt det samme, som der er galt med det røvhul som har manipuleret én ned til man skraber mod jorden?

Viske, du er sød, og jeg har heppet på dig i din proces (selvom det er gjort på lurerplan), men jeg synes ikke det der var på sin plads, ærlig talt. HVis det var mig, der havde fået det som respons på et af mine vigtige og store problemer, ville jeg føle mig så misforstået og afvist og mit problem negligeret, og jeg ville ikke have lyst til at skrive mere i denne tråd.

Tusind tak. Det kunne jeg virkelig ikke have skrevet bedre selv. Du får det hele med.

42 likes på Viskes indlæg ... Puha. Det ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal sige til. Andet end at det måske ikke lige er Debatten, jeg skal få luft for de her ting på.

[Krølle]

Manic - så længe jeg ved, at du er et godt sted, er jeg ikke bekymret på nogen måde og vil meget gerne følge dine overvejelser herinde. Det ville jeg også alligevel, men altså - det er bare godt at vide, at du er med i processen og bevidst om mekanismerne.

Min baggrund for at tænke som Viske er, at jeg ikke har hele billedet af, hvordan du har det. Det er belyst nu, og jeg sidder ikke længere og tænker "hvordan HAR hun det egentlig". For du virker til at være et godt sted.

Jeg ved ikke, om det overhovedet et muligt for dig, men kunne du se Viskes indlæg (og andres lignende tanker) som omsorg, selvom det umiddelbart ikke læses sådan? Jeg er sikker på, at Vosne har vidst, at det var et skrabet emne, og at man nemt kunne komme galt afsted. Det ville have været så meget nemmere ikke at skrive noget; at hun valgte at gøre det alligevel ramte for dug at se måske forbi målet, men det kom fra er godt sted. Jeg har dom nævnt tænkt noget af det samme men ikke adresseret det, fordi jeg tænkte, at jeg ikke kunne formulere det på en måde, der ikke ville være elefant-i-glasbutik.

Åh. Det er altid skide svært sådan noget her. Det jeg prøver at sige er nok bare, at jeg udefra set er glad for, at folk også adresserer ting, der er svære, selvom det indebærer risiko fir at ramme helt forbi og få at vide, at man er helt off.

Giver det mening? (Det er efterhånden mit standardspørgsmål herinde)

Jeg er på fra lortet tlf med smadret skærm, så der er med garanti en mio slåfejl, jeg ikke orker at rette. Normalt ville jeg vente, men det her føler jeg for. Jeg håber, du vil læse det i det bedste lys og ikke som om, at jeg skyder dig noget i skoene ift hvordan du har det, og hvordan du håndterer situationen. Overall synes jeg nemlig, du har rykket helt vildt de sidste par mdr - jeg kom på det seneste blot i tvivl om, hvor du egentlig var ift (i mangel SF bedre ord) fokus.

[Kaffe]

Jeg kan godt forstå, det er svært at kapere 42 likes på et indlæg, der af dig opleves som en modstand eller manglende forståelse. Jeg tror ikke, at indlægget er formuleret med en dårlig hensigt, men i stedet med et håb om, at det lysner for dig - og at de mange likes derfor heller ikke afspejler en antipati. Jeg håber det. Det er det, jeg mener.

[LaScrooge]

Hvis jeg var Ninja, ville jeg føle mig udslettet right about now. Nogle historier lyder ubegribelige, fordi dem, der lytter til dem, ikke har en tilstrækkelig referenceramme. Og nogle gange betyder dét, at man ikke har hele historien, at man må tage en andens ord for gode varer.

---
Min ekskæreste er kommet sig over sin "fejring" og er nu ulykkelig. Han siger, at hans indledende iskolde reaktion var en chok-reaktion og at jeg ikke må bebrejde ham, fordi han var i sorg. Og det kan godt være, men den reaktion er sårende for mig, og typisk for ham. Typisk, at han handler i affekt og bagefter fortryder. Det er sket utallige gange og han synes ikke at lære af det. Det er som om han ikke kan fortælle sig selv, at hans erfaring viser ham at voldsomme følelser og reaktioner fører handlinger med sig, som han fortryder, og derigennem lære at moderere sine reaktioner. Han er bare i sine følelser når de er der og synes ikke at tænke længere frem, selvom han vel burde kende sig selv. Og det er noget af dét, der har gjort det så forbandet tungt at være sammen med ham. Jeg lider under det når han "straffer" mig (det synes han ikke selv han gør) ved på alle måder at udtrykke, at han synes jeg er ligegyldig - også selvom jeg ved, at det ikke varer ved. Det efterlader sår i mig, som jeg skal bruge tid og energi på at hele. Ofte er de stadig åbne, når han angrende kommer tilbage, og fordi det er sket så ofte, tror jeg heller ikke på, at angeren lærer ham noget, der forhindrer at det sker igen. Jeg har indset, at skulle jeg være sammen med ham, ville dét være et mønster jeg skulle leve med, sikkert altid.

Men lige nu er det svært, fordi han udtrykker sin sorg. Jeg ved at han er fortabt på mange måder, blandt andet fordi han sårer sig selv ved at reagere som han gør, og stadig ikke magter at reagere anderledes. Han har det jo ikke godt, heller ikke med det, og det er synd for ham. Han sagde noget, den aften jeg endte det med ham, som var meningen skulle såre mig, men som bare afslørede, at han er dybt ensom. Han rablede i raseri om at han ikke havde nogen at snakke med, jo, sin søster, og at det ville have været rart hvis jeg havde været en kæreste, han kunne snakke med, men at det måske ville blive muligt for ham at få nu, så derfor var det godt at vi ikke var sammen mere. Og det afslører præcist hvordan han har det inden i. Han er faktisk omgivet af venner, som troligt støtter ham i hans op- og nedture, men fordi han ikke kan give sig selv ro i svære situationer, er han ekstremt sårbar overfor om han kan få støtte udefra. Det er lappeløsninger, for kaosset stikker dybt i ham. Jeg ville gerne kunne hjælpe ham, men det kan jeg jo ikke. Jeg har været der i 3 år, konstant i min kærlighed, men det er ikke nok. Han kan ikke bruge det som et helle og jeg bliver fjenden oftere end jeg bliver refugiet. Og på den måde er det et losers game for mig.

[Skralde]

Hvis jeg var Ninja, ville jeg føle mig udslettet right about now. Nogle historier lyder ubegribelige, fordi dem, der lytter til dem, ikke har en tilstrækkelig referenceramme. Og nogle gange betyder dét, at man ikke har hele historien, at man må tage en andens ord for gode varer.

---
Min ekskæreste er kommet sig over sin "fejring" og er nu ulykkelig. Han siger, at hans indledende iskolde reaktion var en chok-reaktion og at jeg ikke må bebrejde ham, fordi han var i sorg. Og det kan godt være, men den reaktion er sårende for mig, og typisk for ham. Typisk, at han handler i affekt og bagefter fortryder. Det er sket utallige gange og han synes ikke at lære af det. Det er som om han ikke kan fortælle sig selv, at hans erfaring viser ham at voldsomme følelser og reaktioner fører handlinger med sig, som han fortryder, og derigennem lære at moderere sine reaktioner. Han er bare i sine følelser når de er der og synes ikke at tænke længere frem, selvom han vel burde kende sig selv. Og det er noget af dét, der har gjort det så forbandet tungt at være sammen med ham. Jeg lider under det når han "straffer" mig (det synes han ikke selv han gør) ved på alle måder at udtrykke, at han synes jeg er ligegyldig - også selvom jeg ved, at det ikke varer ved. Det efterlader sår i mig, som jeg skal bruge tid og energi på at hele. Ofte er de stadig åbne, når han angrende kommer tilbage, og fordi det er sket så ofte, tror jeg heller ikke på, at angeren lærer ham noget, der forhindrer at det sker igen. Jeg har indset, at skulle jeg være sammen med ham, ville dét være et mønster jeg skulle leve med, sikkert altid.

Men lige nu er det svært, fordi han udtrykker sin sorg. Jeg ved at han er fortabt på mange måder, blandt andet fordi han sårer sig selv ved at reagere som han gør, og stadig ikke magter at reagere anderledes. Han har det jo ikke godt, heller ikke med det, og det er synd for ham. Han sagde noget, den aften jeg endte det med ham, som var meningen skulle såre mig, men som bare afslørede, at han er dybt ensom. Han rablede i raseri om at han ikke havde nogen at snakke med, jo, sin søster, og at det ville have været rart hvis jeg havde været en kæreste, han kunne snakke med, men at det måske ville blive muligt for ham at få nu, så derfor var det godt at vi ikke var sammen mere. Og det afslører præcist hvordan han har det inden i. Han er faktisk omgivet af venner, som troligt støtter ham i hans op- og nedture, men fordi han ikke kan give sig selv ro i svære situationer, er han ekstremt sårbar overfor om han kan få støtte udefra. Det er lappeløsninger, for kaosset stikker dybt i ham. Jeg ville gerne kunne hjælpe ham, men det kan jeg jo ikke. Jeg har været der i 3 år, konstant i min kærlighed, men det er ikke nok. Han kan ikke bruge det som et helle og jeg bliver fjenden oftere end jeg bliver refugiet. Og på den måde er det et losers game for mig.

Hold fast i din sidste sætning, når det bliver svært for det lyder helt klart som den rette beslutning du har taget

[Aragorn]

"Let it go"? Pludselig gik tråden fra at være et refugium, hvor man kunne skrive om alle de ting, man kæmper med i forhold til livet relateret til kærlighed, og blev til et sted hvor man fik at vide, at man skulle suck it up og komme videre, selv efter at have grebet sig selv i at gentage et meget destruktivt mønster med en meget destruktiv person, - et mønster man er i, blandt andet fordi man er blevet følelsesmæssige mishandlet af sin afstumpede mor? Og samtidig få at vide, at man er meget dramatisk grænsende til det personlighedsforstyrrede selv? Og hvor man endda befinder sig i en situation hvor man ikke kan slippe væk fra svinet, med mindre man siger sit arbejde op? - og derfor bliver trigget af ham og det på et dagligt plan? Jeg tager mig lidt til hovedet, her.

Ja.
Ja.
Absolut grænsende til.
Okay?

Der findes ikke et safe space og dette er ikke et.

[IrmaPigen]

Jeg håber ikke, du tager det her forkert, for jeg ved, du er i en stærk proces, og at du nok er meget sårbar på, hvis nogen kommenterer på den eller ikke virker respektfulde over den. Det her skal bestemt læses med kærlighed og respekt.
Jeg synes, du har stor indsigt, du skriver fantastisk, og jeg er så stolt af dig, fordi du kom ud af noget, som var dårligt for dig. Jeg har og har altid haft den største respekt og omsorg overfor dig. Det er bare lige vigtigt for mig at sige

Men hold op, hvor bruger du meget energi på det. Det bliver helt enormt dramatisk at læse om. Jeg har flere gange tænkt (men ikke sagt noget, fordi jeg netop på ingen måde vil gøre dig ked af det), at det virker til, at al den opmærksomhed, du brugte på den gifte mand, den bruger du nu på den her proces - på en lidt dysfunktionel måde. Du virker til at bade i det, svælge i det, gøre ham til et helt enormt monster. Og alle andre personlighedsforstyrrede for den slags skyld. Og måske er det lige en arbejdsskade i mig, men det gør mig en lille smule vred, at du kalder dem "De Personlighedsforstyrrede". Der findes masser af mennesker med personlighedsforstyrrelser, som ikke behandler andre mennesker dårligt. Der findes masser af dem her på debatten. Hell, du og jeg har selv tendens til at have personlighedsforstyrrede træk, når vi mærker voldsomme, dramatiske følelser (for jeg kender det godt).

Der er mening i at se en dårlig person for det, han er - og han lyder ved gud til at være en dårlig person - og så er der at gøre personen til et monster i så stor en grad i forsøget på "at se klart", at du igen virker til ikke at se helt klart. At flere ting og følelser, end der burde, bliver farvet af det her. At han bliver til den ondeste Satan på hele jord, når han i virkeligheden måske "blot" er en kedelig mand med en dyssocial eller narcissistisk personlighedsforstyrrelse, som du heldigvis ret hurtigt slap for. Giver det mening?

Jeg bemærker bare, at din proces med at være fri og have det godt stadig virker meget ikke-fri. Enormt meget følelsesladet og voldsom på en måde, der skurer lidt i mine ører. At nu er du måske ikke længere "En kvinde, der elsker for meget" (jf. den berømte bog, som de fleste kender), men "En kvinde, der elsker at analysere, at hun elskede for meget"-ish. Hvor elske altså står for den der afhængighedsskabende længsel og magt, der kan opstå og gøre os ret syge i hovedet (som jeg i hvert fald har prøvet).

Du slap fri for ham. Du er fri. Du er fantastisk. Du har analyseret på det og ved, hvad der sker. Det varede ikke ret længe, og du lærte det, du skulle. Lad ham leve sit kedelige liv og du leve dit fantastiske. Let it go?

"Let it go"? Pludselig gik tråden fra at være et refugium, hvor man kunne skrive om alle de ting, man kæmper med i forhold til livet relateret til kærlighed, og blev til et sted hvor man fik at vide, at man skulle suck it up og komme videre, selv efter at have grebet sig selv i at gentage et meget destruktivt mønster med en meget destruktiv person, - et mønster man er i, blandt andet fordi man er blevet følelsesmæssige mishandlet af sin afstumpede mor? Og samtidig få at vide, at man er meget dramatisk grænsende til det personlighedsforstyrrede selv? Og hvor man endda befinder sig i en situation hvor man ikke kan slippe væk fra svinet, med mindre man siger sit arbejde op? - og derfor bliver trigget af ham og det på et dagligt plan? Jeg tager mig lidt til hovedet, her.

Jeg synes ikke det er i orden, uanset hvor velmenende. Vi har alle vores issues og nogle af dem hænger ved det meste af vores liv, uanset hvor gerne vi ville overkomme dem. De af os der gerne vil ændre disse mønstre har det med at reflektere og analysere og mærke efter til vi er hudløse, netop fordi vi fucking vil forstå så vi kan bryde mønsteret. Og det skal man så kritiseres for? Det skal bruges mod en som et tegn på, at der nok er noget galt med en, og det der er galt, er lidt det samme, som der er galt med det røvhul som har manipuleret én ned til man skraber mod jorden?

Viske, du er sød, og jeg har heppet på dig i din proces (selvom det er gjort på lurerplan), men jeg synes ikke det der var på sin plads, ærlig talt. HVis det var mig, der havde fået det som respons på et af mine vigtige og store problemer, ville jeg føle mig så misforstået og afvist og mit problem negligeret, og jeg ville ikke have lyst til at skrive mere i denne tråd.

Tusind tak. Det kunne jeg virkelig ikke have skrevet bedre selv. Du får det hele med.

42 likes på Viskes indlæg ... Puha. Det ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal sige til. Andet end at det måske ikke lige er Debatten, jeg skal få luft for de her ting på.

Jeg synes nu aldrig denne tråd har haft som præmis, at det kun måtte være en rygklappertråd.

Andre har skrevet herinde om situationer, og hvor flertallet ikke rigtigt kan være medløbere og enige rygklappere. F.eks er der mange, inklusive mig selv, som ikke har kunne forstå Marionetas valg.

Jeg opfatter ikke Viske som værende ubehøvlet. Jeg synes faktisk hun gør det i en pæn og sober tone.

Og faktisk har jeg det lidt som en skrev om en anden debatørs indlæg. Det gør faktisk en skidt tilpas at læse dine indlæg. Det du skriver.... At nu er du videre osv., tja, dine indlæg stråler af det modsatte, at du har det dårligt, at dine tanker er besat af ham, du bliver nødt til at kalde ham dårlige navne og nedgøre ham totalt rent personlighedsmæssigt. Formentlig for du kan opretholde din egen eksistens og selvforståelse. Dine meget lange, detaljerede indlæg giver mig indtryk af du befinder dig i stor følelsesmæssig smerte og at du langt fra er afklaret. Og jeg bliver faktisk trist på dine vegne når jeg ser det selvbedrag, som jeg mærker som den underliggende præmis.

Det er muligt dine tråde slet ikke handler om ham, men om nogle mønstre opstået af helt andre årsager. Men måske er det derfor nogle af os opponerer lidt og bjæffer op.

Jeg håber faktisk du er okay, eller på vej til at blive det. For når jeg læser dine indlæg, bliver jeg trist på dine vegne og tænker "ej hun har det bare dårligt". Men jeg håber faktisk, jeg tager fejl.

[Skriverjomfruen]

"Let it go"? Pludselig gik tråden fra at være et refugium, hvor man kunne skrive om alle de ting, man kæmper med i forhold til livet relateret til kærlighed, og blev til et sted hvor man fik at vide, at man skulle suck it up og komme videre, selv efter at have grebet sig selv i at gentage et meget destruktivt mønster med en meget destruktiv person, - et mønster man er i, blandt andet fordi man er blevet følelsesmæssige mishandlet af sin afstumpede mor? Og samtidig få at vide, at man er meget dramatisk grænsende til det personlighedsforstyrrede selv? Og hvor man endda befinder sig i en situation hvor man ikke kan slippe væk fra svinet, med mindre man siger sit arbejde op? - og derfor bliver trigget af ham og det på et dagligt plan? Jeg tager mig lidt til hovedet, her.

Ja.
Ja.
Absolut grænsende til.
Okay?

Der findes ikke et safe space og dette er ikke et.

Nå, men så fik du da messet et populært mantra (sidste sætning). Resten af det giver overhovedet ingen mening.

[Viskelæder]

Hvis jeg var Ninja, ville jeg føle mig udslettet right about now. Nogle historier lyder ubegribelige, fordi dem, der lytter til dem, ikke har en tilstrækkelig referenceramme. Og nogle gange betyder dét, at man ikke har hele historien, at man må tage en andens ord for gode varer.

Jeg skal lige være med. Jeg har ikke en tilstrækkelig referenceramme? Hvad mener du med det?

[LaScrooge]

Jeg synes I er stride, begge to.

Først og fremmest synes jeg det er meget krænkende at beskylde andre for at have en personlighedsforstyrrelse, men jeg erkender, at det måske er mig, der er sart på det punkt. Måske I ville have det fint med at reaktionen, på jeres procesbeskrivelser var, at I nok var dyssociale, eller led af borderline. Ræk poten op hvis det er tilfældet, så kan jeg huske det næste gang jeg kan drage en parallel til noget, jeg har læst på netpsykiater.

For det andet, så handler det ikke om rygklapperi, men om at behandle hinanden med varsomhed, ISÆR når vi har med traumatiserende oplevelser at gøre.

For det tredje - og dette er indlysende for mig - så kommunikerer og reflekterer mennesker forskelligt. Nogle - jeg selv deriblandt - tænker enormt godt når de skriver. Jeg opfatter Ninja som samme type. Derfor bliver hendes indlæg lange og ordrige og fordi hun også kan skrive: meget malende. Andre skriver kortere og mere barberet og med færre informationer. At man er en "skriver" er ikke det samme som at man er kæmpedramatisk og lægger et overdrevet fokus på sine refleksioner og følelser - man kan bare sætte ord på dem, så de fremkommer sammenhængende i en sammenhængende tekst.

Det er hende, der har kendt ham. Det er hende, der ved, hvordan han er. Lyder han som et dumt svin, så er det nok fordi 1) han har såret Ninja og det er naturligt, at man taler negativt om folk, det har såret en ("Filipensen", anyone?), og 2) fordi han rent faktisk ER et dumt svin. Når hun ikke finder på tingene, taler de vel deres eget tydelige sprog, eller? det burde de. Men det synes at være nemmere for folk at tro, at en kvinde er syg i hovedet end at hendes partner er.

[LaScrooge]

Hvis jeg var Ninja, ville jeg føle mig udslettet right about now. Nogle historier lyder ubegribelige, fordi dem, der lytter til dem, ikke har en tilstrækkelig referenceramme. Og nogle gange betyder dét, at man ikke har hele historien, at man må tage en andens ord for gode varer.

Jeg skal lige være med. Jeg har ikke en tilstrækkelig referenceramme? Hvad mener du med det?

Ingen personlige erfaringer med nære relationer med folk med dyssocial personlighedsforstyrrelse. Ikke gennem dit arbejde, men ved at have været i forhold med én. Det er heldigvis de færreste, der har det. Hvis resten så bare kunne fatte, at det er noget, der kan rive et menneske ned til grunden, fordi det er så vanvittigt destruktivt.

[IrmaPigen]

Jeg synes I er stride, begge to.

Først og fremmest synes jeg det er meget krænkende at beskylde andre for at have en personlighedsforstyrrelse, men jeg erkender, at det måske er mig, der er sart på det punkt. Måske I ville have det fint med at reaktionen, på jeres procesbeskrivelser var, at I nok var dyssociale, eller led af borderline. Ræk poten op hvis det er tilfældet, så kan jeg huske det næste gang jeg kan drage en parallel til noget, jeg har læst på netpsykiater.

For det andet, så handler det ikke om rygklapperi, men om at behandle hinanden med varsomhed, ISÆR når vi har med traumatiserende oplevelser at gøre.

For det tredje - og dette er indlysende for mig - så kommunikerer og reflekterer mennesker forskelligt. Nogle - jeg selv deriblandt - tænker enormt godt når de skriver. Jeg opfatter Ninja som samme type. Derfor bliver hendes indlæg lange og ordrige og fordi hun også kan skrive: meget malende. Andre skriver kortere og mere barberet og med færre informationer. At man er en "skriver" er ikke det samme som at man er kæmpedramatisk og lægger et overdrevet fokus på sine refleksioner og følelser - man kan bare sætte ord på dem, så de fremkommer sammenhængende i en sammenhængende tekst.

Det er hende, der har kendt ham. Det er hende, der ved, hvordan han er. Lyder han som et dumt svin, så er det nok fordi 1) han har såret Ninja og det er naturligt, at man taler negativt om folk, det har såret en ("Filipensen", anyone?), og 2) fordi han rent faktisk ER et dumt svin. Når hun ikke finder på tingene, taler de vel deres eget tydelige sprog, eller? det burde de. Men det synes at være nemmere for folk at tro, at en kvinde er syg i hovedet end at hendes partner er.

Jeg ved ikke om "I" omfatter mig - men det gør det formentlig.

Hvis der gør, er du så ikke sød at citere mig og understrege der, hvor jeg beskylder Ninja for at have en personlighedsforstyrrelse.

[Viskelæder]

Hvem er de to, der er stride?