Hjælp mig - mænd (og kvinder)

[Hendedér]

Jeg er i en håbløs situation. Jeg har én gang før skrevet om den herinde for lang tid siden.

Jeg føler at min kæreste (og bofælle) gennem fire år og jeg har stødt hovedet mod en mur. Jeg ridser lige situationen møgkort op for jer (til forståelse:
[*]For et år siden rejser vi på en længere rejse og jeg finder ud af at jeg ikke har lyst til at være sammen med ham. Beslutter mig for at slå op når vi kommer hjem. Han mærker ingenting.
[*]Vi kommer hjem og hverdagen indtræffer og jeg slår det hen. Vi har det jo "godt" igen.
[*]Nogle måneder efter er det begyndt at gå rigtigt dårligt igen. Han skælder ud på mig konstant. Jeg får kort lunte og vrisser af ham. Jeg kan ikke gøre noget rigtigt. Jeg taber f.eks. to æg i køkkenet og han råber af mig fra sengen. Vi er i et rigtigt dårligt loop.
[*]Jeg taler med min far om det og han tilkendegiver at han har været bekymret i længere tid men ikke ville sige noget. Han ser at min kæreste har ændret sig og er blevet dominant med vrede og negativitet. En såkaldt "Can't do" attitude der pludseligt også skal gælde mig (jeg er en positiv person der ser muligheder i alt - og derfor støder kæresten og jeg hårdt sammen her).
[*]I november siger jeg stop og siger at jeg vil til parterapi og hvis han ikke vil det, så kan jeg ikke længere være en del af vores forhold. Han siger at han vil tænke over det i to måneder og hvis vi ikke har forbedret os så går vi til parterapi.
[*]I januar siger han at han vil have en ekstra måned. Jeg giver ham den igen.
[*]I februar går han med til parterapi efter omfattende skænderier - jeg føler mig svag og til grin for ikke at gå fra ham når det ikke virker som om han gider arbejde på os.
[*]Fire gange i parterapi går. Dette ender med at vores parterapeut siger lige ud af posen til ham (mens jeg er i rummet); "Hvis ikke du tager initiativ og virkeligt mander dig op og arbejder på det her forhold, så finder hun en anden. Det kan jeg se ligenu". Dette vel og mærket efter at jeg har kæmpet og løst alle opgaver i de måneder vi har været til terapi men han ikke har. Det var så den parterapi.
[*]Nogle uger efter eksplodere han i hovedet på mig fordi jeg efter vi har set en film og ligger i stilhed siger noget i dur med "Vi skal også lige have ordnet det dér i loftet"... Han råber - på trods af at han ligger lige ved siden af mig, at nu skal jeg fandme holde kæft. Jeg køre hjem til min far (min far er ikke hjemme). Min kæreste er rigtig ked af det efterfølgende og skriver at han lover at tage til psykolog og få styr på sin vrede. Jeg siger at jeg ikke vil bo sammen med ham i vores hjem indtil det er bedre. Han invitere mig til frokost dagen efter. Da jeg kommer hjem i huset næste dag ligger han stadig i sengen (kl. 12). Der er ingen mad i huset og jeg må selv sørge for det hele - på trods af at han har inviteret efter aftenens episode. Jeg forbliver hjemme (hos ham/os).

Nu har han været til psykolog 2 gange, kommet frem til at han har en depression og den har været der hele vores forhold igennem men at han styrtdykker. Han gider heller ikke den psykolog længere. Jeg har nu ventet 5 uger på at han skulle bestille tid hos lægen for at få en anden psykolog. Han har ikke gjort det. Vores forhold bliver værre. De sidste fire måneder kan man tælle på én hånd hvor mange gange vi har haft sex (han gider ikke - han onanere til gengæld en gang om ugen har han fortalt mig. Når vi så en meget sjælden gang har sex, føler jeg at han er egoistisk. Han vil gerne have blowjobs (hvilket jeg har givet ham hele vores forhold) men han vil ikke gå ned på mig eller hjælpe mig til at komme. Forspil er også ikke eksisterende (han er gået ned på mig 2 gange på fire år - bare fordi han siger at det er mit eget ansvar at komme).).

Jeg har taget samtalen op om hvad vi vil med vores fremtid - for kan vi ikke få det til at hænge sammen vil jeg ikke forsøge at lappe på vores forhold nu (hvis det skal blive en evig kamp i fremtiden med hver vores visioner). Jeg har endnu ikke kunne få lov at tage samtalen færdig med ham (Vi er fundamentalt forskellige og jeg har brug for at være aktive sammen hvor han ikke gider være ude med mig på fast basis men helst vil have en hjemme-kæreste). Har forsøgt en uge. Han ser ikke noget stort problem i vores forhold, bliver skiftevis ved med at sige at det nok skal blive bedre og at han nok skal bidrage til at rette op - og gør så ingenting. Jeg ser jo at han går til psykolog og får hjælp, for jeg tror ikke at han kan være der for mig så længe han har det skidt. Men han får ikke hjælp. Han arbejder ikke på sig selv.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Hvordan tolker I situationen? Er løbet bare kørt og skulle jeg være smuttet for længst? Er der noget jeg kan gøre for ham for at få forholdet bedre? Jeg føler at jeg har kæmpet i 1,5 år nu og kun fået skældud retur - og når jeg så fortæller at jeg er bange for at han faktisk ikke vil mig mere, ja så siger han at det absolut ikke er sådan osv. osv. Og det tror jeg fuldt på. Men spørgsmålet er også; Kan jeg ham mere? Kan det her overhovedet redes og vil vi så derefter overhovedet kunne finde et forhold der tilfredsstiller os begge?

[Hendedér]

Vi har i øvrigt mange gange gennem de forgående år talt om bryllup, børn osv (for fremtiden). Jeg spurgte ham så forleden om han stadig så de ting for os og det gjorde han helt bestemt. Så han har ikke mentalt givet op på os - selvom jeg føler der er meldt helt fallit.

[Akehurst2]

Hvordan tolker I situationen? Er løbet bare kørt og skulle jeg være smuttet for længst?

Ja. Men bedre sent end aldrig.

Det har været dårligt så længe - det har faktisk aldrig været godt, og han gør intet for at det skal blive bedre.

[TinaW]

Hvordan tolker I situationen? Er løbet bare kørt og skulle jeg være smuttet for længst?

Ja. Men bedre sent end aldrig.

Det har været dårligt så længe - det har faktisk aldrig været godt, og han gør intet for at det skal blive bedre.

Enig.
Det var ikke et forhold jeg ville have lyst til at bruge mere tid og energi på.
Reelt set, har han jo ikke rykket sig så meget som en mm, trods løfter om det modsatte.
Hvis en veninde var i dit forhold, ville du så synes hun skulle blive?

[girl_beat]

Hvordan tolker I situationen? Er løbet bare kørt og skulle jeg være smuttet for længst?

Ja. Men bedre sent end aldrig.

Det har været dårligt så længe - det har faktisk aldrig været godt, og han gør intet for at det skal blive bedre.

Jeg er med på denne... Du har skrevet om lignende problematikker over lang tid, og alligevel hænger I fast i den samme negative spiral. Lad være med at spilde dit liv på én, som ikke vil dig det bedste, og som ikke er interesseret i at udvikle jeres parforhold på base af gensidig respekt og opmærksomhed.

[Seance]

Tror du det vil være godt for børn at vokse op med en far, som råber af dem hele tiden?
Hvis din veninde havde et forhold magen til dit, med en kæreste som råber og nedgør hende, vil du så syntes hun skal blive hos ham?
For mig lyder det som om du har vænnet dig til at blive behandlet skidt, at du slet ikke opdager hvor slemt dit forhold er.
Jeg ville græde mig i søvn hver aften af bekymring hvis min datter boede en med en kæreste som din.

[Moxy-lady]

Jeg tror at det eneste grund til at du bliver er fordi du ikke kan overskue at gå. Jo, der er sikkert også følelser stadig, men jeg tror faktisk egentlig ikke at du har lyst til at blive, fordi din mavefornemmelse fortæller dig at det ikke bliver bedre.

Det er ikke noget du skal slå dig selv i hovedet med, man kan ikke gå før man er klar til det mentalt. Og jeg tror på at al den tid du har gået fra du først besluttede dig for at gå, indtil nu, er gået med at deale med at det ikke skulle være jer. Så jeg tror på at det værste er overstået ift at bearbejde et brud.

Jeg har en historie meget lig din. Min daværende kæreste kom så hjem og friede til mig lige inden jeg skulle flytte, og jeg kunne ikke sige nej. De første par dage var rigtig gode, men efter det, var det det samme igen. Men denne gang sad jeg med en følelse af at jeg kunne have været fri, hvis jeg havde sagt nej til hans frieri. At jeg kunne have været fri for drama, konflikter, hysteri, manipulation og psykisk vold. Og for hver gang en ny situation opstod, blev jeg mere og mere frustreret. Det var stadig svært at gå, og i sidste ende skulle der (hans) utroskab til, førend jeg gik, og det var stadig svært i tiden op til at jeg flyttede. Men under en uge efter at jeg var flyttet var jeg allerede glad for at have mit eget, ikke skulle gå på æggeskaller for at undgå konflikter der opstod udaf ingenting og hans egen paranoide fantasier. Lettelsen var enorm. Og jeg tror på at de ~8 måneder der gik fra første brud til det endelige var sunde for mig. De førte til en kæmpe afklaring som jeg selvfølgelig først mærkede da jeg var ude af hans spind.

Ja, dine orgasmer er dit ansvar. Det samme er din trivsel. Og begge dele er vidst bedst at have ude af din kærestes hænder. Du fortjener bedre, og det ved du også godt, du skal bare lige have modet til at handle på det.

[RavenClaw]

Slå op. I dag.

Pak dine vigtigste ting i en taske, fortæl ham at det er slut, og tag hjem til din far.

Han skal ikke have flere chancer, uanset hvad han tilbyder dig og heller ikke på grund af sin depression. Det er tydeligt, han ikke vil gøre noget for at få det til at fungere, hverken i jeres forhold eller i sit eget liv, så i mine øjne har han selv taget valget. Jeg var smuttet for længst.

[Whydontyouandi]

1,5 år er temmelig længe at gå rundt med følelsen af, at man er helt alene om at kæmpe for forholdet. Mange ville nok ikke holde ud så længe. Personligt forstår jeg det godt - man bevarer jo håbet om, at det kan blive godt igen.

Jeg synes, du med fred i hjertet kan sige, du har gjort, hvad du kunne.

Et spørgsmål nager mig dog, som jeg godt kunne tænke mig svar på: Hvordan var jeres forhold FØR den rejse, hvor du besluttede, at du ikke længere ville være kæreste med ham? + Hvorfor tog du i første omgang beslutningen om ikke at være sammen med ham? Det lyder jo, som om problemet med hans humør og væremåde primært er opstået efter du varslede fyring.

[Straniera]

Ts, jeg blev helt træt i sjælen af at læse dit startindlæg.
Du slider dig selv op med sådan en mand.
Som jeg ser det, vil du få det så meget bedre alene - og en dag finde sammen med en meget bedre version af en kæreste. En, som har fortjent dig!

Der er ikke så meget som én eneste ting, der taler for, at du skal give flere chancer og blive, men der er tonsvis af grunde til at forlade ham - for good!

[Krølle]

Jeg er sjældent kort og kontant, men det bliver jeg her.

Du skal gå. Du har et liv, der skal leves, og det gør du ikke sammen med ham. Du overlever knap nok.

[Krølle]

Mellemregningerne skal jeg gerne liste op, men konklusionen ville drukne, og den er vigtig.

Der er ingen tvivl, når jeg læser dit indlæg og husker din historik, og jeg håber-håber-HÅBER at du handler først og tænker bagefter. Jeg lover dig, at livet på den anden side er alt det, du drømte om dengang, da du stadig kunne kende dig selv.

[sansera]

Åh løb, løb, løb.
Det der er ikke værdigt, ikke for nogen af jer. Men du kan se det, så du må gå. Gå nu. Pak en taske, sig farvel OG SE DIG IKKE TILBAGE.

[Lurende Peber]

Du nævner adskillige grunde til at smutte og komme videre i dit (eget) liv.
Og ikke én (1) til at blive.

Den er ikke svær at regne ud.
Held og lykke med det nye liv, som fra starten er langt bedre, fordi du slipper af med enorme mængder af negativitet.

[Viskelæder]

Ej, søde TS, det her er da helt hul i hovedet. Hvorfor spilder du dog så meget tid på en, der på ingen måde viser med sine handlinger, at han vil dig?