LadyFox skrev:Zombie skrev:LadyFox skrev:Stitch skrev:LadyFox skrev:Zombie skrev:Jeg orker ikke lige et kæmpecitat og er på fra mobilen.
Skal jeg vælge mellem mig selv og en anden, ville jeg vælge mig selv. Det har taget mig rigtig mange år med terapi at komme hertil.
Så hvis en kæreste igen drev mig derud hvor jeg ikke kunne kende virkelighed fra løgn, og jeg blev desperat nok, så ville jeg gå - men jeg skammer mig ikke over, at jeg engang valgte min egen sanity over hans privatliv.
Jeg håber for alle, at de i sådanne situationer sætter sig selv først. Det er bedst bare at skride, but whatever needs to be done for at komme dertil er jeg cool med.
Men det er jo ikke kun hans privatliv du risikerer at krænke, men også dem der sender beskeder til ham.
Og kan man ikke argumentere for at nærmest alt kan dækkes ind under at sætte sig selv først?
Det ville jeg ærlig talt være ligeglad med. Hvorfor kommer andre før en selv?
Fordi... Hvorfor skal problemer i et forhold gå ud over andre der på ingen måde er en del af det?
Altså, hvorfor skal jeg straffes fordi jeg måske har betroet mig om noget personligt til en der måske/måske ikke har været utro? Det kan ikke hvorfor skulle være rimeligt.
Hvorfor kommer man selv før alle andre?
Jeg kan kun svare for mig selv, men jeg læste bestemt ikke alle beskeder. Jeg havde nogle konkrete mistanker og så er det ved et øjekast også ret nemt at vurdere, om indhold af en besked er platonisk eller ej.
Jeg kan helt ærligt sige, at de beskeder jeg har læst, var mellem dav. kæreste og pige(r) han havde noget kørende med.
I mit liv kommer jeg altså først ift de her ting.
Det kræver vel du læser beskederne før at du ved om det er platonisk. Og hvad så hvis du havde mistænkt ham for at knalde sin bedste veninde, som vel godt kunne skrive private useksuelle beskeder der ikke rigtig rager dig?
Jeg har venner af ekskærester, tidligere bollevenner osv. Derfor synes jeg stadig ikke at mine beskeder rager alle mulige partnere, hvis jeg vælger at betro mig, heller ikke selvom partnerne mistænker et eller andet. Så vil jeg hellere have valget om ikke at betro mig, fordi jeg ikke kan stole på fortrolighed.
Hvor går grænsen for hvad det er okay at udsætte andre for, fordi "Jeg er vigtigst"? For igen, jeg har svært ved at se hvilke situationer hvor man ikke kan bruge den sætning, og det gælder også ting jeg er sikker på vi begge er enige i i hvert fald ikke er okay.
Jeg snakker om det her konkrete eksempel, hvor man er udsat for psykisk vold (gaslighting).
Jeg havde engang en bekendt, der var kæreste med en kammerat. Kammeraten kom og fortalte, at hun havde stjålet alle pengene i køkkenkassen inkl. nogle penge, han skyldte mig.
Senere fandt jeg ud af, at hun var flygtet på krisecenter og at min kammerat havde taget kontrollen med deres fælles konto. Hun var voldsramt.
Jeg har ham ikke længere som kammerat og jeg klandrer ikke hende for at have stjålet mine 800 kroner.
Jeg synes faktisk, det i tilfælde med psykisk vold er vennerne, der mangler overbærenhed, hvis de går mere op i deres privatliv, end at en person endegyldigt kan slippe ud af sit syge forhold. Også hvis det forhold er med ens ven.
Og hvis der er tale om en kvinde, der igen og igen læser alle sin kærestes beskeder for at bedrive social kontrol, så er det hende, som har knald i låget og måske ud over psykisk vold.