Dikus skrev:MP. Så kom jeg på en computer. Tænkte dit problem fortjente bedre end de korte svar, fyldt med sære ord, min mobil byder på...
Jeg kan i den grad godt forstå, hvorfor du er gået i dealbreaker-mode. Det er et af de helt alvorlige svigt, det her. Min kæreste gjorde noget lignende, da han første gang skulle møde min datter - fordi han blev fanget som en lus mellem to negle af sin eks ved sine børn. Jeg valgte at acceptere, han havde taget et forkert valg i en situation, hvor han var ved at eksplodere. Men jeg har i den grad også måtte sande, at det netop er i de tilfælde, han får svært ved at sætte mig først. Altså, når eksen sætter børnene foran ham og han skal sige nej til dem for at overholde aftaler. Jeg har lært at leve med, det siger noget positivt om ham og forsøger at lade være med at rase over, at eksen opfører sig sådan...
Og det er så det... Når han vælger som han gør på et tidspunkt, han UDMÆRKET ved, hvad betyder, så er jeg ret sikker på, du får en ledetråd til, hvad du kommer til at slås med i forholdet fremover. Det vigtige er så at forstå, hvad det er, der fik ham til at agere sådan. Er det noget, der siger noget grundlæggende positivt om ham (den tænker jeg, vi begraver), har han et problem, han ikke har formuleret til dig? eller er det ven+alkohol?
For at tage den sidste først: Har du ikke før nævnt, han har en historie med alkohol? Det får alle mine advarselslamper til at blinke. Men du kender ham. Hvad tænker du?
Kan han have det svært ved at tage det skridt at knytte sig til børnene, mens han stadig er bevidst om, at du er i tvivl om jer? Hvis det er det - eller noget lignende - tænker jeg faktisk, I har noget at tale om. Og også er nået dertil, hvor I skal snakke om, hvordan man tager de svære snakke.
Giver det mening?
Som det fremgår, er jeg faktisk all in for at bære over med selv store fejltrin. Men det kræver, at der er en grund til fejltrinet, der sådan set underbygger, man er sammen med den rigtige. Vi træder alle sammen ved siden af hele tiden. Spørgsmålet er hvorfor...
tak for dine tanker
Jeg tror jeg ville have været væsentligt anderledes stemt hvis han var sat i en klemme som du nævner, for der er det jo andre der skaber en påvirkning, som har nogle konsekvenser, hvor man er nødt til at veje op hvad der koster mest, og hvad der koster mindst.
Her er der jo ikke taget et valg imellem 2 situationer, jeg er meget sikker på hans kammerat ikke var blevet sur, tvær, eller på anden måde havde straffet ham, hvis han havde sagt han var nødt til at gå for at komme hjem til mig. Jeg er ret sikker på det kvantum af øl han har drukket, havde levet lykkeligt videre i flasker og fustager, indtil andre havde gjort kål på det.
Og det er det der er så skide frustrerende lige nu, jeg, og ungerne, blev droppet - med hvad der synes at være uden betænkning, og uden at tage ansvar for det, for en bytur og en brandert. Noget han sagtens kunne have udsat, planlagt til en anden dag, det var noget der bare opstod, der blev prioriteret over en aftale med mig og ungerne.
Det var mig der måtte fortælle ungerne at den aftale vi havde ikke kunne blive til noget alligevel.
Jo jeg har nævnt at der har været issues med alkohol, men det er 20+ år tilbage. Min største kæphest på den konto er helt klart at han har været sådan en der kom op at slås, og at han godt kan italesætte det som noget sjovt/positivt. Han har helt sikkert skruet ned for byturene siden vi begyndte at kæreste, men det er ikke sådan at han har drukket bekymrende meget eller ofte inden. Han er en levemand, og det er ok, han nyder at få nogle gode øl, at komme ud og få lidt selskab.
Jeg har sagt til ham i dag, at jeg ikke ved hverken ud eller ind, men at noget ihvertfald lige nu er så ødelagt, at jeg er så skuffet, ked, berørt, ramt, at jeg ikke synes jeg har et grundlag for at fortsætte. Han har i den grad ramt mig, der hvor det gør allermest ondt.
jeg kan godt mærke at jeg er nysgerrig på hvorfor - netop fordi han jo har ventet på den her dag, og har været utålmodig.
Har jeg trukket den for længe ? - men for mig har hensynet til børnene, og mig selv, været det største, jeg skulle være klar, og jeg ville ikke præsentere de små for et måske-forhold, men det skulle være noget jeg var mere sikker på.
Synes han vi har for lidt tid sammen? - han har ofte nævnt han gerne vil ha mere, hvor jeg har været tilfreds med frekvensen. Det er ham der har savnet mig, jeg er ikke den store savner - jeg er mere sådan en der glæder mig til at se nogen igen, men jeg har heller ikke tid i hverdagen til at savne.
Eller er det bare som han skriver, at "der gik ged i den" - hvis det er det sidste, at han kan svigte fordi han impulsivt synes noget er vigtigere, så er der absolut ingen chance, for det kan jeg simpelthen ikke. Er det "panik" så kan jeg nok få pakket noget forståelse ud, hen af vejen, når jeg har slikket sårene og sundet mig. Men jeg tvivler på at det er panik.
Måske har han også bare været i tvivl om det her, og laver så et fuckup, så der er et grundlag for faktisk at tage beslutningen.
For ja, gu fanden har jeg været i tvivl om ham og mig, og jeg har også fortalt ham om grundlaget for min usikkerhed - aldersforskellen på knap 18 år. Men jeg har faktisk ikke været i tvivl det sidste stykke tid, og jeg har meldt ud at jeg bare har behov for at det udviklede sig i et stille og rolig tempo, hvor jeg kunne følge med. Meldt ud at jeg har travlt, at jeg er ofte er træt - har brugt mine ressourcer, at jeg har behov for alene tid med de 2 ældste - så de får noget god kvalitetstid med mor. Jeg har fortalt ham at jeg synes han er sød og dejlig, at jeg er taknemlig for alt det han har budt ind med, for det han gør for mig, for den omsorg jeg har fået.
jeg tror jeg spørger ham imorgen, om hvorfor...
I dag kan ikke overskue at forholde mig til det.